Læring i praksis - TeLearn

sikret gennem den stadige fastholden i den metateoretisk begrundede fokusering på mennesket
som aktør i altid allerede givne handlingssammenhænge med en vægtning af, at der gør
sig visse ’menneskelige konstanter’ gældende i og for det menneskelige liv – ’konstanter’,
der giver for-struktur til den måde, hvorpå verden fremtræder for os i konkrete situationer,
og som er rammebetingelser, inden for hvilke handlingssammenhængene kan udspille sig.
Denne metateoretiske referenceramme har mere konkret været ledetråd for mig i forbindelse
med udviklingen af mine analyser, således at jeg i hvert enkelt tilfælde har vurderet rimeligheden
af den pågældende analyse på dens baggrund, med henblik på om analysen på den
ene side var i overensstemmelse med referencerammen, og på den anden side måske endog
kunne bidrage med en nuancering af denne.
Med dette sagt bliver det muligt at supplere mine hidtidige bemærkninger angående forholdet
mellem vores dagligsprogsmæssige forståelse og den filosofiske analyse af et givet
begreb: Som tidligere nævnt ønsker jeg ikke at lægge mig fast på en meningsforståelse, der
binder mig til at lade dagligsproget få det sidste ord i bestemmelsen af det fænomen, som
begrebet refererer til. Imidlertid spiller dagligsprogsmæssige overvejelser en ikke uvæsentlig
rolle i min analyses dialektiske udvikling af teori og eksempelforståelse, og dette af flere
grunde: For det første den allerede diskuterede, nemlig at for-forståelsen er et rimeligt udgangspunkt
for den filosofiske analyse: Idet man benytter sig af en hverdagsmæssig term,
forudsætter man, meget muligt implicit, at man taler om det samme fænomen, som der sædvanligvis
henvises til med denne term, og klarlæggelsen af, hvad denne antagelse indebærer,
fordrer, at man forholder sig til den dagligsprogsmæssige forståelse af fænomenet (begrebets
intension). Dette betyder for det andet, at den filosofiske analyse må beskæftige sig
indgående med eksempler, som dagligsprogsmæssigt opfattes som paradigmatiske for fænomenet
(begrebets ekstension), og at de modifikationer, som den filosofiske analyse leder
til i denne forståelse, enten må have rod netop i undersøgelsen af sådanne eksempler, eller i
det mindste må påvises også at gøre sig gældende for disse – igen for at sikre, at det overhovedet
er det samme fænomen, der er tale om.
Endelig, for det tredje, har vores dagligsprogsmæssige forståelse en vedvarende ’indsigelsesret’
i forhold til en filosofisk bestemmelse af et givet fænomen – ikke således forstået,
at den blankt kan afvise denne, eller har det nødvendige sidste ord i sagen, men i den forstand,
at den til enhver tid kan problematisere bestemmelsen med modeksempler, som ifølge
den dagligdags forståelse af fænomenet enten burde have været indeholdt i den, men ikke er
det, eller alternativt er indeholdt, men ikke burde have været det. Denne ’indsigelsesret’ må
vores dagligsprogsmæssige opfattelse have, da alternativet til den og den diskussion, en indsigelse
kan medføre, i mange tilfælde vil være en blot og bar afvisning af den filosofiske
analyse som ’uden hold i virkeligheden’, ’for langt ude’, og af den grund uinteressant og
ikke værd at beskæftige sig med. Med ’indsigelsesretten’, derimod, åbnes der for mulighe-
46