Læring i praksis - TeLearn

stemet. Vidensdelen af overbevisningssystemet vil derfor ifølge traditionen udbygges kumulativt,
også selvom overbevisningssystemet ikke gør det: Det ikke-kumulative ved erkendelsesprocessen
består blot i, at bestemte atomistiske repræsentationer forkastes til fordel
for andre atomistiske repræsentationer, uden at dette har indflydelse på de tilbageblevne
bestanddele af overbevisningssystemet, herunder de sande og velbegrundede, som udgør
individets viden.
Med disse interessante forskelle in mente må Piagets læringsteori efter min mening ikke
desto mindre beskrives som grundlæggende i overensstemmelse med den angelsaksiske erkendelsesteoretiske
tradition, for så vidt som han betragter viden som repræsentationel, individet
som rationelt (om end til dels på det underbevidste plan) og dets primære tilgang til
verden som kognitiv (om end denne tilgang i højere grad end traditionelt er medieret af konkret,
praktisk aktivitet). Hertil kommer en underliggende forståelse af viden, der i sidste instans
er helt på linie med den angelsaksiske traditions implicitte forudsætning om, at viden
er sprogligt artikulerbar viden: Nok opererer Piaget med erkendelsesstadier, hvorpå individet
ikke eller kun delvis sprogligt kan formulere sin viden 17 , men dels er erkendelsesindholdet
på disse stadier uproblematisk sprogligt artikulerbart for den voksne iagttager, dvs.
handle- og tænkeskemaernes repræsentationelle indhold er essentielt sprogligt artikulerbart,
uanset at det ikke faktisk kan artikuleres (fuldt ud) af de individer, der er på de pågældende
stadier. Og dels er endemålet for erkendelsen det formelt operationelle stadium, dvs. et stadium,
hvor erkendelse helt i overensstemmelse med traditionel erkendelsesteori sker vha.
den formelle logiks regler. Dette forudsætter, at erkendelsen er sprogligt artikulerbar, da den
formelle logik ellers ikke ville kunne bringes til anvendelse på det pågældende erkendelsesområde.
Alt i alt må den viden, der stiles imod i erkendelseskonstruktionen – den ’endegyldige’,
’rigtige’ viden – efter min mening klart siges at være, hvis ikke sprogligt artikuleret,
så dog sprogligt artikulerbar for Piaget. Sammenfattende finder jeg det derfor rimeligt at
beskrive Piagets kognitivistiske konstruktivisme som en læringsteoretisk aktualisering og
videreudvikling af den angelsaksiske erkendelsesteori med en vægtning af den ’indre’, kognitive
side som en modpol til behaviorismens ’ydre’ fokusering. Og i forlængelse heraf at
forstå kognitivismen og behaviorismen som læringsteoretiske udmøntninger af traditionelle
rationalistiske hhv. empiristiske erkendelsesteoretiske positioner, hver med tydelige rødder
tilbage til den ene hhv. den anden side af Descartes’ dikotomiske skelnen mellem res cogitans
og res extensa.
17 Dette gør sig naturligvis i særlig grad gældende på det sansemotoriske erkendelsestrin, hvor barnet endnu ikke har et
sprog. Heller ikke på det præoperationelle stadium vil barnet imidlertid kunne formulere al sin viden.
18