En polsk Familie

Side 16
en Afsindig, luk dit Øre. for hans Grundsætninger, og lad ham staae for dig som et
skrækkende og advarende Exempel. Husk overhovedet, at det er den Undergivnes
Pligt at tage Alt, hvad hans Foresatte virke og befale, i den bedste Mening. Og endnu
Eet, min Søn!" sagde Litowski med sagtere Røst, "den Mistro, de falske Patrioter have
vakt, nøder ogsaa Regjeringen til at gjengjælde Mistro med Mistro; der gives Folk af
alle Stænder, som trænge sig frem i Selskabet og lytte til, hvad der tales, for disse kan
jeg ikke bestandig spærre mit Huus; vogt dig derfor! et uforsigtigt Ord har ofte bragt de
fornærmede Magtbavere til at forvexle Letsind med Skyld."
Adalbert indsaae nu, at hans Faders Overbeviisning ikke var af den Art, at en
Ynglings Indvendinger kunde rokke den, han taug derfor stille og vilde gaae. Den gamle
Starost bad ham imidlertid at bie, hvorpaa han befalede en Tjener at hente Casimir. "Du
har selv begyndt at undersøge Tilstanden paa mit Gods," sagde han, "og jeg ønsker,
at du fortsætter denne Undersøgelse, jeg selv kan ikke ledsage dig, men Casimir skal
ride med dig i mit Sted."
Kort efter traadte Casimir ind. "Bid med Adalbert til de udtørrede Søer og til de
nye Anlæg i Skoven," sagde Starosten, "og viis ham alle de forbedrede Indretninger!"
- "Som De befaler," svarede Casimir, "jeg skulde ellers melde, at Oberst Czernim
kommer her til Middag og bliver her i nogen Tid." - "Min afdøde Kones Broder vil stedse
være mig en kjær Gjæst, hvor ofte han end kommer," svarede Starosten og vinkede
med Haanden til Afsked, hvorpaa de to Brødre forfølede dem bort.
Casimir ilede ned i Stalden, medens Adalbert blev tilbage i dybe tanker. Han følte
vel, at han vanskelig ganske kunde gjendrive sin Fader, der i mange Henseender
havde Ret, og dog var der Noget i hans Inderste, som talte hiin ulykkelige Mands
Sag. Han havde nylig selv følt den tiltrækkende Kraft, hvormed gamle Minder og
Barndomserindringer virke, og ansaae det for uvist, om det, der i sig selv er det Bedste,
altid uden Skaansel paa ethvert Sted burde udføres, han følte, at Forbedringer kun
da uden Indskrænkning burde antages, naar Folkets Indre var forberedt derpaa; og
overhovedet mærkede han, at han her stod ved et af disse dobbeltsidige Spørgsmaal,
som lade sig betragte under saa forskjellige Synspunkter,.at man ikke ubetinget kan
afgjøre, hvilken af de stridende Parter, der har Ret; ja det forekom ham, som om Ret
og Uret her paa en forunderlig Maade vare blandede med hinanden, saa at Tungen
paa Retfærdighedens Vægtskaal vaklede frem og tilbage, uden ved en afgjørende
Overvægt at neddrages mod nogen af Siderne.
Nu kom Casimir tilbage med to opsadlede Heste. - "Men kan du holde det ud?"
spurgte Adalbert, "du har jo dog vaaget den hele Nat." - "Alt kan jeg holde ud, kun ikke
den utaalelige Stilhed og Eensformighed her hjemme; jeg siger som Emilie: der maa
være en deilig Verden paa den anden Side af disse Skove, og ofte faaer jeg Lyst til at
sønderrive mine Lænker og hvert Baand, der holder mig, og at ile bort paa den anden
Side af Bjergene, hvor Storken og den lette Svale flyve hen." - "Men du elsker jo dog dit
Fædreland?" - "Det fordømte Dyr!" sagde Casimir, idet han spændte en Rem fastere
om Broderens Hest, "det kan blæse sig op, saa at Sadelgjorden stedse kommer til at
sidde løs. Veed du ellers, hvad vi har oplevet i de sidste otte Dage, før du kom her?"
- "Nei." - "Nu, det er snart fortalt: Fidelio har jaget efter en Ræv uden at naae den,
Alexandra har hver Dag læst latinske Bønner og talt Perlerne paa sin Rosenkrands, min
Fader har tappet en Deel Vand af sine Moser og sendt et Par Landløbere til Siberien,
og vor graa Kat er kommen i Barselseng, meer er der ikke skeet i den Tid, saavidt jeg
veed." - "Det Sidste er især en vigtig Nyhed," svarede Adalbert. - "Det Ene er ligesaa
vigtigt, som det Andet, jeg er kjed af dette Liv, af min Fader, af Alexandra og undertiden
endog af Emilie selv og af dette evig skuffede Haab; jeg vil ud i Verden til Warschau, til