Læring i praksis - TeLearn

dig i for høj grad dels opfatter videnskabelig viden som bestående af teorier, som det dog
fordrer et personligt element at forstå, dels ser forståelsen af teorierne som primært en kontemplativ
foreteelse. Heroverfor vil jeg hævde, at videnskabelig viden væsentligt er viden i
praksis, hvilket vil sige, at teorier (og generelt sproglig viden) nok spiller en betydelig rolle,
men at de gør det netop i den inkorporerede enhed, som de indgår i med praktisk kunnen og
personlige erfaringer – en enhed, der får relevante aspekter af konkrete situationer til at
træde frem på bestemte måder. Det synes mig derfor en forkert vægtning at tale som Polanyi
om videnskabelig viden som bestående af teorier, hvis forståelse indebærer et personligt
element. Og denne forkerte vægtning har i forhold til praksis vel at mærke sit komplementære
udtryk i opfattelsen af, at forståelsen primært er kontemplativ frem for handlingsorienteret.
10.3. Involveringens betydning eksemplificeret ved klassisk mekanik
Involveringens indholdsmæssige betydning illustreres med en diskussion af Newtons
fremstrukturering af den klassiske mekaniks perspektiv. Ligeledes belyses muligheden for
inkorporering af viden i praksis gennem dette eksempel. Det pointeres, at inkorporering af
perspektivet på mange måder er analogt til inkorporeringen af et stykke værktøj. Der er dog
den afgørende forskel, at perspektivet ikke kan vælges til og fra, som et stykke værktøj kan,
da det er en del af aktørens generelle måde at relatere til verden på.
For nu at vende tilbage til Newton, vil jeg hævde, at dét, der gælder for alle videnskabsmænd,
altså at fremstruktureringen af deres viden i praksis-perspektiv er basalt afhængigt af
deres engagement eller ’commitment’, i så meget desto højere grad gør sig gældende i hans
tilfælde, fordi det perspektiv, som han skabte, var et radikalt nyt: Kun i kraft af hans stærke
’commitment’, i kraft af følelsen af, at ’dette er den rigtige vej’, dvs. i og med den følte, levede
overbevisning om med denne anskuelsesmåde at komme ’nærmere’, mere i kontakt
med virkeligheden, var Newton i stand til at sammenvæve sin forståelse af hidtil ukendte
eller negligerede fænomener med allerede kendte forhold ind i en helt ny holistisk sammenhæng.
Denne proces fordrede nemlig, at han satte sin hidtidige forståelse, sin oplevelse og
viden om sandt og falsk, adækvate og inadækvate handlemåder, væsentlige og uvæsentlige
iagttagelser og erfaringer, kort sagt sin dømmekraft og i sidste instans væsentligt sig selv på
spil for herigennem at give den fundamentalt nye mening, som han skabte og lod træde
frem, realiseringsmulighed. I forhold til de ovenfor behandlede positioner vil jeg derfor
sige, at involvering/engagement spiller en langt større og mere direkte rolle for, hvad der
læres, end disse hævder: Så langt fra kun at være ’motivation’ for Newton, dvs. at give ham
lysten til eller interessen for at forfølge emnet, er involveringen i betydeligt mere fundamental
forstand betingende for, at bestemte fænomener, eksempelvis et pendul, kan træde
256