Læring i praksis - TeLearn

den som sådan, ’viden i praksis’, må imidlertid betragtes som ikke fuldt ud sprogligt artikulerbar,
idet det snarere er en forståelsesbaggrund, der lader den konkrete situation fremstå
som meningsfuldt struktureret, og dermed muliggør og giver mening til sproglige udsagn i
forhold til denne. ’Viden i praksis’ kan derfor ikke ud-trykkes, men dog til dels om-tales
eller ud-peges for andre mennesker, der har været i lignende situationer og gjort sig lignende
erfaringer. Sammenfattende hævdede jeg derfor, at ’viden i praksis’ er et holistisk,
ikke-repræsentationelt, handlingsorienteret perspektiv, der lader relevante forhold i situationen
træde frem som meningsfulde i forhold til den igangværende aktivitet og som endvidere
umiddelbart fordrende denne eller hin handling. Ydermere pointerede jeg, som nævnt,
at ’viden i praksis’ er en enhed af de tre ovennævnte aspekter, sproglig viden, praktisk kunnen
og personlig erfaring, og at den udvikler sig ved, at det til enhver tid givne handlingsorienterede
perspektiv muliggør erhvervelsen af erfaringer i ét med sproglig viden og praktisk
kunnen på det pågældende felt. Dette sker, understregede jeg, vel at mærke ikke på en
sådan måde, at de tre aspekter først optræder hver sig, siden integreres med hinanden og
endelig integreres ind i det eksisterende perspektiv, men i stedet således, at de fra starten af
optræder interrelaterede og integrerede med hinanden med en intern relation til det handlingsorienterede
perspektiv, der muliggjorde dem.
Med denne besvarelse af min problemformulerings første spørgsmål ligger det relativt
lige for at bestemme læring, som jeg har gjort, som ”fremstruktureringen af (aspekter af) et
holistisk, ikke-repræsentationelt, handlingsorienteret perspektiv på situationen – et perspektiv,
der lader relevante forhold træde frem, og som umiddelbart lader bestemte handlinger
være de adækvate at udføre”” (del 3 og 4): Hvis ’viden i praksis’ er et holistisk handlingsorienteret
perspektiv, vil læring af ’viden i praksis’ næsten tautologisk måtte være tilvejebringelsen
af et sådant perspektiv. Der er imidlertid et par bemærkninger, som nødvendigvis
må fremsættes her: For det første er min påstand angående læring betydeligt mere vidtgående
end denne nærtautologiske bestemmelse, da jeg ikke blot hævder, at læring af ’viden i
praksis’ er en sådan fremstrukturering af et perspektiv, men at al læring er det. Dette gør jeg
med henvisning til min argumentation i del 4 for, at selv tilegnelsen af de umiddelbart mest
trivielle færdigheder, såsom at lære at binde snørebånd, altid finder sted interrelateret med
tilegnelsen af sproglig viden og af forskellige færdigheder af social og praktisk art, herunder
en forståelse for vigtigheden af selvstændighed i forbindelse med af- og påtagning af sko,
måder at tale til andre og blive talt til i diskussion om nødvendigheden af hjælp m.m. For
det andet bør termen ’fremstrukturering’ kommenteres: Med denne ønsker jeg, som jeg
sagde i del 4, dels at pointere det enkelte individs egne, engagerede aktivitet som en nødvendighed
i læring, dels at sige, at denne aktivitet aldrig er en skaben ud af intet, men altid
er en meningsfuld strukturering af verden på baggrund af den forståelse, man i forvejen har.
Og denne mening er, vil jeg yderligere sige, ikke primært en mening i bevidstheden, men i
377