Social kapital som fundament for organisatorisk viden_ Speciale af ...

!"#$%&'(%)$*%&'+",'-./0%,1/*'-"2'"23%/$+%*"2$+('4$01/'
5'64"20%/'78'(%/'-21,,1'("/+*2.(*$"/'"3'01&$/3'%-'4$01/'$'
"23%/$+%*$"/12'31//1,'./012+*9**1&+1'%-'+"#$%&'(%)$*%&:
Thomas Møldrup
Årskortnummer: 20022241
Vejleder Christian Dalsgaard
September 2008
Aarhus Universitet
Institut for
Informationsvidenskab
Billede trykt med tilladelse af Oscar Avellaneda

Indholdsfortegnelse
Abstract ________________________________________________________________________________ i
1 Indledning _________________________________________________________________________ 1
1.1 Problemformulering ____________________________________________________________ 2
1.2 Metode og opbygning ___________________________________________________________ 3
2 Videndeling i organisationer___________________________________________________________ 5
2.1 Grundlæggende aspekter ved viden _______________________________________________ 6
2.1.1 Data, Information og viden ______________________________________________________ 6
2.1.2 Tavs og eksplicit viden _________________________________________________________ 6
2.2 Hvad er organisatorisk viden? ____________________________________________________ 8
2.3 Hvordan skabes organisatorisk viden? ____________________________________________ 10
2.4 Praksisfællesskaber som katalysator for organisatorisk læring ________________________ 14
2.4.1 Hvad er et praksisfællesskab? ___________________________________________________ 14
2.4.2 Organisatorisk læring og meningsforhandling ______________________________________ 15
2.4.3 Forskel mellem Nonaka og Wenger ______________________________________________ 18
2.5 Delkonklusion ________________________________________________________________ 19
3 Social kapital –hvad er det? __________________________________________________________ 21
3.1 Social kapital i James S. Colemans optik __________________________________________ 22
3.1.1 Den sociale kapitals funktion ___________________________________________________ 23
3.1.2 Tre former for social kapital ____________________________________________________ 24
3.2 Social kapital i Pierre Bourdieus optik ____________________________________________ 26
3.2.1 Bourdieus fire kapital former ___________________________________________________ 26
3.3 Social kapital i Robert Putnams optik _____________________________________________ 29
3.3.1 Afgrænset og brobyggende social kapital __________________________________________ 30
3.4 Hvordan skabes, vedligeholdes og ødelægges social kapital? __________________________ 32
3.4.1 Coleman ___________________________________________________________________ 32
3.4.2 Bourdieu ___________________________________________________________________ 35
3.4.3 Putnam ____________________________________________________________________ 35
3.5 Positive og negative effekter ved social kapital ______________________________________ 36
3.6 Delkonklusion ________________________________________________________________ 38
4 Social kapital og organisatorisk viden __________________________________________________ 40
4.1 Hvordan understøtter social kapital skabelsen og delingen af organisatorisk viden? ______ 40
4.1.1 Definition og udvidelse af begrebet social kapital ___________________________________ 41
4.1.2 Fælles forbindelser mellem de tre dimensioner af social kapital ________________________ 43
4.1.3 Intellektuel kapital ___________________________________________________________ 44
4.1.4 Udvikling af intellektuel kapital gennem kombination og udveksling af viden _____________ 46
4.1.5 Social kapital som facilitator for skabelsen af intellektuel kapital _______________________ 47
4.2 Sammenhængen mellem praksisfællesskaber og social kapital ________________________ 49
4.3 Hvad betyder Internettet for skabelsen af social kapital? _____________________________ 51
4.4 Social kapital som analyseværktøj ________________________________________________ 54
4.5 Delkonklusion ________________________________________________________________ 56
5 Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark _________ 58
5.1 Præsentation og afgrænsning af case ______________________________________________ 58
5.1.1 Mål og afgrænsning: __________________________________________________________ 58
5.1.2 Metode og validitet ___________________________________________________________ 59
5.1.3 Præsentation af case __________________________________________________________ 60
5.2 Udfordringer i forhold til at skabe og vedligeholde social kapital i Region Syddanmark ___ 61
5.2.1 Mulighed for at dele viden - hvem deler viden med hvem, og hvordan gør de det? __________ 61

Indholdsfortegnelse
5.2.2 Evne til at dele viden -hvilken type af viden deles der? _______________________________ 63
5.2.3 Motivation for at dele viden - hvornår deler aktørerne viden og hvorfor gør de det? _________ 65
5.3 Hvordan anvendelsen af IT understøtter den strukturelle, kognitive og relationelle dimension af
social kapital ________________________________________________________________________ 67
5.4 Delkonklusion ________________________________________________________________ 68
6 Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software? _______________________ 70
6.1 Hvordan understøtter social software skabelsen af social kapital? _____________________ 72
6.1.1 Opsummering _______________________________________________________________ 78
6.2 Praktiske eksempler på konfigurationen af komponenterne i social software ____________ 79
6.3 Diskussion af sammenhængen mellem social software og social kapital _________________ 82
6.4 Delkonklusion ________________________________________________________________ 83
7 Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital? _______________________________ 85
7.1 Dialognets opbygning __________________________________________________________ 85
7.1.1 Sammensætning af komponenter ________________________________________________ 88
7.2 Hvordan møder Dialognet udfordringer med at skabe og vedligeholde social kapital blandt
aktører i Region Syddanmark? _________________________________________________________ 89
7.2.1 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med at vide hvem der er hvem, hvem
der ved hvad, og hvem der kender hvem? ________________________________________________ 90
7.2.2 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med at forstå hinanden og indgå i
meningsfuld kommunikation? _________________________________________________________ 91
7.2.3 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med aktørernes motivation og
forventning til værdien af at dele viden? _________________________________________________ 92
7.3 Delkonklusion ________________________________________________________________ 94
8 Konklusion ________________________________________________________________________ 95
9 Litteraturliste ______________________________________________________________________ 98
Opgaven fylder 236.735 tegn svarende til ca. 99 normalsider

Abstract
Abstract
Social Capital as Basis for Organizational Knowledge
-How IT can promote the creation and sharing of knowledge in
organizations by supporting social capital.
This thesis investigates the linkages between social capital, organizational
knowledge and IT in the form of social software. A central theme for this
investigation is to examine how social capital in the form of social networks,
trust, norms etc. impacts on the ability to create and share organizational
knowledge. Expanding on this theme it is further examined how the building
blocks of social software impacts on the creation and maintenance of social
capital.
The thesis is inspired by a rapport made by McKinsey & Co. that points out how
companies can develop competitive advantages by increasing employees ‘tacit
interactions’. In terms of supporting tacit interactions this thesis points to
collective knowledge (tacit and social knowledge) as the most important type of
organizational knowledge. This type of organizational knowledge is mainly
created in a socialization phase in which employees engage in interaction with
each other creating shared experiences, norms, values and beliefs. The defining
characteristics of Communitites of Practice (such as joint enterprise, mutual
engagement and shared repertoire) seem in particular to support the creation
and sharing of this type of organizational knowledge.
With reference to Coleman, Bourdieu and Putnam this thesis explores the
concept of social capital and points out how social networks, norms, trust etc. as
a resource and productive factor have a major influence on how actors engage
and interact with each other. By allowing as well as limiting peoples’ actions,
social capital plays an influential role on how organizational knowledge is created
and shared. This understanding can be improved by looking at social capital as
being constituted of three dimensions being a structural, cognitive and relational.
These three dimensions each act as conditions for the construction of
organizational knowledge and influence actors’ possibilities, abilities, and
i

Abstract
motivations for sharing knowledge with each other. Knowledge management
systems aimed at improving organizations’ capability to create and share
organizational knowledge must therefore take these crucial factors into
consideration and be designed to support these three dimensions of social capital
according to the possibilities, challenges and barriers that apply to the specific
context of each organization. This insight points to a need for conducting a social
capital analysis to inform a better design of knowledge management systems.
As a digital platform for social interaction IT-systems have an increasing impact
on how social capital is created and maintained in today’s organizations. As
social software in particular seems to promote and facilitate social interactions,
this thesis specifically investigates how building blocks that constitute social
software impact on different dimensions of social capital. This investigation leads
to a more detailed and practical understanding of the relationship between social
software and social capital. This can, in conjunction with an analysis of social
capital serve as a tool that can further improve the design of social software
systems in relation to the support of specific dimensions of social capital.
ii

Kapitel 1: Indledning
1 Indledning
”During the past half century, the faster pace of specialization, globalization, and
technical change has profoundly altered companies, their customers, the supply
chains around them, and consequently, the nature of work within them and at their
borders. The result is a dramatic increase in the volume and value of interactions.”
(Beardsley et al. 2006, p. 1).
Som ovenstående citat, der stammer fra en rapport udarbejdet af analysebureauet
McKinsey, her antyder, medfører stærke og globale udviklingstendenser, at et stigende
antal jobs kræver en højere grad af interaktion. Flere og flere medarbejdere arbejder
således i dag med at løse komplekse opgaver, som kræver unik stillingtagen og en høj grad
af samarbejde, kommunikation og viden for effektivt at kunne løses. Dette er ikke kun
tilfældet for det stigende antal af medarbejdere, som f.eks. designere, managere, sælgere
etc., som næsten udelukkende beskæftiger sig med denne type af opgaver, men gælder
også i jobs, hvor medarbejdere tidligere udelukkende foretog standardiserede interaktioner
såsom rutinepræget samlebåndsarbejde eller indtastning og behandling af data.
Produktionsvirksomheder er således gået væk fra kun at ansætte ”hænder” til også at
ansætte ”hoveder”, og produktionsmedarbejdere samarbejder i dag i stigende grad med
ingeniører og salgspersonale for at reducere omkostninger og løse kvalitetsproblemer.
Disse mere komplekse former for interaktion baserer sig i høj grad på medarbejderes tavse
viden (i form af erfaringer og ”know-how”) og omtales i McKinseys rapport som ’tacit
interactions’. 1 Da disse interaktioner, i kraft af udviklingen af det globale marked og
ændring i joblandskabet, har en betydningsfuld og stigende indflydelse på virksomheders
konkurrenceevne, bør organisationer derfor sigte efter at optimere effektiviteten af
medarbejderes ’tacit interactions’. Som det fremhæves i McKinsey rapporten, er dette en
vanskelig opgave, som kræver nye strategier og metoder, idet: ”The old strategies for
efficiency improvements don’t apply to employees whose jobs mostly involve tacit
interactions; instead, a company must boost workers’ productivity by making them more
effective at what they do.” (Beardsley et al. 2006, p. 1).
Dette rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan virksomheder aktivt kan fremme deres
medarbejderes effektivitet i forbindelse med at foretage ’tacit interactions’. Hertil peger
1 Det kan være interaktioner som koordinering og overvågning af aktiviteter forbundet med
udveksling af varer, services og informationer.
1

Kapitel 1: Indledning
rapporten især på, at organisationer bør facilitere skabelsen og delingen af viden ved at
styrke medarbejderes mulighed for at danne netværk og indgå i fælles dialog.
Når jeg indleder med at referere til denne rapport, er det fordi, denne sætter scenen for en
række spørgsmål, som jeg forud for specialet har tumlet med både undervejs i studiet og i
mit arbejdsliv som konsulent hos Rambøll Management og Wemind, og som jeg derfor her
ønsker at undersøge. I mit arbejde som konsulent erfarede jeg efterhånden, at flere
såkaldte videndelingssystemer (intranets, databaser, dokumenthåndteringssystemer, E-
læringssystemer etc.) i praksis sjældent understøttede medarbejderne væsentligt i deres
arbejde. Snarere måtte jeg konstatere, at flere af disse systemer, af medarbejderne ofte
blev opfattet, mere som et onde, end som en hjælp. Flere af disse, ellers dyrtindkøbte
systemer, levede derfor simpelthen ikke op til de høje forventninger, som typisk var at
styrke medarbejderes adgang til og deling af viden. Om end en del læringsteori, med afsæt
i en socialkonstruktivistisk tilgang, betoner, at læring er en social proces, der fordrer
interaktion og deltagelse, er det min praktiske erfaring, at mange traditionelle
videndelingssystemer kun i mindre grad understøtter brugeres mulighed for at indgå i social
interaktion og i højere grad er opbygget med tanke på at finde, lagre og udtrække relevant
viden. Set i relation til McKinseys rapport om betydningen af ’tacit interactions’ rejser dette
derfor spørgsmålet om, hvordan videndelingssystemer i højere grad kan understøtte
medarbejdere i at skabe og dele viden gennem social interaktion.
Det mest centrale og overordnede spørgsmål synes derfor at være, hvordan virksomheder
aktivt kan fremme effektiviteten af deres medarbejderes ’tacit interactions’ ved at fremme
skabelsen og delingen af viden. For at undersøge dette vil jeg i specialet præsentere og
diskutere begrebet ”social kapital”, (som kort fortalt omhandler elementer som sociale
netværk, tillid, normer m.m.) i relation til begrebet ”organisatorisk viden”. For bl.a. at opnå
en praktisk forståelse af disse begrebers sammenhæng, vil jeg, med baggrund i det
konstruerede teoriapparat, undersøge, hvordan disse begreber kommer til syne og udfolder
sig blandt aktører i Region Syddanmark. Hertil vil jeg undersøge, hvordan IT (navnlig social
software) indvirker på skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital og derigennem
influerer på aktørers skabelse og deling af organisatorisk viden.
1.1 Problemformulering
Ansporet af McKinseys analyse ønsker jeg således at undersøge, hvad social kapital betyder
for evnen til at skabe og dele viden i organisationer og herunder undersøge, hvordan IT
(navnlig social software) kan understøtte skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital.
2

Kapitel 1: Indledning
Med grundlag i en teoretisk forståelse af sammenhængene mellem organisatorisk viden og
social kapital ønsker jeg desuden at udarbejde et operationelt anvendeligt rammeværktøj,
som kan anskueliggøre, hvordan social software i praksis kan understøtte skabelsen og
vedligeholdelsen af social kapital i organisationer for dermed at bidrage til en bedre
videndeling.
1.2 Metode og opbygning
Som ovenstående problemformulering antyder, behandler dette speciale emner, begreber
og teorier, som går på tværs af flere traditionelle fagdiscipliner såsom knowledge
management, pædagogik, sociologi, antropologi, økonomi, informationsteknologi m.m.
Disse discipliner er i sig selv præget af diverse skoler og tilgange til mange af de, allerede i
sig selv omfattende, begreber, som jeg her i opgaven vil berøre, hvilket potentielt bidrager
til et rigt billede af utallige nuancer og koblingsmuligheder. Her fokuserer jeg imidlertid på
de teorier og elementer, der belyser og bidrager til en undersøgelse og analyse af
sammenhængen mellem organisatorisk viden, social kapital og IT.
I kapitel 2 og 3 konstruerer jeg det grundlæggende teoriapparat, hvormed centrale
aspekter ved begreberne organisatorisk viden og social kapital defineres og klarlægges. På
den måde skaber jeg et teoretisk grundlag, hvorfra sammenhængene mellem disse kan
belyses. Den første del vil som følge deraf hovedsageligt trække på litteratur, der ofte
anvendes indenfor knowledge management, mens anden del i højere grad vil tage
udgangspunkt i teoretikere med primær baggrund indenfor sociologi og økonomi, og hvis
teorier om social kapital kan give en nyttig begrebsramme for belysningen af sociale
relationers betydning for vidensprocesser i organisationer.
Relationerne mellem organisatorisk viden og social kapital undersøges nærmere i kapitel 4,
hvor jeg fremlægger og diskuterer teorier, som eksplicit beskriver, hvordan social kapital
understøtter skabelsen af organisatorisk viden, samt hvordan organisationer kan arbejde
aktivt med at fremme social kapital for derigennem at opnå større konkurrencefordele. I
belysningen af denne sammenhæng vil jeg inddrage teorier, som berører sammenhængen
mellem praksisfællesskaber og social kapital, samt kort indlede en diskussion af, hvordan
anvendelsen af Internettet påvirker skabelsen af social kapital.
For at opnå en dybere og mere praktisk forankret forståelse af relationen mellem
videndeling og social kapital, undersøger jeg i kapitel 5, hvordan udfordringer i forbindelse
med at skabe og vedligeholde social kapital udspiller sig blandt aktører i Region
Syddanmark, der arbejder med sundhedsfremme og forebyggelse.
For en mere operationel forståelse af, hvordan IT kan understøtte skabelsen af social
kapital, undersøger jeg i kapitel 6, hvordan social software komponenter understøtter
3

Kapitel 1: Indledning
forskellige dimensioner af social kapital. I den forbindelse konstruerer jeg en model, som
jeg senere i kapitlet anvender som værktøj til at forstå, hvordan et planlagt IT-system i
Region Syddanmark vil imødekomme tidligere identificerede udfordringer i forbindelse med
understøttelsen af social kapital. Formålet med modellen er at bidrage til yderligere indsigt
i, hvordan IT-baserede videndelingssystemer (navnlig social software) understøtter social
kapital. I kapitel 7 anvender jeg modellen til at undersøge, hvordan et videndelingsystem
ved navn Dialognet, understøtter identificerede udforinger med at skabe og vedligeholde
social kapital. Samtidigt vil modellen som værktøj kunne anvendes i andre end den her
behandlede case.
I min brug af teorierne har jeg lagt vægt på, at de leder frem til en anvendelsesorienteret
tilgang. Derfor har jeg fundet det mindre væsentligt at gennemføre en systematisk kritik af
de inddragne teorier. Jeg vil dog løbende diskutere og elaborere teorierne i relation til
hinanden og trække tråde fra tidligere kapitler for derigennem at opnå en klarere, og i visse
tilfælde en mere kritisk forståelse for begrebernes sammenhæng.
4

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
2 Videndeling i organisationer
Spørgsmålet om, hvad viden er, har nærmest filosofisk karakter og har beskæftiget
filosoffer, tænkere og teoretikere gennem århundreder. 2 I nyere tid har forskere og
teoretikere, indenfor vidt forskellige fagområder som erhvervsøkonomi, pædagogik,
psykologi, informationsteknologi, ledelses- & managementteori m.m., i takt med
udviklingen af det vidensbaserede samfund i stigende grad beskæftiget sig med netop dette
spørgsmål.
I det følgende gøres rede for definitioner af organisatorisk viden med henblik på opbygning
af en teoriramme for den efterfølgende undersøgelse og diskussion af sammenhængen
mellem organisatorisk viden og social kapital.
Som det understreges i den tidligere nævnte analyse af McKinsey, udgør organisationers
evne til at understøtte vidensprocesser en central konkurrenceparameter for et stigende
antal organisationer. Dette har indenfor den akademiske verden bidraget til udviklingen af
knowledge management som interdisciplinær fagdisciplin. Indflydelsen fra en række
studieretninger betyder imidlertid, at fokus indenfor knowlegde management varierer fra at
omfatte alt, hvad der har med viden at gøre til et mere snævert fokus, hvor man
udelukkende er interesseret i, hvordan IT-systemer understøtter vidensprocesser. 3
I belysningen af, hvad organisatorisk viden er, og hvordan denne skabes og deles,
introducerer jeg indledningsvist to grundlæggende distinktioner. Begge knyttes netop ofte
til begrebet ”viden” indenfor knowledge management litteraturen og går igen i flere af de
teorier, jeg anvender gennem opgaven. Den første er Davenport & Prusaks (1998) klassiske
skelnen mellem data, information og viden. Dernæst beskriver jeg kort Polanyis ligeså
klassiske opdeling af viden som henholdsvis ’tacit’ og eksplicit. Med en forståelse af disse
fundamentale distinktioner in mente tilnærmer jeg herefter, med afsæt i Nonaka & Takeuchi
(1995) og Spender (1996), en forståelse af, hvad begrebet organisatorisk viden dækker
over. Endeligt undersøger jeg, hvordan viden kan skabes med baggrund i Wengers (1998)
begreb om praksisfællesskaber som sociale enheder, der faciliterer social interaktion.
2 Eksempelvis beskæftigede Aristoteles sig indgående med dette spørgsmål.
3 Dalkir (2005), p. 6
5

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
2.1 Grundlæggende aspekter ved viden
2.1.1 Data, Information og viden
Data
Ifølge Davenport & Prusak (1998) kan data defineres som: “A set of discrete, objective facts
about events.” (Davenport & Prusak 1998, p. 2) Det betyder, at data i sig selv ingen stor
værdi har uden at blive placeret i en kontekst. For eksempel er oplysningen ”Temperatur =
50 grader” ikke af megen værdi, medmindre den bliver sat i en kontekst. Hvis det er
temperaturen i en el-kedel eller temperaturen udenfor, giver det straks mere mening. Data
repræsenterer på den måde den laveste og mest elementære byggeklods i information og
viden. Som sådan er data derfor også forholdsvis nem at indfange, kodificere, gemme og
dele i en organisation.
Information
Information, derimod, resulterer af behandling, manipulation eller anden form for
organisering af data. Information er derfor knyttet til en bestemt kontekst, som giver data
mening. For at man kan tale om information, kræver det derfor at denne data sættes i en
sammenhæng. I foregående eksempel kunne dette være temperaturen i en el-kedel eller
temperaturen udenfor. Ligesom data kan information også relativt let indfanges, kodificeres
og deles.
Viden
Viden er, ulig data og information, langt sværere at definere, idet den er baseret på en
blanding af erfaringer, værdier og kontekstuelle informationer, som har rod i den
menneskelige bevidsthed. Ifølge Davenport & Prusak kan viden gemme sig i artefakter og
dokumenter som eksempelvis en legetøjsmodel eller et notat, og en anden vigtig pointe er,
at viden kan indlejre sig i individuelle såvel som i organisatoriske processer, praksisser og
normer. 4 For en nærmere forståelse af implikationerne af dette, er Polanyis distinktion
mellem tavs og eksplicit viden anvendelig.
2.1.2 Tavs og eksplicit viden
I Polanyis (1966) klassiske opdeling af viden skelnes der mellem ’tacit’ (kan på dansk
oversættes til ”tavs”) og eksplicit viden. Denne distinktion er i dag bredt anvendt blandt
både forskere og praktikere, og flere af teorierne, som jeg i denne opgave anvender, bygger
således på den ud fra den opfattelse, at: ”We know more than we can tell.” (Polanyi 1966 i
Nonaka 1994, p. 16)
4 Ibid.
6

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
Tavs viden er ifølge Polanyi, viden som er kontekstuel, personlig og vanskelig at
formalisere og kommunikere. Vores tavse viden udgøres af vores samlede livserfaringer og
mentale modeller og er dermed den baggrund, hvorfra vi træffer vores beslutninger.
Eksplicit viden derimod, er viden, der er blevet ”indfanget” og gjort håndgribelig i ord, lyd
eller billeder. Det er altså en form for viden, der nemt kan kodificeres, gemmes og deles.
En måde at sige det på er, at tavs viden er den form for viden, der er ”inden i os”, mens
eksplicit viden er mere håndgribelig og f.eks. kan komme til udtryk via et medie. 5 På
engelsk forbindes tavs viden ofte med ’know-how’ (eller på tysk: ’gewissen’), mens
eksplicit viden omtales som ’know-what’ (på tysk ’kennen’). Tavs viden er således ofte
forbundet med processer og viden om, hvordan man gør ting, mens eksplicit viden er en
viden om noget og typisk knytter sig til et objekt eller subjekt.
Der kan argumenteres for, at den tavse viden på nogle områder er mere værdifuld end den
eksplicitte viden, idet der er tale om en dybere viden, som eksempelvis hvordan man bedst
løser et givet projekt eller opfinder et nyt produkt snarere end en mere faktuel viden om
projektet eller produktet i sig selv. Tavs viden er dermed svær at dele med andre i større
skala, idet det kræver en længerevarende socialiseringsproces med ansigt-til-ansigt
kommunikation. Dette gør tavs viden utrolig svær at kopiere og kan derfor potentielt
udgøre store konkurrencefordele for virksomheder i forhold til konkurrenter. Fordi tavs
viden netop er forbundet med processer og handlingsmønstre, har den afgørende
indflydelse på virksomheders evne til innovation og løsning af nye problemer.
Ifølge Polanyi er al viden enten tavs eller har rod i tavs viden. Det vil sige, at den enten ikke
er blevet artikuleret (og derfor stadig er tavs), eller at den gennem en dynamisk proces er
blevet omdannet til eksplicit viden og forsøgt indfanget i en bog, database, billede eller
andet. I en organisation er det kun omkring 15-20% af den samlede viden, der er blevet
indfanget, kodificeret, og dermed gjort konkret og eksplicit. Med andre ord er der altså tale
om, at op mod 80% af den værdifulde viden i en organisation er tavs og dermed hverken
synlig eller aktiveret. 6
I takt med at teorien om tavs og eksplicit viden blev udbredt og vandt anerkendelse i
1990´erne, ledte det flere virksomheder og systemarkitekter til at forsøge at gøre så meget
tavs viden som muligt eksplicit. 7 Talrige knowledge management systemer såsom intranets,
databaser eller vidensportaler m.m. blev op igennem 80´erne og 90´erne udviklet med
dette for øje. Desværre fejlede mange systemer i at leve op til de høje forventninger, og
resultaterne udeblev. 8 Polanyis opdeling mellem tavs og eksplicit viden er, til trods for
5 Dalkir (2005), p. 8
6 Dalkir (2005), p. 49
7 Dette skyldes i særdeleshed udbredelsen af Nonaka & Takeuchis teorier om videnskabelse i
organisationer, som jeg i næste kapitel vil belyse nærmere.
8 Dalkir (2005), p. 9
7

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
sådanne fejlhåndteringer, imidlertid stadig relevant og spiller ind i andres teorier
vedrørende skabelsen og delingen af organisatorisk viden.
2.2 Hvad er organisatorisk viden?
For en forståelse af, hvad organisatorisk viden nærmere dækker over er Spenders (1996)
opdeling af organisatorisk viden anvendelig. Spender identificerer fire forskellige typer af
organisatorisk viden, som han opdeler i en matrix bestående af to overordnede
dimensioner.
Spender tager i sin forståelse af disse dimensioner afsæt i Nonaka & Takeuchis (1995)
begrebsramme, der ser organisatorisk viden som et begreb, der udspiller sig indenfor
henholdsvis den epistemologiske og ontologiske dimension. Den epistemologiske dimension
refererer til hvilken type viden, der er tale om, mens den ontologiske dimension omhandler
de forskellige planer af social interaktion hvorigennem viden skabes. Den første dimension
henviser altså til typen af viden og bygger på Polanyis distinktion mellem eksplicit og tavs
viden, mens den anden dimension henviser til lokationen af viden, som kan ligge enten hos
et individ eller en gruppe. I stil med Nonaka & Takeuchi opfatter Spender dermed
organisatorisk viden som et begreb, der befinder sig indenfor disse dimensioner og
grundlæggende kan karakteriseres i fire typer:
Den første type viden, den individuelle og eksplicitte viden (som Spender kalder ’conscious’)
består typisk af fakta, koncepter eller andre typer af ”hård” viden, som individet er bevidst
om og derfor nemt kan genkalde fra hukommelsen og gøre rede for gennem f.eks. notater,
CV m.m. Den anden type, den individuelle og tavse viden (’automatic’), er mere
internaliseret og vanskelig for individet at gøre rede for, da den bygger på erfaringer
genereret over flere år og derfor automatisk og ubevidst kommer til udtryk gennem
individets handlingsmønstre. Eksempler på denne type viden kan være praktisk eller
teoretisk viden om personer eller artistiske, atletiske eller tekniske færdigheder. Den tredje
type viden, den sociale og eksplicitte viden (’objectified’), kommer i en organisation typisk
til udtryk i dokumenter og fysiske artefakter som eksempelvis arbejds- og
procesbeskrivelser, manualer, produkter m.m. Det er typisk denne videnstype, som mange
organisationers IT-systemer forsøger at understøtte gennem f.eks. Intranets,
dokumenthåndteringssystemer, databaser m.m. Den sidste type viden, den sociale og tavse
viden (’collective’), repræsenterer den erfaringsbaserede viden, som i organisationer
manifesterer sig i den sociale praksis, kollektive handlingsmønstre og normer. Denne
kollektive viden opstår i relationerne mellem individer og er således afhængig af de sociale
strukturer, som kendetegner organisationen. Der er altså tale om en relationsbaseret viden,
der skabes og deles gennem en stor grad af interaktion og deling af erfaringer mellem
individer. Spender peger på, at denne kollektive type af organisatorisk viden har
8

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
omfattende betydning for organisations handlingsmønstre, idet alle medlemmer af
organisationen mere eller mindre deler den gennem fælles rutiner, normer, kultur m.m. Den
kollektive viden danner således fundamentet for, at individer kan kommunikere og skabe
mening, og den understøtter modtagerens evne til at forstå det semantiske indhold af en
besked. Dette gør denne type viden særdeles vanskelig for andre organisationer at kopiere,
hvorfor den ofte udgør en afgørende konkurrenceparameter. Spender karakteriserer derfor
den kollektive viden som:
”the most secure and strategically significant kind of organisational knowledge.”
(Spender 1996, p. 52)
Dette understøttes af en række forfattere, heriblandt Abou-Zeid (2007), der erklærer, at:
”There is almost a consensus that tacit component of organisational knowledge is the
most important determining factor in the competitive position of the firm.” (Abou-Zeid
2007, p. 257)
Disse fire videnstyper kan opstilles i følgende matrixtabel:
Tabel 2.1. Fire typer af organisatorisk viden (Spender, 1996)
Individual
Social
Explicit Conscious Objectified
Implicit (tacit) Automatic Collective
Ovenstående videnstyper er naturligvis idealtyper, og den organisatoriske viden i en given
virksomhed vil således i praksis være en blanding af disse. Som Spender påpeger, har
mange organisationer haft et primært fokus på at styrke den eksplicitte viden (’objectified’)
såsom at fremme fælles standarder og arbejdspraksis gennem f.eks. procesbeskrivelser,
arbejdsbeskrivelser, fælles vidensbanker etc. Dette kan dog ændre sig, idet organisationers
sammensætning af organisatorisk viden ofte ændrer sig over tid, hvor én type af viden
typisk dominerer over de andre på forskellige tidspunkter.
Modellen giver et stærkt værktøj til at anskue organisatorisk viden i dens fire forskellige
idealtyper, men den giver som sådan ikke nogen indsigt i samspillet mellem de forskellige
videnstyper eller i, hvordan organisationer kan understøtte de processer, hvorigennem
organisatorisk viden skabes. Når Spender argumenterer for, at den kollektive viden er af
primær strategisk betydning for virksomheder, rejser dette naturligvis spørgsmålet om,
hvordan organisationer kan understøtte skabelsen af denne.
9

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
2.3 Hvordan skabes organisatorisk viden?
I deres klassiske studie af japanske virksomheders evne til at innovere og generere ny
viden, beskæftiger Nonaka & Takeuchi (1995) sig netop med skabelsen af organisatorisk
viden. De argumenterer for, at den primære faktor bag japanske virksomheders succes
indenfor innovation kan forklares gennem deres holistiske tilgang til viden som et dynamisk
begreb, hvor tavs viden typisk tillægges ligeså så stor værdi som den eksplicitte viden.
Som tidligere nævnt anser Nonaka & Takeuchi, ligesom Spender, organisatorisk viden som
et begreb, der udfolder sig over to dimensioner, den epistemologiske (opdelt i:
tavs/eksplicit) og den ontologiske (lokalisering af viden i individ eller gruppe/organisation).
Dette indbefatter et mere holistisk syn på organisatorisk viden som et begreb, der både
rummer den, der ved (the knower), og dét, der vides (the known). Selvom tavs og eksplicit
viden analytisk kan adskilles, er der ikke tale om en dikotomi, men snarere om en dualistisk
proces, hvor de forskellige typer viden skal ses som indbyrdes komplementære snarere end
som separate entiteter. 9 Skabelsen af organisatorisk viden foregår ifølge Nonaka & Takeuchi
i en kontinuerlig og dynamisk proces, hvor tavs og eksplicit viden skiftevis omdannes og
indlejres i individet og i de sociale strukturer, hvori individet indgår. Denne skabelsesproces
drives af fire grundlæggende faser, som forfatterne beskriver som socialisering,
eksternalisering, kombination og internalisering. Disse faser konstituerer:
”!..." the ’engine’ of the entire knowledge-creation process. These modes are what the
individual experiences. They are also the mechanisms by which individual knowledge gets
articulation and ’amplified’ into and throughout the organization.” (Nonaka & Takeuchi
1995, p.57)
Skabelsen af organisatorisk viden skal dermed forstås som en proces, der forløber over fire
faser, som organisatorisk forstærker den viden, som skabes af individer og som samtidigt
udkrystalliserer denne viden i organisationen (f.eks. i form af et produkt, nye
arbejdsprocesser eller andet). At organisatorisk viden opstår i et dialektisk forhold, betyder,
at individer og organisationer indbyrdes både påvirker og drager nytte af
skabelsesprocessen. Eller sagt på en anden måde kan organisationer ikke skabe viden uden
individer, og individers evne til at skabe viden afhænger i høj grad af de sociale strukturer,
som faciliterer social interaktion og binder individerne sammen i en organisation. De fire
faser beskriver Nonaka & Takeuchi som følgende:
9 Nonaka (1991), p. 98
10

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
Socialiseringsfasen
hvor tavs viden i form rutiner, værdier, erfaringer m.m. overføres gennem løbende
kommunikation, observation og deltagelse i praksis. Denne viden skabes gennem alle
former for social interaktion og kan i organisationer bl.a. understøttes gennem mesterlærlinge
forhold, mentorordninger, projektgrupper m.m.
Eksternaliseringfasen
hvor tavs viden gøres eksplicit gennem verbalisering. Metaforer og analogier spiller en
væsentlig rolle i denne fase, idet brugen af dem tillader en sammenligning og kobling til
lignende handlinger, som giver modtageren et klarere billede, meningsforståelse og
artikulering af tavs viden, som ellers kan være vanskelig at kommunikere. Eksempelvis kan
en reference til dét at køre på cykel virke befordrende for en elev, der skal lære at køre bil,
idet læringen kobles til en handling, som eleven (såfremt denne har erfaring med at cykle)
kan genkende.
Kombinationsfasen
hvor individer kombinerer og udveksler eksplicit viden med hinanden gennem møder,
telefonsamtaler, dokumenter m.m. Således skabes ny eksplicit viden ved at sortere, tilføje,
kategorisere og konfigurere eksisterende viden på en ny måde. Denne fase understøttes
typisk ekstensivt i organisationer vha. af IT-systemer som e-mail,
dokumenthåndteringssystemer, databaser m.m.
Internaliseringsfasen
hvor eksplicit viden omdannes til tavs viden ved efterprøvning og praktisk handling,
hvorigennem nye erfaringer, rutiner og handlingsmønstre skabes. Herefter fortsætter
processen på ny, hvor den nyvundne internaliserede og tavse viden deles i en
socialiseringsfase, som igen forvandles til eksplicit viden osv.
11

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
Processen visualiseres typisk ved nedenstående model:
Model 2.1. SECI-model: Skabelse af viden i en spiralproces (Nonaka & Takeuchi 1995, p.71)
Skabelsen af organisatorisk viden finder sted, når alle disse fire faser af processen
interagerer og på organisatorisk plan styres til at forme en kontinuerlig cyklus. Dette starter
ofte i socialiseringsfasen, hvor en gruppe eller et team samles og udveksler erfaringer og
perspektiver med hinanden. Gennem løbende dialog og brug af metaforer og analogier
synliggøres den relevante tavse viden og omdannes til en fælles og eksplicit viden gennem
italesættelse. Koncepter, som formes her, kombineres og udveksles med anden
eksisterende eksplicit viden og udvikles og konkretiseres gennem en iterativ proces
bestående af faser som design, analyse, sortering og udvælgelse. Denne proces kan være
mere eller mindre eksperimenterende og leder til en internalisering og efterprøvning i
praksis, hvorigennem den indlejres som tavs viden i form af erfaringer og rutiner. 10
10 Nonaka (1994), p. 20
12

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
Model 2.2. Udvikling af viden fra individ til organisation (Nonaka 1994, p.20)
Som model 2.2 visualiserer, kan skabelsen af organisatorisk viden ses som en opadgående
spiralproces, der begynder på det individuelle plan og derefter gradvist forplanter sig til et
kollektivt plan, først på gruppeniveau, dernæst til organisatorisk niveau og endda til tider til
aktører udenfor organisationen. 11
Det vil sige, at individer udvikler viden gennem en social proces baseret på interaktion samt
udveksling og kombination af idéer og forstærkes i dette af de sociale strukturer, som
konstituerer organisationen. Selvom ny viden indledningsvist udspringer fra det individuelle
plan, spiller organisationer således en kritisk rolle i måden, hvorpå individer understøtter og
forstærker deres viden, idet de sociale strukturer, som binder en organisation sammen,
fungerer som ramme for individers sociale interaktion. Organisationer udgør således en
fælles kontekst, indenfor hvilken viden skabes, deles og anvendes gennem social
interaktion. 12
Da det er kollektiv (’collective’) viden, Spender tillægger størst strategisk betydning for
virksomheder, vil jeg i opgaven fokusere på denne videnstype, som er social og tavs.
Spenders kollektive viden deler mange lighedspunkter med Nonaka & Takeuchis socialiserings-
og internaliseringsfaser, hvor tavs viden deles på gruppe eller organisationsniveau.
Som Nonaka & Takeuchi gør rede for, skabes tavs viden i socialiseringsfasen gennem social
11 Nonaka & Takeuchi (1995), p. 20
12 Nonaka & Konno (1998) har senere udviklet en teori, hvor de introducerer begrebet ”BA”, som
nærmere beskriver, hvordan organisationer understøtter disse fire faser gennem forskellige rammer
for interaktion. Desværre har jeg ikke fundet plads til at diskutere dette nærmere af hensyn til
opgavens samlede omfang.
13

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
interaktion mellem medlemmer af organisationen (f.eks. gennem et mester-lærlinge
forhold), mens internaliseringsfasen i høj grad er et spørgsmål om at applicere nyvunden
viden i praksis, typisk gennem forsøg og efterprøvning. Tavs viden er således i høj grad
bundet til praksis, hvor læring foregår gennem handlinger og erfaringer.
På trods af Nonaka & Takeuchis gentagne understregelse af, at tavs og eksplicit viden skal
ses som en dualitet og ikke som en dikotomi, har teorien ofte medført et fokus på at
omdanne tavs viden til eksplicit viden for derigennem at indfange og dele så meget viden
som muligt. Det har medført en omfattende kritik i akademiske kredse (se Hildreth &
Kimble (2002), Wenger (1998), Snowden (2002) m.fl.) og i praksis medført flere fejlslagne
knowledge management systemer.
I forlængelse heraf kan det være givtigt at inddrage Wengers (1998) teori om ’communities
of practice’, som opstiller et nyt begrebsapparat, som kan kaste yderlige lys over denne
problemstilling, og som samtidigt, som ramme for social interaktion, synes at kunne give en
ny indsigt i, hvordan skabelsen af organisatorisk viden kan understøttes.
2.4 Praksisfællesskaber som katalysator for organisatorisk læring
Wenger (1998) beskæftiger sig med, hvad han kalder praksisfællesskaber og sætter dem i
forbindelse med læring, mening og identitet. Han kobler begrebet til knowlegde
management og argumenterer, at praksisfællesskaber udgør en form for ramme for
organisatorisk videnskabelse og –deling. Et praksisfællesskab anskues således som en social
entitet, indenfor hvilken der foregår en kontinuerlig meningsforhandling, der forstærker
skabelsen, delingen og anvendelsen af organisatorisk viden. En nærmere gennemgang af,
hvad Wenger forstår ved praksisfællesskaber samt af implikationerne af dem, kan således
uddybe og udvide forståelsen af, hvad organisatorisk læring og viden er, og hvordan det
skabes.
2.4.1 Hvad er et praksisfællesskab?
’Communties of practice’ kan på dansk oversættes til praksisfællesskaber, der kan forstås
som:
”[…] groups of people who share a concern or a passion for something they do and learn
how to do it better as they interact regularly. (Wenger år ukendt)” 13
13 Wenger (år ukendt) Communities of Practice – a brief introduction, lokaliseret den 15/07-2008 på
http://www.ewenger.com/theory/
14

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
Disse grupper af mennesker, der er involveret i et fælles område, konstitueres af tre
fundamentale karakteristika: 14
# Domæne: Domæne skal forstås som det område, medlemmerne af
praksisfællesskabet er samlet omkring at forstå og tilegne sig viden indenfor.
Domænet udgøres af de hovedemner, som medlemmerne beskæftiger sig med og
som giver deres praksisfællesskab en identitet. Der er altså tale om den viden,
medlemmerne af gruppen opfatter som nyttig, og som de i deres praksis arbejder
med aktivt.
# Fællesskab: Den gruppe af personer, som finder domænet relevant og indgår som
medlemmer i fællesskabet interagerer med hinanden (ved f.eks. at dele information,
udføre arbejde sammen eller diskutere deres domæne) og opbygger således
indbyrdes relationer med hinanden. Denne interaktion er ikke nødvendigvis
formaliseret som f.eks. på en arbejdsplads, men for at man kan tale om et
fællesskab, kræves det, at medlemmerne kommunikerer løbende. Dette er med til at
definere praksisfællesskabet som en afgrænset social entitet.
# Praksis: Praksisfællesskaber er adskilt fra simple interessefællesskaber ved, at
medlemmerne af et praksisfællesskab anvender deres viden aktivt i en form for
praksis. Over tid og gennem deres praksis akkumulerer medlemmer viden, metoder,
værktøjer, historier, sager, dokumenter m.m., som har relevans for domænet.
Kombinationen af domæne, fællesskab og praksis sætter medlemmer af praksisfællesskaber
i stand til at behandle og udvikle viden indenfor et specifikt område. Domænet er det fælles
fokus, mens fællesskabet udgøres af relationer, som understøtter kollektiv læring, og
gennem praksis forankres denne læring i handlinger.
2.4.2 Organisatorisk læring og meningsforhandling
For at forstå, hvordan praksisfællesskaber faciliterer læring, er det væsentligt først at
pointere, at Wenger (1998) opfatter læring som bestående af fire grundlæggende
komponenter, nemlig praksis (learning by doing), mening (learning by experience),
fællesskab (learning as belonging) og identitet (learning as becoming). Skabelsen af viden
er således bundet til disse fire begreber, hvoraf jeg kort berører de første tre, mens
identitet i højere grad relaterer sig til individets læringsproces frem for til organisatorisk
læring, og derfor i denne sammenhæng ikke er ligeså interessant.
14 Wenger (2004), p. 3
15

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
Wenger opfatter praksis i relation til mening, her forstået i en bred betydning som den
mening, vi knytter til vores hverdagserfaringer. Igennem praksis og fortolkning af praksis
skaber vi som mennesker mening i de aktiviteter og handlinger, som vi dagligt indgår i.
Wenger argumenterer, at denne mening skabes gennem en kontinuerlig proces af
meningsforhandling, som er hans betegnelse for den proces, hvorigennem vi som
mennesker erfarer verden og vores engagement i den som meningsfuld. Denne
meningsforhandling involverer en dialektisk proces mellem, hvad Wenger kalder deltagelse
(participation) og tingsliggørelse (reification).
Deltagelse skal forstås i almindelig dagligdags betydning og refererer til individers aktive
involvering i sociale processer. Ifølge Wenger er vi som mennesker altid engageret i sociale
processer, også når vi ikke direkte interagerer med hinanden. Eksempelvis indgår jeg lige
nu i en social proces, idet jeg, mens jeg skriver dette, tænker på, hvordan læseren vil
opfatte det, og om opgaven lever op til akademiske standarder. Selv om det ikke er en
social begivenhed at skrive et speciale, indgår jeg stadig grundlæggende i en social aktivitet
med mennesker, som ikke er til stede her og nu. Deltagelse skal på den måde forstås i en
bred og radikal betydning, som en proces, vi som mennesker konstant er involveret i.
Tingsliggørelse derimod, refererer til den proces, hvor vi som mennesker producerer
mening ved at give vores erfaringer form i artefakter. Igen kan dette eksemplificeres med
dét at skrive speciale, idet jeg nu er i færd med at tingsliggøre mine tanker i form af et
dokument, som forhåbentlig vil give mening for den, der læser det. Dokumentet er altså et
forsøg på at indfange viden i et objekt, som en læser vil kunne afkode og skabe mening ud
fra. Igen er dette en grundlæggende proces, vi som mennesker konstant foretager for at
skabe mening.
Den viden, der produceres gennem tingsliggørelse er dog ikke kun eksplicit, idet der er
mange måder at tingsliggøre viden på, som ikke inkluderer ord, f.eks. gennem billeder,
video, lyd m.m. Et musiknummer er således udtryk for en tingsliggjort mening, men er
vanskeligt at klassificere som enten tavs eller eksplicit viden. Ligeledes er det heller ikke
blot tavs og uformel viden, der opstår gennem deltagelse, idet dette inkludere handlinger
som samtaler, undervisning m.m., hvilket involverer eksplicit viden. Wenger finder det
således problematisk at skelne mellem individuel og kollektiv viden, idet deltagelse og
tingsliggørelse spænder over begge. 15
15 Wenger (1998), p. 70
16

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
I forhold til organisatorisk læring påpeger Wenger, at det er centralt at opnå og
vedligeholde en balance mellem deltagelse og tingsliggørelse, idet meningen ellers går tabt.
Et ensidigt fokus på deltagelse vil således medføre en manglende forankring af relevant
viden og gøre det svært at koordinere og afdække forskellige antagelser. Dette er grunden
til, at vi har brug for at skrive ting ned. Tilsvarende vil et ensidigt fokus på tingsliggørelse,
uden mulighed for fælles erfaringer eller interaktion, gøre det svært at koordinere en fælles
forståelse og fortolkning af, hvad der er relevant, hvilket bl.a. forklarer, hvorfor dét at
nedfælde noget på skrift ikke synes at løse alle problemer. 16
I den forbindelse fremhæver Wenger, at praksisfællesskaber fungerer som en optimal
ramme for processen af meningsforhandling i kraft af deres iboende karakteristika og
egenskaber, som han benævner som gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles
repertoire. Disse egenskaber er knyttet til praksisfællesskaber i den forstand, at de siger
noget om:
# Hvordan de fungerer – hvordan det gensidige engagement binder medlemmerne
sammen i en social entitet.
# Hvad de handler om – hvordan medlemmer gennem fælles virksomhed forstår og
kontinuerligt genforhandler, hvad praksisfællesskabet handler om.
# Hvad der produceres – hvilket fælles repertoire af ressourcer (artefakter, rutiner,
sprog etc.), medlemmerne udvikler over tid. 17
Disse egenskaber ved praksisfællesskaber er i sig selv befordrende for processen af
meningsforhandling, idet de fremmer en balance mellem deltagelse og tingsliggørelse
indenfor en afgrænset social entitet. 18 Som ramme for social interaktion faciliterer
praksisfællesskaber således en proces af meningsforhandling, hvorigennem viden udvikles
og tilegnes. Organisationer, som ønsker at stimulere organisatorisk læring, bør således,
ifølge Wenger, investere i og understøtte praksisfællesskaber, da de i sig selv virker
fremmende for læring i organisationer:
“For organizations, !…" learning is an issue of sustaining the interconnected communities
of practice through which an organization knows what it knows and thus becomes
effective and valuable as an organisation.” (Wenger 1998, p. 8).
16 Ibid., p. 65
17 Ibid., p. 73
18 For mere om dette, se Wenger (1998)
17

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
2.4.3 Forskel mellem Nonaka og Wenger
Wengers fremstilling medfører således et andet syn på organisatorisk læring, end den som
Nonaka fremfører. Som tidligere nævnt, anskuer Nonaka skabelsen af organisatorisk viden
som en dynamisk proces, hvor tavs og eksplicit viden kontinuerligt formes gennem fire
faser, og derigennem forplanter sig på tværs af individer, grupper og organisationer i en
spiralformet proces.
I Wengers optik derimod, skabes viden i en proces baseret på meningsforhandling, som
består af et samspil mellem deltagelse og tingsliggørelse. I den sammenhæng er Wenger
betænkelig ved at anvende begreberne tavs og eksplicit viden, idet disse, som tidligere
nævnt, let kan opfattes som dikotomier, der udelukker, snarere end komplementerer
hinanden. 19 I forlængelse heraf argumenterer Wenger, at det kan være vanskeligt at
definere, hvornår viden er tavs, og hvornår den er eksplicit, fordi begge aspekter af viden
altid er til stede i en eller anden grad. 20 I Wengers optik kan ingen af de to typer af viden
anskues isoleret, idet de i deres dualitet udgør en enhed. På samme måde, giver det, i
Wengers optik, heller ikke mening at skelne mellem individuel og kollektiv læring på samme
måde, som Spender og Nonaka gør det, idet deltagelse og tingsliggørelse er en dialektisk
proces, som både involverer individet og kollektivet.
Fastholder man, ligesom Spender og Nonaka gør det, at henholdsvis tavs og eksplicit samt
individuel og organisatorisk viden analytisk kan anskues separat fra hinanden, kan det
imidlertid argumenteres, at praksisfællesskaber i høj grad faciliterer tavs og kollektiv viden.
Fordi praksisfællesskaber udgør en fælles platform for social interaktion og deltagelse i
praksis, faciliterer de netop skabelsen af fælles rutiner, værdier, erfaringer m.m. Dette er et
aspekt, som Nonaka også selv er inde på, om end han taler om fællesskaber for interaktion,
snarere end om praksisfællesskaber:
”!..." ’communities of interaction’ contribute to the amplification and development of new
knowledge. While these communities might span departmental or even organizational
boundaries, the point to note is that they define a further dimension to organizational
knowledge creation, which is associated with the extent of social interaction between
individuals that share and develop knowledge.” (Nonaka 1994, p. 15)
19 Dette er en pointe som Nonaka & Takeuchi også flere gange fremfører og som Nonaka og Konno
(1998) senere understreger yderligere med deres introduktion af begrebet BA. Faktum er dog at
begreberne tavs og eksplicit viden let lader sig indfange i en dikotomisk forståelse og ofte også bliver
anvendt sådan i praksis. F.eks. har mange organisationer og softwareløsninger primært fokuseret på
at omdanne tavs viden til eksplicit viden uden i nævneværdig omfang at understøtte de andre faser
20 Wenger pointerer dette med et eksempel hvor man skal fortælle hvordan man cykler. Viden om at
cykle er i høj grad tavs (f.eks. er det vanskeligt at fortælle hvordan man skal holde balancen), men
samtidig også eksplicit fordi vi dog kan sige hvordan man holder på styret, træde på pedalerne osv.
Ens viden om hvordan man cykler manifesterer sig således både som tavs og eksplicit viden.
18

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
Både Nonaka og Wenger opfatter henholdsvis organisatorisk viden og meningsforhandling
som begreber, der udgøres af to indbyrdes afhængige dimensioner (henholdsvis den
epistemologiske og ontologiske samt deltagelse og reifikation), som former hinanden i et
dialektisk forhold. Begge studier peger således på organisatorisk viden som et dualistisk
begreb, der eksisterer i sociale strukturer og skabes i en social proces.
Delkonklusion
Organisatorisk viden kan ud fra Spenders optik siges at bestå af fire forskellige typer
indenfor to dimensioner (type og lokation af viden). Især den tavse og kollektive
(’collective’) viden har en central betydning for organisationers evne til at skabe og dele
viden, idet den har stor indflydelse på medarbejderes handlingsmønstre og samtidigt er
meget vanskelig at kopiere for konkurrerende organisationer. Det er derfor i organisationers
interesse skabe de bedste betingelser for udvikling af denne videnstype.
Ifølge Nonaka skabes organisatorisk viden i en kontinuerlig og dynamisk spiralproces
bestående af fire faser, hvor tavs og eksplicit viden skiftevis omdannes og indlejres i
individet og de sociale strukturer, hvori individet indgår. Individer skaber organisatorisk
viden gennem social interaktion, hvilket faciliteres og understøttes af de sociale strukturer,
som konstituerer organisationer. Den opståede viden indlejres således samtidigt i
organisationens sociale strukturer og kommer f.eks. til udtryk i kollektive rutiner, normer og
værdier. Organisationer har traditionelt anvendt IT med det formål at understøtte, især den
eksplicitte, individuelle viden samt den eksplicitte, sociale viden, men har kun i mindre grad
faciliteret skabelsen og delingen af tavs viden (hvad enten den har været individuel eller
kollektiv). 21
Med afsæt i Wengers teori, argumenterer jeg for, at praksisfællesskaber faciliterer
skabelsen af både tavs viden (primært, men ikke udelukkende gennem deltagelse) og
eksplicit viden (primært, gennem tingsliggørelse men ikke udelukkende). Ved at understøtte
processen af meningsforhandling gennem deltagelse og tingsliggørelse i en social entitet,
hvor medlemmer er forbundet via domæne, praksis og fællesskab, virker
praksisfællesskaber således fremmende for skabelsen af individuel såvel som af
organisatorisk viden.
I organisatorisk sammenhæng er den kollektive form for viden, som argumenteret,
interessant at udforske nærmere (i relation til at understøtte ’tacit interactions’). Skabelse
og deling af denne type viden fordrer mellemmenneskelig interaktion i en
21 De fleste videndelingssystemer har således traditionelt fokuseret på at omdanne tavs viden til
eksplicit viden (f.eks. gennem databaser og dokumenthåndteringssystemer).
19

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
socialiseringsproces, hvor især praksisfællesskaber har vist sig at have afgørende
betydning. Både Spender, Nonaka og Wenger argumenterer altså for, at sociale processer
(som social interaktion, observation, deltagelse i praksis m.m.) og sociale strukturer (som
sociale netværk, normer, værdier m.m.) er centrale i skabelsen og delingen af
organisatorisk viden.
Med henblik på en nærmere undersøgelse af de sociale processer og strukturer, hvori
organisatorisk viden skabes og indlejres, kan begrebet social kapital med fordel
introduceres. Social kapital anses i den sammenhæng som en konstruktiv ressource, der
faciliterer skabelsen af organisatorisk viden.
20

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
3 Social kapital –hvad er det?
”The new currency won’t be intellectual capital. It will be social capital - the
collective value of whom we know and what we´ll do for each other. When social
connections are strong and numerous, there is more trust, reciprocity,
information flow, collective action, happiness, and by the way, greater wealth.”
(James Kouzes, The leadership Challenge) 22
Gennem skabelse og vedligeholdelse af sociale relationer er mennesker i stand til at arbejde
sammen om at opnå mål, som det ellers ville være vanskeligt, eller måske helt umuligt, at
nå alene. Med etableringen af disse relationer skabes fælles tillid og normer, som via en
serie af sociale netværk udgør en produktiv kraft, som kan anskues som en form for kapital.
Begrebet social kapital er i sin mest fundamentale kerne baseret på en forståelse af, at
mellemmenneskelige relationer udgør en værdifuld ressource. 23
Netop dét, at der er tale om en produktiv kraft, er en af begrundelserne for at anvende
ordet ”kapital”, idet det hermed understreges, at man kan investere i sociale relationer som
en værdifuld ressource, der kan producere en effekt på linje med andre mere håndgribelige
kapitalformer. For at man kan tale om kapital, er det en væsentlig betingelse, at der er tale
om en ressource, der både kan akkumuleres samt konverteres til andre kapitalformer. 24
Ligesom finansiel kapital i form af penge akkumulerer ved at trække renter i banken,
akkumulerer social kapital gennem social interaktion mellem mennesker, og ligesom human
kapital i form af viden og færdigheder kan konverteres til f.eks. finansiel kapital via arbejde,
kan social kapital konverteres til andre kapitalformer såsom kulturel, finansiel eller human
kapital. 25
I bestræbelsen på at tilnærme sig en forståelse af begrebet om social kapital er det vigtigt
at gøre sig klart, at der ikke er tale om en velafgrænset eller fasttømret teori med én
hoveddefinition. Snarere er der tale om et begreb som er i stadig udvikling i takt med en
voksende interesse på tværs af traditionelle fagdiscipliner. Teorien om social kapital
stammer oprindeligt fra sociologien, som primært har beskæftiget sig med begrebet i
relation til studiet af udvikling, demografi og sociale strukturer, men begrebet anvendes i
dag også indenfor fagdiscipliner som økonomi, politologi, pædagogik og studier i
folkesundhed. 26
22 I Lesser & Cothrel (2001) i Lesser & Prusak (2004) p. 24
23 Field (2003), p. 1
24 Adler & Kwon (2002), p. 21
25 Bourdieu (1986)
26 Hegedahl & Rosenmeier (2007) p. 9
21

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
Termen ”social kapital” blev for første gang anvendt i 1916 af skolereformatoren Hanifan,
som brugte begrebet til at beskrive: ”those intangible substances that count for most in the
daily lives of people”. (Hanifan 1916, p. 130) Hanifans interesse var m.a.o. at belyse,
hvordan menneskelig engagement i lokalsamfundet øgede den mellemmenneskelige
kontakt, hvilket resulterede i positive effekter f.eks. i forhold til dannelsen af sociale
enheder.
Der kan ikke siges meget om begrebet social kapital uden at beskæftige sig med nogle af
de teoretikere, som har været de fremmeste eksponenter for begrebets udvikling. For at
opnå en overordnet forståelse for begrebet social kapital, har jeg valgt at gennemgå nogle
af de mest centrale karakteristika af begrebet, som de fremstilles af Coleman, Bourdieu og
Putnam. Det er ikke kapitlets formål at foretage en fyldestgørende redegørelse af disse tre
forfatteres meget omfattende teorier, men derimod at fremstille de centrale aspekter af
social kapital, som jeg vil anvende i en senere diskussion og operationalisering af begrebet i
relation til organisatorisk viden og IT.
Her opstiller jeg således den begrebsramme, der tjener som et fundament for en senere
diskussion af, hvordan begrebet relaterer sig til vidensproduktion i organisationer. Dette
belyses yderlige gennem inddragelse af case eksempel i kapitel 5.
3.1 Social kapital i James S. Colemans optik
James S. Coleman (1926-1990) var en indflydelsesrig amerikansk sociolog, der fra
begyndelsen af 1960´erne arbejdede med uddannelse og pædagogik i USA. Colemans
interesse for social kapital lå i forlængelse af en Rational Choice teori, der, i stil med
klassisk økonomisk tænkning, anskuer menneskets handlinger og adfærd som rationel og
egoistisk motiveret. Med baggrund i denne tilgang så Coleman social interaktion som en
form for udveksling, der opstår, når det tjener begge individers interesse. Årsagen til at
individer indgår i sociale interaktioner, er i Colemans optik dermed begrundet i, at individer
har en egoistisk motivation for at indgå i interessefællesskaber. Dette skyldes, at
mellemmenneskelige relationer i sig selv udgør en produktiv ressource, der i høj grad kan
være med til at øge eller begrænse individets handlemuligheder. 27
Igennem flere empiriske undersøgelser påpegede Coleman i 1960´erne, hvordan sociale
strukturer i de nære omgivelser (familier og det omkringliggende samfund) spiller en
betydningsfuld rolle for uddannelse og skabelse af viden hos elever og studerende i USA.
Hans data indikerer, at en familie eller en persons omkringliggende netværk af relationer
udgør en ressource, der derfor kan betegnes som en form for kapital på linie med finansiel
og human kapital. Den ressource, en aktør har adgang til gennem relationer med andre,
27 Coleman (1990), p. 317
22

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
betegner Coleman som ’social kapital’. Han argumenterer for, at uanset hvilken viden
(human kapital) forældrene måtte besidde, så kommer denne viden ikke barnet til gode,
hvis den sociale kapital er mangelfuld. En mangelfuld social kapital har således negative
effekter for individers læring og leder til en større risiko for frafald på
uddannelsesinstitutioner, mens en høj social kapital har en modsat positiv indflydelse. 28
3.1.1 Den sociale kapitals funktion
Social kapital består af gensidige sociale relationer, styret af forpligtigelser, forventninger
og rettigheder, og udgør en form for ressource, der kan være med til at øge eller begrænse
aktørers handlemuligheder. 29 Ifølge Coleman skal social kapital derfor ses i forhold til sin
funktion:
”Social Capital is defined by its function. It is not a single entity but a variety of different
entities, with two elements in common: they consist of some aspect of social structure,
and they facilitate certain actions of actors –whether persons or corporate actors- within
the structure.” (Coleman, 1988, p. 98).
På trods af sin usynlige og uhåndgribelige karakter, har social kapital dermed en stor effekt
og kan, i forskellige situationer, være både gavnlig såvel som skadelig. Det er derfor
vanskeligt at vurdere værdien af den sociale kapital uafhængigt af den kontekst, hvori det
indgår. Hvor social kapital i en situation kan være yderst værdifuld for de involverede
aktører og de omkringliggende omgivelser, kan den samme sociale kapital være ganske
ubrugelig eller ligefrem skadelig i en anden. Eksempelvis kan meget tætte og tillidsfulde
relationer mellem medarbejdere i en situation være gavnlige for organisationen i forhold til
sygefravær og medarbejdertrivsel, men være uhensigtsmæssige eller direkte skadelige for
organisationens evne til at innovere og forny sig.
Som det også fremgår af citatet, er social kapital en ressource, der er indlejret i de sociale
strukturer, som aktører indgår i. 30 Hermed adskiller social kapital sig fra andre kapitalformer
som f.eks. fysisk, finansiel og human kapital, idet aktører (hvad enten der er tale om
individer eller organisationer) ikke kan ”eje” social kapital i traditionel forstand, men
derimod har adgang til forskellige former for sociale kapital via deres adgang til disse
sociale strukturer. Social kapital er således ikke noget, der er iboende hos den enkelte
aktør, men derimod en egenskab ved den sociale struktur som den givne aktør er en del af,
og som aktøren i større eller mindre grad kan have adgang til gennem sit netværk af
relationer. Hvor fysisk kapital er håndgribelig og manifesterer sig i materielle former, og
28 Coleman (1988), pp. 111
29 Rosenmeier (2004), p. 7
30 Coleman definerer ikke skarpt, hvem han anser som aktører men nævner, at organisationer ligesom
individer kan være aktører. Han fokus ligger dog primært på social kapital som en ressource for
individet.
23

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
hvor human kapital som en mindre håndgribelig kapitalform manifesterer sig i færdigheder
og viden, er social kapital endnu mindre synlig, idet der her er tale om relationerne mellem
personer. Coleman illustrerer forholdet mellem human kapital og social kapital ved følgende
model 31 :
Model 3.1. Forholdet mellem human og social kapital
Punkterne A, B og C repræsenterer den humane kapital hos individer, og linjerne
repræsenterer den sociale kapital, som findes i relationen mellem individerne. Det er en
væsentlig pointe hos Coleman, at disse to kapitalformer er komplementære, og at læring
forudsætter, at begge kapitalformer er tilstede. Hvis B er en elev og A en voksen,
forudsætter B’s læring således både, at A har tilstrækkelig human kapital (viden,
færdigheder m.m.) til at undervise, samt at der eksisterer en tilstrækkelig social kapital
(relation) mellem A og B.
3.1.2 Tre former for social kapital
Coleman definerer social kapital i forhold til dens funktion og skelner i den forbindelse
mellem tre forskellige former for social kapital, som mere præcist angiver, hvordan sociale
relationer kan skabe brugbare ressourcer for individet.
31 Coleman (1990), p. 305
24

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
1. Forpligtigelser, forventninger og pålidelighed indenfor strukturer
Denne form for social kapital er til stede i de sociale strukturer, hvor tjenester og
gentjenester eksisterer mellem individer. Når individer foretager tjenester for hinanden,
opbygges der en form for usynlig kapital bestående af en forventning og en forpligtigelse
om en senere modydelse. Eller med Colemans eksempel: hvis A gør B en tjeneste og stoler
på, at B vil gengælde denne i fremtiden, skabes der en forventning hos A og en
forpligtigelse for B. Der er således tale om et system præget af reciprocitet, som man med
en analogi til den finansielle kapital, måske lidt populært, kan kalde ”noget-for-noget”
banken, hvor der opstår en form for konto mellem individerne, som helst skal holdes i
balance.
Coleman understreger, at værdien af denne form for social kapital afhænger både af
omfanget af de tjenester, som individet har til rådighed, og af troværdigheden i det sociale
miljø i den forstand, at tjenester gengældes som forventet. 32
2. Informationskilder
En anden vigtig form for social kapital er det potentiale for informationsudveksling, som er
indbygget i sociale relationer. Informationer er et centralt fundament for handling, men der
er omkostninger i form af tid og penge forbundet med at finde de rigtige informationer. Det
er Colemans pointe, at sociale relationer giver adgang til informationer, som det ellers ville
kræve større omkostninger at finde. Eksempelvis vil specialisten som ønsker at holde sig
opdateret på sit felt, have nemmere ved at tilegne sig vigtige informationer via sine
relationer med kollegaer og fagfæller, end hvis han eller hun skulle opsøge og gennemgå
alle disse informationer selv. Den daglige interaktion mellem kollegaer og fagfæller er
m.a.o. med til at lette omkostningerne forbundet med indsamling af informationer. Sociale
relationer konstituerer på den måde en form for social kapital, idet de giver adgang til
informationer som faciliterer handling. 33
3. Normer og effektive sanktioner
Effektive normer er en tredje vigtig form for social kapital. Ifølge Coleman er der tale om en
norm, når den socialt bestemte ret til at kontrollere en handling indehaves af andre end
aktøren selv. Det vil sige, at normer både faciliterer og begrænser forskellige former for
handlinger, idet de som en form for kollektivt regelsæt bestemmer, hvilke handlinger, der
er rimelige eller urimelige at foretage.
Normer er forbundet med sanktioner, der kan være mere eller mindre effektive i forhold til
at belønne eller straffe handlinger. 34 Effektive normer som forbyder kriminalitet, er således
med til at skabe sikkerhed og tryghed for den enkelte, hvilket i sig selv muliggør, at man
32 Coleman (1988), pp. 102.
33 Ibid., p. 104.
34 Coleman, (1990), p. 242.
25

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
kan foretage handlinger som f.eks. at sælge varer eller gå en tur om natten med mindre
frygt for at blive bestjålet eller overfaldet. På den måde kan man sige, at effektive normer
er med til at styrke individers sociale kapital, idet de muliggør handlinger, som ellers ikke
kunne foretages. I den forbindelse hævder Coleman, at normer, der betoner, at individers
handlinger bør styres af almeninteresse frem for egeninteresse, er særlig vigtige, idet de
har en positiv effekt for samfundet og bl.a. styrker opbyggelsen af nationer og stærke
familiebånd.
3.2 Social kapital i Pierre Bourdieus optik
Pierre Bourdieu (1930-2002) kom gradvist ind på social kapital gennem sit arbejde med og
interesse for sociale klasser og social ulighed og tilhørte en europæisk tilgang til sociologi,
som adskilte sig fra Coleman og Putnams. Bourdieu havde et marxistisk sociologisk
udgangspunkt og kom især ind på begrebet via sin interesse for, hvordan forskellige
kapitalformer influerer på individets position i den sociale orden. En central pointe hos
Bourdieu er således, at man for at forstå det sociale felt må anerkende rollen af kapital i alle
dens former og ikke kun i dens økonomiske form. 35 Dette syn kom meget godt til udtryk
under et tysk TV-interview i 1987, hvor Bourdieu sammenlignede det sociale felt med et
kasino, hvor individer investerer med forskellig kapital for at fremme deres sociale position:
”We gamble not only with the black chips that represent our economic capital, but also
with the blue chips of our cultural capital, and the red chips of our social capital”. (Alheit
1996 i Field 2003, p.14).
Citatet afspejler Bourdieus opfattelse af, at social kapital skal anses som én ud af flere
kapitalformer, der både repræsenterer og konstituerer en social orden, hvor aktørers
position i det sociale felt defineres ud fra mængden og vægten af disse kapitalformer. Social
kapital er i Bourdieus optik dermed en ressource, som individet på linje med andre
kapitalformer kan investere i med henblik på at øge sin position og status i den sociale
orden. Ligesom Coleman gør Bourdieu således op med den traditionelle økonomiske teori,
som på dette tidspunkt havde et ensidigt fokus på økonomisk kapital og forfølgelsen af
individuelle egeninteresser som drivkraften bag alle menneskelige handlinger.
3.2.1 Bourdieus fire kapital former
I sin undersøgelse af hvordan samspillet mellem materielle og immaterielle kapitalformer
producerer ulighed i samfundet, opererer Bourdieu med fire kapitalformer som udover den
økonomiske kapital er kulturel, social og symbolsk kapital. Det er i den forbindelse en
væsentlig pointe at økonomisk kapital kan konverteres til social, kulturel og symbolsk
35 Det sociale felt optræder som et nøglebegreb hos Bourdieu, der overordnet set forstår begrebet
som en social ramme, indenfor hvilken aktører agerer og forhandler om deres sociale position bl.a. på
baggrund af deres adgang til forskellige kapitalformer (1986).
26

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
kapital, og at social og kulturel kapital til tider også kan konverteres til økonomisk kapital.
Dog kan symbolsk kapital ikke konverteres til de andre former, i det denne kapitalform ikke
kan optræde selvstændigt af de andre kapitalformer.
Økonomisk kapital
Bourdieu anskuer den økonomiske kapital, som den vigtigste kapitalform i den forstand, at
økonomisk kapital i form af penge, landejendom, værdipapirer etc. giver mere direkte
adgang til magt og erhvervelsen af ønskede goder, services, privilegier m.m. end de andre.
Som sådan anskuer Bourdieu økonomisk kapital som roden til alle andre kapitalformer, som
i hans optik blot er skjulte former for økonomisk kapital, der på forskellig vis kan
konverteres og transformeres til denne kapitalform. 36 Tilsvarende kan økonomisk kapital
også konverteres til de andre kapitalformer med det formål at øge profitmaksimering på
anden vis. Et eksempel herpå kunne være udvekslingen af gaver, som ud fra et rent
økonomisk perspektiv ikke resulterer i en direkte profit, men snarere er en investering i en
social kapital i form af øget tillid og velvillighed. Over en længere tidsramme kan denne
investering i social kapital potentielt igen omdannes til økonomisk kapital og resultere i et
økonomisk afkast i form af f.eks. en indgået forretningsaftale.
Kulturel kapital
Med kulturel kapital refererer Bourdieu til summen af viden, uddannelse, information og
generel dannelse hos det enkelte individ. Denne kapitalform har tre forskellige
udtryksformer, som Bourdieu nævner, er kropslig (f.eks. gestik, smag, sprog m.m.),
objektiveret (f.eks. gennem kunst og arkitektur) og institutionaliseret (f.eks. uddannelser
og titler). Som nævnt ovenfor kan kulturel kapital i visse sammenhænge konverteres til
økonomisk kapital såvel som til social og symbolsk kapital. F.eks. giver en høj uddannelse
typisk adgang til større løn, mens en velformuleret person med en anerkendt æstetisk smag
kan have lettere adgang til relevante foreninger og sociale netværk. 37
Social kapital
Social kapital, som er fokus i denne opgave, definerer Bourdieu som:
”!..." the sum of resources, actual or virtual, that accrue to an individual or a group by
virtue of possesing a durable network of more or less institutionalised relationsships of
mutual acquaintance and recognition.” (Bourdieu i Field 2003, p. 15).
Hans behandling af konceptet fokuserer på de fordele, som individet opnår ved deltagelse i
grupper og på den overlagte konstruktion af sociale relationer, hvorigennem denne
ressource opbygges. I sin originale behandling af konceptet går han så langt som at sige,
36 Bourdieu (1986), p. 252
37 Bourdieu (1986), p. 243
27

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
at: ”the profits which accrue from membership in a group are the basis of the solidarity
which makes them possible.” (Bourdieu 1986, p. 249). 38
Social kapital akkumuleres som en ressource gennem investeringer i sociale relationer, hvor
værdien af den sociale kapital udgøres af densiteten og summen af allerede eksisterende
eller potentielle ressourcer, som forstærker individets generelle muligheder og
handlingskraft. Denne akkumulering afhænger ifølge Bourdieu af størrelsen af netværket,
som individet har adgang til samt størrelsen af den samlede kulturelle, økonomiske og
symbolske kapital. Idet disse kapitalformer er overlappende og kan konverteres til
hinanden, kræver en investering i social kapital således også en investering i økonomisk og
kulturel kapital. I kraft af dette anskuer Bourdieu således densiteten og holdbarheden af
relationer som to væsentlige indikatorer for værdien af den sociale kapital. 39
Som det fremgår af Bourdieus definition af begrebet, er det derfor muligt at skelne mellem
to forhold af social kapital.
For det første at den sociale kapital, som en aktør har adgang til i kraft af medlemskab i
grupper og sociale netværk, giver adgang til andre kapitalformer og ressourcer som f.eks.
viden, penge, jobmuligheder. Her er det væsentligt at understrege, at Bourdieu, som
tidligere nævnt, opfatter kapitalformerne som optrædende i et samspil, og at de indbyrdes
kan konverteres til andre kapitalformer. Som følge heraf udgør social kapital en ressource i
den forstand, at den kan konverteres til økonomisk kapital (f.eks. penge), kulturel kapital
(f.eks. uddannelse og viden) eller symbolsk kapital (f.eks. anerkendelse og prestige).
For det andet at værdien og kvaliteten af den sociale kapital, aktøren har adgang til i kraft
af sine sociale netværk, påvirkes af faktorer som densiteten, summen og holdbarheden af
dem. Dvs. at værdien af en aktørs sociale kapital afhænger, dels af antallet af forbindelser,
såvel som af størrelsen af disse forbindelsers samlede kapital (økonomisk, kulturel, social
og symbolsk).
For Bourdieu repræsenterer social kapital således en aggregeret form af både de faktiske og
potentielle ressourcer forbundet med medlemskabet i et holdbart netværk, hvorfor
størrelsen, densiteten og stabiliteten af dette netværk er centrale aspekter i hans vurdering
af værdien af et netværk. Givet dette fokus behandler Bourdieu kun i ringe grad kvalitative
38 Her berører Bourdieu også et hovedelement ved social kapital, som kritikere af begrebet ofte
fremhæver, nemlig at social kapital på samme tid kan anses som både årsag og effekt. Eller sagt på
en anden måde er der ingen klar skelnen mellem kilderne til social kapital (tillid, netværk m.m.) og de
ressourcer eller fordele, som fremkommer heraf. På den måde er der til en hvis grad tale om hønen
og ægget problematikken, hvilket kritikere peger på, vanskeliggør måling af årsag og effekt.
(Rosenmeier (2004), p. 13)
39 Bourdieu (1986), p. 249
28

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
aspekter ved sociale relationer såsom tillid, normer, forpligtigelser m.m., hvilket har
afstedkommet væsentlig kritik senere hen. 40
Symbolsk kapital
Den fjerde og sidste kapitalform som Bourdieu nævner, er symbolsk kapital. Denne
kapitalform er lidt speciel, idet den er knyttet til tre andre som en form for ekstra kapital.
Udover at udgøre en ressource i sig selv kommer de andre kapitalformer også til udtryk i en
symbolsk kapital som en form for ressource, individer har adgang til i kraft af den prestige
og anerkendelse, som følger med ejerskabet af eller adgangen til disse andre kapitalformer.
Som sådan repræsenterer symbolsk kapital den symbolske værdi, som typisk tilskrives de
andre kapitalformer (f.eks. en stor bil, mange venner, en høj uddannelse etc.).
Som tidligere nævnt, substituerer disse forskellige kapitalformer ikke altid hinanden, men
komplementerer derimod hinanden i et samspil og kan i kombination lede til ny kapital.
Individets position i den sociale orden influeres dermed af mængden og sammensætningen
af individets adgang til disse kapitalformer.
3.3 Social kapital i Robert Putnams optik
Robert Putnam (1941-) har modsat Coleman og Bourdieu en baggrund i politisk videnskab
og har senest med sin bog Bowling Alone (2000) opnået bred anerkendelse og indflydelse
også udenfor traditionelle akademiske fagkredse.
Putnam anvendte første gang social kapital som begreb i 1993 til at belyse forskelle i
borgerengagement i italienske regioner. 41 I dette studie konkluderede Putnam, at de store
økonomiske forskelle mellem Nord- og Syd Italien i høj grad kan forklares ved forskelle i
sammensætningen af den sociale kapital snarere end ved forskelle i konstruktionen af de
politiske og økonomiske institutioner. 42 Årsagen til, at politiske institutioner i de nordlige
regioner således fungerer langt bedre end i de sydlige regioner, skyldes iflg. Putnam en
langt større tradition for borgerengagement i den nordlige region, hvor borgere på tværs af
samfundslag involverer sig med hinanden i forskellige organisationer og foreninger. Dette
står i skarp kontrast til de sydlige regioner, hvor borgere i langt mindre grad engagerer sig
med hinanden på tværs af samfundet, men i højere grad organiserer sig indenfor
traditionelle familiegrupperinger. Førstnævnte bidrager iflg. Putnam i langt højere grad til
skabelsen af faste normer for generel reciprocitet (”jeg gør noget for dig nu i den
forventning, at du eller en anden vil gøre noget for mig senere), tillid og netværk mellem
borgere i samfundet, hvilket er med til sænke kriminalitet og korruption og fremme
40 Eksempelvis Pope (2003), Portes (1998) m.fl.
41 Borgerengagement er her oversat fra Civic Engagement. Ordet henviser således til civil engagement
i samfundet.
42 Putnam (1993)
29

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
økonomien og det generelle velvære, mens det omvendte gør sig gældende ved lavere
borgerengagement. 43
Denne samfundsmæssige tilgang er også at finde i hans efterfølgende studie af den sociale
kapital i USA, hvor han på baggrund af et overvældende stort statistisk datamateriale
konkluderer, at den sociale kapital gennem længere tid har været generelt faldende, og at
dette har en negativ indflydelse på effektiviteten, økonomien og sammenhængskraften i
landet. 44
Putnam er den seneste af de tre teoretikere som har beskæftiget sig med social kapital, og
hans forståelse af begrebet læner sig på flere væsentlige punkter op af Coleman og
Bourdieus pointer såsom:
# at social kapital er en produktiv kraft, som muliggør handlinger, som ellers ikke, eller
kun vanskeligt, ville kunne lade sig gøre (Coleman og Bourdieu).
# at social kapital er et alment gode, som også giver fordele for dem, som ikke ”ejer”
den (Coleman).
# at social kapital forstærker andre kapitalformer (som fysisk kapital, human kapital
m.m.) og kan konverteres hertil (Bourdieu).
# at social kapital ikke er noget, individet besidder, men noget der ligger i
relationsstrukturerne mellem individer (Coleman og Bourdieu).
Hans behandling af begrebet er dog mere operationel, idet han anvender det til at analysere
og undersøge borgeres engagement i samfundet og den effekt, det har på økonomien og
sammenhængskraften i samfundet. Som sådan fremhæver han netværk, normer og tillid
som de elementer af social kapital, som udgør den væsentligste ressource, hvilket også
kommer til udtryk i hans seneste definition af begrebet:
”social capital refers to features of social organization, such as networks, norms and
trust, that facilitate coordination and cooperation for mutual benefit.” (Putnam 2002, p.
1).
3.3.1 Afgrænset og brobyggende social kapital
En væsentlig pointe hos Putnam er, at typen af netværk leder til forskellige former for social
kapital, og at forskellige netværk derfor giver forskellige handlingsmuligheder. I den
forbindelse skelner han mellem afgrænset (’bonding’) og brobyggende (’bridging’) social
kapital. 45
43 Putnam (1993) og Putnam (2002)
44 Putnam (2000)
45 Putnam (2000), pp. 22
30

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
Den afgrænsede social kapital eksisterer og fremmes primært i homogene grupper, hvor
individer har tætte forbindelser til hinanden på baggrund af f.eks. etnicitet, familiebånd,
religiøsitet m.m. Denne form for social kapital virker fremmende for skabelsen af identitet
og tilhørsforhold, men virker samtidigt ekskluderende snarere end inkluderende i den
forstand, at der er klare regler for, hvilke individer der kan identificere sig som medlem af
gruppen, og hvem der ikke kan. Som sådan udgøres denne form for social kapital derfor af
tætte relationer mellem individer som f.eks. familie, tætte venner, naboer etc. og er en
betydningsfuld ressource i form af den sociale og psykologiske bistand, som den kan tilbyde
netværkets medlemmer. Putnam peger dog på, at den afgrænsende sociale kapital
samtidigt også indebærer en række negative effekter i kraft af sin ekskluderende karakter
samt et større element af social kontrol, som potentielt kan virke begrænsende for
medlemmernes handlingsmuligheder, da det kan bidrage til en følelse af overvågning og
frygt for at skille sig ud. På samfundsmæssigt plan medfører denne form for social kapital
derfor også en række negative konsekvenser i forhold til den overordnede økonomi og
sammenhængskraft, som det f.eks. ses i Putnams studier af den sociale kapital i Italien og
USA. 46
Den anden form for social kapital – den brobyggende sociale kapital – opstår i netværk,
hvor individer på lige fod danner relationer med hinanden i grupper, der går på tværs af
sociale skel og tætte tilhørsforhold (som f.eks. familie og etnicitet). I denne type netværk er
relationerne mellem medlemmerne ofte svagere, end det er tilfældet i de førnævnte
netværk, men til gengæld inkluderer de et stort antal forbindelser på tværs af sociale skel
og udgør en væsentlig ressource i forbindelse med at få adgang til informationer og åbne op
for muligheder. Putnam fremhæver, at denne form for social kapital, netop i kraft af dette,
er yderst værdifuld både for individers handlefrihed og for den almene sammenhængskraft i
samfundet. 47
Som ressource svarer den brobyggende social kapital på denne måde til, hvad Granovetter i
1973 karakteriserede som ”The Strength of Weak Ties”. 48 I denne berømte artikel
argumenterer Granovetter for, at svage bånd mellem individer faktisk er mere
betydningsfulde for individets muligheder for at finde job og informationer end tætte
relationer, idet sidstnævnte både er mere fåtallige og som regel eksisterer indenfor samme
sociale netværk som ens eget. For et individ der søger job, bolig, informationer m.m., har
et stort antal af svage relationer til bekendte derfor en større værdi end de tættere
relationer til venner og familie, idet den søgende hermed får adgang til et langt større
netværk, der rækker udover det netværk, som individet allerede har adgang til.
46 Ibid.
47 Ibid.
48 Granovetter (1973)
31

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
Disse to former for social kapital spiller en væsentlig rolle i Putnams analyse af begrebets
betydning for både individet og for samfundet generelt og anvendes hyppigt af forfattere,
som beskæftiger sig med social kapital.
Distinktionen er væsentlig, idet den brobyggende sociale kapital synes at have større
relevans i forhold til at facilitere organisatorisk viden end den afgrænsende, hvilket er et
forhold, jeg senere vil berøre i forbindelse med kommunikation over Internettet.
3.4 Hvordan skabes, vedligeholdes og ødelægges social kapital?
Coleman, Putnam og Bourdieu er enige i, at social kapital som en ressource kan
akkumuleres, og at den grundlæggende skabes og vedligeholdes gennem enhver form for
menneskelig interaktion men mindskes eller forgår ved reduktion eller fravær af samme.
Som sådan deler social kapital fællestræk med human kapital (viden, færdigheder m.m.) og
fysisk kapital (bygninger, produkter m.m.), der ligeledes kræver vedligeholdelse og løbende
fornyelse for at bestå. I modsætning til finansiel kapital (penge, værdipapirer m.m.) kan
man derfor sige, at social kapital i form af sociale relationer styrkes gennem brug og
mindskes ved mangel på samme. Sociale relationer dør således ud, hvis ikke de
vedligeholdes, og forventninger, forpligtigelser og normer forsvinder over tid og afhænger
af regelmæssig kommunikation. 49
Denne generelle egenskab ved social kapital er dog ikke speciel anvendelig ud fra et
operationelt perspektiv og kalder på nærmere undersøgelse af, hvad der mere præcist
influerer på, hvordan social kapital skabes, vedligeholdes og ødelægges – og ikke mindst,
om det overhovedet er muligt at investerer aktivt i social kapital. De tre teoretikere
fokuserer her på forskellige forhold ved social kapital, men da jeg finder Colemans
fremstilling mest operationelt anvendelig, har jeg valgt at lægge fokus på fremstillingen af
hans pointer og berøre Bourdieu og Putnam i relation til denne.
3.4.1 Coleman
I Colemans optik opfattes social kapital som tidligere nævnt i forhold til sin funktion, og han
identificerer i den forbindelse tre forskellige former for social kapital, der som ressource kan
hjælpe aktører til at nå forskellige mål (som f.eks. at finde et arbejde eller specifikke
informationer). Udover at være et udtryk for de sociale strukturer, som både kan bistå og
begrænse individets handlemuligheder, udgør den social kapital således også en nyttig
ressource for individet i forhold til at finde et arbejde, samlever, viden m.m. Det er her
Colemans pointe, at aktørers handlinger typisk er rettet mod andre formål end lige dét at
skabe social kapital. Social kapital opstår således primært som et biprodukt af aktiviteter
med andre formål, snarere end som en direkte investering i den sociale kapital i sig selv.
49 Coleman (1990), p. 321
32

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
Herudover er social kapital, iflg. Coleman, også særpræget i forhold til andre kapitalformer
idet social kapital ikke kun giver fordele for den enkelte aktør, der investerer i den, men
snarere er en ressource, der giver kollektive fordele. 50 Som jeg senere vil beskrive,
investerer organisationer dog mere eller mindre direkte i social kapital ved at opbygge
autoritære strukturer, bestående af positioner og titler, hvortil der er knyttet forventninger,
forpligtigelser, normer, sanktioner, og ansvar.
Alle sociale relationer og sociale strukturer indebærer, ifølge Coleman, skabelse,
vedligeholdelse og ødelæggelse af disse forskellige former for social kapital, men han peger
især på tre sociale strukturer, som er specielt indflydelsesrige:
Lukkede netværk
Ifølge Coleman faciliterer lukkede sociale netværk i højere grad skabelsen tillid og fælles
normer end mere åbne netværk. Et lukket socialt netværk kan her forstås ved
nedenstående model (a), mens (b) illustrerer et socialt netværk, der er mere åbent.
Model 3.2. Lukket og åbent socialt netværk
Begge modeler repræsenterer et relativt simpelt socialt system, hvor der kan identificeres
to aktører som f.eks. forældre og børn, arbejdsgivere og medarbejdere, undervisere og
elever, virksomheder og underleverandører etc. I et eksempel hvor det sociale system
består af forældre og børn, vil A og B være forældre til børnene a og b. Pilene fra en aktør
til en anden repræsenter her sidstnævntes afhængighed af førstnævnte gennem
begivenheder, som førstnævnte kontrollerer. Som det ses, er både forældre og børn
forbundet med hinanden i model (a), mens det kun er børnene, der er forbundne i model
(b).
50 Ibid., p. 315
33

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
Ifølge Coleman virker model (a) mere befordrende for skabelsen af social kapital, idet
forældrene A og B, i kraft af deres fælles forpligtigelser overfor hinanden, kan udvikle
normer for, hvordan børnene a og b skal opføre sig og indføre effektive sanktioner ved brud
på disse. I kontrast hertil er det kun børnene, der er forbundet med hinanden i model (b),
hvilket resulterer i en mindre og mere skæv fordeling af den sociale kapital. Forældrene har
således kun lidt over halvdelen af den indflydelse, som børnene har på skabelsen af fælles
normer for deres interaktion. 51
Coleman argumenterer på baggrund af dette, at aktører i et åbent system, der umiddelbart
kan synes svage (som børnene i eksemplet), i virkeligheden har større indflydelse i kraft af
andres aktørers mangel på relation til hinanden. Det giver derfor god mening for aktører at
søge at organisere sig i et netværk af relationer, da de på denne måde kan udøve større
indflydelse på normerne for det samlede sociale system. 52
Stabilitet
En anden faktor der influerer på skabelsen af social kapital, er stabiliteten og kontinuiteten
af den sociale struktur. Social kapital øges generelt over tid i stabile sociale strukturer,
mens ustabile sociale strukturer virker skadelige eller decideret ødelæggende. 53 I
organisationer imødegår man typisk den potentielle fare, som individuel mobilitet udgør for
stabiliteten ved at anvende formelle positioner og titler, som individer besætter. Dette
opretholder en vis stabilitet i den overordnede sociale struktur på trods af pludselige
forandringer, idet forpligtigelser, forventninger, normer og sanktioner er knyttet til
positionen og dermed den sociale struktur snarere end til individet, hvilket f.eks. gør
udskiftningen af en medarbejder mindre bekostelig (dog ikke omkostningsfrit) for den
sociale kapital. 54
Ideologi
Coleman peger på ideologi som en tredje væsentlig faktor for skabelsen af social kapital.
Medlemmer, som deler fælles ideologi eller religion, deler således også flere fælles normer
og sanktioner for adfærd, hvilket kan medføre, at individer i højere grad identificerer sig
som medlemmer af et større fællesskab. Visse ideologier eller religioner, som prædiker
selvtilstrækkelighed og individualisme, kan dog være mere skadelige end gavnlige for den
sociale kapital. 55
51 Coleman (1988), p. 107
52 Coleman (1990), pp. 318
53 Ibid., p. 320
54 Ibid., p. 313
55 Ibid., p.320
34

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
Andre faktorer
Coleman peger på flere andre faktorer, som influerer på skabelsen/ødelæggelsen af social
kapital, men udover de tre ovennævnte, udgør de sidste generelt faktorer, som kan gøre
individer mere eller mindre afhængige af hinanden. Her peger Coleman på et samfunds
velstand som en af de største faktorer, idet individer i mere velstående samfund typisk ikke
har samme behov for at hjælpe hinanden og dermed ikke skaber samme social kapital i
form af fælles forpligtigelser, forventninger, normer etc., som tilfældet er i mindre
velstående samfund. 56
3.4.2 Bourdieu
Bourdieu mener, ligesom Coleman, at social kapital kan produceres og akkumuleres, men
beskæftiger sig ikke med tillid, normer og forventningsstrukturer i samme grad som både
Coleman og Putnam. For Bourdieu afhænger akkumuleringen af social kapital i højere grad
af adgang til de rigtige relationer, der, alt efter konfigurationen af økonomisk, kulturel og
symbolsk kapital, kan være mere eller mindre værdifulde. I hans optik afhænger skabelsen
af social kapital således mere af størrelsen og værdien af de sociale netværk, som personen
har adgang til, end af relationernes karakter i sig selv. I kraft af at Bourdieu ser social
kapital som en akkumuleret ressource skabt på baggrund af investeringer i sociale
relationer, er han enig med Coleman i, at tid og stabilitet spiller en væsentlig rolle. Her er
det vigtigt at tilføje, at Bourdieu ikke opfatter eksistensen af et social netværk som
naturgivet, men snarere som et resultat af en investeringsstrategi, som individet eller
gruppen, enten bevidst eller ubevidst, foretager med det mål at etablere eller reproducere
sociale relationer, som kan bibringe ressourcer i form af øget kapital og magt. 57
3.4.3 Putnam
En af Putnams væsentligste pointer i hans undersøgelser af den sociale kapital i Italien og
USA er, at der er forskelle i den grad af social kapital, som eksisterer i de forskellige
samfund. I kraft af at social kapital ikke er noget, en aktør besidder, men snarere er noget,
som findes i de strukturer af relationer, som binder aktørerne sammen, betyder det
nødvendigvis også, at den sociale kapital kan påvirkes udefra. Når Putnam argumenterer
for, at den sociale kapital er faldende i USA, er det som sådan et udtryk for, at der er visse
betingelser eller tendenser, som påvirker det civile engagement i en negativ retning. Her
peger Putnam selv på den øgede tid foran fjernsynet som en af de helt store syndere og er
som sådan enig med Coleman i, at materialistisk velfærd kan mindske borgeres
afhængighed af hinanden. En måde, at højne den sociale kapital på, vil derfor være at
styrke rammerne for civil engagement og f.eks. tilskynde borgere til at deltage i foreninger
56 Ibid.
57 Bourdieu (1986), p. 249
35

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
og organisationer og der dyrke fælles interesser indenfor f.eks. sport, politik, musik etc.,
som kan virke fremmende for skabelsen af især den brobyggende sociale kapital.
3.5 Positive og negative effekter ved social kapital
Det er relevant at understrege, at social kapital ikke er en udelukkende positiv ressource.
Ligesom andre kapitalformer kan social kapital som en ressource anvendes på måder, som
virker både positivt og skadeligt for samfundet. Den sociale kapital, som findes i
hjælpeorganisationer, mødregrupper, skoleklasser etc., kan have store positive effekter for
det omkringliggende samfund, men social kapital kan også virke skadelig, når den findes
hos rockere, terrorister eller mafiamedlemmer. Social kapital kan dermed anskues som en
neutral ressource, som kan medføre både positive og negative konsekvenser alt efter,
hvordan den anvendes:
”!A" Given form of social capital that is useful for facilitating certain actions may be
useless or harmful for others.” (Coleman 1990, p. 302).
Traditionelt har flere kritikere dog peget på en ensidig fremstilling af social kapital som en
ressource, der hovedsageligt er forbundet med flere positive fordele, hvorimod der har
været færre undersøgelser af de negative effekter forbundet med begrebet. 58 Dette er en
berettiget kritik af den generelle litteratur, der behandler social kapital og kan også rettes
mod en forfatter som Coleman, der i høj grad fremstiller social kapital som en positiv
ressource, som giver anledning til almene fordele som gensidige forpligtigelser og
forventninger, informationer og normer og sanktioner, men kun sporadisk omtaler de
negative effekter, som også kan associeres til begrebet.
Dette er dog ikke en kritik, jeg har tænkt mit at diskutere yderligere, idet jeg, i forlængelse
af ovennævnte citat, anskuer social kapital som en grundlæggende neutral ressource, der
kan anvendes både negativt og positivt. Hermed adskiller social kapital sig i øvrigt ikke fra
andre kapitalformer, som ligeledes kan betragtes som både et gode og et onde. F.eks. kan
fysisk kapital i form af eksempelvis våben og narko have flere negative konsekvenser for
det almene samfund, ligesom også human kapital kan have en negativ konsekvens for
samfundet, hvis det drejer sig om viden om, hvordan man laver bomber, udøver tortur,
snyder i skat etc.
Bourdieu ser især social kapital som en ressource, samfundseliten besidder, og som den
anvender til at sikre sin høje position i samfundet på bekostning af lavere samfundsklasser.
58 For mere om dette se f.eks. Pope (2003) og Portes (1998)
36

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
På den måde anskues social kapital, på linje med kulturel og økonomisk kapital, primært
som en ressource, der i et samfundsperspektiv virker ekskluderende snarere en
inkluderende, hvorfor den grundlæggende kan synes at have en negativ værdi. Kritikere vil
dog indvende, at dette siger mere om Bourdieus grundlæggende marxistiske tilgang til
begrebet, idet social kapital i ligeså høj grad kan anvendes af mindre bemidlede
samfundsklasser, som en ressource også de kan anvende i klassekampen (f.eks. gennem
fagforeninger). 59
Putnam er dog inde på noget tilsvarende med sin distinktion mellem brobyggende og
afgrænsende social kapital. Selvom Putnam siger, at afgrænsende social kapital på en
individuelt plan har mange fordele (såsom følelse af personlig sikkerhed, omsorg og
nærhed), er det hans pointe, at denne på et makroperspektiv kan have flere negative
konsekvenser som mindre sammenhængskraft og lavere innovationsevne, idet den i ordets
forstand virker afgrænsende og ekskluderende, snarere end brobyggende og inkluderende.
M.a.o. anskues afgrænsende social kapital derfor ofte i et mere negativt lys end
brobyggende social kapital. Putnam anskuer samlet set social kapital som en ressource, der
er god for samfundet, når den er stor og skidt for samfundet, når den er svag. Han er dog
ikke blind for skyggesiderne i forbindelse med social kapital og behandler dette i et særskilt
kapital i sin bog Bowling Alone: The Collapse and Revival og American Community (2000),
hvor han bl.a. peger på den udprægede racisme og snæversyn, som eksisterede i USA i
1950´erne, hvor den sociale kapital ellers var høj.
Med afsæt i ovenstående teoretikeres forståelse af social kapital kan der peges på flere
positive effekter af social kapital for organisationer. Eksempelvis peger Cohen og Prusak i
bogen In Good Company 60 bl.a. på at en høj grad af social kapital kan aflede
organisatoriske fordele såsom:
# Bedre videndeling i kraft af etableringen af sociale relationer, fælles reference
rammer og fælles mål.
# Reduktion i transaktionsomkostninger i kraft af et højere niveau af tillid (både internt
i organisationen mellem medarbejdere og eksternt til kunder og partnere).
# Reduktion i omkostninger forbundet med rekruttering, træning og fastholdelse af
medarbejdere.
# Større beslutningssammenhæng grundet organisatorisk stabilitet og fælles
forståelse.
59 Field (2003), p. 17
60 Cohen og Prusak 2001, p. 10.
37

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
Givet denne opgaves fokus vil jeg her ikke behandle disse effekter yderligere men blot
fremhæve, at flere studier peger på social kapital som en yderst central ressource, hvis
effekt synes at medføre en række implikationer for organisationers konkurrenceevne. 61 I
denne opgave vil jeg dog begrænse mig til at behandle sammenhængen mellem social
kapital og organisatorisk viden, som er omdrejningspunktet for det følgende kapitel.
3.6 Delkonklusion
Som vist, er social kapital et komplekst begreb, der som sådan kan behandles ud fra mange
forskellige vinkler. Med det formål at udvikle en operationel forståelse af begrebet, har jeg
reduceret i denne kompleksitet ved at fremhæve de mest centrale elementer hos Coleman,
Bourdieu og Putnam. Dette vil senere blive anvendt som udgangspunkt for undersøgelsen
af, hvordan social kapital relaterer sig til organisatorisk viden.
Nedenfor opridser jeg derfor sammenhængene mellem de tre teoretikeres centrale pointer
vedr. social kapital og gør rede for, hvordan jeg fremover anvender dem.
Min tilgang er primært præget af Colemans forståelse af begrebet som en central ressource,
der faciliterer aktørers (individer, grupper, organisationer etc.) handlemuligheder og som
findes i de sociale strukturer, aktørerne indgår og interagerer i. Som sådan vil jeg i det
følgende derfor anskue social kapital som en grundlæggende neutral ressource, der beror
på sociale netværk, tillid, gensidighed og normer, og som funktion bl.a. bidrager til
skabelsen og vedligeholdelsen af forpligtigelser, informationskilder samt normer og
sanktioner. Med henvisning til Bourdieu har jeg ønsket at vise, at social kapital blot er én ud
af flere kapitalformer, og at social kapital som sådan er en produktiv ressource, der kan
konverteres til andre kapitalformer og skal ses i sammenhæng med disse. Putnams
distinktion mellem brobyggende og afgrænsende social kapital er i den forbindelse gavnlig
at inddrage, idet den, som jeg senere vil vise, giver et værktøj til at belyse Internettets rolle
i forbindelse med social kapital.
De mest væsentlige forskelle og ligheder mellem de tre teoretikeres forståelse af begrebet
har jeg gengivet i nedenstående tabel.
61 For mere om dette se bl.a. Tsai & Ghoshal (1998), Lesser (2000), Maskell (2000) og Yli-Renko et.
al. (2001)
38

Kapitel 3: Social kapital –hvad er det?
Tabel 3.1. Oversigt over ovenstående forfatteres væsentligste pointer omkring social
kapital 62 Coleman Bourdieu Putnam
Teoretisk baggrund
Grundpræmis for
social kapital
Den sociale kapitals
funktion
Hvor findes den
sociale kapital?
Hvad influerer på
skabelsen,
vedligeholdelsen og
ødelæggelsen af
sociale kapital?
Vigtige sondringer
indenfor social
kapital
-rødder i Rational Choice
teorien.
-opgør med traditionel
økonomisk tænkning.
# Netværk
# Tillid
# Gensidighed
# Normer
-social kapital er en
produktiv faktor og udgør
en vigtig ressource, som
øger individets
handlemuligheder.
-social kapital er et alment
gode, som rækker ud over
det enkelte individ.
I de sociale strukturer som
udgøres af relationer
mellem individer.
1. Lukkede netværk
2. Stabilitet
3. Ideologi
Tre former for social
kapital:
1. Forpligtigelser,
forventninger og
pålidelighed indenfor
strukturer
2. Informationskilder
3. Normer og effektive
sanktioner
-rødder i sociologi med en
marxistisk tilgang.
-opgør med traditionel
økonomisk tænkning.
# Netværk # Netværk
# Tillid
# Normer
- social kapital er en
produktiv faktor og udgør
en vigtig ressource, som
øger individets
handlemuligheder og
magtposition.
- social kapital skal
anskues som én ud af fire
kapitalformer, som kan
konverteres og forstærke
effekten af de øvrige
kapitalformer.
I de sociale strukturer som
udgøres af relationer
mellem individer.
1. Størrelsen og værdien
af de sociale netværk.
2. Den samlede mængde
af økonomisk, kulturel
og social kapital.
To centrale former for
social kapital:
1. Den sociale kapital er
som ressource
forbundet med
medlemskab i grupper
og sociale netværk.
2. Værdien af social
kapital udgøres af
densitet, holdbarheden
og summen af de
sociale netværk, som
aktøren har adgang til.
-rødder i politologi og
samfundsøkonomi.
-videreudvikling af
Coleman og Bourdieus
teorier.
- social kapital er et
udtryk for
sammenhængskraften i
et samfund.
-social kapital udgør en
produktiv faktor, som
bl.a. influerer på et
samfunds effektivitet
og innovationsevne.
I de sociale strukturer
som udgøres af
relationer mellem
individer.
1. Materialistisk
velstand og
afhængighed af
andre.
2. Borgerengagement
og deltagelse i
foreninger,
organisationer,
klubber etc.
3. Asociale og passive
aktiviteter såsom
fjernsyn
To former for social
kapital:
1. Afgrænset
(’bonding’)
2. Brobyggende
(’bridging’)
Med afsæt i denne grundlæggende forståelse af social kapital, vil jeg i det følgende
undersøge, hvordan begrebet nærmere kan anskues i relation til organisatorisk viden.
62 Modellen er til dels formet med inspiration fra Sara Rosenmeier (2004), p. 28.
39

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
4 Social kapital og organisatorisk viden
Som McKinseys analyse fremhæver, synes der at være store forskelle på, hvor gode
organisationer er til at understøtte skabelsen og delingen af organisatorisk viden. Præcist
hvad der gør, at nogle virksomheder synes at have en bedre evne til dette, er derfor et
centralt og omfattende spørgsmål, som i de seneste årtier i stigende grad har optaget
virksomheder og forskere på tværs af brancher og fagdiscipliner. Omfanget og
kompleksiteten af teorier, som forsøger at besvare dette spørgsmål, vidner om, at der
hverken findes en simpel eller endegyldig opskrift, som organisationer uden videre kan
følge. Snarere er der tale om en række af mere eller mindre forbundne faktorer som kultur,
infrastruktur, organisering m.m., hvis optimale sammensætning i høj grad afhænger af den
virkelighed og kontekst, som en given organisation befinder sig i.
Organisatorisk viden kan opdeles i fire former baseret på henholdsvis typen (tavs/eksplicit)
og lokationen af viden (individuel/social) (se kapitel 2). Denne opdeling er relevant i forhold
til virksomheders evne til at understøtte organisatorisk viden, hvilket i høj grad afhænger af
deres evne til at facilitere en proces, hvorigennem tavs og eksplicit viden løbende udvikles
gennem fire faser. En proces, som begrebet om praksisfællesskaber synes at understøtte
ved at facilitere meningsdannelse i grupper.
Som gennemgået i kapitel 3 giver begrebet social kapital en række værktøjer til at forstå
socialiseringsprocesser, som har indflydelse på aktørers tilegnelse af viden. I forlængelse af
dette vil jeg i dette kapitel undersøge, hvordan social kapital kan siges at facilitere
skabelsen og delingen af organisatorisk viden. Denne undersøgelse vil både tjene som
fundament for en kort analyse af den sociale kapital i dele af Region Syddanmark (kapitel 5)
og for en efterfølgende konstruktion af en model, som kan anvendes til at designe social
software systemer, der mere målrettet understøtter social kapital (kapitel 6).
4.1 Hvordan understøtter social kapital skabelsen og delingen af
organisatorisk viden?
Hvor Coleman primært har beskæftiget sig med den sociale kapitals betydning for individets
tilegnelse af viden, retter forfattere som Nahapiet & Ghoshal (1998) samt Adler & Kwon
(2002) fokus mod den sociale kapitals betydning for evnen til at skabe og dele viden
indenfor organisationer. 63
Nahapiet & Ghoshal undersøger i deres artikel Social Capital, Intellectual Capital and The
Organizational Advantage (1998), hvordan social kapital faciliterer skabelsen af ny organi-
63
Colemans primære fokus var at undersøge betydningen af social kapital for skoleelevers
læringsprocesser.
40

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
satorisk viden, eller hvad de i artiklen refererer til som intellektuel kapital. 64 Deres
grundlæggende tese er, at social kapital består af tre forskellige dimensioner, der hver
faciliterer skabelsen og udvekslingen af viden. I den sammenhæng er en af deres
hovedpointer, at organisationer kan investere i hver af disse dimensioner for derigennem at
skabe bedre rammer for skabelsen af organisatorisk viden og dermed større organisatoriske
fordele.
4.1.1 Definition og udvidelse af begrebet social kapital
Nahapiet & Ghoshals forståelse af social kapital bygger i høj grad på teoretikere som
Coleman, Putnam og Bourdieu, hvilket bl.a. kommer til udtryk i deres definition af
begrebet:
”We !..." define social capital as the sum of the actual and potential resources embedded
within, available through, and derived from the network of relationships possessed by an
individual or social unit.” Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 243
Social kapital indbefatter således både et netværk af sociale relationer samt de aktiver, som
kan mobiliseres igennem dem. Nahapiet & Ghoshals definition har således stærke
lighedspunkter med Bourdieu og Putnam, som begge ligeledes ser social kapital som
summen af de nuværende og potentielle ressourcer, som individet eller den sociale enhed
har adgang til gennem et netværk af sociale relationer (f.eks. adgang til informationer,
forretningsmuligheder etc.). Ligesom Coleman, Bourdieu og Putnam ser de social kapital
som en ressource, som er knyttet til de relationer, som eksisterer mellem personer, hvorfor
ingen aktør, i modsætning til andre kapitalformer, kan siges at have eksklusiv ejerskab over
denne ressource. Samtidigt er de enige med de tre forfattere i, at social kapital udgør en
ressource, som sætter aktører i stand til at opnå resultater, som ikke, eller kun vanskeligt,
kunne opnås uden adgang til disse ressourcer. Med en ambition om bedre at forstå social
kapitals rolle for skabelsen af intellektuel kapital i organisationer, undersøger Nahapiet &
Ghoshal egenskaberne ved disse ressourcer ved at anskue social kapital ud fra tre
forskellige dimensioner, som de kalder for henholdsvis den strukturelle, relationelle og
kognitive dimension og som faciliterer skabelsen og udvekslingen af viden: 65
Den strukturelle dimension
Den strukturelle dimension henviser til de overordnede netværksstrukturer og mønstre af
forbindelser, der eksisterer mellem aktører i netværket. Som sådan repræsenterer denne
dimension det netværk af relationer, som aktører har adgang til, hvorfor en analyse af
denne dimension typisk er funderet på at bestemme, hvem aktører er forbundne med, og
hvordan de er forbundne. For at bestemme dette undersøger man typisk tilstedeværelsen
64 Dette begreb behandles nærmere i 4.1.3.
65 Nahapet & Ghoshal (1998), pp. 244
41

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
eller fraværet af forbindelser mellem aktører, tæthedsgraden af eksisterende relationer
samt selve opbygningen og konfigurationen af netværksstrukturen. Derudover kigger man
på karaktertræk ved netværkets struktur, som eksempelvis om det er et åbent eller lukket
netværk, om der er stor spredning og redundans i, hvordan folk er forbundne eller, om der
er tale om et hierarkisk opbygget netværk. Det er således vigtigt at undersøge, ikke kun
hvem der er i netværk med hvem, men også styrken af relationerne samt, hvilken position
den enkelte har indenfor netværket. 66
Den strukturelle dimension dækker hermed over de netværksstrukturer, som både
Coleman, Bourdieu og Putnam argumenterer for, konstituerer et centralt element af den
social kapital, idet det influerer på individets handlingsmuligheder og adgang til ressourcer
som informationer, viden, penge etc. Med henvisning til Bourdieu kan en analyse af de
sociale strukturer derfor sige noget om værdien af den eksisterende sociale kapital, idet
analysen giver et billede af densiteten, holdbarheden og summen af de sociale netværk,
som individerne har adgang til. Sammensætningen af disse netværksstrukturer siger derfor
også noget om, hvor godt organisationen understøtter skabelsen og vedligeholdelsen af den
sociale kapital på længere sigt. 67
Den kognitive dimension
Den anden dimension af social kapital, den kognitive dimension, refererer ifølge Nahapiet &
Ghoshal til de fælles repræsentationer, fortolkninger og meningssystemer, som har
indflydelse på aktørers evne til at kommunikere og forstå hinanden. Det kan være i form af
fælles koder og paradigmer, som faciliterer en fælles forståelse af kollektive mål og angiver
retningslinjer for aktørers adfærd indenfor det sociale system, hvilket i en organisation
f.eks. kan komme til udtryk i en fælles vision og værdisæt. Den samlede værdi af social
kapital som en ressource influeres således i høj grad af, om aktører kan indgå i en
meningsfuld kommunikation, eller om de hindres på grund af forskellige sprog, koder eller
andre meningsdannende elementer, som enten muliggør eller begrænser kommunikationen
mellem aktører. Som sådan indfanger denne dimension af social kapital meget godt
essensen af, hvad Coleman beskriver som ”the public good aspect of social capital”,
(Coleman 1990, p. 315) idet fordelene forbundet med den kognitive dimension gælder for
samtlige aktører i en given social struktur. 68
Den relationelle dimension
Den relationelle dimension af social kapital henviser til de aktiver, der skabes på baggrund
af de relationer, som personer udvikler gennem kontinuerlig interaktion. Hvor den
strukturelle dimension af social kapital dækker over, hvem man har kontakt med, og
66 Ibid. (1998), pp. 251
67 Coleman peger f.eks. på, at lukkede netværk og stabiliteten af netværket virker befordrende for
skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital, mens åbne netværk og stor ustabilitet (f.eks.
forårsaget af hyppig medarbejderudskiftning eller ændring af ledelsesstil) virker skadeligt.
68 Nahapiet & Ghoshal (1998), pp. 253
42

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
hvordan man har kontakt med dem, beskriver den relationelle dimension karakteren og
typen af den etablerede relation. Dette indebærer aspekter som tillid, normer, forpligtigelser
og forventninger samt identifikation. 69 Igen ses der her tydelige paralleller til Putnam og
Coleman, som understreger betydningen af henholdsvis tillid og normer og effektive
sanktioner. 70
4.1.2 Fælles forbindelser mellem de tre dimensioner af social kapital
På trods af deres forskellighed har disse dimensioner dét til fælles, at de konstituerer et
aspekt ved den sociale struktur og som sådan alle faciliterer forskellige former for
handlinger for de individer, som indgår i den sociale struktur. Et individs
handlingsmuligheder kan således enten styrkes eller begrænses af de ressourcer, som
udgøres af den form for social kapital, som vedkommende har adgang til. Eller sagt med et
mere simpelt eksempel, så har et individ med en central position i et relevant netværk
præget af gensidig tillid og effektive normer og sanktioner, bedre handlingsmuligheder, og
dermed adgang til en større ressource, end en person med en perifer position i et mindre
relevant netværk, præget af mindre tillid og større sproglige barrierer.
På trods af den analytiske adskillelse mellem disse dimensioner pointerer Nahapiet &
Ghoshal, at der ikke er tale om en isoleret udvikling af dem, men at de snarere er indbyrdes
forbundet på en række forskellige og komplekse måder, hvilket de peger på som et vigtigt
område for yderligere forskning. I forlængelse af dette undersøger Tsai & Ghoshal (1998)
senere, hvordan disse dimensioner indbyrdes understøtter hinanden.
Tsai & Ghoshal peger på, at den strukturelle dimension, som manifesterer sig i et netværk
af relationer baseret på gentagende sociale interaktion mellem aktører, over tid stimulerer
en opfattelse af tillid og troværdighed mellem aktører og på den måde påvirker udviklingen
af den relationelle dimension. Gentagende interaktion mellem aktører medfører således, at
netværkets medlemmer får et større kendskab til hinanden, hvorfor aktører med en central
position i et socialt netværk typisk opfattes som meget troværdige af andre aktører. Den
relationelle og kognitive dimension er ligeledes forbundet, idet fælles værdier og opfattelser,
funderet f.eks. i en organisations vision, fremmer udviklingen af tillidsfulde relationer. En
tillidsfuld relation mellem to aktører fordrer således, at aktørerne allerede har opnået en
fælles forståelse og evne til at kommunikere med hinanden, hvorfor elementer forbundet
med den kognitive dimension på den måde kan siges at være en forudsætning for
udviklingen af den relationelle dimension. Endvidere argumenter Tsai & Ghoshal for, at
strukturen af sociale relationer har indflydelse på både skabelsen og delingen af sprog,
koder, kollektive mål og værdier hos individer. De peger således på, at en aktørs position i
et socialt netværk har indflydelse på, i hvor høj grad denne deler værdier, sprog, koder etc.
69 Ibid. pp. 254
70 Se kapitel 3
43

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
med andre aktører, og at aktører med en central position i et netværk typisk også vil være
centrale for skabelsen og delingen af disse kognitive egenskaber. Samtidig bringer nye
medlemmer af en social struktur nye koder og værdier med sig, som gennem en proces af
interaktioner inkorporeres og påvirker skabelsen af nye forståelsesmønstre (f.eks. har en
central chefs sprog, værdier m.m. typisk større gennemslagskraft på fælles sprog, værdier,
normer m.m. end en aktør med en perifer position). Strukturen af eksisterende sociale
relationer (den strukturelle dimension) har således indflydelse på skabelsen af elementer
indenfor den kognitive dimension. 71
Disse forbindelser mellem dimensionerne er væsentlige at have for øje ved enhver
vurdering, analyse, investering eller anden undersøgelse af social kapital. For en
organisation, som ønsker at investere i social kapital, er det således vigtigt med en
helhedsorienteret indsats, idet en afgrænset investering i én af dimensionerne kun vil
medføre en mindre effekt, hvis de andre er mangelfulde. Udviklingen af en vision, der kan
sprede en kollektiv forståelse af organisationens mål, er således ikke meget værd, hvis ikke
der eksisterer tilstrækkelige sociale relationer, som binder medarbejdere eller
forretningsenheder sammen, ligesom udviklingen af tillidsfulde relationer mellem
medarbejdere vanskeliggøres, hvis medarbejderne ikke kan kommunikere og forstå
hinanden pga. for stor spredning i sprog, koder eller værdier.
4.1.3 Intellektuel kapital
Hvor Coleman (1988) argumenterer for, at den sociale kapital i familien og nærmiljøet
spiller en væsentlig rolle for udviklingen af human kapital hos individet, peger Nahapiet &
Ghoshal (1998) på social kapital som en betydningsfuld faktor for udviklingen af intellektuel
kapital i organisationer.
I Nahapiet & Ghoshals optik konstituerer de fire videnstyper, som Spender (1996) introducerer
(’conscious’, ’automatic’, ’objectified’ og ’collective’), tilsammen den intellektuelle
kapital i en virksomhed. 72 I deres artikel tager de dog primært udgangspunkt i den del af
den intellektuelle kapital, som er lokaliseret i de sociale strukturer, frem for hos individet,
og definerer i den sammenhæng intellektuel kapital som:
”!..." the knowledge and knowing capability of a social collectivity, such as an organization,
intellectual community, or professional practice.” (Nahapiet & Ghoshal 1998, p.
245).
71 Tsai & Ghoshal (1998), pp. 465
72 Jeg vil med udgangspunkt i Nahapiet & Ghoshals forståelse af begrebet fremover bruge termerne
intellektuel kapital og organisatorisk viden ud fra samme betydning og eksplicit gøre opmærksom på
det, såfremt jeg henviser til en specifik type af organisatorisk viden/intellektuel kapital.
44

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
Som denne definition antyder, er der store paralleller mellem begrebet intellektuel kapital
og begrebet human kapital, hvor Coleman forstår sidstnævnte som:
”!..." embodied in the skills and knowledge acquired by an individual.” (Coleman 1988, p.
100).
Hvor human kapital i Colemans forståelse således knytter sig til individuel viden (tavs såvel
som eksplicit viden), anvender Nahapiet & Ghoshal begrebet intellektuel kapital til at
adressere den fælles organisatoriske viden, som rummes i et socialt kollektiv. 73 De to
begreber adskiller sig således ved, at intellektuel kapital som ressource er forankret i de
sociale strukturer (ligesom også social kapital) og således ikke kan ejes af en enkelt aktør. I
modsætning hertil er human kapital som ressource lokaliseret hos individet. I lighed med
andre kapitalformer, heriblandt social kapital, repræsenterer de dog begge en produktiv
kraft, som sætter aktører i stand til at handle på nye måder.
Ved at anvende begrebet intellektuel kapital i stedet for human kapital tager Nahapiet og
Ghoshal afsæt i den form for organisatorisk viden, som Spender (1996) kalder henholdsvis
’collective’ og ’objectified’ (social tavs viden og social eksplicit viden), som begge er
videnstyper, der er forankret i en social struktur frem for i individet. 74 I modsætning hertil
kan human kapital, som Coleman forstår det, sammenlignes med de videnstyper, som er
lokaliseret hos individet, og som Spender karakteriserer som ’conscious’ og ’automatic’.
Som Spender peger på, har førstnævnte type af organisatorisk viden (’collective’) størst
strategisk betydning for organisationer, idet denne viden er forankret i de sociale strukturer
og som sådan har væsentlig indflydelse på alle medarbejderes handlingsmønstre samtidig
med, at den er yderst vanskelige for andre organisationer at kopiere. Uden at underkende
betydningen af den viden, som er lokaliseret i individet, og som, ifølge Coleman, i øvrigt
også påvirkes af social kapital (se kapitel 3.1.), tager Nahapiet & Ghoshal i deres
undersøgelse derfor udgangspunkt i, hvordan social kapital påvirker skabelsen af den type
af organisatorisk viden, som Spender omtaler som ’collective’ og ’objectified’, der som
videnstyper er forankret i de sociale strukturer, som findes i enhver organisation eller anden
social entitet. Her er det i øvrigt relevant at påpege, at Nahapiet & Ghoshal ikke opfatter
denne kollektive videnstype (’collective’) som blot en aggregering af en samling af
individers viden, men snarere som en viden, der er lokaliseret i komplekse og fælles sociale
praksisser og rutiner og dermed dybt forankret i en social kontekst. 75 Som sådan påvirkes
73 I den gængse forståelse indbefatter begrebet intellektuel kapital begrebet human kapital, men er
bredere, idet det også henviser til viden lokaliseret i de sociale strukturer. Da Nahapiet & Ghoshal
primært er interesseret i, hvordan social kapital understøtter skabelsen af den ’”sociale” type af
organisatorisk viden, anvender de i artiklen begrebet intellektuel kapital mere snævert som
ensbetydende med den ”sociale” viden. Jeg vil følgende anvende intellektuel kapital ud fra samme
snævre forståelse, velvidende at begrebet normalt anvendes som et bredere begreb, der refererer til
alle fire typer af organisatorisk viden.
74 Se også kapitel 2.2
75 Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 246
45

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
skabelsen af denne videnstype i høj grad af de sociale strukturer, som binder en gruppe,
organisation eller hvilken som helst anden social entitet sammen, idet strukturerne danner
rammen for handling.
4.1.4 Udvikling af intellektuel kapital gennem kombination og udveksling
af viden
Nahapiet & Ghoshal undersøger, hvordan intellektuel kapital skabes med udgangspunkt i
Schumpeter (1934) samt Moran & Ghoshal (1996). Begge argumenterer for, at alle
ressourcer, herunder viden, skabes gennem to generiske processer, hvor ressourcer
henholdsvis kombineres og udveksles. 76
Med henvisning til flere teoretikere peger Nahapiet & Ghoshal på, at ny viden
grundlæggende skabes i en proces, der enten er præget af gradvise forandringer, hvor
eksisterende viden langsomt udvikles og forfines eller gennem radikale forandringer, hvor
ny viden slår igennem f.eks. som følge af en revolution eller et pludseligt paradigmeskift. 77
Fælles for disse processer er, at ny viden udvikles ved at kombinere og udveksle elementer,
som tidligere ikke har været forbundet eller associeret med hinanden.
Eftersom intellektuel kapital generelt skabes i en proces, hvor viden og erfaringer fra
forskellige aktører kombineres, kræver dette en udveksling mellem de involverede parter.
Det kan både være eksplicit viden, der deles mellem individer eller organisationer (ved
overføring af informationer i form af eksempelvis notater, rapporter, produkter, etc.) såvel
som tavs viden, der i højere grad skabes gennem en social proces baseret på interaktion og
samarbejde. I deres forståelse skabes intellektuel kapital dermed i en vekselvirkende
proces, hvor viden kombineres og udveksles mellem parter.
Nahapiet & Ghoshal identificerer i den forbindelse fire grundlæggende betingelser, som skal
være til stede for, at denne proces kan forløbe:
1. Aktører skal have adgang til grupper eller individer, som besidder den relevante
viden for at kunne kombinere/udveksle intellektuel kapital.
2. Aktører skal have positive forventninger af værdien ved at involvere sig i en
kombination/udveksling af intellektuel kapital.
3. Aktører skal være motiveret for at kombinere/udveksle intellektuel kapital.
4. Aktører skal have de fornødne evner til at kunne kombinere/udveksle intellektuel
kapital.
76 Schumpeter (1934) og Moran & Ghoshal (1996) i Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 248
77 Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 248
46

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
Nahapiet & Ghoshals forståelse af kombination adskiller sig dermed på visse punkter fra
Nonaka & Takeuchis forståelse af samme proces. Nonaka & Takeuchi ser således
kombination som én fase, hvor forskellige typer af eksplicit viden kombineres for herefter i
en anden fase at blive internaliseret og omdannet til tavs viden. I modsætning hertil mener
Nahapiet & Ghoshal, at tavs viden eksisterer i alle processer, hvor viden skabes, og at
kombination og udveksling som grundlæggende generiske processer ligger til grund for alle
former for omdannelse af viden.
Nahapiet & Ghoshals brug af termen kombination er derfor mere generel og skal ses i
sammenhæng med deres førnævnte forståelse af intellektuel kapital som et begreb, der,
om end de har fokus på den kollektive viden, omfatter både den eksplicitte og tavse
dimension af viden, lokaliseret i individer, såvel som i sociale strukturer.
4.1.5 Social kapital som facilitator for skabelsen af intellektuel kapital
Nahapiet & Ghoshals grundlæggende pointe er, at elementer indenfor de tre dimensioner af
social kapital på forskellig vis faciliterer udviklingen af de fire grundlæggende betingelser for
skabelsen af intellektuel kapital, og illustrerer dette ved hjælp af nedenstående model: 78
Model 4.1. Social kapital som betingelse for skabelsen af organisatorisk viden (Nahapiet &
Ghoshal 1998).
78 Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 251
47

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
Som det fremgår, understøtter den strukturelle dimension primært, men ikke udelukkende,
første betingelse, nemlig at aktører kan tilgå relevante individer og/eller grupper. Som del
af den kognitive dimension understøtter fælles koder, sprog og narrativer på forskellig vis
både, at individer har adgang til relevante individer og grupper (første betingelse), at de
kan skabe sig en forventning af værdien ved deres deltagelse (anden betingelse), og at de
rent faktisk besidder de fornødne evner til at kunne kommunikere meningsfyldt med
hinanden (fjerde betingelse). Tillid, normer, forpligtigelser og identifikation, som er
elementer i den relationelle dimension, understøtter udover første og anden betingelse også
aktørernes motivation for at udveksle og kombinere viden med hinanden (tredje
betingelse).
Jeg vil her undlade at beskrive detaljerne for denne proces, men blot konstatere, at disse
dimensioner af social kapital på forskellig vis understøtter skabelsen af den form for
organisatorisk viden, som er lokaliseret i sociale strukturer (’objectified’ og ’collective’) og
som er central for organisationers evne til at understøtte, hvad der i rapporten af McKinsey
betegnes som ’tacit interactions’. Derimod vil jeg med baggrund i Nahapiet & Ghoshals
argument om, at de tre dimensioner faciliterer skabelsen af intellektuel kapital (her specifikt
forstået som den organisatoriske viden, der findes i sociale strukturer), senere undersøge,
hvordan forskellige komponenter af social software understøtter netop disse dimensioner.
Modellen har flere lighedspunkter med Adler & Kwons (2002) opfattelse af, hvordan social
kapital giver anledning til forskellige organisatoriske fordele ved at influere på aktørers
mulighed, evne og motivation for at interagere med hinanden og dermed drage nytte af de
ressourcer, som den sociale kapital tilbyder. Som Adler & Kwon peger på, udgør en aktørs
netværk af sociale relationer et væsentligt aktiv, idet aktøren i kraft af disse relationer har
adgang til flere ressourcer, hvilket øger vedkommendes handlingsmuligheder. Aktørers
evner til at kommunikere meningsfuldt er et andet central element af den sociale kapital.
Ligesom Nahapiet & Ghoshal peger Adler & Kwon på, at store forskelle i aktørers
kompetencer og ressourcer kan vanskelig- eller ligefrem umuliggøre aktørers udveksling og
kombination af viden. F.eks. kan en relation til en produktionsingeniør være gavnlig for en
produktdesigner, idet førstnævnte potentielt kan give værdifuld viden om, hvorvidt et givet
produkt kan produceres eller ej. Denne kontakt er dog ikke meget værd, hvis ikke begge
personer har den nødvendige forståelse for hinandens felt til at kunne kommunikere
meningsfuldt. Forbindelsen imellem dem er således ikke nok i sig selv til at aktivere
værdien af den sociale kapital. Udover at aktørerne rent faktisk skal have kendskab til
hinanden og have de nødvendige evner til at indgå i en meningsfuld kommunikation,
kræves det derfor også, at individerne har en tillidsfuld relation og en gensidig
forventningsstruktur for, at de er motiveret til at dele viden. 79
79 Adler & Kwon (2002), pp. 24
48

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
Hvad Adler & Kwon omtaler som mulighed, evne og motivation, kan derfor sammenlignes
med, hvad Nahapiet & Ghoshal definerer som henholdsvis den strukturelle, kognitive og
relationelle dimension. Den strukturelle dimension har indflydelse på aktørers mulighed for
at dele viden (i kraft af deres sociale netværk), den kognitive dimension har indflydelse på
aktørers evne til at dele viden (i kraft af deres evne til at kommunikere meningsfuldt) og
den relationelle dimension har indflydelse på aktørers motivation for at dele viden (i kraft af
deres tillid, normer, gensidige forventningsstrukturer m.m.).
I forlængelse af ovenstående er det således en central pointe hos Nahapiet & Ghoshal såvel
som hos Adler & Kwon, at en stigning i summen af den sociale kapital i en organisation vil
have en positiv indvirkning på skabelsen og delingen af organisatorisk viden. Dette rejser
følgende et naturligt spørgsmål om, hvordan organisationer mere specifikt kan understøtte
skabelsen og vedligeholdelsen af disse dimensioner af social kapital, hvilket jeg, med
baggrund i begrebet om praksisfællesskaber, vil undersøge i det følgende kapitel.
4.2 Sammenhængen mellem praksisfællesskaber og social kapital
I forlængelse af de mange positive effekter, som ofte forbindes med social kapital
(heriblandt effekten på organisatorisk viden), har flere forfattere undersøgt, hvordan
organisationer aktivt kan fremme den sociale kapital. 80 Forfattere som Lesser & Prusak
(1999), Lesser & Storck (2001) og Abou-Zeid (2007) peger i den forbindelse på en række
positive forbindelser mellem praksisfællesskaber og social kapital.
Lesser & Prusak argumenterer således for, at praksisfællesskaber fremmer medlemmernes
muligheder for at udvikle deres netværk med individer, der deler samme interesser som
dem selv, og at praksisfællesskaber derfor virker befordrende for skabelsen og
vedligeholdelsen af den strukturelle dimension af social kapital. Et forhold, som Dalkir
(2005) også peger på:
”Knowledge-sharing communities are the primary producers of social capital, as they
provide the opportunity for individuals to develop a network with members who share
similar professional interests.” (Dalkir 2005, p. 135).
I den forbindelse er det væsentlig at understrege, at praksisfællesskaber ikke kun giver
fordele for de enkelte medlemmer, idet individer, som er uden for netværket, også kan tilgå
80 For mere om. hvordan organisationer kan investere i social kapital se: Prusak & Cohen (2001a),
Prusak & Cohen (2001b), Nahapiet & Ghoshal (1998), Lesser (2000) og Vilanova & Josa (2003) m.fl.
49

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
de specifikke ressourcer (i form af f.eks. viden eller kontakter), som praksisfællesskabet
indeholder eller har adgang til. 81
De egenskaber som knytter sig til praksisfællesskaber (fælles virksomhed, gensidig
engagement og fælles repertoire) virker samtidig befordrende for medlemmernes skabelse
og vedligeholdelse af et fælles sprog og en fælles forståelsesramme. Gennem kontinuerlig
deltagelse og tingsliggørelse (i f.eks. dokumenter, filer, produkter etc.) udvikler
medlemmerne således et fælles sprog (fagtermer, metaforer, historier etc.), som letter
deres evne til at forstå hinanden, og faciliterer, hvad der i relation til social kapital, kan
betegnes som den kognitive dimension. Ligeledes fremmer den kontinuerlige interaktion
mellem medlemmer i et praksisfællesskab en indbyrdes tillid til og forpligtigelse over for
hinanden, ligesom den fremmer udviklingen af fælles normer og værdier. Dvs. aspekter
som kendetegner den relationelle dimension.
Lesser & Prusak argumenterer således for, at individers medlemskab og interaktion i
praksisfællesskaber er en væsentlig drivkraft for skabelsen og vedligeholdelsen af social
kapital, hvorfor de opfordrer organisationer til at skabe optimale rammer og betingelser for
udviklingen af praksisfællesskaber. 82 En hypotese, som Lesser & Storck (2001) senere
bekræfter med baggrund i empiriske undersøgelser. Ved at studere praksisfællesskaber i
syv virksomheder argumenterer de således for, at den sociale kapital, der er til stede i disse
praksisfællesskaber, leder til ændringer i adfærd, som igen leder til positive effekter for
organisationernes overordnede præstationsevne.
Mens Lesser & Prusak og Lesser & Storck primært peger på praksisfællesskaber som en
drivkraft for skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital, argumenterer Abou-Zeid (2007)
for, at det omvendte også er tilfældet. Dvs. at social kapital også influerer på effektiviteten i
et praksisfællesskab. Abou-Zeid argumenterer således for, at forholdet mellem
praksisfællesskaber og social kapital kan karakteriseres som vekselvirkende og dynamisk.
Ligesom deltagelsen i praksisfællesskaber faciliterer skabelsen og vedligeholdelsen af social
kapital, influerer social kapital således også på effektiviteten i et praksisfællesskab, idet den
eksisterende sociale kapital i høj grad influerer på medlemmernes indbyrdes interaktion. 83
81 Praksisfællesskaber er således ikke lukkede eller isolerede fra resten af organisationen.
82 For mere om hvordan organisationer kan understøtte praksisfællesskaber se bl.a.: Lesser & Prusak
(1999) og Wenger (1998).
83 Her er til en hvis grad igen tale om ”hønen-og-ægget” problematikken, der som tidligere nævnt (se
kapitel 3) karakteriserer social kapital og som gør det vanskeligt at isolere årsag og effekt i relation til
social kapital.
50

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
Både den sociale kapital og deltagelsen i praksisfællesskaber fremmer de socialiseringsprocesser,
hvorigennem især den tavse, kollektive type (’collective’) af organisatorisk viden
skabes og vedligeholdes (se kapitel 2 og 4). I relation til organisatorisk viden er der således
meget der taler for, at organisationer bør investere både i praksisfællesskaber og i den
social kapital, idet de gensidig påvirker og understøtter hinanden (positivt såvel som
negativt). En lav social kapital vil således væsentlig reducere effektiviteten i
praksisfællesskaber, ligesom skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital i høj grad
afhænger af, at individer kan deltage i en fælles praksis.
4.3 Hvad betyder Internettet for skabelsen af social kapital?
”The internet is the largest and most fully connected social network of them all.”
(Wellman 2001, p. 2031).
Flere forfattere har forsøgt at undersøge relationen mellem Internettet og social kapital,
som oftest med det formål at finde ud af, om Internettet understøtter eller skader den
sociale kapital. Konklusionerne på dette punkt er tvetydige og er som regel præget af,
hvorvidt forfatterne karakteriserer tiden brugt på Internettet som en social aktivitet eller
som en passiv aktivitet på linje med f.eks. det at se fjernsyn. Et centralt emne for denne
diskussion er således, om anvendelsen af Internettet bidrager til at skabe og vedligeholde
sociale relationer, eller om tiden i en social kapital kontekst snarere kan anses som spildtid
og dermed skadelig, idet den fratager os tid, som vi i stedet kunne have anvendt til at
involvere os med hinanden.
Standpunkterne i diskussionen om, hvordan anvendelsen af Internettet påvirker den sociale
kapital, kan groft inddeles i to lejre:
1. Internettet mindsker den sociale kapital.
2. Internettet supplerer den sociale kapital.
Forfattere med det første standpunkt argumenterer typisk for, at Internettet primært
anvendes til underholdning, informationssøgning og andre asociale aktiviteter, som
grundlæggende frarøver folk den tid, de ellers ville bruge med deres familie eller venner.
Herudover argumenterer forfattere som Quan-Haase & Wellman (2004), 84 at den globale
kommunikation, som Internettet tilbyder, ofte medfører, at folk bliver mindre interesseret i
deres lokalområde og i politik, hvilket man, med afsæt i Putnam, kan argumentere for,
84 Quan-Haase & Wellman (2004), p. 116 i Huysman & Wulf (2004)
51

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
medfører, at den sociale kapital (især den brobyggende) mindskes. Forfattere som Cohen &
Prusak (2001) peger samtidigt på, at virtuel kommunikation, set i forhold til face-to-face
kommunikation, indeholder nogle begrænsninger i forbindelse med social kapital, idet:
# Ingen af de eksisterende virtuelle teknologier understøtter (endnu) det komplekse
sanseapparat, hvormed vi som mennesker kommunikerer og relaterer til hinanden
(f.eks. vha. gestik, dufte, lyde, etc.) og dermed opbygger social kapital.
# Virtuel kommunikation er ofte kort, afbrudt, og uregelmæssig, men skabelsen og
vedligeholdelsen af holdbare sociale relationer og social kapital kræver regelmæssig
interaktion over en længere tidsramme.
# Virtuel kommunikation som e-mail og videokonference kan sommetider distrahere
folk fra mentalt at være tilstede der, hvor de fysisk befinder sig og som effekt
resultere i, at folk ”hverken er her eller der”. 85
I den anden lejr argumenterer forfattere som Williams (2006), Blanchard & Horan (1998)
samt Ellison & Lampe (2007) for, at Internettet supplerer den sociale kapital, som findes
offline. Internettet anskues som et kommunikationsmedie, der støtter aktører i at udvikle og
vedligeholde den eksisterende sociale kapital, som de f.eks. har opbygget gennem
telefonsamtaler eller face-to-face møder. Både Williams samt Ellison & Lampe
argumenterer, med henvisning til Putnams distinktion mellem brobyggende og afgrænsende
social kapital, at Internettet faciliterer skabelsen af den brobyggende sociale kapital, men
kun i ringe grad influerer på de mere nære relationer, som kendetegner den afgrænsende
sociale kapital. Williams peger på, at Internettet sætter folk i stand til at interagere med et
stort antal mennesker og dermed danne og vedligeholde mere løse sociale relationer, end
de kan offline, og at omkostningerne forbundet med at forme og forlade sociale netværk er
lavere, end de er i den ”virkelige” verden. Omvendt er den mere løse og sporadiske
interaktion på Internettet ikke særlig befordrende for skabelsen af dybere og mere tætte
relationer, da disse er mere tidskrævende og kræver gentagende face-to-face interaktion
for at kunne udvikles. Omtrent samme konklusion drager Ellison & Lampe i deres
undersøgelse af, hvordan den sociale netværkstjeneste Facebook influerer på den sociale
kapital blandt skoleelever. På baggrund af empiriske data konkluderer de i undersøgelsen,
at Facebook virker fremmende for den brobyggende sociale kapital, men at dette i høj grad
synes at være nært forbundet med elevernes allerede eksisterende sociale kapital. Med
andre ord synes de elever, som til daglig har et veludviklet socialt netværk, at nyde større
fordele af en tjeneste som Facebook, end de elever som har adgang til en ringere social
kapital. Online interaktion synes derfor at booste den eksisterende offline sociale kapital,
som eleverne har adgang til, hvilket i øvrigt stemmer meget godt overens med Coleman og
85 Cohen & Prusak (2001), p. 163
52

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
Bourdieus førnævnte pointer om, at social kapital akkumulerer eksponentielt over tid lidt
ligesom penge i banken (renters rente). De, der har meget af den, udvikler mere over tid,
end de, der har lidt.
Som Quan-Haase & Wellman peger på, vanskeliggøres undersøgelser af sammenhængen
mellem social kapital og anvendelsen af Internettet bl.a. af, at Internettet udvikler sig med
meget stor hast både teknologisk, omfangsmæssigt samt i måden, hvorpå det anvendes.
Udviklingen af Internettet har de senere år været så markant, at flere taler om en ny
version af Internettet (Web 2.0), hvor det nye Internet adskiller sig fra ”det gamle” ved at
være baseret mere på deltagelse og interaktion frem for på underholdning og
informationssøgning. 86 Samtidigt anvender personer eller grupper af personer også
Internettet meget forskelligt, hvorfor det kan være problematisk at sige noget generelt om,
hvordan Internettet isoleret set influerer på den sociale kapital. Idet online og offline
fællesskaber imidlertid ikke nødvendigvis ekskluderer hinanden, men snarere kan ses som
komplementære, støtter jeg mig i opgaven primært til Williams (2006) pointe om, at
relationen mellem sociale og teknologiske netværk ikke er ”en enten eller” diskussion. 87
Hvad enten man mener Internettet påvirker social kapital positivt eller negativt, er der dog
enighed så langt som til, at Internettet, som en virtuel ramme for social interaktion, i hvert
fald har en indflydelse på skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital. Huysman & Wulf
(2005) argumenterer for, at dette gælder for alle IT-baserede kommunikations- og
samarbejdsværktøjer, og at mange videndelingssystemer netop ofte fejler, fordi man i
designet af dem, ikke tager tilstrækkelig højde for den sociale kapital i organisationen, som
de implementeres i. Som sådan peger de derfor på, at en social kapital analyse kan give
værdifulde oplysninger til designet af videndelingssystemer og dermed øge sandsynligheden
for, at de anvendes optimalt i forhold til deres hensigt om at understøtte videndelingen i
den pågældende organisation.
86 Tim O’Reilly, som anses som faderen til begrebet web 2.0, taler også om en udvikling fra ’read’ web
til ’write’ web, hvormed det skal forstås, at tendensen er, at brugere i dag anvender Internettet mere
aktivt end tidligere, hvor anvendelsen af Internettet var en mere passiv aktivitet. Tim O’Reilly, (sept.
2005) ”What is Web 2.0”. Lokaliseret den 28 Juli 2008 på
http://www.oreillynet.com/pub/a/oreilly/tim/news/2005/09/30/what-is-web-20.html
87 Williams (2006)
53

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
4.4 Social kapital som analyseværktøj
”Successfully marshalling human and technological resources in tandem is the
key organisational and social challenge of our times. Organisations have been
mystified as to why ICTs [Information and communication technologies] have
failed to deliver promised productivity benefits, only to find that they have paid
insufficient attention to the social infrastructure in which these new tools are
embedded.”
(Hutton i Davies 2003, p. 1).
I samklang med ovenstående citat argumenterer Huysman & Wulf (2005) for, at mange ITbaserede
videndelingssystemer i organisationer fejler, fordi designere af systemerne har et
for ensidigt fokus på den individuelle bruger frem for på det sociale miljø, hvori viden
udveksles og kombineres. Som følge heraf tager systemerne ikke tager tilstrækkelig højde
for brugeres mulighed, evne og motivation for at dele viden. I relation til videndeling kan
social kapital som begreb med fordel anvendes til at undersøge sociale strukturer, hvori
netop den sociale og tavse (’collective’) viden er indlejret.
Huysman & Wulf peger på, at langt de fleste videndelingssystemer primært understøtter
den strukturelle dimension af social kapital, men kun i langt mindre grad understøtter den
kognitive og relationelle dimension med det resultat, at flere af systemerne ikke anvendes
efter hensigten pga. brugernes manglende evne eller motivation til at anvende systemet til
at dele viden. Som følge heraf peger de på, at videndelingssystemer bør designes ud fra en
mere integreret tilgang, der understøtter samtlige dimensioner af den social kapital. For at
sikre dette argumenterer de for, at man forud for designet foretager en kravsanalyse med
udgangspunkt i den sociale kapital, som eksisterer i den pågældende gruppe eller
organisation, hvor IT-systemet skal implementeres, og her identificerer eventuelle
muligheder, udfordringer, barrierer m.m., som systemet bør tage højde for. En sådan
analyse af social kapital kan med fordel foretages med udgangspunkt i Nahapiet &
Ghoshals (1998) samt Adler & Kwons (2002) førnævnte begrebsapparater, da disse giver en
operationel forståelse af, hvad social kapital er, og hvordan det faciliterer viden.
Som tidligere nævnt, argumenterer Nahapiet & Ghoshal for, at den strukturelle dimension
(konfigurationen af netværket og sammensætningen af relationer), har betydning for
aktørers adgang til relevante sociale netværk. Adgangen til disse netværk er en
forudsætning for, at skabelsen og delingen af organisatorisk viden kan finde sted, og det er
54

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
således den strukturelle dimension, der, som Adler & Kwon pointerer, giver aktører
mulighed for at danne de relationer, hvorigennem viden deles. Som Huysman peger på, bør
en undersøgelse af strukturen og konfigurationen af netværket foretages ved bl.a. at
undersøge, hvem der deler viden med hvem, og hvordan de gør det, idet dette kan give et
billede af eksisterende eller manglende muligheder, barrierer eller udfordringer i forbindelse
med at forme og vedligeholde relationer. 88 En analyse med dette fokus kan samtidig give en
indikation af, om strukturen af de sociale netværk virker befordrende for skabelsen af
organisatorisk viden, idet den giver information om, hvorvidt der er tale om lukkede
netværk, stabile netværk, om der er redundans m.m. 89
Den kognitive dimension kan, ifølge Adler & Kwon, ses som aktørers evne til at forstå
hinanden, hvilket i ligeså høj grad er en forudsætning for, at aktører kan dele viden. En
analyse af denne dimension bør fokusere på hvilke fælles sprog og narrativer, der eksisterer
i organisationen, og om medarbejderne har problemer med at forstå hinanden på grund af
f.eks. sproglige, uddannelsesmæssige eller kulturelle forskelligheder. I relation til viden
peger Huysman (2004) på, at man her bør undersøge, hvilken form for viden, der deles, og
alt efter styrken af den kognitive dimension, designe systemet så det giver medarbejdere
mulighed for at knytte tilstrækkelig mening til denne viden. Hvis den kognitive dimension af
den sociale kapital er svag (dvs. at de ikke deler samme forståelsesramme), bør systemer
således imødekomme dette ved i højere grad at sætte brugere i stand til at knytte mening
til denne viden og overkomme eventuelle kognitive forståelsesbarrierer (f.eks. ved hjælp af
kontekstmarkører, historier, video- og audioindslag etc.).
En analyse af den relationelle dimension bør, med reference til Adler & Kwon, se på aktørers
motivation for at dele viden, og indebærer som sådan et fokus på karakteren af gensidig
tillid og respekt, fælles normer samt det overordnede mønster af reciprocitet og
forventninger. I relation til viden peger Huysman på, at man her bør se på, hvorfor og
hvornår aktører deler viden. 90
En analyse af et socialt system foretaget ud fra ovenstående tilgang vil, ifølge Huysman,
generere værdifuld viden om de muligheder, udfordringer og barrierer, som et
videndelingssystem bør tage højde for og designes til at imødekomme. For overbliks skyld
kan denne tilgang opsummeres i nedenstående model:
88 Huysman & Wulf (2005), p. 19
89 Se Coleman i afsnit 3.4.1. for mere herom.
90 Huysman (2004), pp. 198 i Huysman & Wulf (2004)
55

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
Tabel 4.1. Betingelser for videndeling (Huysman & Wulf 2004, p. 198)
Videndelings
undersøgelses-
Hvem deler viden og,
hvordan deles den?
Hvilken viden deles? Hvorfor og hvornår
deles viden?
Spørgsmål
Dimensioner
(Nahapet & Ghoshal)
Strukturel dimension Kognitiv dimension Relationel dimension
Kilder til social
kapital (Adler &
Kwon)
Indhold
Mulighed Evne Motivation
# Netværksforbindelser # Fælles koder og # Tillid
# Konfiguration
sprog
# normer
# Organisation
# Fælles narrativer # forpligtigelser
# identifikation
# respekt
# generaliseret
reciprocitet
Betingelser for
Strukturel mulighed for
Kognitiv evne til at
Relationsbaseret
videndeling
at dele viden
dele viden
motivation til at dele
viden
For at få en mere praktisk indsigt i social kapitals betydning for organisationers evne til at
skabe og dele viden og herunder undersøge, hvordan IT kan understøtte denne, vil jeg i det
følgende undersøge, hvordan den sociale kapital kommer til syne blandt aktører i Region
Syddanmark. Da man her netop er i gang med at udvikle et videndelingssystem, er
ovenstående analyseapparat et udmærket værktøj til at se på, hvordan den sociale kapital
udfolder sig i praksis, og hvad dette i givet fald betyder for designet af det kommende
videndelingssystem.
4.5 Delkonklusion
Social kapital kan som begreb anvendes til at undersøge sociale strukturer, som har en
væsentlig indflydelse på individer, såvel på som organisationers evne til at producere, dele
og anvende viden, idet social kapital muliggør eller begrænser aktørers
handlingsmuligheder.
Coleman har peget på, hvordan social kapital har en væsentlig påvirkning på individers
evne til at producere viden (human kapital), mens både Nahapiet & Ghoshal (1998) samt
Adler & Kwon (2002) argumenterer for, at social kapital, som bestående af tre dimensioner,
er en væsentlig faktor og forudsætning for, at organisatorisk viden kan deles. Dermed
56

Kapitel 4: Social kapital og organisatorisk viden
følger, at en øget social kapital vil styrke organisationer evne til at skabe og dele
organisatorisk viden.
Deltagelse i praksisfællesskaber synes at understøtte skabelsen og vedligeholdelsen af både
den strukturelle, kognitive og relationelle dimension af social kapital, ligesom social kapital
(i kraft af gensidig tillid, fælles normer, og sociale netværk) er af afgørende betydning for,
at praksisfællesskaber kan fungere effektivt. Begreberne synes således at understøtte
hinanden i et dialektisk forhold, hvilket indikerer, at organisationer, der har ønsket om at
fremme skabelsen og vedligeholdelsen af organisatorisk viden, bør investere både i
praksisfællesskaber (offline såvel som online) såvel som i social kapital.
Med udgangspunkt i Huysman & Wulfs pointer om, at design af videndelingssystemer bør
tage udgangspunkt i en undersøgelse af den eksisterende sociale kapital, vil jeg i det
følgende kapitel belyse et eksempel på, hvordan en sådan kan foretages i mindre målestok
med udgangspunkt i en afdeling i Region Syddanmark, som netop er i gang med at designe
et nyt videndelingssystem.
57

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
5 Hvordan social kapital understøtter videndeling –
case analyse af Region Syddanmark
5.1 Præsentation og afgrænsning af case
I dette kapitel vil jeg, med udgangspunkt i et team i Region Syddanmark ved navn
Forebyggelsesteamet, diskutere, hvordan social kapital spiller en vigtig rolle for skabelse og
deling af viden mellem aktører indenfor sundhedsområdet i Region Syddanmark. Jeg vil
kortlægge de vigtigste udfordringer i forbindelse med at understøtte skabelsen og
vedligeholdelsen af denne sociale kapital og specifikt se på, hvordan teamets nuværende
anvendelse af IT kan siges at understøtte den sociale kapital. Da Forebyggelsesteamet i dag
er involveret i en udvikling af et nyt videndelingssystem, nemlig Dialognet, vil jeg senere (i
kapitel 6) anvende denne analyse af den sociale kapital som fundament for en vurdering af,
hvordan systemet i kraft af sin opbygning imødekommer de vigtigste udfordringer og
behov, som eksisterer i relation til social kapital og videndeling.
5.1.1 Mål og afgrænsning:
Forebyggelsesteamet indgår i et stort socialt system bestående af mange forskellige aktører
som f.eks. lægepraksisser, sygehuse, kommuner m.fl. At foretage en dækkende analyse af
den sociale kapital i et så komplekst system vil kræve en analyse, som for dette speciale vil
være alt for omfattende. I erkendelse af dette var mit indledende fokus derfor afgrænset til
en undersøgelse af, hvordan IT understøtter skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale
kapital internt i Forebyggelsesteamet. Efter flere samtaler med teamet stod det dog hurtigt
klart, at de største udfordringer i forhold til samarbejde og videndeling var i forbindelse med
teamets opgave med at facilitere skabelse og deling af viden både med såvel som mellem
deres klienter og samarbejdspartnere, mere end det var et spørgsmål om videndeling
internt i teamet. Jeg har derfor ændret mit indledende fokus og vil i analysen søge at give
et indblik i de generelle udfordringer for skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale kapital
både med og mellem Forebyggelsesteamet og deres klienter og samarbejdspartnere. I
forlængelse heraf undersøger jeg, hvordan deres nuværende brug af IT imødekommer disse
udfordringer.
Formålet med analysen er således at opnå en mere praktisk forståelse for, hvad social
kapital betyder for videndeling i en dansk organisation. Med udgangspunkt i denne korte
analyse vil jeg herefter senere i opgaven diskutere, hvordan Dialognet, i kraft af sin
opbygning, kan vurderes at imødekomme disse udfordringer. Analysen er således ikke kun
et mål i sig selv, men peger også fremad mod et senere kapitel.
58

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
5.1.2 Metode og validitet
Analysen vil tjene som fundament for en senere vurdering af, hvordan Dialognet som et
eksempel på et socialt software system imødekommer de specifikke udfordringer i forhold til
den sociale kapital blandt aktørerne i Region Syddanmark. Der vil være tråde tilbage til
Nonaka, Wenger, Coleman, Bourdieu, Putnam m.fl., men da målet ikke er en
tilbundsgående forståelse for teamets virkelighed i sig selv, tager jeg først og fremmest
udgangspunkt i dét teoriapparat, som Huysman & Wulf argumenterer for (se afsnit 4.5). I
sammenhæng med dette anvender jeg Nahapiet & Ghoshal samt Adler & Kwon til at
undersøge de vigtigste udfordringer indenfor den strukturelle, kognitive og relationelle
dimension af social kapital. Denne undersøgelse giver en praktisk forståelse af
sammenhængen mellem social kapital og organisatorisk viden, men tjener derudover også
som udgangspunkt for en senere analyse af, hvordan Dialognet understøtter den sociale
kapital.
Den praktiske indsamling af data bestod af en dags deltagende observation, hvor jeg fulgte
medarbejdernes arbejdspraksis, og hvor jeg primært fokuserede på deres anvendelse af IT.
Desuden udførte jeg semistrukturerede interview af mellem ! og 1! times varighed med
fem medarbejdere fra Region Syddanmark. Således interviewede jeg fra
Forebyggelsesteamet (som hører under Afd. for Kommunesamarbejde) teamlederen,
projektlederen for Dialognet, to projektkoordinatorer samt en webchef fra
Kommunikationsafdelingen. Alle udfylder centrale roller i arbejdet med at fremme
samarbejdet med og mellem aktører, der arbejder med sundhed og forebyggelse i Region
Syddanmark, og har som sådan gjort sig overvejelser omkring udfordringer og barrierer i
forbindelse med aktørernes videndeling.
Det begrænsede antal af interview og observationer reducerer naturligvis validiteten af
analysen som et overordnet billede af forholdene i Region Syddanmark, idet de ikke er
sammenholdt med andre aktørers opfattelse (som f.eks. kommunerne). Ligeledes ville
længerevarende observationer af arbejdspraksis naturligvis også bidrage til et mere
dækkende billede af, hvordan aktørerne anvender IT til at kommunikere i det daglige.
Formålet med analysen her er imidlertid at synliggøre, hvordan en operationel analyse af
social kapital kan give en værdifuld viden i relation til design og anvendelse af IT-baserede
videndelingssystemer. Målet er således ikke i sig selv en dækkende undersøgelse af den
sociale kapital i regionen, men snarere at synliggøre relevansen af en analysetilgang,
hvormed man kan undersøge de sociale strukturer.
En mere valid analyse af social kapital ville kræve en mere grundig indsamling af både
kvalitative og kvantitative data. Grundige etnografiske studier af kvalitativ karakter kan
med fordel anvendes til at afdække den relationelle og kognitive dimension af social kapital
59

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
gennem analyse af de sociale relationer og narrativer, som eksisterer i organisationen. 91
Tilsvarende kan en social netværksanalyse foretaget med baggrund i en kvantitativ
dataindsamling give en værdifuld indsigt i og visualisering af, hvordan relationerne i det
sociale netværk er struktureret. 92
5.1.3 Præsentation af case
Strukturreformen fra 2007 betød en nedlæggelse af de danske amter og en omfordeling af
tidligere ansvarsområder mellem kommuner, staten og de nye regioner. Som led i den
opfølgende sundhedslov fra august 2007 har de nye regioner fået ansvaret for
sundhedsvæsenet og dermed ansvaret for sygehusene og hele sygesikringsområdet,
herunder praktiserende læger og speciallæger. Kommunerne har til gengæld fået
overdraget det primære ansvar for at skabe rammer for en sund levevis og skal varetage
den såkaldte borgerrettede forebyggelse. Et ansvar, som regionerne hjælper dem med at
løfte ved at yde rådgivning til kommunerne om forebyggelse og fremme af sundhed.
I Region Syddanmark varetages denne opgave af Forebyggelsesteamet, som hører under
Afdelingen for Kommunesamarbejde. Teamets hovedopgave består i at rådgive kommuner
om forebyggelse og sundhedsfremmende initiativer samt at bidrage til udvikling og deling af
viden på området. I deres rådgivning fokuserer de på at skabe samarbejde og sparring på
tværs af kommuner, at bidrage til metodeudvikling samt at bygge bro mellem forskning og
praksis for derigennem at formidle den nyeste viden på området. Dette arbejde er særdeles
vigtigt, da kommunerne nu skal varetage nye opgaver, som de ikke har stor erfaring i at
løse. Forebyggelsesteamet løser i praksis denne rådgivningsfunktion ved at:
1. Arrangere temamøder om forebyggelse og sundhedsrelaterede emner, hvor viden
formidles og udveksles mellem kommuner (f.eks. om rygning og bevægelse).
2. Yde konsulentbistand til kommuner omkring specifikke sundhedsrelaterede emner.
3. Indgå i udviklingsprojekter sammen med kommuner og andre aktører (om f.eks.
patientrettet forebyggelse på sygehuse).
4. Tilbyde kompetenceudvikling gennem kurser, foredrag og oplæg.
Som disse tiltag viser, er opbyggelsen og delingen af viden en essentiel del af
Forebyggelsesteamets arbejde for fremme af folkesundheden. At Forebyggelsesteamet
hører under Afd. for Kommunesamarbejde understreger, at videndelingen skal ske i
samarbejde mellem kommunerne. Eller som Forebyggelsesteamets leder siger: ”vores
opgave er at facilitere relationer mellem kommuner”. 93 Det er i den forstand
91 For mere om dette, se Huysman & Wulf (2005).
92 Ibid. p. 32.
93 Af hensyn til informanternes fortrolighed har jeg valgt ikke at vedlægge optagelser af mine
interviews eller referaterne af dem. Disse kan dog rekvireres af sensor og/eller vejleder ved
henvendelse.
60

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
Forebyggelsesteamets opgave at facilitere udvikling og deling af en kollektiv viden i og
mellem kommunerne. En videnstype, som i Spenders termininologi kan anses som værende
både tavs og social (’collective’) samt eksplicit og social (’objectified’).
5.2 Udfordringer i forhold til at skabe og vedligeholde social
kapital i Region Syddanmark
Med det formål at identificere de vigtigste udfordringer i forbindelse med at skabe og
vedligeholde den sociale kapital, som synes central for evnen til at skabe og dele viden
mellem Forebyggelsesteamet og deres samarbejdspartnere, tager jeg nedenfor
udgangspunkt i Nahapiet & Ghoshals forståelse af social kapital som bestående af tre
dimensioner. Som tidligere gennemgået, definerer Nahapiet & Ghoshal social kapital som
bestående af tre dimensioner, der er kendetegnet ved at:
# Individer må opfatte sig selv som et del af et netværk (den strukturelle dimension).
# Aktørerne i et netværk deler fælles interesser og har en fælles forståelse for de
emneområder, som er vigtige for netværket, (den kognitive dimension).
# Der hersker en grad af tillid og fælles forpligtigelser mellem aktørerne i netværket
(den relationelle dimension).
Disse tre dimensioner har, med reference til Adler & Kwon, stor betydning for aktørers
mulighed, evne og motivation til at skabe og dele viden og udgør dermed en central
forudsætning for Forebyggelsesteamet arbejde med at facilitere samarbejde og videndeling
mellem de forskellige aktører i Region Syddanmark. En sådan analyse af det sociale system
kan, som Huysman & Wulf peger på, desuden give værdifuld viden om de eksisterende eller
potentielle udfordringer, muligheder og barrierer, man bør tage højde for i designet af et
videndelingssystem. Da Forebyggelsesteamet, som nævnt, netop er i gang med at designe
et videndelingssystem, vil en analyse af udfordringer i forbindelse med at skabe og
vedligeholde den sociale kapital i dette sociale system derfor tjene som fundament for en
senere analyse og vurdering af, hvorledes dette IT-system vil kunne imødekomme de
forskellige aktørers krav og forventninger til systemet.
5.2.1 Mulighed for at dele viden - hvem deler viden med hvem, og
hvordan gør de det?
Forebyggelsesteamets arbejde med at fremme forebyggelse og sundhed er todelt, således
at de både deler ud af egen viden og ekspertise om emnet samt støtter kommunerne i
regionen og andre interessenter (som interesseorganisationer, universiteter,
sygehuspersonale, praktiserende læger m.m.) til at samarbejde og dele værdifulde
erfaringer med hinanden.
61

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
Den første opgave varetages først og fremmest gennem afholdelse af
informationskampagner, temamøder og kurser og ved at tilbyde kommunerne individuel
konsultation og vejledning. Den anden opgave, altså facilitering af samarbejde mellem
kommunerne, fordrer i første omgang, at der etableres kendskab og relationer mellem
medarbejdere, som arbejder med sundhed i de enkelte kommuner, altså at de, som
Forebyggelsesteamet giver udtryk for, ”!..." lærer at bruge hinanden på kryds og tværs
uden os”. Forebyggelsesteamet fremmer skabelsen af disse relationer ved at opfordre til
fælles deltagelse i informationsmøder og kurser og ved at facilitere forskellige
projektbaserede interessegrupper med deltagere på tværs af kommuner, som deler viden
om emner som hjerterehabilitering, forebyggelse af rygning, overvægt m.m.
En væsentlig fordel ved møderne er, at de bringer interessenterne sammen, hvorved de
lærer hinanden at kende, men ulempen er samtidigt, at det er meget omkostningstungt at
samle så mange geografisk spredte aktører på det samme sted på regelmæssig basis. Den
fysiske og organisatoriske adskillelse medfører derfor en vis strukturel udfordring for
aktørerne i forhold til at danne og vedligeholde fælles relationer og medfører en vis
usikkerhed om, hvem der er hvem, hvem der ved hvad, og hvem der kender hinanden.
Medlemmerne i Forebyggelsesteamet peger selv på, at dette er en udfordring, idet de giver
udtryk for, at det kan være lidt tilfældigt, hvem der kender hvem, og at det kan være svært
at danne sig et overblik over sammensætningen af relationer, da mange af aktørerne ofte
har lært hinanden at kende i en anden og ofte privat sammenhæng. Som sådan peger de
derfor på, at det er en større udfordring for især nyansatte at vide, hvem de relevante
aktører er, hvordan de er forbundet, og hvilke kompetencer de hver især besidder. At
mange af relationerne netop er private, understreges af deres betegnelse af en gruppe af
personer som ”bevægelsesmafiaen”. Dette er en gruppe af personer, der alle kender
hinanden fra studietiden, og som i dag er ansat i sundhedsfaglige stillinger i de forskellige
kommuner og sundhedsfaglige institutioner og organisationer, og i kraft af deres kendskab
til hinanden har stor værdi for Forebyggelsesteamet:
”De gør, at vi kan få et forskningsprojekt op at stå, fordi de ved, hvor de relevante
mennesker er og kan let komme i kontakt med dem og dele viden med dem, fordi de har
personlige relationer med dem. Ja, de kender jo hinanden fra deres studietid og mødes
tit og deltager i de samme løb, og det betyder altså rigtig meget i forhold til en
nyuddannet, som jo slet ikke har de samme muligheder”.
Forebyggelsesteamet er således meget opmærksom på den betydning, som medarbejderes
sociale netværk har for teamets arbejde, idet netværket, som de selv er inde på, giver
større muligheder, heriblandt muligheden for at dele viden. Dette medfører naturligvis
fordele for de medarbejdere, som indgår i ”bevægelsesmafiaen”, men det indikerer
samtidigt også, at det samlede sociale system, som ”bevægelsesmafiaen” er omfattet i, ikke
er lukket. Dette medfører, ifølge Coleman, en skæv fordeling af den sociale kapital med det
62

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
resultat, at systemets samlede sociale kapital er mindre, end hvis det var lukket. 94 Hvis
relationerne, som ovenstående citat antyder, er af privat karakter, frem for funderet i de
positioner, som aktørerne besidder, medfører det et mere ustabilt system. Dette betyder, at
systemer er mere sårbart over for pludselige ændringer som f.eks. udskiftning af
medarbejdere, idet relationerne er knyttet til medarbejderen som privat person snarere end
til den position, som personen udfylder. 95 Når en medarbejder forlader organisationen,
medfører det, udover tabet af den specifikke viden, som medarbejderen er i besiddelse af,
derfor også et større tab af den sociale kapital, idet vigtige relationer til kunder og
samarbejdspartnere forsvinder sammen med medarbejderen.
Når Forebyggelsesteamet gør opmærksom på, at det kan være vanskeligt at vide, hvem der
ved hvad, og hvem der kender hinanden, indikerer det, sammenholdt med den private
karakter af relationerne, at densiteten af det samlede sociale netværk er relativ lav. For
flertallet af aktører, som ikke er organiseret i private netværk som f.eks.
”bevægelsesmafiaen”, medfører dette færre muligheder for at kombinere og udveksle
ressourcer såsom viden. Omfanget af aktører, samt den geografiske og organisatoriske
spredning af dem, medfører altså en udfordring indenfor den strukturelle dimension af
social kapital, idet det gør det vanskeligt for aktørerne at danne og vedligeholde relationer i
netværk. Dette reducerer deres mulighed for at skabe og dele viden.
5.2.2 Evne til at dele viden -hvilken type af viden deles der?
Den viden, som Forebyggelsesteamet søger at fremme, er både en faktuel viden om
forebyggelse og sundhed (såsom risici forbundet med alkohol, rygning, manglende motion
etc.) samt en processuel viden (såsom hvordan man bedst strukturerer et
forebyggelsesprogram, organiserer et systematisk genoptræningsforløb etc.). Set i relation
til Polanyis distinktion mellem tavs og eksplicit viden kan den processuelle viden her
karakteriseres som en viden om, hvordan man gør ting (know-how), som i hovedtræk er
tavs viden, mens den faktuelle viden er en viden om selve emnet (know-what) og i
hovedtræk kan karakteriseres som eksplicit.
Da aktørerne i det samlede system er ansat i mange forskellige organisationer og har
forskellige positioner og uddannelser, er der forskel på aktørernes faktuelle og processuelle
viden, hvilket potentielt kan udgøre en udfordring for aktørernes evne til at forstå og indgå i
meningsfuld kommunikation med hinanden.
Den processuelle viden (know-how) påvirkes i høj grad af organisationens kultur og kan
primært aflæses ud fra de rutiner og den tilgang, som medarbejderne har til deres arbejde
94 Idet ikke-medlemmer af ”bevægelsesmafiaen” har færre muligheder for at udvikle fælles normer,
tillid, og gensidige forpligtigelser. Se afsnit 3.4.1
95 Se afsnit 3.4.1.
63

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
og den måde, hvorpå de løser deres opgaver, mens den faktuelle viden (know-what) i
højere grad knytter sig til individernes uddannelse, erfaringer og arbejdsområde.
Aktørerne i kommunerne kommunikerer i store træk indenfor samme forståelsesramme.
Derimod synes der at være nogle udfordringer i forbindelse med kommunikationen mellem
regionen og kommunerne. Adspurgt om dette svarer en medarbejder i
Forebyggelsesteamet:
”Ja, da vi i 2007 startede som region, og vi lavede vores første store seminar, der
italesatte en sundhedsdirektør: I er for dygtige. Det der med at være for dygtige, det var
simpelthen noget med, at vi var for akademiske. !..." og det var ikke pænt ment, det der
med at vi var for dygtige. Altså vi var fremme i skoene, ikke? Det gav afstand. Og det
har jo gjort, at vi siden skulle tænke mere over de ord, vi bruger”.
Medarbejderen peger her på, at det anvendte sprog skabte afstand, fordi det adskilte sig for
meget fra det sprog, som anvendes i kommunerne. Udover at give anledning til rent
kognitive forståelsesproblemer (f.eks. gennem brug af fagudtryk, fremmedord etc.) kan
sproget, som medarbejderen her udtrykker, skabe afstand, fordi det manifesterer forskelle i
uddannelser, kultur, værdier m.m. Sproget som anvendtes i Forebyggelsesteamet var
således i høj grad formet af medlemmernes uddannelsesmæssige baggrund som
akademikere, hvilket skabte afstand, sandsynligvis fordi det synliggjorde en forskellighed
mellem Forebyggelsesteamet og de ansatte i kommunerne, som typisk har andre kortere
uddannelser. Som teamet peger på, har mange af de ansatte i regionerne (herunder de
ansatte i Forebyggelsesteamet) tidligere arbejdet for amterne, hvilket har skabt problemer
pga. af det tidligere forhold mellem amterne og kommunerne og forskelle i den måde, man
har været vant til at arbejde på:
”Vi er rundet af et bureaukrati, som skriver !har" en meget standhaftig måde at
formulere os på i breve og notater, som vi faktisk arbejder noget med nu, fordi det
meget har været sådan storebror lillebror-forhold, fordi amterne før har været
storebroren. Og det har vi måttet kæmpe med at sno os ud af”.
Alt i alt vidner dette om, at der eksisterer visse udfordringer mellem hhv. medarbejderne i
Forebyggelsesteamet og kommunerne i forbindelse med den kognitive dimension. De
historiske, kulturelle og uddannelsesmæssige forskelle mellem medarbejderne og mellem
organisationerne, de arbejder i, forplanter sig i sproget og kan, som førnævnte citat giver
udtryk for, give anledning til afstand mellem aktørerne. Dette gør det dermed vanskeligere
for aktørerne at kommunikere med og forstå hinanden, og har således en negativ effekt på
deres evne til at dele viden.
64

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
Forebyggelsesteamet peger dog på, at denne forskel til dels er blevet reduceret, efter at
kommunerne som følge af strukturreformen har ansat flere akademikere til at varetage flere
opgaver (som før primært lå i amterne) i forbindelse med forebyggelse og sundhed. Med
tiden vil dette sandsynligvis mindske forskellene mellem aktørernes faktuelle (know-what)
og processuelle (know-how) viden og dermed reducere den afstand, som aktørerne giver
udtryk for.
På trods af denne udvikling vil aktørernes fordeling i forskellige organisationer og positioner
fortsat udgøre en udfordring for deres evne til at kommunikere og dele viden med
hinanden. Om end betydningsfuld, synes denne kognitive udfordring dog ikke at være af en
sådan grad, at det umuliggør fælles kommunikation og videndeling. Som udfordring synes
denne derfor, set i relation til den strukturelle udfordring, ikke at have helt så stor vægt og
betydning.
5.2.3 Motivation for at dele viden - hvornår deler aktørerne viden og
hvorfor gør de det?
I forbindelse med forebyggelse og sundhed deler kommunerne i dag primært viden gennem
temamøder, seminarer, projekter, interessegrupper, kurser etc., som Forebyggelsesteamet
som regel har arrangeret eller er tovholdere for. Det lader derimod til at være sjældent, at
kommunerne deler viden om disse emner uafhængigt af Forebyggelsesteamet, hvilket ellers
på sigt er målet. At dette endnu ikke foregår, skyldes, ifølge Forebyggelsesteamet, at
medarbejderne i de enkelte kommuner ikke synes at have et netværk, hvor de bruger
hinanden, og at der har været en kultur, hvor man ikke har været åben for at acceptere
eller anerkende fejl. 96
Forebyggelsesteamet peger på visse udfordringer i forbindelse med kommunernes
motivation for at dele viden med hinanden. De peger således på, at de strukturelle forskelle
i kommunernes størrelse og opbygning udgør en barriere for kommunernes motivation for
at dele viden med hinanden, idet de forholder sig skeptisk til, hvorvidt de kan bruge
erfaringerne fra en anden kommune, som i størrelse og opbygning adskiller sig fra deres
egen. Som én af medarbejderne i Forebyggelsesteamet udtrykker det:
”Ja, de !kommunerne" synes ikke, de kan lære af en kommune, som ikke er helt magen
til dem selv. Altså i forhold til det med størrelse. Der er de meget forskellige både på
størrelse, men også på hvor mange medarbejdere de er, og organiseringen, og om de
koblet til de andre sundhedsopgaver i kommunen, eller om de sidder for sig selv. Om de
er centralt placeret eller hvordan”.
96 Her er der i øvrigt også et eksempel på, hvordan udfordringer indenfor de forskellige dimensioner af
social kapital (her den strukturelle og relationelle), influerer på hinanden. At det er mere eller mindre
tilfældigt hvem der kender hvem (se 5.2.1), har i dette tilfælde således også en negativ indvirkning på
aktørernes motivation for at dele viden med hinanden.
65

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
Da medarbejderne i de forskellige kommuner opfatter, at der er væsentlige strukturelle
forskelle kommunerne imellem, er de således ofte ikke motiverede for at bruge viden og
erfaring fra andre kommuner, da de ikke mener, det kan anvendes i deres egen kommune.
Denne barriere forstærkes samtidigt af, at kommunerne er rundet af et system, hvor de har
været vant til at se hinanden som konkurrenter snarere end som samarbejdspartnere og
derfor ikke har været vant til at bruge hinanden. Alt i alt synes der således i kommunerne
at være en lav forventning til værdien af at dele viden med hinanden, hvilket
Forebyggelsesteamet fremhæver som en af de vigtigste udfordringer i forhold til at fremme
delingen af viden: ”jeg tror, de største udfordringer, det er at give dem !kommunerne" de
der værdifulde oplevelser af, at de får noget ved at give noget. Altså at få dem til at se
fordelene i at bruge hinanden”.
I Nahapiet & Ghoshals optik spiller både den relationelle og den kognitive dimension af
social kapital en rolle for forventningen om at få noget værdifuldt igen i forbindelse med
videndeling. 97 Fælles identifikation og tillid mellem aktørerne, som er elementer indenfor
den relationelle dimension, spiller således en væsentlig rolle for, om aktørerne finder det
værdifuldt at dele viden med hinanden. At der netop er tale om en lav grad af fælles
identifikation mellem kommunerne understreges, ifølge Forebyggelsesteamet, af, at
kommunerne mere ser hinanden som konkurrenter end som samarbejdspartnere, og
generelt som offentlige institutioner har været meget lukkede over for hinanden. Udover at
reducere forventningerne til værdien ved at dele viden, har dette også en negativ
indflydelse på kommunernes motivation for at dele viden med hinanden. 98
Som identificeret i dette afsnit, synes de vigtigste udfordringer i forbindelse med social
kapital således at være:
# Manglende kendskab til hinanden (strukturel og til dels relationel udfordring).
# Problemer med at forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation (kognitiv
udfordring).
# En svag forventning om at få noget værdifuldt igen (relationel og til dels kognitiv
udfordring).
Som ramme for social interaktion har anvendelsen af IT betydning for alle de tre
dimensioner, hvorfor jeg i det følgende afsnit kort vil undersøge, hvordan aktørerne
anvender IT til at kommunikere.
97 Se kapitel 4.1.
98 Andre elementer, som tillid, normer og forventningsstrukturer, influerer også herpå.
66

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
5.3 Hvordan anvendelsen af IT understøtter den strukturelle,
kognitive og relationelle dimension af social kapital
Givet Forebyggelsesteamets mange opgaver med at yde konsulentrådgivning, facilitere
workshops og initiere og lede projekter bruges der forholdsvis megen tid i teamet med at
kommunikere med kommuner, samarbejdspartnere og andre interessenter ved hjælp af
telefon og IT. De ansatte i Forebyggelsesteamet giver udtryk for, at de bruger ca. halvdelen
af deres arbejdsdag foran computeren, hvoraf meget af tiden bruges på at læse og skrive e-
mails. Teamet anvender desuden fællesmapper til at gemme og dele filer internt, mens
hjemmesiden og nyhedsbreve anvendes til at informere eksterne interessenter om kurser,
temamøder, nyeste tiltag etc.
E-mail og telefon synes at være de kommunikationsmedier, som anvendes hyppigst og som
har størst betydning for aktørernes samarbejde, når de ikke er samlet fysisk. 99 Om end
betydningsfuld, synes e-mail og telefoni dog kun delvist at imødekomme de tidligere
identificerede udfordringer i forbindelse med den sociale kapital.
E-mail gør det muligt at kommunikere asynkront med flere aktører (gennem fællesmails),
mens telefoni understøtter synkron kommunikation, men typisk kun involverer to
personer. 100 I forhold til den strukturelle udfordring synes e-mail dog kun delvist at
imødekomme førnævnte udfordringer. Anvendelsen af e-mail kan være med til at udvide
relationer mellem aktørerne, men fordrer fra begyndelsen, at afsenderen allerede har et
kendskab til modtageren (og ikke mindst kender vedkommendes e-mail adresse), før mails
udveksles. E-mail synes således ikke i nogen synderlig grad at imødekomme aktørernes
behov for at vide, hvem hinanden er. Det samme gør sig gældende for behovet om at vide,
hvem der har relationer med hvem. Modtagere af en mail kan se, hvilke andre personer
mailen også er sendt til, hvilket kan give en indikation af afsenderens kontakter, men disse
er bundet til den kontekst, hvori mailen er sendt, og kan ikke siges at generere noget
fuldendt billede af de relationer, som afsenderen eller andre modtagere af mailen derudover
har adgang til, ligesom det heller ikke siger noget om naturen af disse relationer. E-mails
giver i sig selv heller ikke aktørerne noget billede af den viden eller kompetencer, som de
forskellige aktører besidder, udover hvad de kan fortolke ud fra mailens indhold. Idet
antallet og spredningen af aktører er stort, resulterer brugen af fællesmails også i et meget
stort antal af mails, som det kan være vanskelig at organisere og i praksis gør det
vanskeligt at vide, hvem der ved hvad. 101
99 E-mail synes at være det eneste IT-baserede værktøj, som anvendes til dialog.
100 Idet telefoni som udgangspunkt ikke anskues som et IT-medie (om end anvendelsen af IP-telefoni
udfordrer denne opfattelse), vil jeg begrænse mig til at undersøge e-mails betydning for den sociale
kapital.
101 Nogle medarbejdere i Forebyggelsesteamet fortæller, at de modtager op til 50 mails om dagen.
67

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
E-mail kan således anvendes til online kommunikation i grupper, men denne bliver, alt efter
antallet af aktører og omfanget og længden af kommunikationen, hurtigt meget kompleks
og uoverskuelig, hvilket mindsker e-mails relevans i forhold til at imødekomme de tidligere
nævnte kognitive og relationelle udfordringer. Selvom e-mails kan fostre både hhv. fælles
sprog og narrativer samt tillid, normer og forventningsstrukturer, er denne proces afhængig
af regelmæssig og længerevarende kommunikation mellem involverede aktører, som i
større eller mindre grad identificerer sig som medlemmer af et fællesskab. Da aktører typisk
anvender og modtager e-mails i forbindelse med mange forskellige projekter og
foretagender, og da kommunikationen indenfor et afgrænset projekt kan blive meget
omfangsrig og/eller fragmenteret, mindsker det aktørernes evne til at varetage en fælles og
regelmæssig kommunikation i en gruppesammenhæng.
E-mail understøtter derfor kun delvist en regelmæssig fælles deltagelse i praksis, som,
ifølge Abou-Zeid (2007) m.fl., virker befordrende for den sociale kapital, og som
Forebyggelsesteamet bl.a. forsøger at stimulere gennem organiseringen i interessegrupper.
Da virtuel kommunikation og samarbejde næsten udelukkende foretages via e-mail, kan
den nuværende IT-anvendelse derfor ikke siges at understøtte samarbejdet og deltagelsen i
en fælles praksis i nogen udpræget grad eller imødekomme de tidligere identificerede
udfordringer i forbindelse med social kapital.
5.4 Delkonklusion
Med udgangspunkt i Nahapiet & Ghoshal samt Adler & Kwon har jeg i kapitlet foretaget en
kort analyse af den sociale kapital i det sociale system, som udgøres af
Forebyggelsesteamet og kommunerne som hovedaktører (m.fl.). Analysen har fokuseret på
de udfordringer, som aktørerne oplever med at skabe og vedligeholde den sociale kapital,
som synes at have afgørende konsekvenser for aktørernes mulighed, evne og motivation for
at dele viden.
Det store antal af geografisk og organisatorisk spredte aktører medfører visse udfordringer i
forbindelse med skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale kapital, hvoraf de vigtigste
synes at være:
# Manglende kendskab til hinanden: Der synes at være en strukturel udfordring i
forbindelse med at vide, hvem hinanden er, hvem der kender hvem, og hvem der
ved hvad. Dette har en negativ effekt på muligheden for at danne relationer og
derfor også på muligheden for at dele viden.
# Problemer med at forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation: Forskelle i
organisationskulturer, positioner og uddannelse m.m. udgør en kognitiv udfordring
for aktørerne og har en negativ effekt på deres evne til at forstå hinanden og dele
viden.
68

Kapitel 5: Hvordan social kapital understøtter videndeling – case analyse af Region Syddanmark
# En svag forventning om at få noget værdifuldt igen: Strukturelle forskelle mellem
kommunerne (f.eks. i størrelse og organisering) medfører en skepsis til værdien af
at udveksle viden og erfaringer. Herudover bidrager den organisatoriske adskillelse
til forskelle på normer og identifikation og giver anledning til en mindre reciprocitet,
hvilket har en negativ effekt på aktørernes motivation for at dele viden.
Aktørernes anvendelse af e-mail som det primære virtuelle kommunikationsmedie, synes
kun delvist at imødekomme ovenstående udfordringer. Dette peger derfor på et behov for
et fremtidigt IT-system, der i højere grad understøtter aktørernes mulighed for at forme og
indgå i netværk (og se hinandens netværk) og varetage sociale relationer i et virtuelt rum,
som f.eks. understøtter samtale, gruppedannelse og skabelsen af en fælles identitet.
I det følgende kapitel vil jeg derfor undersøge, hvordan IT-systemer, der kan karakteriseres
som social software systemer, understøtter den sociale kapital, og hvordan Dialognet som
IT-system kan vurderes til at imødekomme ovennævnte udfordringer indenfor denne.
69

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
6 Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af
social software?
”Robert Putnam tells us that ‘the core idea of social capital theory is that social
networks have value’. This insight unites social capital analysis and social software
with a shared agenda: they both seek to exploit the value of social connections.”
(Davies 2003, p. 12).
Anvendelsen af termen social software tog fart omkring slutningen af 2002 bl.a. som følge
af en række konferencer (som f.eks. The O’Reilly Emerging Technology Conference i 2003 102
og Clay Shirky’s Social Software Summit i 2002 103 ), hvor ledende IT-entreprenører
diskuterede de nyeste udviklinger og tendenser indenfor IT-branchen.
Social software anvendes ofte som term til at beskrive en række Internetbaserede software
programmer, som har det til fælles, at brugere kan interagere socialt og dele data med
hinanden. Som nævnt har begrebet ikke udviklet sig i akademisk regi, men er derimod
opstået på baggrund af diskussioner blandt pionerer og praktikere indenfor især ITbranchen.
Som sådan er der ikke tale om noget fasttømret begreb med en bred anerkendt
definition, men snarere om et begreb, som er i stadig udvikling og som typisk bruges til at
beskrive nogle overordnede kvaliteter ved software programmer. 104 Dette har affødt flere
kritikpunkter, som f.eks. at de eksisterende definitioner i højere grad afspejler de forskellige
aktørers mål og forventninger til fremtidens Internet og software programmer, end de er et
udtryk for en etableret sandhed. 105
Ser vi på nogle af de eksisterende definitioner af begrebet, er der dog flere fællespunkter,
som indikerer en generel enighed i, at social software (som navnet antyder), faciliterer
samarbejde og kommunikation i grupper:
# ”Social software is defined broadly as any web-based software tool that supports or
fosters group interaction.” (Wikipedia). 106
102 O’Reilly: Lokaliseret den 15/08-2008 på http://conferences.oreillynet.com/
103 Shirky: Lokaliseret den 15/08-2008 på http://www.shirky.com/
104 Begrebet anvendes også ofte i forbindelse med termen Web 2.0, som i højere grad dækker over
nogle udviklingstendenser og overordnede karakteristika ved Internettet, som vi anvender det i dag
set i forhold til tidligere (Web 1.0). Begrebet Web 2.0 anvendes således typisk til at markere, at
dagens (og fremtidens) Internet i højere grad baserer sig på teknologier, som understøtter aktiv
deltagelse, samarbejde og interaktion frem for på det tidligere Internet, som i højere grad
understøttede passiv underholdning og konsumering af informationer, data m.m. En udvikling, som på
engelsk formuleres som et skift fra ’the read web’ til ’the write web’.
105
Perks (2003, 20 Marts): Social Software – get real. Lokaliseret den 28/08-2008 på
http://www.spiked-online.com/Articles/00000006DCF1.htm
106 Wikipedia: Lokaliseret den 15/08-2008: http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_social_software
70

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
# ”Social software enables people to rendezvous, connect or collaborate through
computer-mediated communication and to form online communities.” (Wikipedia). 107
# ”My definition is fairly simple: It’s software that supports group interaction.”
(Shirky). 108
# ”Software, running on an individual's computer or on a website, with which users can
create personal profiles, form groups and exchange messages.” (The Economist). 109
Med disse meget brede definitioner kan mange teknologier og systemer karakteriseres som
social software, hvilket i flere kredse har givet anledning til langvarige, og efter min
mening, ufrugtbare diskussioner af, hvilke systemer, programmer og teknologier, der
tilhører denne kategori. 110 I stedet for at tage afsæt i et begrænset udvalg af eksisterende
og specifikke social software systemer, (hvilket netop fordrer en sådan diskussion af hvilke
systemer, der kan karakteriseres som social software systemer og hvilke der ikke kan) vil
jeg i opgaven fokusere på at skabe en teoretisk ramme, hvormed man kan anskue alle
social software systemer. Således vil jeg tage udgangspunkt i de grundlæggende
komponenter, som social software systemer kan siges at være opbygget af, hvilket åbner
op for en mere generel anvendelig model som kan anvendes bredt, og som er mere robust i
forhold udviklingen af nye systemer. 111 Ved at tage udgangspunkt i de handlingsmuligheder,
som disse komponenter understøtter, er det muligt at opnå en generel forståelsesramme
for, hvordan sociale software systemer, afhængig af deres opbygning og sammensætning af
komponenter, faciliterer den sociale kapital. En sådan tilgang åbner op for en operationel
forklaringsmodel, der både giver et generelt billede af sammenhængen mellem social
software og social kapital og samtidig kan anvendes til at anskue specifikke sociale software
systemers indvirkning på den sociale kapital.
For at opnå en sådan operationel ramme for, hvordan social software virker, og potentielt
kan understøtte social kapital, tager jeg udgangspunkt i Smiths (2007) mere funktionelle
definition af, hvad der konstituerer social software. 112 Smith har med udgangspunkt i et
forudgående blogindlæg lavet af Webb (2004) 113 , sammensat en liste over syv primære
107 Wikipedia: Lokaliseret den 15/08-2008 http://en.wikipedia.org/wiki/Social_software
108 Shirky: Lokaliseret den 15/08-2008 http://www.shirky.com/writings/group_enemy.html
109 The Economist: Lokaliseret den 16/08-2008
http://www.economicsnetwork.ac.uk/handbook/web/glossary.htm
110 Ufrugtbare, fordi diskussioner om, hvorvidt et givet system er social software eller ej, ofte
udspringer af politiske og økonomiske interesser i stedet for af mere operationelle årsager.
111 De handlingsmuligheder som social software systemer understøtter i kraft af deres indbyggede
funktioner, har således fællestræk som tillader at man kan klassificere dem som tilhørende forskellige
komponenter. Disse komponenter er så grundlæggende at fremtidige funktioner sandsynligvis også
kan tilskrives én eller flere af disse komponenter.
112
Smith (2007, 4. april). Social Software Building Block: Lokaliseret den 02/06-2008 på
http://nform.ca/publications/social-software-building-block
113 Webb, M. (2004, 28. April). Interconnected: Lokaliseret den 02/06-2008
http://interconnected.org/home/2004/04/28/on_social_software
71

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
komponenter, som social software systemer typisk er opbygget af, og som hver især
muliggør forskellige handlinger i systemet:
Tabel 6.1. Sammenhæng mellem komponenter og handlingsmuligheder i social software
systemer
Komponent:
Understøtter:
Identity:
Unik identifikation af brugere.
Presence:
Synliggørelse af brugeres tilstedeværelse.
Sharing:
Deling af filer som f.eks. billeder, videoer,
dokumenter m.m.
Reputation:
En måde at vise brugeres status og omdømme.
Relationsships:
En beskrivelse af hvordan brugere er relaterede
med hinanden.
Conversations:
Dialog mellem brugere.
Groups:
At brugere kan danne og indgå i
interessefællesskaber.
Komponenterne muliggør og begrænser forskellige former for handlinger i systemet og
udgør på den måde en ramme for social interaktion. Som sådan har disse grundlæggende
komponenter derfor en afgørende indflydelse på, hvordan social kapital skabes og
vedligeholdes mellem brugere af systemet. Da social software systemer adskiller sig fra
hinanden i sammensætningen af komponenter, understøtter disse dermed også skabelsen
og vedligeholdelsen af den sociale kapital på forskellig vis.
6.1 Hvordan understøtter social software skabelsen af social
kapital?
Både Webb og Smith arbejder med følgende syv komponenter, som hver især muliggør
forskellige handlinger, der set i relation til Nahapiet & Ghoshal kan siges at facilitere de tre
dimensioner af social kapital (den strukturelle, kognitive og relationelle dimension), som de
argumenterer for, faciliterer skabelsen af organisatorisk viden:
Identity – identitet
I langt de fleste social software systemer kan brugere skabe en profil og tilføje og redigere i
oplysninger som navn, hjemmeside, e-mail, foto, alder, interesser m.m. Sådanne
oplysninger bidrager til skabelsen af brugeres identitet i systemet, og gør det muligt for
brugere at associere forskellige data og informationer med en given person og dermed
skabe mening og sammenhæng i strømmen af informationer og kommunikation. Denne
komponent understøtter dermed en identifikationsproces, som gør det muligt for brugere at
finde og identificere hinanden i forhold til en gruppe eller et kollektiv, hvilket, ifølge
Nahapiet & Ghoshal, er en fundamental betingelse for, at meningsfulde relationer kan
72

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
dannes, og et centralt element indenfor den relationelle dimension af social kapital. 114 I
deres optik styrker identifikationsprocessen således skabelsen af organisatorisk viden ved at
understøtte individers mulighed for at danne en forventning om værdien af at dele viden
samt deres motivation herfor. 115
Det er desuden værd at nævne, at identitet for Smith er selve kernen i og betingelsen for
social interaktion, hvilket han, som vi senere skal se, pointerer i sin model over
komponenter i social software systemer (model 6.2.). 116
Presence – tilstedeværelse
Mange sociale software systemer sætter brugere i stand til at kommunikere deres
tilstedeværelse til hinanden ved hjælp af kontekstmarkører i form af datering, fysisk
lokation, tilgængelighed, aktivitet m.m. Dette giver brugere en bedre forståelse af den
kontekst, som en given ytring eller handling er opstået i, og er som sådan et værdifuldt
supplement til de som regel mere statiske oplysninger om brugeres identitet. Det kan være
i form af små beskeder, som fortæller noget om brugerens nuværende status som f.eks.
nuværende følelser (f.eks. at man er stresset, glad, ked af det mv.), lokation (ved stranden,
hjemme, på arbejde mv.) eller i form af en tidsbaseret historik over venners handlinger og
aktivitet i systemet, og om ens venner er online og tilgængelige nu og her. En tjeneste som
Facebook er et godt eksempel på et system, som understøtter dette. 117
Denne komponent understøtter dermed, at brugere har lettere og hurtigere adgang til
hinanden i kraft af større viden om, hvilke andre brugere er tilgængelige hvornår, og
understøtter på den måde, hvad Nahapiet & Ghoshal definerer som den strukturelle
dimension. Samtidigt giver brugen af kontekstmarkører også en fælles referenceramme for
observering og fortolkning af den sociale interaktion, der finder sted, og faciliterer dermed
skabelsen af fælles koder og narrativer. Disse letter forståelsen mellem brugere af det
pågældende system, hvorfor denne komponent også kan siges at understøtte, hvad
Nahapiet & Ghoshal refererer til som den kognitive dimension.
Sharing – deling
Det er en væsentlig funktion i mange social software systemer, at brugere kan dele filer
(dokumenter, video, audio, billeder m.m.) med andre brugere. Denne deling kan være éntil-én
mellem to specifikke brugere eller én-til-mange, dvs. at information deles med et
større antal brugere. Den delte information kan således være mere eller mindre lukket og
afgrænset til udvalgte individer eller åben for alle. Der kan enten være tale om direkte
deling af filer mellem brugere eller om en mere indirekte deling, hvor filer uploades til en
114 Nahapiet & Ghoshal (1998), p. 256
115 Se afsnit 4.1.
116 De andre komponenter giver således ikke mening, hvis ikke der er et subjekt at interagere med.
117 Facebook: http://www.facebook.com
73

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
hjemmeside, hvorfra andre brugere kan tilgå og eventuelt downloade dem. Youtube og
Flickr er eksempler på sidstnævnte (tillader deling af henholdsvis video og billeder), mens
chatprogrammet MSN, som eksempel på førstnævnte, i højere grad understøtter deling af
filer direkte mellem to brugere. 118
Hvor det er umiddelbart klart, hvordan de to forudgående komponenter understøtter
forskellige dimensioner af social kapital, er det mere vanskeligt præcist at vurdere, hvordan
deling af filer påvirker dimensionerne af social kapital.
Set i relation til Mauss´ (1990) klassiske værk: The Gift: The Form and Reason for
Exchange in Archaic Societies, er der noget der tyder på, at udveksling af filer og
dokumenter følger den samme sociale dynamik, som gør sig gældende for udveksling af
gaver, idet udveksling af filer sjældent er motiveret af nogen direkte økonomisk
transaktion. Ifølge Mauss er udvekslingen af gaver en social proces, som grundlæggende
har til formål at reproducere det sociale system og den sociale position, som individet har
eller ønsker at have i systemet. Mauss anskuer gaver i en meget bred forstand som
udveksling af ting, tjenester, ord m.m., som gives i en forventning om gengældelse. F.eks.
betragtes almisser ikke som en gave, idet de som oftest ikke gengældes, og gaveudveksling
i sin natur netop fordrer reciprocitet. Med andre ord gives en gave aldrig ”gratis”, og der er
indbygget en forventning om gengældelse ved modtagelsen af en gave. Desuden gælder
det, at:
”The giver does not merely give an object but also part of himself, for the object is
indissolubly tied to the giver: "the objects are never completely separated from the men
who exchange them." (Mauss 1990, p. 31).
På grund af dette bånd mellem giver og gave er selve handlingen at give en gave en social
handling, som fungerer som et symbol på giverens anerkendelse af modtageren. Da
udvekslingen af gaver baserer sig på et system af reciprocitet (”jeg giver noget i
forventning om at få noget igen”), skabes der gennem denne løbende udveksling en
gensidig anerkendelse, hvilket Bourdieu i øvrigt hævder, er med til at reproducere gruppen
som en social enhed (og individets medlemskab i denne). 119
Udvekslingen af filer kan således anskues som en social proces, der følger de samme
dynamikker som Mauss beskriver i forbindelse med gaveudveksling. Set i den sammenhæng
synes udvekslingen af filer at facilitere skabelsen og vedligeholdelsen af sociale relationer
mellem brugere, og er på den måde med til at reproducere et reciprokt system af
forventninger og forpligtigelser. Den gensidige udveksling af filer mellem brugere stimulerer
118 Youtube: http://www.youtube.com, Flickr: http://www.flickr.com, MSN:
http://webmessenger.msn.com
119 Bourdieu (1986), p. 250
74

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
således skabelsen af tillid, forpligtigelser og anerkendelse og understøtter som sådan, hvad
Nahapiet & Ghoshal karakteriserer som den relationelle dimension. 120
Reputation – omdømme
Flere social software systemer sætter brugere i stand til at foretage normative vurderinger
af andre brugeres eller objekters troværdighed, brugbarhed m.m. på baggrund af endnu
andre brugeres tidligere erfaringer og kontakt med disse. Vurderingen af personer eller
objekters troværdighed er central for skabelsen af tillid og skabes primært gennem en
historie af handlinger og interaktioner med det pågældende subjekt/objekt. Som bl.a.
Coleman peger på, skabes individets opfattelse af andre individer eller objekters
troværdighed dog ikke udelukkende på baggrund af en isoleret individuel vurdering, men er
også i høj grad præget af andre personers opfattelse af subjektet eller objektets
troværdighed.
Hvis brugere ikke tidligere har haft kontakt med hinanden, fungerer en brugers omdømme
som en indikator for, hvor troværdig han er, og dermed hvor attraktivt, det vil være at
indlede en relation med ham. Dette fremmer den generelle tillid i det sociale system, da
brugere dermed kan læne sig opad hinandens vurderinger. Komponenter som ’identity’ og
’presence’ har ligeledes indflydelse på en brugers omdømme, idet de tillader brugere at
danne sig et indtryk af hinanden. Omdømme er især vigtig for social software systemer,
som faciliterer kontakt mellem brugere, der som oftest ikke kender hinanden, og er en
central komponent i tjenester som eBay, Amazon, Couchsurfing m.fl. 121 I praksis
understøtter disse tjenester skabelsen af omdømme gennem ratingfunktioner, anbefalinger,
kommentarer m.m. af personer, produkter, organisationer m.m.
De funktioner, som er associeret til denne komponent, kan dermed siges at understøtte
skabelsen af tillid i det sociale system, samtidigt med at de faciliterer skabelsen af fælles
normer og forventningsstrukturer for adfærd. Overskrider medlemmer disse, risikeres et tab
af omdømme og efterfølgende sanktioner, hvilket giver en mindre gunstig ramme for
interaktion og i yderste konsekvens kan resultere i bortvisning. Som sådan understøtter
denne komponent derfor skabelsen af elementer indenfor, hvad Nahapiet & Ghoshal
refererer til som den relationelle dimension af social kapital.
Relationships – relationer
I takt med at brugere vælger at interagere med hinanden (bl.a. på baggrund af omdømme),
skabes der et dynamisk og ofte meget komplekst netværk af sociale relationer. Det er et
kerneelement i mange sociale software systemer (især sociale netværkstjenester som
120 Her kan samtidigt også ses et link til komponenten ’reputation’, idet udveksling af gaver i høj grad
også har indflydelse på brugeres omdømme, hvor brugere, der bidrager og deler relevant information,
typisk modtager anerkendelse og respekt.
121 Ebay: http://www.ebay.com/, Amazon: http://www.amazon.com/, Couchsurfing:
http://www.couchsurfing.com/
75

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
LinkedIn, Facebook, Friendster m.fl.) 122 , at brugere skal kunne vedligeholde og udvide
deres sociale netværk. Hvor brugere vedligeholder deres eksisterende relationer gennem
forskellige former for interaktion (som regel baseret på et form for interessefællesskab
omkring et givet emne eller objekt), hjælper sociale software systemer typisk med at
udvide det sociale netværk ved at vise informationer om, hvordan brugerne er relaterede til
hinanden (kontakters kontakter). Dette hjælper brugere til at finde og tilgå nye kontakter
baseret på deres allerede eksisterende netværk samt at udnytte eksisterende
tillidsstrukturer (det er nemmere at kontakte en fremmed, hvis der er en fælles relation at
henvise til).
For at brugere generelt kan navigere i et sådan komplekst socialt landskab, er det centralt,
at de kan adskille og bestemme karakteren af de forskellige relationer. Social software
systemer, som eksempelvis billeddelingstjenesten Flickr 123 , muliggør dette ved bl.a. at
anvende metadata som ”kontakt”, ”ven”, ”kollega” m.m. til at beskrive karakteren af en
brugers relationer. Udover at definere karakteren af en relation, muliggør dette også, at
brugere kan administrere deres kommunikation mere målrettet ved f.eks. at tildele
forskellige rettigheder til forskellige typer af relationer (f.eks. ved at private billeder kun kan
ses af kontakter, der er klassificeret som ”familie”).
Da denne komponent understøtter brugeres muligheder for at udvide deres sociale netværk
og forme nye relationer og samtidigt giver brugere værdifulde informationer om den
nuværende struktur af netværket, kan den i høj grad siges at facilitere skabelsen af den
strukturelle dimension af social kapital.
Conversation – samtaler
De fleste sociale software systemer understøtter, at brugere kan kommunikere med
hinanden (ofte omkring et objekt eller emne) en-til-en eller en-til-mange. Det kan være i
form af synkrone live samtaler som chat eller IP-telefoni, eller asynkron kommunikation
fordelt over tid såsom indlæg og kommentarer på blogs, debatforums m.m. I nogle tilfælde
er der tale om faste rammer med klare normer og forventningsstrukturer for
kommunikationen, som det typisk er tilfældet i forums eller mailinglister, mens der i andre
tilfælde kan være tale om mere løse kommunikationsstrukturer med mindre fasttømrede
normer for interaktion. Konstruktionen og vedligeholdelsen af disse rammer kan i nogle
tilfælde være styret af udpegede personer som f.eks. en administrator, der varetager og
håndhæver struktur og orden, mens det i andre tilfælde i højere grad er op til brugerne i
fællesskab at skabe rammerne f.eks. gennem kommentering og/eller ’tagging’. 124
122
LinkedIn: http://www.linkedin.com/, Facebook: http://www.facebook.com/ og Friendster:
http://www.friendster.com/
123 Flickr: http://www.flickr.com/
124 Jeg har undladt at oversætte ’tagging’, da jeg ikke har kunnet finde en fornuftigt oversættelse på
dansk. Begrebet refererer til muligheden for at hæfte en betydning og association til et objekt. Et
eksempel er brugen af bogmærker i en browser, hvor man kan gemme et link til en hjemmeside og
76

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
Uanset hvordan rammerne for kommunikationen specifikt er konstrueret, understøtter
brugeres kommunikation og sociale interaktion med hinanden potentielt skabelsen og
vedligeholdelsen af alle tre dimensioner af social kapital. Dialog kan således både siges at
udvide adgangen til netværk (den strukturelle dimension), at skabe en bedre
forståelsesramme (den kognitive dimension) og at facilitere skabelsen af tillid, normer og
identifikation (den relationelle dimension). I systemer med faste rammer, kendetegnet af en
stærk konsensus om fælles normer og forventningsstrukturer, understøttes den relationelle
dimension af social kapital i højere grad end i systemer, hvor rammerne og normerne for
adfærd er mindre definerede og mere udflydende.
Groups – grupper
Mange social software systemer indeholder en mulighed for, at brugere med fælles
interesser kan forme og indgå i grupper indenfor systemet. Det sætter brugere i stand til at
danne og vedligeholde relationer i et mere afgrænset netværk og muliggør en mere
specialiseret kommunikation og deling af viden omkring et specifikt og fælles emne.
Grupperne kan variere meget i omfang og afgrænsning. Eksempelvis er nogle grupper
meget store og åbne for alle, mens andre er mere specifikke og kræver en invitation fra et
eksisterende medlem.
Typisk understøttes relationerne mellem medlemmerne af en række funktioner som f.eks.
fælles e-mail liste, fælles adressebog, fælles kalender, debatforum, chatrum, filarkiv etc.
Herudover er der også mulighed for at administrere organiseringen i gruppen internt ved at
tildele medlemmer forskellige rettigheder. Sociale tjenester som Groupcare, Facebook 125
m.fl. er eksempler på dette.
Denne komponent sætter dermed brugere i stand til i højere grad at konfigurere deres
sociale netværk og danne et netværk af relationer, som er mere specialiseret omkring et
givent emne eller objekt. Ved at brugere på denne måde kan forme og indgå i forskellige
grupper, understøtter denne komponent dermed direkte skabelsen af den strukturelle
dimension af social kapital. Som tidligere vist har individers medlemskab i grupper også
positive effekter for skabelsen af fælles koder og sprog og for den generelle formning af
tillid, normer, forventninger, identifikation m.m., hvorfor denne komponent dermed også
kan siges indirekte at understøtte den kognitive og relationelle dimension.
’tagge’ det med emneord som f.eks. kogekunst, mad, opskrifter m.m. for derefter nemmere at kunne
finde hjemmesiden igen.
125 Groupcare: http://www.groupcare.dk
77

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
6.1.1 Opsummering
Ud fra ovenstående gennemgang kan relationerne mellem komponenterne og dimensionerne
af social kapital opsummeres i en model, hvor pilene repræsenterer de dimensioner,
som komponenterne primært understøtter:
Model 6.1. Hvordan social software faciliterer social kapital
I virkelighedens verden er billedet naturligvis langt mere komplekst, idet der eksisterer en
lang række indbyrdes forbindelser mellem både komponenter og dimensioner, der ikke
gøres rede for i modellen her. Som tidligere påpeget, er der således flere forbindelser
mellem dimensionerne, som i praksis betyder, at man bør se dem som gensidigt afhængige
snarere end som isolerede størrelser. 126 Det samme gør sig gældende for komponenterne,
hvis indbyrdes forhold jeg her kun har fundet plads til at behandle overfladisk. Flere af disse
komponenter understøtter således hinanden og kan i nogle tilfælde vanskeligt eksistere
uden hinanden. 127 Yderligere undersøgelser af disse forhold bør derfor foretages for at opnå
et mere fyldestgørende billede.
Derudover er det også vigtigt at være opmærksom på, at forholdet mellem komponenter og
dimensioner ikke er entydigt, idet flere af komponenterne understøtter mere end blot én
dimension. Som nævnt understøtter dét, at brugere kan indgå i grupper (’groups’) således
også skabelsen af elementer indenfor den kognitive og relationelle dimension. I modellen
126 Se afsnit 4.1.2
127 Eksempelvis er det vanskeligt for brugere at indlede en samtale (’conversation’) uden muligheden
for at se andre brugeres tilstedeværelse i systemet (’presence’), hvorfor sidstnævnte komponent kan
siges at være en forudsætning for førstnævnte.
78

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
har jeg valgt ikke at indikere alle de ”sekundære” forbindelser, da en visualisering af disse
vil gøre modellen mere kompleks og mindre operationelt anvendelig.
6.2 Praktiske eksempler på konfigurationen af komponenterne i
social software
Inden jeg i næste kapitel undersøger, hvordan Dialognet, i kraft af sin opbygning og
sammensætning af komponenterne, understøtter den sociale kapital, kan det være relevant
først at belyse, hvordan disse komponenter fremstår i en række kendte tjenester. Smith
illustrerer, hvordan social software systemer er opbygget af de syv komponenter i en
model, der har form som en bikube:
Model 6.2. De syv komponenter i social software systemer
Social software systemer indeholder ikke nødvendigvis alle komponenterne, men er
opbygget af mindst tre eller flere. Systemerne adskiller sig fra hinanden i opbygning og
sammensætning af komponenter og vægter, alt efter hvad målet er, typisk ét eller to
komponenter, der faciliterer kommunikation, samarbejde og social interaktion. Med en
79

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
sådan mere funktionel afgrænsning kan følgende typer af softwareteknologier anskues som
social software: 128
Tabel 6.2. Typer af softwareteknologier
Softwareteknologier
E-mail
Weblogs
Wikis
Instant messaging
Sociale netværkstjenester
Social bookmarking
Diskussionsfora
Billeddeling
Eksempler
Outlook, hotmail, gmail m.fl.
Blogger, wordpress, m.fl.
Wikipedia, confluence, m.fl.
MSN, mIRC, IRQ, m.fl.
Facebook, linkedIn, myspace m.fl.
Digg, del.icio.us., Technorati m.fl.
Usenet, Smartgroups, Groupcare m.fl.
23, flickr, picasa m.fl.
Som det fremgår, er der både gamle teknologier, som e-mail og instant messaging (chat),
samt nyere teknologier, som sociale netværkstjenester og billeddeling.
Smiths model giver et operationelt værktøj til at identificere, analysere og visualisere
sociale software systemer ud fra deres forskellige opbygning. For at give et eksempel herpå,
kan man anskue de tre tjenester LinkedIn, Twitter og Flickr, som alle kan karakteriseres
som sociale software systemer ud fra ovenstående definition. 129
Netværkstjenesten LinkedIn ønsker at hjælpe sine brugere til at være mere effektive i deres
arbejde ved at understøtte en bedre anvendelse af brugeres eksisterende netværk af
professionelle relationer. Som sådan er LinkedIn primært baseret på, at brugere kan tilgå
hinandens professionelle netværk af relationer, finde nye kontakter og holde sig opdateret
og vedligeholde eksisterende relationer. Med dette som fokus tilbyder LinkedIn herudover
en række supplerende funktioner, som sætter brugerne i stand til kommunikere med
hinanden, forme og indgå i grupper samt at skabe sig et omdømme ved bl.a. at anbefale
hinanden. Ulig mange andre systemer tilbyder LinkedIn derimod ikke, at brugere kan dele
filer med hinanden eller følge hinandens online tilstedeværelse direkte.
I modsætning til LinkedIn er mikroblogging tjenesten Twitter derimod primært baseret på,
at brugere kan kommunikere med hinanden direkte gennem en hurtig udveksling af korte
beskeder. Typisk bruges Twitter af venner, familiemedlemmer, medarbejdere m.m. til
hurtigt at vedligeholde en kontakt ved f.eks. at kommunikere, hvor man er, eller hvad man
128 Dette skal ikke forstås som en endegyldig liste over alle typer social software, da der givetvis er
flere, og der hele tiden udvikles nye.
129 LinkedIn: http://www.linkedin.com, Twitter: http://www.twitter.com og Flickr:
http://www.flickr.com
80

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
laver, hvorfor systemet i kraft af sin opbygning tillader brugere at følge hinandens online
tilstedeværelse.
Billeddelingstjenesten Flickr vægter, at brugere kan dele billeder med hinanden og tilbyder
herudover en række underordnede funktioner som f.eks. kommentering af billeder,
dannelsen af grupper og anbefalinger af hinandens billeder. Derimod tilbyder Flickr ikke
muligheder for at se, hvornår andre brugere er online eller interagere med disse synkront
over chat.
Ved at anvende Smiths bikubemodel kan de tre forskellige tjenesters opbygning illustreres
således:
Model 6.3. Eksempler på social software systemers sammensætning af komponenter
LinkedIn
Twitter
Flickr
Den grønne farve indikerer komponenter, der er primære for tjenesten, mens den grå farve
indikerer komponenter, som er sekundære. Den hvide farve indikerer, at der er tale om
komponenter, som enten ikke eksisterer, eller kun er til stede i et meget lille omfang.
Som det ses af ovenstående, synes LinkedIn, i kraft af sit fokus på ’relationships’, primært
at understøtte den strukturelle dimension af social kapital, mens ’sharing’ er
omdrejningspunktet i Flickr, hvilket indikerer, at det først og fremmest er den relationelle
dimension, der understøttes. ’Presence’ er en af de komponenter, der har væsentlig
indflydelse på mere end én dimension, og Twitter faciliterer således både på den
strukturelle og kognitive dimension af social kapital.
81

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
6.3 Diskussion af sammenhængen mellem social software og
social kapital
I denne afhandling fokuserer jeg primært på, hvordan social software understøtter
handlinger, som kan siges at facilitere forskellige dimensioner af social kapital, hvilket jeg
bl.a. har visualiseret med ensretningen af pilene i model 6.1. Idet social software systemer
kan siges at være indlejret i sociale strukturer, er det dog rimeligt at antage, at det
modsatte også gælder, dvs. at den eksisterende sociale kapital også har stor indflydelse på,
hvordan systemerne bliver anvendt i praksis. Eller sagt med andre ord, er der højst
sandsynligt tale om, at den eksisterende sociale kapital og anvendelsen af sociale software
systemer indbyrdes påvirker hinanden i en gensidig proces. Dette forklarer også, hvorfor
implementeringen af social software ikke altid medfører den tilsigtede positive effekt, men i
stedet i visse tilfælde enten ikke anvendes eller ligefrem anvendes på en måde, der virker
skadelig for den sociale kapital. I en organisation, hvor den sociale kapital er lav, i den
forstand at der f.eks. er tale om åbne og ustabile netværk, store sproglige og
forståelsesmæssige barrierer, samt ringe grad af tillid, fælles normer og generel
reciprocitet, vil implementeringen af social software således næppe have en ligeså positiv
effekt som i en organisation, hvor den sociale kapital i forvejen er højere. Rent praktisk er
det således nemt at forestille sig, at f.eks. en lav grad af tillid mellem medarbejdere vil
udgøre en væsentlig barriere for, at medarbejdere anvender værktøjerne, idet de kan have
en mere eller mindre begrundet frygt for, at deres indlæg vil blive latterliggjort eller på
anden måde anvendt imod dem. Som ramme og platform for social interaktion kan social
software således både forstærke en konstruktiv, såvel som en skadelig og dysfunktionel
interaktion.
Jeg er derfor enig med Huysman & Wulf i, at social software ikke skal anses for noget
mirakelværktøj, hvis implementering partout sikrer en bedre social kapital. 130 Snarere bør
en implementering af disse værktøjer foretages med udgangspunkt i de eksisterende sociale
strukturer, som findes i en organisation, og tage højde for eventuelle udfordringer og
barrierer, som måtte eksistere i den sociale kontekst, som præger den pågældende
organisation. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at social software
systemer ikke nødvendigvis medfører udelukkende positive effekter. Som et værktøj
indlejret i de sociale strukturer vil anvendelsen af systemerne i høj grad også afspejle den
eksisterende sociale kapital. En manglende undersøgelse af disse sociale forhold vil således
medføre større risiko for, at værktøjerne enten ikke vil blive anvendt eller ligefrem, hvis den
sociale kapital i organisation er udpræget lav, vil blive anvendt på en måde, som virker
skadelig for den sociale kapital.
130 Huysman & Wulf (2005), p. 12
82

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
Hvor positivt disse IT-applikationer reelt indvirker på en organisations sociale kapital,
afhænger således i højere grad af, hvordan de anvendes i en specifik social kontekst, end af
de funktioner og handlingsmuligheder som systemet i kraft af sin opbygning understøtter
isoleret set. Eller som Huysman & Wulf siger det: ”!..." it is not so much the technology that
brings people together as it is the existing social capital.” (Huysman & Wulf, 2005, p. 20).
En central antagelse for konstruktionen af model 6.1 er, at online og offline interaktion
komplementerer, snarere end udelukker hinanden. 131 Heraf følger, at social software ikke
skal ses adskilt fra den ”virkelige” verden, men snarere i sammenhæng med de sociale
strukturer, som eksisterer og udspiller sig offline i enhver organisation. Som tidligere
nævnt, må enhver analyse, investering eller vurdering af social software derfor inkludere en
tilsvarende analyse, investering eller vurdering af de eksisterende sociale strukturer for at
kunne afstedkomme en optimal effekt. F.eks. hjælper implementeringen af en wiki, blog
eller andet ikke meget, hvis der i forvejen hersker en ringe grad af tillid, fælles normer og
netværksorganisering.
Modellen er i den forbindelse tænkt som et rammeværktøj til at forstå og synliggøre
relationerne mellem social software og social kapital. Som sådan er formålet med modellen
at bidrage til designet af social software systemer, der mere målrettet imødekommer
udfordringer, barrierer og muligheder i forbindelse med at skabe og vedligeholde den
sociale kapital, som synes afgørende for organisationers evne til at understøtte og facilitere
organisatorisk viden. På baggrund af en analyse af den eksisterende sociale kapital i en
organisation (eller i det sociale system, som en organisation opererer i), kan modellen, med
ovenstående forbehold taget i betragtning, tjene som et supplerende værktøj, hvormed
organisationer mere målrettet kan designe sociale software systemer til at facilitere
skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale kapital, som er kontekstuel og specifik for den
enkelte organisation.
6.4 Delkonklusion
Ved at anskue social software som bestående af syv komponenter har jeg i dette kapitel
undersøgt, hvordan hver af disse komponenter faciliterer forskellige dimensioner af social
kapital i kraft af de handlinger, som de forskellige komponenter muliggør (og ikke mindst
begrænser). Denne kobling (se model 6.1) giver et operationelt værktøj, som kan hjælpe til
at forstå, hvordan specifikke sociale software systemer, i kraft af deres opbygning og
131 Se kapitel 4.3
83

Kapitel 6: Hvordan kan social kapital understøttes ved hjælp af social software?
sammensætningen af komponenter, understøtter skabelsen og vedligeholdelsen af de
forskellige dimensioner af social kapital.
Da social kapital er yderst kontekstuel og specifik for den enkelte organisation, må dette
værktøj kombineres med en undersøgelse af den sociale kapital i den givne organisation. I
det følgende vil jeg derfor, med afsæt i model 6.1 og den tidligere gennemgået analyse af
den sociale kapital hos Forebyggelsesteamet, undersøge, hvordan Dialognet i sin planlagte
opbygning kan forudsiges at understøtte skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital i
det sociale system, som Forebyggelsesteamet indgår i.
84

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
7 Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social
kapital?
I dette kapitel vil jeg på baggrund af den tidligere konstruerede teoriramme (se kapitel 6)
undersøge, hvordan Dialognet i kraft af sin opbygning kan siges at imødekomme de
udfordringer indenfor den sociale kapital, som jeg tidligere identificerede blandt aktører i
Region Syddanmark (se kapitel 5).
7.1 Dialognets opbygning
Baggrunden for at implementere Dialognet skal findes i den tidligere beskrevne
sundhedslov, som påbyder regioner at tilbyde rådgivning om forebyggelse og
sundhedsfremme til kommunerne (se kapitel 5). Dialognet er i den forbindelse tænkt som
en online kommunikationsplatform, der skal fungere som knudepunkt for information,
samarbejde, deling og udvikling af viden. Formålet med Dialognet er således primært at
facilitere videndeling, netværksdannelse og dialog og formidle regionens rådgivning om
forebyggelse og sundhedsfremme til de 22 kommuner i regionen.
Dialognet kan grundlæggende siges at bestå af følgende fem hovedelementer:
# Informationer
# Profiler
# Dokumentdatabase
# Dialogværktøjer
# Interessegrupper og fora
Flere af disse elementer er sammenlignelige med de komponenter, som konstituerer social
software, og ved at anvende Smiths model (model 6.2) kan man dermed danne sig et
billede af Dialognets opbygning. Dette bilede kan senere, ud fra model 6.1, anvendes til at
opnå en større forståelse af, hvordan Dialognet potentielt understøtter de tidligere
identificerede udfordringer med at skabe og vedligeholde den social kapital for aktørerne i
Region Syddanmark.
Informationer
Det er tiltænkt, at Dialognet skal indeholde væsentlige informationer om regionens
rådgivningstilbud til kommunerne omkring sundhedsfremme og forebyggelse. I praksis er
dette informationer om temamøder, kompetenceudviklingskurser, udviklingsprojekter m.m.,
som regionen stiller til rådighed både på hjemmesiden selv og i form af foldere, brochurer
og nyhedsbreve, som enten tilsendes eller kan downloades. Dette indebærer ingen
85

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
nævneværdig interaktion, hvorfor det heller ikke kan siges at være et social software
komponent.
Profiler
I Dialognet er det planen, at brugere skal oprette individuelle profiler, som gør det muligt
for dem at identificere og finde hinanden. Disse profilsider indeholder oplysninger som navn,
kontaktoplysninger, stilling, projektdeltagelse, publikationer samt kompetencer og erfaring
indenfor emner og værktøjer, og skal til dels vedligeholdes af brugerne selv. Dialognet kan
dermed siges at inkorporere ’identity’ som komponent, idet brugere ud fra disse oplysninger
kan identificere og finde hinanden. Muligheden for at se, hvem der deltager i hvilke
projekter, og hvilke organisationer, brugerne er associeret til, kan give brugerne en delvis
forståelse af hinandens sociale netværk (’relationships’), men dette må siges at være et
ukomplet billede og overladt til brugernes egen fortolkning.
Dokumentdatabase
Et tredje og meget væsentligt element er en dokumentdatabase, som indeholder
projektbeskrivelser, evalueringer, undersøgelser m.m., som kan knyttes til en kommuneeller
medarbejderprofil, og som andre kan tilgå via en søgefunktion, hvor dokumenterne er
listet efter emne, værktøjer eller andet. Udover dette skal databasen indeholde dokumenter,
som er knyttet til afholdelsen af temamøder, hvor deltagere kan dele rapporter,
evalueringer, projektbeskrivelser m.m., samt understøtte delingen af dokumenter i
interessegrupper, som arbejder med udvalgte områder.
Dokumentdatabasen udfylder en central rolle i forhold til systemets formål om at facilitere
videndeling, idet den muliggør, at aktører (som kommuner, regionen og medlemmer i de
enkelte interessegrupper) kan uploade og dele dokumenter med hinanden. Dette indikerer
at ’sharing’ som komponent udfylder en central rolle i systemets opbygning.
For at lette søgningen efter relevante dokumenter planlægges Dialognet at inkorporere en
søgefunktionen struktureret som et ’tagcloud’, hvilket vil sige, at emner som ofte tilgås, vil
blive fremhævet frem for andre. Dette muliggør en form for vurdering af, hvilke dokumenter
andre finder relevant, og indikerer at Dialognet til dels også indeholder ’reputation’ som
komponent.
Dialognet bygger dog kun delvist på denne komponent, idet systemet ikke indeholder nogle
funktioner, som direkte understøtter brugeres mulighed for at skabe, vedligeholde eller
vurdere hinandens omdømme. Dette skyldes formentlig en kombination af to ting. For det
første er Dialognets primære formål at facilitere kommunikation, samarbejde og videndeling
86

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
mellem aktører, som i nogle tilfælde i forvejen har et kendskab til hinanden. For det andet
kan det være problematisk at foretage en eksplicit bedømmelse af eksisterende eller
potentielle samarbejdspartnere (eksempelvis i form af en rating af brugeres troværdighed,
kompetence eller andet), idet dette kan give anledning til konflikt og sandsynligvis næppe
harmonerer med organisationskulturen i den offentlige forvaltning.
Dialogværktøjer
Til at understøtte interaktionen mellem aktørerne tilbyder Dialognet en række dialogværktøjer,
hvor de vigtigste er:
# Chatfunktion – til oprettelse af dialog i interessegrupper. Muliggør synkron og
tekstbaseret kommunikation.
# E-konference – til diskussion af emner, hvor medlemmer kan oprette og
kommentere indlæg, såvel som dele filer med hinanden. Kan være åben såvel som
lukket og muliggør asynkron og tekstbaseret kommunikation.
# Wikis – til planlægning og opfølgning på temamøder samt platform for online
samarbejde i interessegrupperne omkring eksempelvis udviklingsopgaver. Asynkron
og primært tekstbaseret kommunikation (men kan indeholde billeder, video, audio
m.m.).
# Videokonference – til afholdelse af møder online. 132
Disse værktøjer gør det muligt for brugere at interagere og indgå i dialog med hinanden af
enten kortere eller længere varighed, hvorfor ’conversation’ kan siges at udgøre en vigtig
komponent i systemet. Samtidigt giver funktioner som chat brugerne en mulighed for at se,
hvem der er online hvornår, hvilket øger brugernes forståelse af, hvornår andre er tilstede
og tilgængelige. Dialognet bygger derfor også delvist på ’presence’ som komponent.
Interessegrupper
Som tidligere nævnt, indgår interessegrupper med deltagere på tværs af kommuner,
universiteter, m.m. som en væsentlig del af Forebyggelsesteamets arbejde. Det er tiltænkt,
at Dialognet skal understøtte disse interessegrupper ved at tilbyde en række funktioner,
som muliggør kommunikation, samarbejde og deling af viden internt i de enkelte grupper
og formidling af information om gruppens arbejde til eksterne interessenter.
Forsiden for interessegrupperne indeholder en beskrivelse af den enkelte gruppes formål og
de deltagere, som indgår i den. Udover at give et billede af gruppens formål og aktiviteter
132 Det er endnu ikke bekræftet, om denne funktion skal indgå i systemet eller ej.
87

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
fremmer dette, som tidligere nævnt, en delvis forståelse af, hvordan brugerne er
organiseret, og hvem der kender hinanden (’relationships’).
Herudover spiller dokumentdatabasen og de tidligere nævnte dialogværktøjer en væsentlig
rolle for medlemmernes deltagelse i interessegrupperne. Dokumentdatabasen sætter
således deltagerne i stand til at samle og dele de dokumenter, som har relevans for
gruppens arbejde (såsom projektbeskrivelse, tidsplan, indsatsområder m.m.), mens
dialogværktøjerne understøtter deltagernes online kommunikation og interaktion med
hinanden. 133
I denne sammenhæng er det centrale dog, at disse mange funktioner understøtter
brugernes interaktion i grupper, hvorfor ’groups’ som komponent synes at være delvist til
stede. At jeg vurderer dette som delvist skyldes primært en usikkerhed om, hvorvidt
systemet giver brugere muligheden for at forme og indgå i disse interessegrupper, hvilket
er en væsentlig betingelse for at brugere selvstændigt kan skabe og vedligeholde de sociale
netværk, som de selv finder mest relevant at deltage i.
7.1.1 Sammensætning af komponenter
Dialognets erklærede formål, og de handlinger, som systemet muliggør, indikerer, at
muligheden for at dele filer og indgå i dialog med hinanden, har den primære vægt.
’Sharing’ og ’conversation’ synes som sådan at være hovedkomponenter i systemet, mens
’identity’, ’presence’, ’groups’, ’relationships’ og ’reputation’ alle indgår, men ikke synes at
understøttes i helt samme omfang eller med samme fokus, hvorfor jeg har vurderet, at de
har en mere sekundær betydning.
Sammensætningen af de handlingsmuligheder som Dialognet understøtter, giver et billede
af Dialognet som et social software system, der er opbygget og sammensat således: 134
133 Denne kombination af funktioner synes i øvrigt hensigtsmæssigt set i relation til begrebet om
praksisfællesskaber, hvor Wenger betoner balancen mellem deltagelse og tingsliggørelse i forhold til
skabelsen af mening. Muligheden for at dele og forme dokumenter synes her at understøtte
tingsliggørelse, mens dialogværktøjerne og muligheden for i fællesskab at udvikle dokumenter (f.eks. i
en wiki) synes at fremme deltagelse.
134 Hvilke komponenter, der er primære og sekundære, bygger naturligvis på en afvejning og
vurdering af, hvilke handlingsmuligheder systemet primært understøtter, og hvad det erklærede
formål er for systemet. Som sådan kunne man i ovenstående tilfælde argumentere for, at ’groups’
skulle klassificeres som en hovedkomponent, idet et erklæret formål bag Dialognet er, at understøtte
deltagelsen i interessegrupper. At jeg her har klassificeret ’groups’ som sekundær komponent, skyldes
uvished om, hvorvidt brugerne selv kan forme, indgå og forlade disse grupper online. Såfremt disse
muligheder ikke understøttes, kan ’groups’ vanskeligt siges at udgøre en hovedkomponent, selvom
denne komponent tillægges stor værdi i forhold til Dialognets formål. Denne usikkerhed viser derfor,
at sammensætningen af ovenstående model kan diskuteres, alt efter hvilke komponenter man
vurderer, har den mest fremtrædende rolle og betydning.
88

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
Model 7.1. Dialognets opbygning
Sammenholders Dialognets opbygning med nogle af de tidligere gennemgåede social
software systemer (som f.eks. Flickr, Facebook, LinkedIn m.m.), fremtoner der et billede af
et meget omfangsrigt og komplekst system, hvis komponenter understøtter flere
dimensioner af social kapital. ’Sharing’, som er en af de primære komponenter, synes især
at understøtte skabelsen af reciprocitet (gennem deling af filer og dokumenter), som er et
element indenfor den relationelle dimension. ’Conversation’, som er den andet primære
komponent, understøtter forskellige former for dialog, hvilket faciliterer alle tre dimensioner
af den sociale kapital.
7.2 Hvordan møder Dialognet udfordringer med at skabe og
vedligeholde social kapital blandt aktører i Region
Syddanmark?
På baggrund af ovenstående beskrivelse af Dialognet vil jeg i dette afsnit belyse, hvordan
systemet, på baggrund af sin opbygning, kan forventes at møde de udfordringer i
forbindelse med social kapital og videndeling, som jeg tidligere (se kapitel 5) identificerede
som de vigtigste for aktørerne i Region Syddanmark. Her så vi, hvordan det store antal af
geografisk og organisatorisk spredte aktører medfører visse udfordringer i forbindelse med
skabelsen og vedligeholdelsen af den sociale kapital, hvoraf de tre største udfordringer
synes at være:
89

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
# Manglende kendskab til hinanden.
# Problemer med at forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation.
# En svag forventning om at få noget værdifuldt igen.
I forlængelse af Huysman & Wulfs argumenter om, at designet af videndelingssystemer må
tage afsæt i en undersøgelse af den eksisterende sociale kapital, vil jeg i det følgende
undersøge, hvordan Dialognet, i kraft af sin opbygning som et socialt software system, kan
forventes at imødekomme disse udfordringer.
7.2.1 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med at
vide hvem der er hvem, hvem der ved hvad, og hvem der kender
hvem?
Som identificeret i kapitel 5, synes der at være visse udfordringer i forbindelse med at vide,
hvem der er hvem, hvem der kender hvem, og hvem der ved hvad. I relation til Nahapiet &
Ghoshals forståelsesramme kan disse udfordringer hovedsageligt karakteriseres som
udfordringer indenfor den strukturelle dimension af social kapital, om end problemstillingen
med at vide, hvem hinanden er, og hvem der ved hvad, også knytter sig til identitet, som er
et element indenfor den relationelle dimension (se model 4.1).
Et af de væsentligste formål bag Dialognet er at imødekomme ovenstående udfordringer,
hvilket systemets opbygning og sammensætningen af komponenter også indikerer. 135 I sin
opbygning indeholder Dialognet således de fire komponenter (’presence’, ’relationships’,
’conversation’ og ’groups’), som jeg tidligere har argumenteret for, faciliterer den
strukturelle dimension samt komponenten ’identity’, der relaterer sig til den relationelle
dimension. Disse komponenter synes i større eller mindre grad alle at kendetegne
Dialognet, men især ’conversation’ synes at have en fremtrædende rolle (se model 7.1).
Denne komponent muliggør indbyrdes dialog, og understøtter som sådan alle tre
dimensioner af den sociale kapital, hvilket gør den til en af de mest indflydelsesrige og
betydningsfulde komponenter.
I relation til den strukturelle kapital argumenterede jeg tidligere for, at ’conversation’ som
komponent understøtter adgangen til andre netværk. Dette er også tilfældet for Dialognet,
hvor muligheden for at indgå i og vedligeholde en dialog kan virke befordrende for
aktørernes kendskab til hinanden og potentielt åbne op for adgangen til nye netværk.
Tilsvarende synes muligheden for at deltage i interessegrupper og interagere med andre
aktører på tværs af organisatoriske tilhørsforhold (’groups’ og ’conversation’) at styrke
135 Dette fremgår bl.a. også af Dialognets erklærede formål om at facilitere netværksdannelse.
90

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
aktørernes kendskab til hinanden, mens muligheden for at se, hvem der er online og
hvornår (’presence’), styrker aktørernes mulighed for at indlede eller vedligeholde en
kontakt.
Dialognet adresserer ligeledes udfordringerne i forbindelse med at vide, hvem der er hvem,
og hvem der ved hvad, ved at understøtte muligheden for at skabe og tilgå hinandens
profiler (’identity’). Disse profilsider giver således aktørerne en bedre forståelse af, hvem
der er hvem (f.eks. i form af information om en brugers arbejdsplads, medlemskab i
interessegrupper, alder etc.), og hvem der ved hvad (f.eks. i form af kompetencer,
publikationer, arbejdsområde etc.).
Ingen af disse komponenter synes dog direkte at give aktørerne en viden om, hvem der
kender hvem. Muligheden for at læse hinandens profiler, og heriblandt se hvilke
interessegrupper andre brugere er medlem af, giver en vis forståelse af andre brugeres
sociale netværk, men det kan ikke siges at give et komplet billede.
Et større fokus på ’relationships’ som komponent vil kunne adressere dette ved f.eks. at
gøre det muligt for aktørerne at tilføje kontakter, samarbejdspartnere m.m., hvilket ville
kunne synliggøre sammensætningen af aktørernes relationer mere tydeligt. Tilsvarende vil
et større fokus på ’groups’ som komponent (f.eks. ved at tillade brugere at vælge eller
fravælge medlemskab i forskellige interessegrupper) skabe større grobund for aktørernes
mulighed for aktivt at danne netværk med hinanden, hvilket i højere grad vil facilitere
aktørernes mulighed for at dele viden.
7.2.2 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med at
forstå hinanden og indgå i meningsfuld kommunikation?
Som jeg identificerede i kapitel 5, synes forskelle i organisationskulturer, positioner og
uddannelse m.m. at afstedkomme visse udfordringer i forbindelse med aktørernes evne til
at forstå hinanden og indgå i en meningsfuld kommunikation. Udfordringer, som i relation til
Nahapiet & Ghoshal, hovedsageligt kan karakteriseres som udfordringer indenfor den
kognitive dimension af social kapital og som influerer på aktørernes evne til at dele viden.
Som jeg har tidligere har peget på, synes især ’conversation’ og ’presence’ at være
komponenter, der understøtter denne dimension (se model 6.1). Ligeledes understøtter
muligheden for at indgå i en vedvarende og regelmæssig dialog (’conversation’) en gradvis
opbyggelse af en gensidig forståelse, baseret på en løbende udveksling af f.eks. metaforer,
fagudtryk, historier m.m. Dette øger en fælles forståelsesramme mellem aktørerne og
91

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
fremmer deres evne til at indgå i meningsfuld kommunikation (hvilket bl.a. forklarer,
hvorfor personer, der har kendt hinanden i lang tid ofte har lettere ved at kommunikere
med hinanden, end personer som lige har mødt hinanden). Desuden faciliterer muligheden
for at aflæse hinandens aktiviteter og tilstedeværelse i et system (’presence’) skabelsen af
kontekstmarkører, som kan skabe grundlag for en større forståelse (f.eks. af andres
handlinger). Dialognet bygger på både ’conversation’ og ’presence’ (om end ’conversation’,
som navnet Dialognet antyder, har en mere fremtrædende rolle i systemet), og kan som
sådan siges at imødekomme ovenstående udfordringer.
’Presence’ er i Dialognet begrænset til at give brugerne en forståelse af, hvem der er
tilstede og tilgængelige hvornår. Dette øger ikke i sig selv brugernes evne til at forstå
hinanden, men har snarere indflydelse på deres muligheder for at tilgå hinanden (den
strukturelle dimension af social kapital). Et større fokus på denne komponent kunne i højere
grad fremme aktørernes evne til at forstå og kommunikere med hinanden (og dermed
fremme deres evne til at dele viden) ved f.eks. at give flere kontekstuelle informationer om
brugerne og om de aktiviteter, de foretager (f.eks. vha. statusmeddelelser og informationer
om brugernes lokation, humør m.m.).
7.2.3 Hvordan imødekommer Dialognet udfordringer i forbindelse med
aktørernes motivation og forventning til værdien af at dele viden?
De tidligere identificerede udfordringer i forbindelse med aktørernes motivation og
forventning til værdien af at dele viden kan til dels kan forklares ud fra den fysiske og
organisatoriske adskillelse mellem aktørerne. Som tidligere belyst, bidrager denne til en
opfattelse blandt nogle af aktørerne af, at forskellene mellem f.eks. deres egen kommune
og en anden kommune er så store, at det reducerer værdien af at dele viden. Samtidigt
bevirker denne adskillelse, at flere af aktørerne har en identitetsopfattelse præget af ”os” og
”dem” og ser hinanden som konkurrenter frem for som samarbejdspartnere, hvilket har en
negativ effekt på deres motivation for at dele viden.
Set i forhold til social kapital synes disse udfordringer primært at relatere sig til den
relationelle dimension og omhandler elementer som tillid, normer, forpligtigelser og
identifikation. Tillid og identifikation synes her at være de mest centrale elementer, idet
begge influerer både på aktørernes forventning til værdien af at dele viden og på deres
motivation for at dele viden (se model 4.1).
Som jeg argumenterede for i kapitel 6.1, synes ’identity’, ’sharing’, ’reputation’ og
’conversation’ alle at være social software komponenter, der på forskellig vis understøtter
elementer indenfor den relationelle dimension. Dialognet indeholder til en vis grad alle disse
92

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
komponenter, om end sidstnævnte komponent, som tidligere nævnt, understøttes mest
ekstensivt.
’Conversation’ synes som komponent at understøtte elementer indenfor både den
strukturelle og kognitive dimension af social kapital. Derudover synes også muligheden for
at indgå og vedligeholde en dialog at have en positiv indvirkning på skabelsen af især tillid
(som er et element indenfor den relationelle dimension). Gennem regelmæssig dialog
opbygger aktørerne en gensidig tillid over tid, hvilket, ifølge Nahapiet & Ghoshal, (se model
4.1) udgør en væsentlig betingelse, både for forventningen af værdien af at dele viden, og
for aktørernes motivation for at dele viden. Dialognets fokus på at understøtte dialog
mellem aktører, synes dermed at imødekomme ovenstående udfordringer, idet dialog
faciliterer en gensidig tillid, som virker befordrende for aktørernes motivation og forventning
af værdien af at dele viden.
Mens ’conversation’ synes at stimulere skabelsen af tillid (ved at muliggøre dialog), er
’identity’ et nødvendigt komponent, for at aktører i systemet kan identificere sig i forhold til
hinanden. Om end ’identity’ som komponent ikke spiller en primær rolle i Dialognet,
muliggør systemet stadig, at brugere kan skabe sig en profil, hvor oplysninger om f.eks.
alder, køn, kompetencer, publikationer, ansættelsesforhold, medlemskab i interessegrupper
m.m. giver andre brugere en mulighed for at identificere hinanden. Disse oplysninger kan
medvirke til at reducere opfattelsen af ”forskellighed” og skaber et grundlag for, at brugerne
kan identificere sig med hinanden (snarere end mod hinanden). I den forbindelse synes især
deltagelsen i interessegrupper at virke befordrende, idet disse udgør en platform, hvor
aktører på tværs af organisationer samarbejder omkring et fælles domæne. Deltagelsen i
disse kan således være med til at reducere den organisatoriske afstand mellem aktørerne
og bidrage til et fællesskab, der er funderet i praksis. Dette knytter aktørerne sammen
omkring et fælles mål og øger samtidigt aktørernes motivation for at dele viden.
Som tidligere nævnt synes ’sharing’ som komponent at understøtte skabelsen af gensidige
forpligtigelser og reciprocitet (”jeg deler noget med dig nu i forventning om, at du deler
noget med mig senere”). I takt med at brugerne af Dialognet udveksler dokumenter og filer
med hinanden, skabes og vedligeholdes en struktur af forventninger og forpligtigelser
(”noget-for-noget banken”), som tilsvarende virker befordrende for aktørernes motivation
for at dele viden.
Idet ’reputation’ som komponent i Dialognet ikke er knyttet til brugerne men derimod til
dokumenterne, kan det ikke i sig selv siges at facilitere skabelsen af tillid (som det ellers er
tilfældet på tjenester som f.eks. eBay, Amazon m.fl., hvor brugeres rating af andre brugere
93

Kapitel 7: Hvordan understøtter Dialognet skabelsen af social kapital?
giver en indikation af disses troværdighed). Derimod kan det forventes, at muligheden for
at se, hvad andre brugere finder relevant (gennem førnævnte ’tagcloud’), vil styrke
brugernes mulighed for at danne sig en forventning af værdien af de dokumenter, de søger
efter.
7.3 Delkonklusion
Som jeg har belyst i kapitlet, synes Dialognet at være sammensat af alle syv komponenter
med vægt på især ’conversation’ og ’sharing’. Denne sammensætning og vægtning af
komponenter vidner om et omfangsrigt og komplekst system, der, i kraft af sin opbygning,
faciliterer samtlige dimensioner af den sociale kapital og dermed brugeres mulighed, evne
og motivation for at dele viden. De handlingsmuligheder, som Dialognet understøtter i kraft
af sin opbygning, synes således overordnet at imødekomme de tidligere identificerede
udfordringer i forbindelse med at skabe og vedligeholde social kapital.
En større vægtning på visse af de gennemgåede komponenter vil dog kunne øge Dialognets
potentiale i relation til at imødekomme udfordringerne. En øget vægt på komponenterne
’relationships’ og ’groups’ (f.eks. ved at tillade brugerne at se hinandens netværk og forme
grupper) vil således højne aktørernes mulighed for at danne netværk, mens et større fokus
på ’presence’ (f.eks. ved at øge brugen af kontekstmarkører) vil kunne øge brugernes evne
til at forstå hinanden og indgå i en meningsfuld kommunikation.
94

Kapitel 8: Konklusion
8 Konklusion
Ansporet af pointen i McKinseys analyse om at virksomheders konkurrenceevne i stigende
grad afhænger af effektiviteten af medarbejderes ’tacit interactions’, har jeg ønsket at opnå
en teoretisk, såvel som praktisk forståelse af, hvordan organisatorisk viden skabes og deles,
samt hvordan social kapital (i form af netværk, tillid, normer m.m.) indvirker på denne
proces.
I relation til at understøtte ’tacit interactions’ og generere organisatoriske konkurrencefordele,
synes den tavse og kollektive (’collective’) type af organisatorisk viden at spille en
afgørende rolle. Denne kommer således til udtryk i rutiner, normer, og historier, og har
derfor en stor effekt på medarbejderes handlingsmønstre og effektivitet, samtidigt med at
den, i kraft af netop at være ”tavs”, er meget vanskelig for konkurrenter at kopiere.
Med baggrund i Nonaka & Takeuchi fandt jeg, at tavs og eksplicit viden i en kontinuerlig
spiralproces skiftevis udvikles og omdannes og herigennem gradvist indlejres i sociale
strukturer (i form af kollektive normer, værdier, erfaringer m.m.). Den tavse, kollektive
type af organisatorisk viden skabes og deles primært i en socialiseringsproces, som især
praksisfællesskaber synes at understøtte gennem gensidigt engagement, fælles virksomhed
og fælles repertoire.
Social kapital synes i den forbindelse at have en essentiel betydning, idet sociale netværk,
tillid, normer m.m. har afgørende indflydelse på, hvordan aktører interagerer med
hinanden. Med udgangspunkt i Coleman, Bourdieu og Putnam, der af mange anses som
pionerer og skabere af begrebet social kapital, har jeg derfor belyst centrale karakteristika
ved begrebet og gjort rede for, hvordan social kapital, som en produktiv ressource, har en
afgørende indflydelse på aktørers handlingsmuligheder. En indflydelse, som for individer,
organisationer og samfund generelt, medfører en lang række positive (såvel som negative)
effekter.
I relation til hvordan social kapital som ressource indvirker på skabelsen og delingen af
organisatorisk viden, fandt jeg det fordelagtigt, med reference til Nahapiet & Ghoshal, at
anskue social kapital i en analytisk opdeling baseret på tre dimensioner, som er henholdsvis
den strukturelle, kognitive og relationelle. Disse dimensioner udgør på forskellig vis rammen
og forudsætningen for skabelsen af organisatorisk (heriblandt tavs og kollektiv) viden og
influerer, som jeg argumenterede for, med baggrund i Adler & Kwon, på aktørers mulighed,
evne og motivation for at dele viden. Da social kapital således synes at være en essentiel
betingelse og faktor for skabelsen og delingen af organisatorisk viden (plus en række andre
95

Kapitel 8: Konklusion
effekter, som jeg her i specialet ikke har dækket, såsom f.eks. lavere
transaktionsomkostninger m.m.), er det i høj grad i organisationers interesse at understøtte
og investere i social kapital. I den forbindelse synes det derfor afgørende at organisationer
skaber de mest optimale rammer (både fysiske, kulturelle, digitale m.m.) for social
interaktion.
Da medarbejdere, hvis arbejdsopgaver i høj grad fordrer ’tacit interactions’, ofte i udstrakt
grad anvender IT i forbindelse med deres arbejde, har jeg undersøgt, hvordan IT, i form af
social software, påvirker skabelsen og vedligeholdelsen af social kapital. Med baggrund i
den tidligere påviste kobling mellem social kapital og organisatorisk viden, har jeg således
undersøgt, hvordan social software, på forskellig vis, understøtter de tre dimensioner af
social kapital, og i kraft heraf fremmer skabelsen og delingen af organisatorisk viden.
Som jeg har påvist, kan de funktioner, som social software systemer typisk indeholder,
inddeles i syv grundlæggende komponenter. Ved at betragte social software systemer på
baggrund af deres sammensætning af disse komponenter, får man således et
rammeværktøj, hvormed forskelle og ligheder mellem disse systemer kan anskueliggøres.
Da social software systemer, i kraft af deres forskellige opbygning, danner forskellige
rammer for social interaktion, har det været mit mål, at udarbejde en mere generel
forståelsesmodel, som kan anvendes generativt og fremadrettet i forhold til at anskue
hvordan specifikke social software systemer influerer på social kapital. Mit ønske har
hermed været at konstruere en forståelsesramme, som rækker udover et enkelt social
software system, og som kan anvendes bredt, både til at forstå tidligere, nuværende, og
fremtidige social software systemers indvirkning på den sociale kapital.
I specialet har jeg undersøgt hvordan de syv grundlæggende komponenter, i kraft af de
handlinger de hver især muliggør og begrænser, understøtter forskellige dimensioner af
social kapital. Hermed har jeg udviklet et operationelt rammeværktøj, som i forbindelse
med en analyse, vurdering eller design af social software systemer, kan anvendes i praksis
til at opnå en mere målrettet forståelse af, hvordan specifikke sociale software systemer, i
kraft af deres sammensætning af disse komponenter, influerer på forskellige dimensioner af
social kapital.
Da afgrænsningen af de enkelte komponenter og dimensioner baserer sig på en analytisk
skelnen, som i høj grad reducerer kompleksiteten og ikke tager fuld højde for de mange
indbyrdes relationer og afhængigheder i komponenterne og dimensionerne, kan man
naturligvis diskutere om den specifikke kobling mellem komponenter og dimensioner er
korrekt. Komponenternes påvirkning på den sociale kapital er således i praksis sjældent
96

Kapitel 8: Konklusion
isoleret til kun at understøtte én dimension. Dette peger naturligvis på et behov for
yderligere undersøgelser, der mere detaljeret kan kortlægge sammenhængene mellem
disse komponenter i social software og dimensioner af social kapital. Et yderst interessant
fokus vil i den sammenhæng være også at undersøge den anden påvirkning, nemlig
hvordan social kapital influerer på måden, hvorpå de sociale software systemer anvendes.
Idet social software systemer (ligesom alle andre videndelingssystemer) ikke bør ses adskilt
fra de sociale strukturer, de indgår og til en hvis grad indlejres i, bør dette værktøj ikke stå
alene. I kraft af, at det kontekstuelle aspekt ved social kapital, bør det derimod anvendes i
forlængelse af en analyse af de udfordringer, barrierer, muligheder m.m. indenfor de tre
dimensioner af social kapital i en given organisation.
For at give et praktisk eksempel herpå, har jeg i specialet foretaget en ’light’ udgave af en
social kapital analyse, hvori jeg identificerer væsentlige udfordringer i forbindelse med at
skabe og vedligeholde social kapital blandt aktører i Region Syddanmark. Udfordringer, som
i væsentlig grad influerer på aktørernes mulighed, evne og motivation for at dele viden, og
som det planlagte videndelingssystem, kaldet Dialognet, derfor må adressere for at
imødekomme forventningerne om bedre netværksdannelse og videndeling. Koblet med
førnævnte rammeværktøj, danner denne analyse således baggrund for en undersøgelse af,
hvordan Dialognet i praksis kan forventes at imødekomme de førnævnte forventninger til
systemet. Udover at give et specifikt billede af Dialognets påvirkning på social kapital, giver
analysen samtidigt et praktisk eksempel på værdien af en teoretisk indsigt og forståelse af
sammenhængene mellem organisatorisk viden, social kapital og IT.
Som tidligere nævnt, peger flere forfattere på, at årsagen til at mange videndelingssystemer
har fejlet, skyldes en ensidig opfattelse af viden som et objekt der kan findes,
lagres, og udtrækkes i kodificeret form. Udviklingen af IT-systemer, som understøtter social
interaktion, synes i den forbindelse at åbne op for en større overensstemmelse mellem
teorier der betoner social interaktion i forbindelse med læring (heriblandt især social
konstruktivistiske læringsteorier) og praksis i form af videndelingssystemer. En udvikling,
som viser, at anvendelsen af IT rummer et stort potentiale i forbindelse med skabelse og
vedligeholdelse af social kapital og dermed kan give anledning til konkurrencefordele i form
af f.eks. organisatorisk viden.
97

Kapitel 9: Litteraturliste
9 Litteraturliste
Bøger
Coleman, James, S. (1990): Foundations of Social Theory, Cambridge, Massachusetts
and London. The Belknap Press of Harvard University Press.
Dalkir, Kimiz (2005): Knowledge Management in Theory and Practice, Oxford, Elsevier
Butterworth-Heinemann
Davenport, Tom, H. & Prusak, Laurence (1998): Working Knowledge: how organizations
manage what they know, Boston: Harvard Business School Press.
Field, John (2003): Social Capital – key ideas, New York, Routledge.
Hegedahl, Paul & Rosenmeier, Sara, L. (Red.). (2007): Social kapital, som teori og
praksis. Frederiksberg, Forlaget Samfundslitteratur.
Mauss, Marcel [1950] (1990): The Gift. The Form and Reason for Exchange in Archaic
Societies. London, Routledge.
Nonaka, Ikujiro & Takeuchi, Hirotaka (1995): The Knowledge Creating Company: How
Japanese Companies Create the Dynamics of Innovation. New York, Oxford University
Press.
Prusak, Laurence & Cohen, Don (2001b): In good Company: How Social Capital Makes
Organizations Work. Boston, Harvard Business School Press.
Putnam, Robert, D. (1993): Making Democracy Work: civic traditions in modern Italy,
Princeton, Princeton University Press.
Putnam, Robert. D. (2000): Bowling Alone: The Collapse and Revival of American
Community. New York, Simon and Schuster.
Schumpeter, J. A. (1934) (Genudgivet i 1962): The theory of economic development: An
inquiry into profits, capital, credit, interest and business cycle. Cambridge, MA. Harvard
University Press.
98

Kapitel 9: Litteraturliste
Wenger, Etienne (1998): Communities of Practice: Learning, Meaning and Identity.
Cambridge, UK, Cambridge University Press.
Artikler
Abou-Zeid El-Sayed (2007): A Theory-Based Approach to the Relationship between
Social Capital and Communities of Practice. The Electronic Journal of Knowledge
Management. Vol. 5 Issue 3, pp. 257 – 264.
Adler, Paul, S. & Kwon, Seok-Woo (2002): Social Capital: Prospects for a New Concept.
Academy of Management Review. Vol. 27 (1) pp. 17-40.
Blanchard, Anita & Horan, Tom (1998): Virtual communities and social capital. Social
Science Review Vol. 16 (3), pp. 293-307.
Bourdieu, Pierre (1986): The forms of Capital I Richardson, John, G. (eds.): Handbook of
Theory and Research for the Sociology of Education. New York, Greenwood, pp. 241-58.
Coleman, James S. (1988): Social capital in the creation of human capital. American
Journal of Sociology, Vol. 94, pp. 95 – 121.
Ellison, Nicole, B., Steinfield, Charles, & Lampe, Cliff (2007): The Benefits of Facebook
“Friends:” Social Capital and College Students Use of Online Social Network Sites. Journal
of Computer-Mediated Communication, 12(4), article 1.
Tilgængelig online (16/07-2008): http://jcmc.indiana.edu/vol12/issue4/ellison.html
Ghoshal, Sumantra & Tsai, Wenpin (1998): Social Capital and Value Creation: The role of
intrafirm networks. Academy of Management Journal Vol. 41(4), pp. 464-474.
Granovetter, Mark (1973): The Strength of Weak Ties. The American Journal of
Sociology, Vol. 78(6), pp. 1360-1380.
Hanifan, L. J. (1916): The Rural School Community Center. Annals of the American
Academy of Political Science. Vol 67. pp. 130-138.
Hildreth, P.J. & Kimble, C. (2002): The duality of knowledge. Information Research, 8
(1), paper no. 142.
Huysman, Marleen & Wulf, Volker (2004): Social capital and information technology.
99

Kapitel 9: Litteraturliste
Current debates and research. I Huysman. M. & Wulf, V. (Eds.), (2004): Social capital
and information technology. Cambridge, Massachusetts, The MIT press.
Huysman, Marleen & Wulf, Volker (2005): IT to Support Knowledge Sharing in
Communities, Towards a Social Capital Analysis. Journal on Information Technology
(JIT).
Lesser, Eric, L. (2000): Leveraging Social Capital in Organizations. I Lesser, E. (2000):
Knowledge and social capital, Foundations and applications. Boston, Butterworth-
Heinemann.
Lesser, Eric, L. & Cothrel, Joseph (2001): Fast friends: virtuality and social capital. I
Lesser, E. & Prusak, L. (2004): Creating Value with Knowledge: Insights from the IBM
institute for Business Value. New York, Oxford University Press.
Lesser, Eric, L. & Prusak, Laurence (1999): Communities of practice, social capital and
organizational knowledge. i Lesser, E. Fontaine, M.A. og Slusher, J.A. (2000): Knowledge
and Communities. Boston, Butterworth –Heinemann, pp. 123-131.
Lesser, Eric, L. & Storck, John (2001): Communities of practice and organizational
performance. I Lesser, E. & Prusak, L. (2004): Creating Value with Knowledge: Insights
from the IBM institute for Business Value. New York, Oxford University Press.
Maskell, P. (2000). Social capital, innovation, and competitiveness. I Baron, S. Field, J.
og Schuller,T., (Eds.) Social Capital: Critical Perspectives, Oxford, Oxford University
Press, pp. 111-123.
Moran, P. & Ghoshal, S. (1996): Value creation by firms. I Keys, J. B. & Dosier, L. N.
(Eds.), Academy of Management Best Paper Proceedings, pp. 41-45.
Nahapiet, Janine and Sumantra Ghoshal (1998): Social Capital, Intellectual Capital and
the Organizational Advantage. Academy of Management review, (23:2), pp. 244-266.
Nonaka, Ikujiro (1994): A Dynamic Theory of Organizational Knowledge Creation.
Organization Science, Vol. 5(1).
Nonaka, Ikujiro (1991): The knowledge creating company. Harvard Business Review, 69,
(Nov-Dec), pp. 96-104.
100

Kapitel 9: Litteraturliste
Nonaka, Ikujiro & Konno, Noburo (1998): The Concept of “Ba”: Building a Foundation for
Knowledge Creation. California Management Review, Vol 40(3).
O’Reilly, Tim (2005, September): What is Web 2.0.
Lokaliseret den 28 Juli 2008 på
http://www.oreillynet.com/pub/a/oreilly/tim/news/2005/09/30/what-is-web-20.html
Perks, Martyn. (2003, 20 Marts): Social Software – get real.
Lokaliseret den 28/08-2008 på http://www.spikedonline.com/Articles/00000006DCF1.htm
Pope, Jeanette (2003): Social capital and social capital indicators: A reading list.
Adelaide, Public Health Information Development Unit. Working Paper. Series No. 1.
Portes, Alejandro (1998): Social Capital: Its Origins and Applications in Modern
Sociology. I Lesser, E. (2000): Knowledge and social capital, Foundations and
applications. Boston, Butterworth-Heinemann.
Putnam, Robert D. (2002): The Prosperous Community: Social Capital and Public Life.
The American Prospect.
Prusak, Laurence & Cohen, Don (2001a): How to Invest in Social Capital. Harvard
Business Review, Vol. 79.
Quan-Haase, A. & Wellman, B. (2004): How does the Internet Affect Social Capital? I
Huysman, M. og Wulf, V. (2004): Social Capital and Information Technology, England,
MIT Press, pp. 113-131.
Rosenmeier, Sara (2004): Introduktion til Social Kapital. Rådgivende sociologer A/S
Lokaliseret den 13/04-2008: http://www.socialkapital.dk/introduktion.html
Smith, Gene (2007, 4 april): Social Software Building Blocks,
Lokaliseret den 02/06-2008 på http://nform.ca/publications/social-software-buildingblock
Snowden, Dave (2002): Complex acts of knowing: paradox and descriptive selfawareness.
Journal of knowledge management 6(2), pp.100-111.
101

Kapitel 9: Litteraturliste
Spender J.C. (1996): Making Knowledge the basis of a dynamic theory of the firm.
Strategic Management Journal 17 (S2), pp. 42-62.
Vilanova, Eva, P. & Josa, Roger, T. (2003): Social capital as a managerial phenomenon.
Tampere University of Technology.
Webb, Matt (2004, 28. april): Interconnected.
Lokaliseret den 02/06 2008 på
http://interconnected.org/home/2004/04/28/on_social_software
Wellman, Barry (2001): Computer Networks As Social Networks. Science. Vol.
293(5537), pp. 2031 – 2034.
Wenger, Etienne (2004): Knowledge management as a doughnut: Shaping your
knowledge strategy through communities of practice. Ivey Business Journal.
Wenger, Etienne (år ukendt): Communities of Practice – a brief introduction.
Lokaliseret den 15/07-2008 på http://www.ewenger.com/theory/
Williams, Dimitri (2006): On and Off The 'Net’: Scales for Social Capital in an Online Era.
Journal of Computer-Mediated Communication, 11(2), article 11.
Yli-Renko, Helena og Autio, Erkko og Sapienza, Harry J. (jun-jul. 2001): Social Capital,
Knowledge Acquisition, and Knowledge Exploitation in Young Technology-Based Firms.
Strategic Management Journal, Vol. 22(6/7), Special Issue: Strategic Entrepreneurship:
Entrepreneurial Strategies for Wealth Creation, pp. 587-613.
Rapporter
Beardsley, Scott & Johnson, Bradford & Manyika, James (2006): Competitive advantage
from better interactions. The McKinsey Quarterly. No. 2.
Tilgængelig online (07/02-2008):
http://mail.google.com/mail/?ui=1&ik=7bfe724f23&view=cv&search=query&q=better%
20interactions&th=11866e21a010b6c7&ww=1018&cvap=1&qt=better.0.interactions.0&z
x=tmdx7ehhjlsj
Davies, William (2003): You don’t know me but…Social capital & social software. The
Work Foundation, London.
102

Kapitel 9: Litteraturliste
Tilgængelig online (13/08-2008):
http://www.theworkfoundation.com/research/publications/publicationdetail.aspx?oItemId
=156&parentPageID=102&PubType
Websites
The O’Reilly Emerging Technology Conference:
Lokaliseret den 15/08-2008 på: http://conferences.oreillynet.com/
Clay Shirky’s Social Software Summit:
Lokaliseret den 15/08-2008 på: http://www.shirky.com/
Wikipedia:
Lokaliseret den 15/08-2008 på : http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_social_software
Wikipedia:
Lokaliseret den 15/08-2008 http://en.wikipedia.org/wiki/Social_software
Clay Shirky:
Lokaliseret den 15/08-2008 http://www.shirky.com/writings/group_enemy.html
The Economist:
Lokaliseret den 16/08-2008
http://www.economicsnetwork.ac.uk/handbook/web/glossary.htm
Online Tjenester
Amazon: http://www.amazon.com/
Couchsurfing: http://www.couchsurfing.com/
Dialognet: http://www.dialog-net.dk/default.asp?id=233826
Ebay: http://www.ebay.com/,
Facebook: http://www.facebook.com/
Flickr: http://www.flickr.com
Friendster: http://www.friendster.com/
Groupcare: http://www.groupcare.dk
LinkedIn: http://www.linkedin.com/,
MSN: http://webmessenger.msn.com
Twitter: http://www.twitter.com
Youtube: http://www.youtube.com
103