Læring i praksis - TeLearn

I forhold til begrebet ’læring’ har jeg tidligere kommenteret, at vi dagligsprogsmæssigt
forstår dette meget bredt som en form for forandring i dét, som aktøren kan sige eller gøre,
eller i den måde, han opfatter sig selv og sine omgivelser på, og at denne forandring ydermere
ikke blot må være forårsaget af en genetisk/fysiologisk udvikling, men skal involvere
en vis grad af tilpasning og/eller forholden sig til den givne situation. Jeg overvejede i den
forbindelse den indvending, at den dagligsprogsmæssige opfattelse kun var af ringe betydning,
da det afgørende var den forskningsmæssige bestemmelse af begrebet. Med den metateoretiske
filosofiske grundopfattelse, jeg siden hen har fremsat, må en sådan indvending
imidlertid afvises med den begrundelse, at den overser den forankring, som en analyse af
forhold ved den menneskelige væren altid må have i netop vores dagligsprogsmæssige forståelse
af de pågældende forhold: Udgangspunktet må, som jeg argumenterede for, tages i
den for-forståeslse, vi altid allerede har af de handlingssammenhænge, vi indgår i, og denne
for-forståelse kommer til udtryk både gennem vore handlinger og i de sproglige ytringer, vi
fremsætter i disse handlingssammenhænge.
Således vil jeg her sammenfatte, hvad der for mig at se generelt karakteriserer vores
dagligsprogsmæssige opfattelse. Denne sammenfatning vil tjene som den foreløbige bestemmelse
af fænomenet læring, på baggrund af hvilken jeg vil foretage mine analyser, for
at jeg til sidst, i del 4, kan kvalificere bestemmelsen, så den på adækvat vis kan tage højde
for analysernes resultater. Det bør dog bemærkes, at denne karakteristik af, hvad vi ’generelt’
mener læring er, ikke udgør en definition. I overensstemmelse med mit wittgensteininspirerede
metateoretiske udgangspunkt finder jeg det kendetegnende for vores dagligsprogsmæssige
opfattelse af begreber, at de ikke kan sammenfattes i nødvendige og (tilsammen)
tilstrækkelige betingelser for, hvad der udgør et givet fænomen. I stedet baserer
vores dagligsprogsmæssige forståelse af et begreb sig på paradigmatiske eksempler, som
konkrete tilfælde har større eller mindre lighed med, og hvor der derfor ikke gives nogen
fast grænse for, hvornår det kan tilskrives, og hvor det i ’yderkanten’ af begrebets sædvanlige
anvendelsesområde vil være en vurderingssag i hvert enkelt tilfælde, om det kan anvendes.
Når jeg nu fremsætter en bestemmelse af, hvad læring ’generelt’ opfattes som dagligsprogsmæssigt,
er det derfor en karakteristik af, hvad der for mig at se sædvanligvis, men
ikke nødvendigvis altid, vil gælde om eksempler, som vi hverdagsmæssigt er tilbøjelige til
at benævne læring.
Med dette forbehold mener jeg at kunne præcisere det hidtil sagte på følgende måde:
Dagligsprogsmæssigt forstår vi læring bredt som ”ændringer i et væsens attituder, måder at
’mikroplans’-bestemmelse. Imidlertid er begrebet ’virksomhed’ definitorisk knyttet til begrebet ’motiv’, hvilket jeg
finder problematisk. Jeg ønsker her at følge Wenger i hans fokusering på praksis som ’noget, der foregår’, hvor man
ikke på forhånd kan lægge sig fast på, at dét, der foregår, er begrundet i bevidste eller ubevidste motiver, ligesom man
heller ikke – dette er Wengers pointe – kan hævde, at ’virksomheder’ er relativt afgrænsede entiteter, der har mening i
kraft af sig selv (Wenger, 1998, s. 286). Af denne grund har jeg valgt termen ’praksis’ frem for ’virksomhed’.
42