En polsk Familie

Ellevte Capitel.
En Reise.
Side 54
Czernims Billet virkede i det mindste saa meget paa Adalbert, at han mindre
lidenskabelig begyndte at overveie Emilies Fremfærd, og da han ikke kunde negte
sig selv, at hun virkelig havde drevet en Leg med ham og Andre, saa foresatte han
sig alvorlig at sønderrive de Baand, hvormed hun hidtil havde fængslet ham. For at
naae dette Maal besluttede han med større Iver end før at give sig af med alvorlige
Forretninger, og naar han trængte til Adspredelse, da heller at søge den i Alexandras
og Leontines Selskab end i den farlige Emilies. Til denne Beslutning bidrog maaskee
Leontines opblomstrende Skjønhed og det stille Velbehag, hun i den seneste Tid havde
vakt hos ham, meer, end han selv anede.
Med Casimir var der ogsaa foregaaet en mærkelig Forandring, thi alle Skyer
vare bortvegne fra hans Pande, og hans onde Lune syntes lige som ved et Trylleri
forsvundet, saa han loe og spøgede den hele Dag og var ligesaa venlig mod Adalbert,
som han nogensinde havde været. Adalbert sluttede heraf, at ogsaa Casimir var
nærved at overvinde sin Lidenskab, i denne Mening bestyrkedes han end mere ved
Casimirs Opførsel mod Emilie, som han nu sjelden tiltalte, og som ogsaa paa sin Side
snarere syntes at skye end at søge hans Selskab.
En Morgen traadte Casimir med sin Jagtpidsk i Haanden ind til Adalbert, der som
sædvanligt var sysselsat med Bøger og Regnskaber. "Der er igjen kommet Brev fra
Onkel Czernim," sagde han, "hvori han indbyder os Alle til sit Høstgilde. Da nu Fru
Tarnow i Dag vender tilbage til Krakau, saa er vi, blevne enige om at reise strax, du er
dog med?" - "Lad mig blot endnu gjennemgaae dette Papir, saa kommer jeg," svarede
Adalbert. - "O lad dog ikke den Gamle saaledes faae Magt over dig, at han spærrer
dig inde, som en Fugl i et Buur! bort med de skimlede Regninger, siger jeg!" dermed
slog han til Papirerne med sin Pidsk, saa flere af dem faldt paa Gulvet. - "Den Reise
er hurtig bleven bestemt," sagde Adalbert smilende, idet han samlede Papirerne op
fra Gulvet igjen. "Ja vist," svarede Casimir, "Sligt maa skee, medens den Gamle er
borte, luk nu de dumme Bøger til." - "Du skulde ikke foragte dem saameget, Casimir,
du kunde tværtimod have godt af at see deri engang imellem, i det mindste er det din
Faders Ønske." - "Min Faders Ønske! Er han gal! I mit Liv har jeg aldrig læst nogen Bog
til Ende." - "Men i vor Tid kommer man ikke vidt uden Kundskaber." - "Jeg begjærer
heller ikke at komme vidt," svarede Casimir, "jeg vil kun gjøre, hvad jeg har Lyst til,
lad saa den Gamle brumme saameget, han gider." - "Du taler tidt om din Fader i en
Tone, som jeg ikke kan billige, i det mindste maa du dog, hvis du ikke er aldeles blind,
beundre hans Forstand, hans Villiekraft, hans utrættelige Arbeidsomhed." - "Nu ja for
Fanden! Arbeide er nu hans Lyst, min er at være doven og forelsket og at gaae paa
Jagt, lad Enhver drive det, han har Fornøielse af, og dermed Basta."
Efter disse, Ord ilede Casimir syngende ned ad Trapperne og ud i Gaarden. Her gav
han med megen Iver sine Befalinger, lod to Vogne trække frem, en til Fru Tarnow og en
større til det øvrige Selskab. Han undersøgte dem begge selv, ja lagde endog Haanden
paa med, da Hestene skulde forspændes. Midt i Arbeidet slap han det imidlertid for
at knalde med en stor Pidsk og for at lege med Fidelio, der syntes ligesaa glad som
han selv over den Reise, der forestod. Saasnart Alt var i Stand, sendte han Bud efter
Damerne, men da disse ikke strax kom, blev han utaalmodig og gik selv for at hente
dem.