En polsk Familie

Side 66
det i et Land, hvori det hele Folk smægter i Elendighed? Hvad gavner det, naar hele
Huset brænder, at redde en Spaan deraf?"
"Det Eneste, vi kan gjøre, er at frelse den Enkelte," svarede Adalbert, "thi alle mægte
vi ikke at frelse."
"Maaskee følger jeg dig til Krakau, der vil vi tale nærmere om den Sag," svarede
Czernim.
"Lad os heller tale derom strax."
"Hæv blot det Tryk, der hviler paa det Hele, anvend al din Kraft og alle dine Midler
derpaa, saa vil det Andet komme af sig selv," sagde Czernim, idet han venlig trykkede
Adalberts Haand.
Hvad der fornemmelig faldt Adalbert i Øinene, var det patriarchalske Liv, hans Onkel
førte med sine Undergivne, thi her var aldeles intet svæl gende Dyb befæstet mellem
Befalende og Adlydende; Husets Folk blandede sig tidt i den almindelige Samtale og
yttrede vel med Ærbødighed, men tillige meget frimodig, deres Meninger, om hvad der
foregik, og Oberst Czernim var saa langt fra ved slige Leiligheder at vise dem tilbage,
at han ofte selv opfordrede dem til at sige deres Tanker om forskjellige Gjenstande.
Forresten mindede Alt paa dette Sted om en forsvunden Tid, ja selv med Hensyn til
de legemlige Fornødenheder fulgte Czernim Sædvaner, som i Adalberts Fædrenehjem
længst vare afskaffede. Der fandtes saaledes ingen Slagter eller Bager i den hele
Egn, men alt Brød, hvoraf der dog ikke brugtes meget, blev bagt af Czernims egne
Folk. Skoven forsynede Huset med Vildt, naar dette slog feil, da blev en Ged, et
Faar eller et større Dyr slagtet, og hvad der ikke kunde fortæres strax, blev nedsaltet.
Drikkevarerne tilberedtes ligeledes paa Stedet selv, men hvad der meest maatte undre
enhver Fremmed, var, at der paa Bordet kun blev sat et eneste Bæger, hvoraf den, der
følte Tørst, drak, uden at agte paa, hvem der før havde benyttet det. Kun Emilie fik, da
hun bad derom, et Glas for sig alene, hvilket imidlertid af Husets Folk blev udlagt som
en Stolthed, hvorved de end stærkere mindedes om hendes fremmede Herkomst, som
de alligevel kun vare lidet tilbøjelige til at glemme.
Adalbert bemærkede mange Mænd, Qvinder og Børn, som levede paa Gaarden,
og som dog ikke hørte til det egentlige Tyende. Da han spurgte sin Onkel om, hvad de
bestilte her, svarede denne: "Det er nogle af mine Undergivne, for hvem den forrige
Høst er slaaet fejl, og som nu komme for at nære sig af deres Herres Overflod, det er
en gammel Vedtægt mellem os, at vi saaledes hjælpe hverandre."
Adalbert kunde ved disse Ord ikke tilbageholde et Smiil, thi han troede her igjen at
gribe sin Onkel i Strid med sine forhen opstillede Grundsætninger.
"Disse Mænd," blev Czernim ved, "der nu ere forladte og elendige og synes en Byrde
for deres Herre, er dog i Grunden en Skat, der ikke kan opveies med Guld; thi naar
det engang gjælder, vil de gaae i Døden for mig paa første Vink, slige Undergivne skal
din Fader heppe kunne opvise, trods al den Vinding, hans Forbedringer kan skjænke."
- "Og hvorved har du saaledes vundet dem?" - "Ved at understøtte dem paa den Maade,
de ønske, og hvortil de ere vante, ved at leve med dem ikke som en Herre, men som
en Fader, og ved ikke at hindre dem i det Drømmeliv, hvori de nu engang sætte deres
største Lyksalighed."
"Det er besynderligt," sagde Adalbert, "at du, der i alt Andet retter dig efter vore
Forfædres Meninger, dog i din Tro saa stærkt afviger der fra." - "Jeg retter mig kun efter
deres Meninger, forsaavidt jeg anseer dem for gode eller i det mindste for uskyldige,
men jeg er ikke forpligtet til at agte en skadelig Overtro." - "Og hvem har sagt dig, at