Side 42 i Førstningen kunde begribe, til hvem dette Tegn blev givet. <strong>En</strong>delig hørte de det rasle i Buskene, og pludselig kom et hvidt Daadyr frem. Det gik lige hen til Leontine. Hun tog nu Brød af sin Kurv, som hun rakte det, og Dyret spiste det af hendes Haand. Da hun havde givet det Alt, hvad hun havde medbragt, stod hun længe og klappede Daadyret, der syntes at begribe og svare til hendes Kjærlighed; endelig satte hun sig ned paa en mosbegroet Steen, hvorefter den hvide Daa endnu dvælede ved hendes Side, dog lagde den sig ikke ned og dreiede tidt Hovedet hen mod de Buske, hvori Zeltner og Casimir havde shjult sig. "Det er en af Dianas Nympher," sagde Zeltner, "kom, lad os spille de dristige Fauners Rolle!" Dermed sprang han pludselig frem af sit Skjul, medens Casimir fulgte ham med langsomme Skridt. Ved den første Raslen af Buskene ilede Daadyret bort og forsvandt. Leontine sprang op, dog flygtede hun ikke, men dreiede sig mod den Side, hvorfra Lyden kom, og syntes med spændt Opmærksomhed at vente paa, hvad der skulde skee. "Skjønne Nymphe!" raabte Zeltner, "nu er du i Faunernes Magt, Dianas Vogn staaer rigtignok over dit Hoved, men hendes Pile have ikke mere den gamle Kraft, og selv om de havde den, saa kjører hun nu alt for høit i Luften til at kunne ramme mig." Med disse Ord strakte han sin Arm ud for at omfavne Leontine. Men hurtig og undvigende traadte hun et Par Skridt tilbage og hævede den høire Haand mod sin Nakke, næsten i samme Øieblik stod hun væbnet med den hvasse Piil, der ellers sad fast i hendes Fletninger, og som nu blinkede i Maanelyset som en sleben Stilet. "Min Haand er øvet og sikker," sagde hun, "og hvis du blot rører mig med en eneste Finger, da skal Spidsen af denne Naal sidde dig i Hjertet." - "Det er en vild Satan," sagde Zeltner, idet han studsende traadte tilbage. - "Bliv borte fra mine Veie!" vedblev Leontine, "eller min Haand skal fælde dig, som den fældede hiin hæslige Bavian, der havde et Par Øine, som lignede dine." Major Zeltner blev et Øieblik staaende, endelig gik han langsomt tilbage i Busken igjen, medens Leontine stirrede efter ham med den blinkende Piil i sin Haand, ligetil han var forsvunden, derpaa vendte hun sig om og ilede ligesaa hurtig som den hvide Daa tilforn ind i Skoven paa den modsatte Side. Efter nogle Øieblikke standsede Zeltner ligesom for at overtænke, hvad han skulde foretage sig. - "Nu, saa vilde jeg ønske," udbrød han endelig og holdt derpaa inde. - "Hvad?" spurgte Casimir. - "Ligegodt," svarede Zeltner, "med Ønsker kommer man dog ingen Vei. Veed du ellers, om denne Frøken Leontine er saa tilbageholden mod alle Andre som mod os?" - "Hun elsker intet Menneske undtagen" - "Hvem?" afbrød Zeltner ham heftig. - "Undtagen Alexandra og maaskee sin Broder," svarede Casimir. - "Alexandra? Det er godt." - "Hvad har du i Sinde?" - "At gaae hjem." - "Men hvad er din Tanke med Leontine?" - "Min Tanke med Leontine? Nu naar Tanken er bleven Kjød og Blod, skal du faae den at vide." Dermed gik de langsomt tilbage igjen. "Hun saae virkelig ud, som om hun vilde stikke mig ihjel, hvis jeg rørte hende," sagde Zeltner noget efter. "Det havde hun vist ogsaa gjort," svarede Casimir. - "Hvad mente hun med den Bavian, hun talte om?" - "Ak, det var min stakkels Abe, den rødnæsede Jocko," svarede Casimir. - "<strong>En</strong> meget ærefuld Sammenligning altsaa," bemærkede Zeltner. - "Himlen straffe hende derfor," sagde Casimir, "thi hun har virkelig dræbt den." - "Fortæl hvorfor." - "Den stakkels Jocko elskede hende, men hun hadede den, og den maatte staae lænket for hendes Skyld. <strong>En</strong> Morgen løste jeg den og lod den løbe frit om i den gamle Slotsbygning, hvor den klattrede op overalt paa Mure og Stene, paa de snevre Trapper og de fritliggende Tværbjælker, saa enhver af os Andre, der saae det,
Side 43 havde sin Glæde deraf. Til Ulykke har Leontine sin jevnlige Gang derovre, hvad enten hun nu holder sin Huusandagt der, eller ogsaa hun har en Kjærlighedshistorie med en af Ridderne paa de afblegede Tapeter. Ogsaa den Morgen kom hun og traadte just ind, da Jocko sad i Halvmørket paa en Bjælke i Gangen. Den forholdt sig stille, til hun var den ganske nær, da styrtede den sig, før hun vidste et Ord deraf, med et eneste Spring om hendes Hals, men i samme Øieblik sank den ogsaa med et Skrig til jorden, kun et Par Blodsdraaber faldt paa Gulvet, men dog kunde den ikke leve, thi hun havde trutret dens Hjerte med sin spidse Naal." "Og den vilde Daa, veed du noget om den?" - "Vi havde engang fanget en hvid Daakalv," svarede Casimir, "den var meget sky, og kun for Leontine fattede den Godhed, og efter nogen Tid forsvandt den pludselig. Vi troede, at Oppasseren engang havde glemt at lukke for den, men rimeligviis har Leontine selv befriet den, og det er med den, hun har sine natlige Sammenkomster." "Havde hun levet i tidligere Aarhundreder og da havt slige Sammenkomster med Skovens Dyr, da var hun bleven brændt som en Hex," sagde Major Zeltner.
- Page 1 and 2: En polsk Familie Carsten Hauch (179
- Page 3 and 4: Første Kapitel. Side 3 Mødet. Ude
- Page 5 and 6: Side 5 Mand. "Joseph!" blev han ved
- Page 7 and 8: Side 7 Zaleski, en Søster af hans
- Page 9 and 10: Side 9 bare Præg af, at de nylig v
- Page 11 and 12: Side 11 en Slægtning af sin Moder,
- Page 13 and 14: Tredie Capitel. Besøg i Omegnen. S
- Page 15 and 16: Side 15 har de jo ingen Ret," sagde
- Page 17 and 18: Side 17 Tyrkiet, og saa en Kugle fo
- Page 19 and 20: Fjerde Capitel. Side 19 Folkesanger
- Page 21 and 22: Side 21 hader Musik." - "Tro hende
- Page 23 and 24: Side 23 De to Vandrende vare ikke k
- Page 25 and 26: Femte Capitel. Side 25 Det gamle Sl
- Page 27 and 28: Side 27 ophøre, og hvori Mennesken
- Page 29 and 30: Side 29 "Ingen Uhrmager i vor Tid k
- Page 31 and 32: Side 31 ogsaa kom til, "vi have beg
- Page 33 and 34: Side 33 og han saae tre Mænd og en
- Page 35 and 36: Side 35 "Jeg har sjelden seet min F
- Page 37 and 38: Side 37 paa Oberstens Gods, Deres E
- Page 39 and 40: Side 39 som oftest Hovedrollen deri
- Page 41: Side 41 Uagtet det ikke var let at
- Page 45 and 46: Side 45 Gang kom Slaget for uventet
- Page 47 and 48: Side 47 med sine smaa Hænder at kl
- Page 49 and 50: Tiende Capitel. Erklæring. Side 49
- Page 51 and 52: Har Naadens Port sig atter lukt? Ha
- Page 53 and 54: Side 53 som mærkede, at hans unge
- Page 55 and 56: Side 55 Da han naaede Emilies Kamme
- Page 57 and 58: Side 57 Dem i lodne Skind midt i So
- Page 59 and 60: Side 59 vel ogsaa; hvor ondt det en
- Page 61 and 62: Side 61 "Den Krands har Leontine bu
- Page 63 and 64: Side 63 Kort efter foreslog Alexand
- Page 65 and 66: Side 65 Vincent har været her, og
- Page 67 and 68: Side 67 Alt, hvad du forkaster, er
- Page 69 and 70: Fjortende Capitel. Side 69 Eventyre
- Page 71 and 72: Side 71 Steenmasser forsvandt, kun
- Page 73 and 74: Side 73 Alle de Følelser, han i si
- Page 75 and 76: Femtende Capitel. Høstgildet. Side
- Page 77 and 78: Side 77 ""og vil spørge dig, om du
- Page 79 and 80: Sværd og Lee paa Sletten blinked m
- Page 81 and 82: Sextende Capitel. Domkirken i Kraka
- Page 83 and 84: Side 83 Helgenbillederne brændte L
- Page 85 and 86: Syttende Capitel. De Misfornøiede.
- Page 87 and 88: Side 87 det varede ikke længe, fø
- Page 89 and 90: Attende Capitel. Indvielse og Drøm
- Page 91 and 92: Side 91 ilede videre og naaede snar
- Page 93 and 94:
Side 93 "Det er de Mægtiges hemmel
- Page 95 and 96:
Anden Deel Und so ist Alles Traum u
- Page 97 and 98:
Side 97 "Jeg finder denne Greve tem
- Page 99 and 100:
Side 99 udstrækker Armene ligefra
- Page 101 and 102:
Side 101 Med disse Ord ville vi kun
- Page 103 and 104:
Side 103 Imidlertid skiftede atter
- Page 105 and 106:
Side 105 Forsynets Veie stemme med
- Page 107 and 108:
Tredie Capitel. Casimirs Historie.
- Page 109 and 110:
Side 109 hvis jeg bare selv havde k
- Page 111 and 112:
Fjerde Capitel. Tvekampen. Side 111
- Page 113 and 114:
Side 113 Graad og gik. I denne Tid
- Page 115 and 116:
Side 115 truffet en af Lungens yder
- Page 117 and 118:
Femte Capitel. Det dybe Saar. Side
- Page 119 and 120:
Side 119 hvis Knæe bævede, og der
- Page 121 and 122:
Sjette Capitel. Alexandra. Side 121
- Page 123 and 124:
Side 123 aldrig ægte hinanden." -
- Page 125 and 126:
Side 125 Under denne Sang blev Alex
- Page 127 and 128:
Syvende Capitel. Side 127 Barndomsa
- Page 129 and 130:
Side 129 tilfælles med hine over v
- Page 131 and 132:
Ottende Capitel. Træk af en Pebers
- Page 133 and 134:
Side 133 naar vi saae Køer eller a
- Page 135 and 136:
Side 135 da, hvad jeg vidste om dem
- Page 137 and 138:
Side 137 omsvævede, og hvis Sjæl
- Page 139 and 140:
Tiende Capitel. Side 139 En skjæv
- Page 141 and 142:
Side 141 sagde han saaledes flere G
- Page 143 and 144:
Side 143 Jeg fandt Gustavs og min S
- Page 145 and 146:
Side 145 derfor ikke blot med Kunst
- Page 147 and 148:
Side 147 af een Forfatter. Enten ma
- Page 149 and 150:
Side 149 Da jeg næste Morgen endnu
- Page 151 and 152:
Side 151 Hjælp af denne Bog og af
- Page 153 and 154:
Side 153 Tilfredshed og et langt h
- Page 155 and 156:
Side 155 "Lever han endnu?" sagde p
- Page 157 and 158:
Side 157 uagtet den høiere Æresf
- Page 159 and 160:
Side 159 "Skulde jeg for en Lidensk
- Page 161 and 162:
Side 161 "Jeg kan Intet see," svare
- Page 163 and 164:
Side 163 og Politiet, der her ikke
- Page 165 and 166:
Side 165 han," sagde Bonaventura, "
- Page 167 and 168:
Side 167 Den næste Nat stod Casimi
- Page 169 and 170:
Side 169 end en Miil fra. Starosten
- Page 171 and 172:
Side 171 som indeholdt forbudne Eft
- Page 173 and 174:
Side 173 følte alle de Omstaaende
- Page 175 and 176:
Side 175 Bonaventura vilde allerede
- Page 177 and 178:
Side 177 Smag selv indenfor Kloster
- Page 179 and 180:
Side 179 om, da skal jeg vise Dem e
- Page 181 and 182:
Side 181 i alle Tilfælde seer han
- Page 183 and 184:
Side 183 "Czernim, Leontine og Adal
- Page 185 and 186:
Side 185 "Det var Hjælp i Nøden,"
- Page 187 and 188:
Side 187 og opslugt hende, før jeg
- Page 189 and 190:
"Jeg anseer det for min Pligt at bl
- Page 191 and 192:
Side 191 ja om Natten fulgtes vi ad
- Page 193 and 194:
Side 193
- Page 195 and 196:
Side 195 Czernim, Pater Vincent og
- Page 197 and 198:
Side 197 ogsaa var gift og alt havd
- Page 199 and 200:
Side 199 Adalberts Henrykkelse kunn
- Page 201 and 202:
Side 201 skreg høit om hjælp, Mus
- Page 203 and 204:
Side 203 neppe kom jeg til Ro, før
- Page 205 and 206:
To og tyvende Capitel. Krigsbegiven
- Page 207 and 208:
Side 207 Efter Slaget ved Grochow b
- Page 209 and 210:
Side 209 mig. Da han havde modtaget
- Page 211 and 212:
Tre og tyvende Capitel. Lykke og Ul
- Page 213 and 214:
Side 213 "Hvorledes er Hærens Stem
- Page 215 and 216:
Fire og tyvende Capitel. Den sidste
- Page 217 and 218:
Side 217 Denne Skandse stræbte man
- Page 219 and 220:
Side 219
- Page 221 and 222:
Side 221 "Du og din Ledsager skal n
- Page 223 and 224:
""Es blies der Jäger ins goldene H
- Page 225:
Side 225 ham dertil. Denne Angivels