Social kapital som fundament for organisatorisk viden_ Speciale af ...

Kapitel 2: Videndeling i organisationer
Både Nonaka og Wenger opfatter henholdsvis organisatorisk viden og meningsforhandling
som begreber, der udgøres af to indbyrdes afhængige dimensioner (henholdsvis den
epistemologiske og ontologiske samt deltagelse og reifikation), som former hinanden i et
dialektisk forhold. Begge studier peger således på organisatorisk viden som et dualistisk
begreb, der eksisterer i sociale strukturer og skabes i en social proces.
Delkonklusion
Organisatorisk viden kan ud fra Spenders optik siges at bestå af fire forskellige typer
indenfor to dimensioner (type og lokation af viden). Især den tavse og kollektive
(’collective’) viden har en central betydning for organisationers evne til at skabe og dele
viden, idet den har stor indflydelse på medarbejderes handlingsmønstre og samtidigt er
meget vanskelig at kopiere for konkurrerende organisationer. Det er derfor i organisationers
interesse skabe de bedste betingelser for udvikling af denne videnstype.
Ifølge Nonaka skabes organisatorisk viden i en kontinuerlig og dynamisk spiralproces
bestående af fire faser, hvor tavs og eksplicit viden skiftevis omdannes og indlejres i
individet og de sociale strukturer, hvori individet indgår. Individer skaber organisatorisk
viden gennem social interaktion, hvilket faciliteres og understøttes af de sociale strukturer,
som konstituerer organisationer. Den opståede viden indlejres således samtidigt i
organisationens sociale strukturer og kommer f.eks. til udtryk i kollektive rutiner, normer og
værdier. Organisationer har traditionelt anvendt IT med det formål at understøtte, især den
eksplicitte, individuelle viden samt den eksplicitte, sociale viden, men har kun i mindre grad
faciliteret skabelsen og delingen af tavs viden (hvad enten den har været individuel eller
kollektiv). 21
Med afsæt i Wengers teori, argumenterer jeg for, at praksisfællesskaber faciliterer
skabelsen af både tavs viden (primært, men ikke udelukkende gennem deltagelse) og
eksplicit viden (primært, gennem tingsliggørelse men ikke udelukkende). Ved at understøtte
processen af meningsforhandling gennem deltagelse og tingsliggørelse i en social entitet,
hvor medlemmer er forbundet via domæne, praksis og fællesskab, virker
praksisfællesskaber således fremmende for skabelsen af individuel såvel som af
organisatorisk viden.
I organisatorisk sammenhæng er den kollektive form for viden, som argumenteret,
interessant at udforske nærmere (i relation til at understøtte ’tacit interactions’). Skabelse
og deling af denne type viden fordrer mellemmenneskelig interaktion i en
21 De fleste videndelingssystemer har således traditionelt fokuseret på at omdanne tavs viden til
eksplicit viden (f.eks. gennem databaser og dokumenthåndteringssystemer).
19