En polsk Familie

Side 62
Neppe vare disse Ord udtalte, førend de tre Damer kappedes om at forsyne Broder
Vincent med Alt, hvad de kunde undvære. "Nok, nok, mine Venner!" sagde han endelig,
"Gud vil gjengjælde den, der lindrer sine Brødres Nød."
"Kan hun ikke bruge Penge?" spurgte Casimir og kastede et Guldstykke paa Bordet.
Dette var et Vink, som Alle fulgte, og en lille Sum Penge blev bunden sammen i et
Tørklæde og overleveret til Munken; kun Czernim sad ganske rolig og yttrede ingen
Lyst til at give det Mindste.
"Er De da den Eneste, hvis Hjerte er tillukket for den Ulykkelige?" spurgte Alexandra,
og Alle saae forundrede paa ham. - "Ja, mit Hjerte er tillukket, og jeg giver ikke en halv
Skilling," sagde Czernim. "Oberst Czernim maa handle, som han vil," sagde Munken,
"dog kjender jeg ham vel og veed, at han ikke er saa haardhjertet, som han nu giver
sig ud for, Gud veed af hvilken Grund." - "Jo vist er jeg haardhjertet," svarede Czernim,
;,jeg har nok at sørge for mit eget Huus, og min Tiltro er saa tidt bleven misbrugt, at
den har forvandlet sig til Tvivl og Vantro." - "Ja," sagde Alexandra, "kunde du læge
dette tvivlende Hjerte, ærværdige Fader! da vilde du maaskee fuldbringe en Gjerning,
ligesaa god som den at understøtte en Ulykkelig." - "Hvo kan læge et vantro Hjerte?"
svarede Munken, "hvo kan skjænke Tvivlen Tro? Hvis de Døde gik frem af Graven og
prædikede, vilde han da ikke i sin Sjæl finde en Udvei for at negte, hvad han saae og
hørte? Vilde han ikke sige: "Mit Syn var forvildet, min Hjerne forvirret, og jeg drømte
lysvaagen?" Og hvis han hørte de himmelske Hærskarer synge, vilde han da ikke sige:
""Dette er en Sygdom i mit Øre, jeg vil hente en Læge, som skal fordrive den?"" Ja hvis
den Evige selv skrev sit Navn med glimrende Ziffre paa Himlen, vilde han da ikke sige:
""Dette er et Tilfælde, en selsom Grille af Elementerne, et besynderligt Sammenstød
af Luftsyn, derfor agter jeg ikke derpaa."
"Naturligviis," svarede Czernim, "hvad Andet skal den, der ingen Sværmer er, ved
saadan Lejlighed sige?"
Munken svarede intet hertil, men sad en Stund ganske stille. - "Naar du igjen kommer
fra den syge Qvinde, vil du da ikke kjøre med os, ær værdige Fader?" sagde Alexandra,
"thi det tænker jeg dog, at Oberst Czernim tillader." - "Nej, min Datter! jeg kjører aldrig."
- "Det er dog besværligt at vandre i denne Solhede paa Sletten, og der er nu liden
Skygge paa Veien." - "Min Herre og Mester vandrede mangen Vei, der var hedere og
besværligere end denne," svarede Munken. - "Naar sces vi igjen?" spurgte Alexandra.
- "Kom til Krakau om to Dage, da skulle I see mig ved Solnedgang i Kosciuszkos Capel,"
svarede Munken og stod op, men Alexandra talte hemmelig et Par Ord med Leontine.
Begge nærmede sig derpaa til Munken og greb hans Klædebon, som de kyssede, men
han gjorde Korsets Tegn over deres Pander og Bryst, velsignede dem og gik.
Adalbert vidste denne Gang aldeles ikke, hvad han skulde tænke om sin Onkels
Opførsel, thi han kunde ikke paa nogen Maade forene den Ligegyldighed, han her
lagde for Dagen, med den Iver, han forhen havde viist for den gamle Folkesanger. Ja
ikke blot Adalbert, men ogsaa Casimir syntes denne Gang misforneiet. "Den, der ikke
kjendte dig bedre," sagde han endelig, "maatte jo troe, at den Gamle havde smittet
dig med sin fordømte Gjerrighed." - "Naar du bliver saa gammel som hang" svarede
Czernim, "da vil du vel ogsaa mærke, at Penge due til Andet end til at kaste hen i Veir
og Vind." - "Nei, ved alle Helgene, det vil jeg ikke," svarede Casimir.
Paa Hjemveien spurgte Adalbert, hvor den blinde Harpespiller var bleven af, og
erfarede, at han for sex Dage siden tilligemed sin Datter havde forladt Czernims Slot
og var vandret mod Syden.