En polsk Familie

Attende Capitel.
Branden.
Side 182
Da Adalbert havde forladt sin Broder, mødte han Grev Larinski, der omfavnede
ham, og der i denne Nat syntes at have glemt det afmaalte Væsen, som han ellers
viste. Han tilstod forresten, at han havde indrettet den hele Fest for at udforske den
almindelige Stemning; derfor lod han ogsaa Folkesangeren komme, dog havde han før
Bonaventuras Ankomst aldeles Intet vidst om de Efterretninger, denne bragte.
Paa Gangen havde en Mængde af Grev Larinskis Undergivne samlet sig. Her saae
Adalbert ogsaa til sin Forundring Jøden Salomon, ved hans Side stod Pater Vincent,
omgive n af Mængden, til hvem han berettede, hvad der var foregaaet i Warschau.
"Hvorledes er Pater Vincent kommen her?" spurgte Adalbert.
"Det var netop ham, der sad i den sorte Slæde," svarede Bonaventura, "siden lod
han sig overtale til at følge mig herhen, hvor vi vidste, at der var en stor Forsamling af
vore mægtigste Medforbundne."
"Jeg løb langt foran Slæden," sagde Salomon, "hvis Vei jeg havde udforsket, paa det
jeg kunde opmuntre Bønderne til at redde ham, da fandt jeg Herr von Zaleski, der strax
samlede flere Mænd, og han har stridt i Nat, som den unge David imod Philisterne."
"Det var virkelig den gode Salomon, der først blev Aarsag til min Redning," sagde
Munken.
"Og det var vel fortjent, thi han har engang frelst min stakkels Benjamin af de
Ugudeliges Hænder."
"Vi leve i underlige Tider," bemærkede Czernim, da Sværmen havde adspredt sig,
"medens de Rettroende bortførte en Qvinde fra Klosteret, blev en Munk frelst af en
Vantro."
"Hvorledes skal jeg forstaae det?" spurgte Pater Vincent.
"Lige efter Bogstaven, Munk! vi har ogsaa udøvet Bedrifter, hvormed vi kan prale,
vi har brændt et Huus og bortført en Jomfru af Klosteret, siden jeg saae dig sidst."
"Gud forbyde, at en slig Daad skulde plette Frihedens Morgenrøde!" sagde Munken.
"Clericus clericum non decimat," svarede Czernim, "det er udlagt, den ene Ravn
hugger ikke Øinene ud paa den anden, men hvor blev ellers Major Zeltner af?"
"Han sneg sig nu nylig ud af Porten," sagde Salomon.
"Det var Skade, thi jeg er ret kjærlig stemt imod ham, ja jeg kunde falde ham om
Halsen i Nat og kysse ham af lutter Taknemmelighed, blot fordi jeg veed, at jeg har
Lov til at slaae ham ihjel i Morgen."
"Hvad er det for et rødt Skjær paa Himlen?" spurgte pludselig Leontine. - Alle ilede
til Vinduerne. "Det er et Skjær, som Maanen udsender efter sin Nedgang," sagde En.
- "De felter," svarede en Anden, "thi det kommer jo fra Østen." - "Det ligner et Nordlys,"
sagde en Tredie. - "Den hellige Jomfru fri os, det er Ildløs!" raabte Munken. - "Hvad!"
sagde Czernim, "to Gange i Rad, det er altfor meget." - "Ilden kommer fra Øst, hvor vort
Huus ligger," sagde Leontine. - "Spænd for!" raabte Adalbert, "vi vil see, om Munken har
Ret." - "Jeg følger dig, min Dreng," sagde Czernim, "vil du være med, Broder Vincent?"
- "Han maa med mig til Krakau," svarede Bonaventura, "der kan han virke bedre for
den gode Sag."