Læring i praksis - TeLearn

I forhold til spørgsmålet nævnt ovenfor, om neurologiske stimuli er nødvendige og/eller
tilstrækkelige betingelser for eksistensen af et kropsskema, kan man sige, at de i hvert fald
ikke er tilstrækkelige, og at det ydermere er diskutabelt, med hvilken grad af bestemthed de
er nødvendige. Hermed mener jeg, at det tydeligvis ikke er sådan, at bestemte visuelle og
taktile stimuli er nødvendige for eksistensen af et bestemt kropsskema – den gravide har jo
netop ikke de visuelle og taktile stimuli, som svarer til den kropsfacon, hun kropsskemamæssigt
handler ud fra. Omvendt kan en blind bevæge sig helt ubesværet i kendte omgivelser,
selvom han ingen visuelle stimuli har. Pointen med disse eksempler er ikke at hævde, at
kropsskemaet ikke har en eller anden form for årsagsmæssig sammenhæng med neurologiske
stimuli og processer – at hævde dette synes at være en spiritualisme, jeg ikke ønsker at
tilslutte mig – men i stedet dels at neurologiske stimuli og processer ikke er tilstrækkelige
betingelser for kropsskemamæssig handlen, dels at årsagsmæssige sammenhænge mellem
neurologiske processer og kropsskema ikke er en-til-en-korreleringer. Hvilket naturligvis
blot er konkrete udslag af, at væren-i-verden er et helhedsfænomen, hvorfor der ikke i
kropsskemaet er enkeltelementer, som neurologiske stimuli og processer kunne være en-tilen-korreleringer
til 121 .
Hvad angår mit oprindelige spørgsmål, hvilken rolle stimuliene fra hammeren spiller, vil
jeg derfor nu sige, at problemet med den reduktionistiske forklaring – at hjernen ’tager sig
af dem uden indblanding fra bevidsthedens side’ ikke så meget er, at den er forkert, for som
det fremgår af det ovenstående er det i en vis forstand præcis, hvad jeg vil hævde, da vi ikke
for mig at se er hverken fokalt eller subsidiært opmærksomme på dem. I stedet er problemet
den reduktionistiske implikation om, at ’alt så er sagt’, og at handling dermed er forklaret.
For jeg mener ikke, at alt dermed er sagt, og handling dermed forklaret – forklaring/forståelse
af handling finder sted på det fænomenologiske niveau, dvs. på niveauet for
vore oplevelser, og disse har en helhedskarakter, ikke en atomistisk opsplittelig karakter. Og
den adækvate handlen må, som jeg med eksemplerne har søgt illustreret, her forstås som en
meget mere direkte forholden sig til disse helhedsmæssige oplevelser i kropsskemaets
stemmen overens med (’attunement to’) verden, som den giver sig for os.
121 Visse undersøgelser tyder på, at proprioceptiske stimuli i højere grad end visuelle stimuli er nødvendige for
eksistensen af et kropsskema: En meget sjælden lidelse består i tabet af følesansen og af alle proprioceptiske nervestimuli
som følge af en ødelæggelse af sansenerverne. Patienter med denne lidelse er ikke i stand til at bevæge sig som
andre mennesker, men er totalt afhængige af fokalt bevidst visuelt feedback for overhovedet at kunne holde sig oprejst
(jf. Cole & Paillard, 1995) – de har med andre ord som konsekvens af deres lidelse mistet deres kropsskema. Dette
understreger igen at kropsskemaet ikke er et fokalt bevidst billede af kroppen. De givne patienter er tværtimod nødt til
at nøjes med et sådant billede i manglen på et kropsskema – med de meget store problemer ved udførelsen af selv de
mest basale bevægelser til følge. Ud over at pege på, at proprioceptiske stimuli muligvis har en vigtigere rolle end visuelle
– om end de ikke af de ovenfor argumenterede grunde udgør tilstrækkelige betingelser – giver lidelsen således
konkrete eksempler på, at eksistensen af et ikke fokalt bevidst kropsskema er en nødvendig forudsætning for den uhindrede,
smidige udførelse af selv den mindste (for slet ikke at tale om de største) af hverdagens aktiviteter, som har vores
fokale opmærksomhed.
119