En polsk Familie

Side 172
"Der staaer Major Zeltner," raabte Leontine pludselig. - "Saa er han kommen
uindbuden," sagde Czernim.
Neppe havde han udtalt disse Ord, før Zeltner nærmede sig og skrev et L. i Leontines
Haand. - "Kjender De mig?" spurgte han derpaa. - "Meget godt," svarede Czernim.
- "Hvem er jeg da?" - "En Flue." - "Hvorfor?" spurgte Zeltner og vendte sig om til
Czernim. - "Af to Grunde," gjensvarede Czernim. - "Nævn dem!" - "Først fordi Fluen er
en ubuden Gjæst." - "Og dernæst?" sagde Zeltner og bed sig i Læberne. - "Dernæst,
fordi der blandt Fluerne, hvis jeg ellers har læst rigtig, findes Dyr, der kunne trykkes
flade under en Bogtrykkerpresse uden at lide derunder."
Dette traf, thi Zeltner mærkede deraf, at hans Opførsel i fordums Tid, og de offentlige
Krænkelser, han havde lidt, ikke var Czernim ubekjendte. Dog fattede han sig snart og
svarede, idet han igjen betragtede Leontine: "Den, der begjærer at see Skovens Pragt,
den høie Diana, uden Slør, han mag være fattet paa alle Slags Anfald."
"Altsaa en Actæon i Haabet," sagde den spanske Dame og standsede foran Zeltner,
medens hendes Ledsager slog en høi Latter op. Men Zeltner, der selv i denne
Hændelse fandt en Hentydning til sit foregaaende Liv, vendte sig forbittret om til den
maskerede Casimir og sagde: "Hvad Djævelen leer De ad, Herre?" - "Tilgiv!" svarede
Casimir meget godmodig, "det er en Feil hos mig, at jeg ofte leer, hvor jeg skulde være
alvorlig, man har tidt bebreidet mig det, men jeg kan ikke derfor."
"Denne Halvmaane, skjønne Maske!" sagde Emilie til Leontine, "er maaskee et
Symbol paa den polske Magt, thi den er stærkt i Aftagende og hersker egentlig kun i
Drømmenes Verden."
"Er den i Aftagende, da vil den vel snart reent udslukkes," sagde Zeltner, "deri ligner
den ogsaa Polen."
"Men af Mørket vil den igjen fremvoxe og staae som et blinkende Sværd og fylde
Verden med sin Glands," svarede Leontine.
"For atter igjen at formørkes," sagde Zeltner og gik sin Vei.
Strax efter vendte Leontine tilbage til sin gamle Plads, og Adalbert satte sig
ved hendes Side. Efter nogen Tid saae de en maskeret Person, der gik dem flere
Gange forbi og betragtede dem opmærksomt. "Den er nøisom, der i denne Tid kan
tilfredsstilles ved en Qvindes Kjærlighed," sagde endelig den Maskerede og ilede bort.
- "Det var Bonaventura," raabte Leontine. - "Skal da alle Bortreiste samles her i Aften?"
udbrød Adalbert. - "Vi maae søge ham op," sagde Leontine.
Men før hun endnu havde fundet ham, nærmede flere Masker sig og fortalte, at der
var udbrudt Uroligheder i Warschau, at Russerne vare fordrevne, at Storfyrsten var
flygtet eller dræbt. Dette Rygte udbredtes hurtig og vakte en stor Spænding i Selskabet.
Ja tilsidst maatte Musiken tie, og overalt dannede der sig Grupper, hvori der mærkedes
en Susen liig den, der udgaaer fra Bikuberne, naar Bierne ville sværme.
Da Leontine hørte disse Efterretninger, løste hun sin Maske og kastede den bort. "Er
det Rygte Sandhed," udbrød hun, "da er det Tid at vise sit Ansigt uden Skjul." - Disse
Ord gjentoges af Mangfoldige, og i en Hast forsvandt de fleste Masker, kun Zeltner og
nogle Faa, der vare sindede som han, beholdt Maskerne paa. -
I den fremmede Dragt, med den tindrende Halvmaane over de dunkle Lokker,
saae Leontine henrivende deilig ud, thi den stærktbevægede Sjæl oplivede hvert
af hendes Træk, endog hendes Skabning saae fyldigere og mere udviklet ud end
sædvanlig. Ja da hendes Maske sank, syntes det virkelig, som om et Væsen af en
høiere phantastisk Verden var nedstegen for at forskjønne de Dødeliges Fest. Dette