Læring i praksis - TeLearn

artikulerede eller artikulerbare domme, at viden i stedet har flere aspekter, og at den sproglige
(i traditionel angelsaksisk forstand) viden kun er mulig i relation til og integreret med
sådanne andre aspekter. For klarheds skyld har jeg derfor valgt at bibeholde den angelsaksiske
snævre betydning – et valg, der, kan det endvidere bemærkes, også synes at have været
Wittgensteins, idet denne i sin argumentation for, at repræsentation kun udgør en lille del af
sprogets anvendelsesområde, for mig at se ligeledes fortsat udelukkende anvender ordet
’sprog’ om det verbale.
Som et sidste punkt bør det nævnes, at selv med den angivne afgrænsning er der stadig
en vis ubestemthed i rækkevidden af begrebet ’sprog’. I hvor høj grad skal gestik og ’sigende
pauser’, ’bevidste udeladelser’, under- og overtoner m.m., som bruges til at få en bestemt
mening frem, regnes med til ’det talte sprog’? Hører ’dét, der står mellem linierne’
med til det skrevne sprog eller ej? Denne ubestemthed er dog for mig at se i højere grad et
problem for den angelsaksiske vidensopfattelse end for den her fremsatte, som den snarere
underbygger: På et generelt plan er den efter min mening et udtryk for det problematiske i
den traditionelle angelsaksiske søgen efter situationsuafhængige nødvendige og tilstrækkelige
betingelser for begrebsanvendelse 270 . Samtidig peger den mere specifikt på
utilstrækkeligheden af en vidensopfattelse, der ikke ser den konkrete aktualisering af viden
som af indholdsmæssig betydning for denne viden. Omvendt understøtter den min hævdelse
af, at sproglig viden ikke kan forstås i isolation fra de øvrige aspekter af vores tilgrundliggende
forståelse, ligesom den viser hen til de flydende grænser, der består imellem disse
aspekter. I særlig grad indikerer den det forhold, jeg flere gange har understreget, nemlig at
sproglig viden trækker på et ikke-sprogligt betydningsindhold af personlige erfaringer, der
resonerer med i vores forståelse af de sproglige udtryk. Alt i alt ser jeg derfor ubestemtheden
som et udtryk for, at viden grundlæggende må forstås situeret, som kun fuldt realiseret i
praksis, i tråd med min bekræftende besvarelse af problemformuleringens første spørgsmål.
Sammenfattende kan man sige, at der for mig ikke er den nære sammenhæng mellem
begreberne viden, bevidsthed og sprog, som traditionelt mere eller mindre eksplicit er forudsat
i behandlingen af disse begreber. Efter min mening er viden ikke nødvendigvis sproglig
viden og fordrer heller ikke bevidsthed om at have viden. Den sprogligt ekspliciterede,
bevidste viden er for mig at se kun toppen af isbjerget, hvis hele masse udgøres af en enhed
af interrelaterede aspekter, nærmere bestemt praktisk kunnen, personlige erfaringer/kendskab
og så naturligvis den sproglige viden selv. Udøvelsen af denne viden er ikke
betinget af, at man er repræsentationelt bevidst om udøvelsen – den kan i mange tilfælde
finde sted kropsskemamæssigt, enten ’rent’ eller ’fuldt’ – eller om, at man overhovedet har
den pågældende viden: Den kan meget vel være lært ’as we go along’, uden at vi har været
270 Jf. del 1.
231