En polsk Familie

Side 36
"Veed du ellers, hvorfor jeg nu reiser til Warschau?" spurgte Starosten. - "Nei." - "Jeg
vil oprigtig sige dig Grunden: At hiin Landløber er flygtet, vil Storfyrsten ikke høre med
Ligegyldighed: thi han veed vel, hvor farlige slige Personer kunne blive, derfor troer jeg
det rigtigst, selv at meddele ham denne Begivenhed, før Andre komme mig i Forkjøbet.
Iøvrigt er der En i vor Familie, for hvem denne Tildragelse kunde have meget alvorlige
Følger." - "Virkelig?" - "Veed du, hvem der har befriet Folkesangeren?" - "Nei." - "Din
Onkel Czernim har befriet ham." - "Hvoraf veed De det?" spurgte Adalbert spændt.
- "En Fange, hvis Fængsel laae ved Siden af den blinde Landløbers, har kjendt din
Onkels Røst, dog er det bedst at tie dermed, thi vor Families Ære vilde lide, hvis det
blev bekjendt." - "Sikkert har denne Fange bedraget sig." - "Neppe; jeg selv vil ikke
tale til Czernim om denne Sag, af Andre maa han dog gjerne erfare den. Men nok
herom; taler du ofte med din Broder Casimir?" - "Endnu i Gaar Aftes besøgte han
mig." -"Har du Indflydelse paa ham, saa overtal ham til at tage sig Noget for og især
til at vise Alexandra den Opmærksomhed, han er hende skyldig." - "Jeg frygter, at
hvert Ord i den Henseende er spildt." - "Hvad har han da imod Alexandra?" spurgte
Starosten, "elsker hun ham ikke af sit inderste Hjerte? Har hun ikke bragt ham en
betydelig Formue? Er hun ikke god og forstandig? Ja endog smuk er hun, thi kun
hendes Svaghed, hvori den Utaknemmelige selv er Skyld, foraarsager, at de fine og
ædle Træk ikke falde saameget i Øinene. I Sandhed, hun behager mig langt meer
end hendes uartige Søster, der snarere ligner en Vildkat fra Skoven end en dannet og
velopdragen Pige." - "Men Kjærlighed lader sig ikke tvinge," sagde Adalbert. - "Derimod
stride mine Erfaringer aldeles, jeg kjender ikke den Lidenskab, som jeg ikke vilde
paatage mig at betvinge; en Refise, et Par Aars Fraværelse, saa er Indtrykket udslettet,
og man smiler over sin forrige Daarlighed. Ja enhver Lidenskab er en Daarlighed,
enhver Mand, som troer at være forelsket og derfor opoffrer noget Væsentligt, anseer
jeg for en Nar og en Sværmer, og jeg vilde i slige Tilfælde aldeles ikke betænke mig
paa at bruge Tvangsmidler imod ham, ligesom mod en Vanvittig. Overtal blot Casimir
til at tage sig Noget for, saa vil nok hans Lidenskab forsvinde," - "Men Casimir er jo
ikke forelsket," sagde Adalbert. - "Deri tager du feil, min Søn." - "I hvem er han da
forelsket?" - "I Emilie, men det vil ikke vare længe, vær du rolig derfor!" - "Og Emilie,
elsker hun ham igjen?" - "Hvor kan du troe, at en saa dannet Pige som Emilie skulde
elske Casimir? Farvel, Adalbert! vær opmærksom paa Alt, hvad der foregaaer i min
Fraværelse, Erfaring har lært mig at mistroe de fleste Mennesker, men paa dig troer
jeg, Adalbert, paa dig og paa en Anden, som jeg ikke vil nævne, thi paa hvem kan
en Fader hellere bygge end paa sine Børn, min ældste Søn er desværre en sørgelig
Undtagelse. Lev vel, jeg ønsker at see dig et Øieblik paa mit Kammer, inden jeg reiser."
Derpaa trykkede Starosten sin Søns Haand og gik.
Adalbert følte sig beskæmmet ved sin Faders Tillid, som han maatte tilstaae sig
selv, at han ikke fortjente. Desuden ængstedes han over Ca simirs Lidenskab, hvis
Mulighed han nu, da hans Fader havde aabnet hans Øine, ikke kunde betvivle. Hans
Hjerte bankede heftigt ved Tanken om, at Emilie maaskee deelte Broderens Følelser.
"Men han er jo gift," raabte han høit, "en saa forbrydersk Kjærlighed kan Emilie ikke
nære." Dog maatte Adalbert tilstaae sig selv, at Casimir var ung og smuk, og at den
qvindelige Verden, trods hans Letsind, betragtede ham med venlige Blik. For første
Gang i sit Liv følte Adalbert en bitter Følelse mod sin Broder, og han kunde ikke negte
for sig selv, at Emilies Elskværdighed havde virket stærkere paa ham, end han hidtil
havde troet.
Da Starosten traadte ud af sin Søns Kammer, mødte han Iwan, som ventede
paa ham, og som paa hans Vink fulgte ham ind i hans Værelse. - "Jeg har været