En polsk Familie

Side 20
Skjærmbræt, et Bord eller en Lænestol, og larmede tidt saaledes, at Ingen kunde høre
et Ord; ja en Aften i en stor Forsamling, slap hun et Par Oldenborrer løs lige ved min
Side, thi hun veed meget godt, at jeg ikke kan fordrage disse Dyr, og ganske rigtig fløj
de mig da lige i Haarene og piinte og forskrækkede mig, saa jeg skreg høit og bragte
det hele Selskab i Forvirring."
En anden Gang talte Emilie ogsaa med Bitterhed om Alexandra, ja gav endog Vink
om, at det var hende, der, ledet af en urimelig Mistanke, havde ophidset Leontine imod
hende.
Jo mere Adalbert saaledes gav sig af med Emilie, desmere tiltrækkende fandt han
hende. I Begyndelsen var hendes Selskab ham blot behage ligt, tilsidst blev det ham
næsten uundværligt. Denne Følelse syntes Emilie at dele, og Adalbert bemærkede til
sin store Glæde, at hun viste Mismod, naar han i lang Tid talte med Andre, og at hun
blev venlig og tilfreds, naar han igjen nærmede sig til hende. Herved og ved tusinde
andre Kunster vidste hun saaledes at fængsle ham, at hun i lang Tid blev Midtpunktet
for alle hans Tanker; ja af Blik og henkastede Vink og halve Ord, som Ingen hørte uden
han, dannedes der tilsidst en magisk Ring, i hvilken han hver Dag maatte dreje sig
uden at komme videre.
En Eftermiddag udeblev Emilie længe, flere Fremmede vare imidlertid ankomne,
hvis Underholdning kun lidet morede Adalbert. Endelig, efter en kjedsommelig Time,
der langsomt hengled i en stiv og ligegyldig Samtale, saae han Emilie, som tilligemed
Casimir og en Veninde, en Fru Tarnow fra Byen Krakau, kom over Gaarden. Kort
efter traadte de alle Tre ind. "Hvor har du været?" spurgte Adalbert sin Broder. - "Hos
Fidelio," svarede Casimir, "for han er syg." - Adalbert studsede, thi han sluttede heraf,
at Emilie ogsaa havde besøgt Fidelio, hvilket, efter hans Menjng, aldeles ikke passede
til den fine Anstand og Takt, for hvilke hans Fader saa hellig berømmede hende. Denne
Begivenhed forstemte Adalbert en Stund, uden at han var sig Grunden tydelig bevidst.
Nogle af Gjæsterne bade nu Emilie om at synge, hvortil hun ogsaa strax var
beredt. Casimir satte sig ved Pianofortet og greb et Par Accorder, hvorpaa Emilie
nærmede sig og udførte med en af de fremmede Damer en Vexelsang, som Casimir
accompagnerede. Kort efter traadte den fremmede Dame tilbage, og Emilie sang alene
til Casimirs Spil. Hendes Stemme havde et stort Omfang og var usædvanlig uddannet.
Casimirs Spil var mindre fuldkomment, dog vidste han saaledes at underordne det
under Emilies Stemme, at denne betydelig vandt derved. Næsten Alle roste Emilies
Sang, og den gamle Starost, der stod bag hendes Stol, viste sig meget tilfreds med det
Bifald, hun indhøstede. Adalbert undrede sig over sin Broders Talent, thi uagtet denne
i sin Barndom havde lært Fingersætningen paa Klaveret, saa var han formedelst sin
Ustadighed dog ikke kommen synderlig vidt før Broderens Afreise.
Paa Adalbert frembragte Emilies Spil megen Virkning, især i Begyndelsen, da hun
sang flere italienske Sange med sjelden Smag. Det forekom ham, der saalænge havde
levet i England, langt borte fra de Lande, hvori Sangen har sit Hjem, som om han hørte
en deilig Nattergal, der sad i en af Italiens duftende Myrthelunde og udaandede sin
Sjæl i Toner. Siden efter sang hun paa Opfordring nogle franske Sange, som ogsaa
vidnede baade om Færdighed og om et udmærket Foredrag.
Medens Emilie sang, stod Adalbert ved Siden af Alexandra og Leontine, da hun
var færdig, vendte han sig til den sidste med de Ord: "Frøken Emilie har en smuk
og udtryksfuld Stemme." - Leontine syntes el at høre hans Ord, thi hun svarede Intet
derpaa. - "Elsker De ikke Musik?" spurgte han endelig. - "Nei," svarede Leontine og
fæstede sine dunkle Øine paa ham med et Udtryk af Strenghed og Misfornøielse, "jeg