Læring i praksis - TeLearn

form/struktur, at et begyndende mønster kan træde frem, og personlige erfaringer kan muliggøres.
Det er her ikke bare et spørgsmål om at bruge ord fra dagligsproget til at beskrive
den nye situation – det er bestemte ord med en bestemt implikations- og konnotationsrigdom,
der bruges, og denne rigdom giver mening til og får mening til at træde frem ved det
nye felt. Forskellen imellem metaforernes virkemåde inden for et kendt felt og på et nyt er i
vid udstrækning, at den struktur og mening, som metaforerne giver til feltet er mere afgørende
inden for et nyt end inden for et gammelkendt felt, fordi der her ikke er nær så mange
øvrige strukturerende faktorer. Når novicebilisten således får at vide, at det er en ’stor fejl’
at ville overhale midt i et kryds, sætter dette, i kraft af konkretiseringen af den kropsskemamæssigt
inkorporerede metafor ’vigtigt er stort’, i højere grad ’situationen i perspektiv’ for
ham, end det gør for den øvede bilist, for hvem situationen umiddelbart fremtræder med
viden i praksis’ perspektiv – et perspektiv, der i den konkrete sammenhæng slet ikke lader
en overhaling fremstå som en mulighed.
Skærpningen i metaforernes rolle inden for nye felter i forhold til kendte kommer måske
tydeligere frem, hvis man sammenligner med den bevidste brug af metaforer, diskuteret i
sidste kapitel. I den bevidste brug af sproglige metaforer vil den helhedsmæssige forståelse,
vi har af kildedomænet, som jeg har argumenteret for, sættes i spil i åbningen af måldomænet,
hvorved dette fremstår som meningsfuldt. Ved brugen af lakoff-johnsonske metaforer
på velkendte felter sker der for mig at se noget meget tilsvarende: Eksempelvis spiller vores
kropsskemamæssige forståelse af ’stor’ ind i opfattelsen af et konkret ’vigtigt’ fænomen –
denne forståelse resonerer med og giver fylde til fænomenet og åbner for en række ræsonnementer
og handlinger i forhold til det. Til forskel fra den bevidste brug af sproglige metaforer
sker dette blot i vid udstrækning, uden at vi er opmærksomme på det, fordi vi ikke i
situationen tænker på, at eksempelvis ’stor’ er en metafor for ’vigtig’ – vores forståelse af
vigtig ’som’ stor er så ’indgroet’, dvs. så inkorporeret i vores måde at møde verden på, at vi
ikke bevidst bemærker den fylde, metaforen giver til det vigtige fænomen; fænomenet har
simpelthen denne fylde i vores opfattelse af det. Ved brugen af lakoff-johnsonske metaforer
på nye områder får det ukendte fænomen ligeledes fylde gennem metaforens strukturering
og den resonans, den vækker; også her i betydelig grad, uden at vi er opmærksomme derpå.
Imidlertid rækker betydningen af metaforen på sådanne nye områder videre endnu, således
at det ikke kun er det enkelte fænomen, der belyses af den, men hele det nye felt i kraft af
den strukturering, som metaforen bevirker. Når f.eks. ’stort’ oplyser et forhold, der er ’vigtigt’
inden for det nye felt, da fremstår feltet herigennem, igennem denne aktuelle konkretisering
af den generelle, kropsskemamæssigt inkorporerede metafor, med en for-struktur og
en begyndende mening, der giver aktøren en tilgang til det.
På denne vis mener jeg, at de lakoff-johnsonske metaforer kan betragtes som ’præ-anskuelsesmåder’,
som er med til at give en grundlæggende struktur til verden, ligesom vores
302