En polsk Familie

Side 203
neppe kom jeg til Ro, før jeg fik en heftig Feber, der fængslede mig til Leiet næsten i
sex Uger. I al den Tid forlod min ny Veninde mig ikke, hendes Fader derimod vandrede,
ledet af en lille Dreng, fra Der til Dør i nogle Miles Omkreds, og alt hvad han vandt ved
sin Sang, bragte han for at pleie mig, thi de Penge, jeg havde faaet for min Zobelpels,
var snart opbrugte.
Herfra skrev jeg to Breve hjem, som Harpespilleren bragte til næste Landsby, men
dette Sted ligger saa langt fra den almindelige Postvei, og Tiderne var saa urolige, at
disse Breve vel aldrig er komne til deres Bestemmelse.
Jeg var neppe kommen til Kræfter igjen, før jeg truedes af en ny Ulykke. Russerne
havde paa flere Steder overskredet Grændserne, og hvis vi ikke skyndte os afsted,
maatte vi falde i deres Hænder. Vi gav os strax paa Veien. Det var en kold Dag, og jeg
følte nu stærkt Savnet af min Zobelpels. Vi frygtede især for de vilde Kosakker, derfor
opsøgte vi de afsides Steder i Skoven, hvor Rytterne vanskelig kunde trænge frem,
men herved nødtes vi til at gjøre mange Omveie, og til at fjerne os fra Menneskenes
Boliger. Natten blev endnu koldere, end Dagen havde været. Af Frygt for at opdages,
vilde vi ikke antænde nogen Ild, men da vi tilsidst hørte Ulvenes Hyl langt borte, maatte
vi dog forsøge derpaa. Sangerens Datter slog Ild, mens jeg skulde samle tørre Blade
og Qviste, men de vare frosne saa fast til Jorden, at jeg ikke kunde løsne dem, vi brød
da tynde Grene af Træerne, men de var for friske og vilde ikke brænde. Vi maatte
derfor opgive vort Forsæt og vandre videre. Sneen knittrede under vore Fødder, og jeg
troer vist, jeg var nærved at døe af Kulde. Endelig stod vi ved Skovens Ende, hvor vi
øinede enkelte Lysglimt imellem Træerne, og da vi kom videre, saae vi en Mængde
Baal, som var spredte over Sletten. Et af disse Baal syntes ganske nær, og vi saae
tydelig, at det var en Vagtild, hvorom der sad Soldater. Paa samme Tid skimtede vi
Heste, som strakte deres Halse over Rytternes Hoveder og søgte at nærme sig Ilden,
men allertydeligst saae jeg en hvid Hund, der sad imellem Krigerne nærved Baalet.
Vi ilede ind i Skoven igjen, men til vor Forskrækkelse fulgte Hunden efter os. Den var
dog ikke bidsk, men sprang bjæffende og venlig op ad mig, dog hindrede den mig i at
flygte. Kort efter blev vi omringede af Krigerne, der med Magt førte os hen til Vagtilden.
Her saae jeg til min Forundring Casimir i russisk Uniform, og han syntes at befale over
den hele Flok. Hunden var Fidelio, der, ledet af sin Drift, da den undslap fra Branden,
havde opsøgt sin Herre, som den nu fulgte.
Neppe fik Casimir Øie paa mig, før han befalede sine Folk at fjerne sig og lod mig og
mine Ledsagere tage Plads ved Ilden, selv satte han sig ligeover for mig og betragtede
mig længe uden at tale et Ord. - "Hvorledes kommer De her, Leontine?" spurgte han
endelig. - "Og De, Casimir?" sagde jeg. Herpaa svarede han intet, og vi sad tause
ligeoverfor hinanden, mens Luerne oplyste de dunkle Ansigter omkring os. Tilsidst brød
jeg Tausheden og fortalte med faa Ord mit Eventyr. - "Stakkels Leontine!" sagde han,
"er De vandret over slige Heder og gjennem slige Skove for at finde Deres Hjem igjen!"
sagde Casimir. Kort efter stod han op, kastede en Pels om mine Skuldre og bragte mig
sin egen Hest. - "Stig op, Leontine!" sagde han, "inden i Morgen Aften skal De være i
Warschau." - Selv svang han sig nu op paa en anden Hest. Sangeren og hans Datter
maatte tage Plads, hver bag sin Rytter, og saaledes galopperede vi til den nærmeste
Landsby.
Landsbyen var fuld af russiske Soldater, der alle veg ærbødig tilside for Casimir.
Efter kort Tid kjørte en Slæde frem, hvori jeg tilligemed mine to Ledsagere tog Plads.
Slæden blev fulgt af Ryttere, paa hvem Casimir forsikkrede, at jeg trygt kunde stole.
Før vi reiste, traadte han hen og rakte mig Haanden til Afsked. - "Altsaa staaer De nu
virkelig i Række med vore Fjender?" sagde jeg. - "Stod jeg ikke der, hvorledes vilde