Læring i praksis - TeLearn

konkretiseret og håndgribelig form naturligvis, var yderst virksomme i den oprindelige skabelse
af det pågældende perspektiv.
I den forbindelse kan det være på sin plads at nævne, at A. Miller på baggrund af en
analyse af en lang række konkrete videnskabshistoriske tilfælde, på linie med det her sagte,
hævder, at videnskabelig udvikling i høj grad sker, når forskerne metaforisk udstrækker deres
forståelse af ét, relativt kendt, domæne til et nyt, ukendt område (Miller, 2000). Metaforerne
er, mener han, et meget vigtigt skridt på vejen i søgen efter bogstavelige beskrivelser
af verden – helt i tråd med den fremstilling, jeg netop har givet af meget velkendte eksempler
på metaforers ’verdensoplukkende’ og ’perspektivskabende’ potentiale, bestemmer han
dem som størrelser, der ”permit probing unknown or little-understood domains with more
familiar quantities” (s. 336), og som ”provide access into possible worlds that might become
actual ones.” (s. 252) 315 . Samtidig understreger han, som jeg også har gjort, at ligheden, som
postuleres med metaforen, meget ofte først skabes i og med denne, og at det netop er heri,
sidstnævntes erkendelsesmæssige og videnskabsudviklende styrke ligger. Dog synes han i
sidste ende alligevel at sætte lighedstegn mellem videnskabelig viden og bogstaveligt formulerede
teorier, hvilket jeg med min opfattelse af viden som viden i praksis finder problematisk.
Ligeledes er jeg skeptisk over for visse tendenser i hans generelle piagetinspirerede
fremstilling af videnskabelig udvikling 316 . Det væsentlige i denne sammenhæng er imidler-
315 Med dette mener Miller, at den ’mulige verden’ reelt viser sig at være ’den faktiske’ – at de beskrivelser, man ved
metaforernes hjælp har givet af en mulig måde for verden at være på, altså viser sig at være korrekte, dvs. at være bogstavelige
beskrivelser af, hvordan verden er.
316 Millers opfattelse af videnskabelig udvikling bygger i høj grad på Piagets erkendelsesteori. Han hævder således, at
ny ’information’ – enten eksperimentelle data eller tankeeksperimenter – assimileres ind i allerede kendt viden, teori 1,
hvilket, når der er en diskrepans mellem informationen og teorien, leder til en ’disækvilibrering’. Metaforerne er da
måder at akkomodere teori 1 på, således at der sker en udvikling eller forandring til teori 2, igen en bogstaveligt formuleret
teori, der ”hopefully [has a] higher level of knowledge” (s. 228). Med denne fremstilling fremstår videnskabelig
udvikling ikke så abrupt som hos Kuhn, der hævder, at videnskaben udvikler sig gennem revolutioner, hvor videnskabsmændene
efter en revolution ’lever i en anden verden’ (jf. Kuhn, 1970). Heroverfor muliggør Millers opfattelse en
vis diskrepans mellem teorier, samtidig med at den fastholder, at verden forbliver den samme på tværs af teoriskift:
”Metaphors underscore the continuity of theory change while ontology remains fixed. This is scientific realism.”
(s. 219). Jeg finder, at Miller har fat i en væsentlig pointe omkring metaforernes betydning for videnskabelig udvikling
og mener også, med henvisning til hans mange eksempler hentet fra videnskabens historie, at denne pointe empirisk er
yderst velunderbygget. Imidlertid har jeg visse forbehold over for hans mere konkrete, piagetske fremstilling af, hvad
det er, der sker, når én teori erstatter en anden, eller rettere, som jeg hellere vil udtrykke det, når én tilgang til, ét perspektiv
på det videnskabelige felt, erstatter tidligere sådanne: For det første vil jeg som sagt tage forbehold præcis på
dette punkt – videnskabelig viden kan for mig ikke reduceres til teorier, men er i høj grad, som jeg har argumenteret for
igennem hele afhandlingen, en ’viden i praksis’, der indbefatter praktisk kunnen og personlige erfaringer i enhed med
den sproglige viden. For det andet, og i relation hertil, mener jeg ikke kun metaforerne er måder at søge nye bogstavelige
beskrivelser af verden på – de er mindst lige så væsentligt måder at sætte tavse aspekter af forskerens viden fra
andre områder i spil på i relation til det nye felt. Miller taler selv om, at metaforer med høj spænding (jf. note 311) ”involve
nonpropositional, that is, nonlogical, reasoning, which often rests on visual imagery” (s. 221), og i det hele taget
er et af hans vigtigste bidrag til debatten om forståelse i videnskaben og om denne forståelses udvikling hans påpegning
af betydningen af intuition og ’visual imagery’, altså billeddannelse. Alligevel mener jeg, at hans fokusering på videnskabelig
viden som udtrykt i teorier samt hans forståelse af metaforerne som i det væsentlige sproglige størrelser forleder
ham til ikke at lægge vægt nok på de tavse aspekter af videnskabelig viden. Intuition og ikke-propositionel og ikkelogisk
ræsonneren er måske nok i hans opfattelse væsentlige elementer i søgen efter nye videnskabelige teorier, men
279