Læring i praksis - TeLearn

ud fra, vil der, som jeg før har argumenteret for, ikke være opmærksomhed på det, hvorfor
den modifikation, der måtte ske af det, nødvendigvis må ske ’as he goes along’. Omvendt
vil der med tiden kunne ske en sådan modifikation, da den engagerede, udadrettede involvering
i praksis vil give aktøren et levet kendskab til de situationer, han kommer i, og til, hvad
der her udgør adækvat handlen – et levet kendskab, der vil være en ’føling med situationen’
eller ’attunement’ til denne. Bilisten vil således, gennem sin aktive, engagerede måde at forholde
sig i trafikken på, med tiden kropsskemamæssigt indstille sig på (’attune himself to’)
flere og flere aspekter af de konkrete situationer, han kommer i, og dermed vil han blive
bedre og bedre til umiddelbart, ikke-reflekteret at indrette sin kørsel efter de ’affordances’,
som konkrete vej- og vejrforhold samt andre bilister byder på. Hans viden i praksis’ perspektiv
vil med andre ord blive stadig mere nuanceret og lade situationen træde stadig mere
nuanceret frem, men dette sædvanligvis uden at han er bevidst om, at perspektivet udbygges,
da hans opmærksomhed i hver enkelt situation er på den konkrete situation. Ligeledes
vil lægen som før nævnt gennem sin engagerede forholden sig til sine patienter baggrundsmæssigt
indstille sig på deres hele kropslige fremtræden og i den forbindelse erhverve sig et
levet kendskab til adækvate handlemåder over for givne patienter. Herigennem vil hans viden
i praksis’ perspektiv udbygges, således at han med tiden oplever umiddelbart at kunne
se på en person, om vedkommende er syg, og lige så umiddelbart at forholde sig adækvat til
ham. Og udbygningen vil her primært ske ’as he goes along’, da han i hvert enkelt tilfælde
har sin fokale opmærksomhed rettet mod diagnosticeringen og behandlingen af den konkrete
patient frem for mod nuanceringen af det perspektiv, med hvilket han betragter denne.
Alt i alt vil jeg derfor sige, at nuanceret viden i praksis fortrinsvis må læres ’as we go
along’, fordi fokus, når først et vist, basalt perspektiv er erhvervet, vil være, ikke på perspektivet,
men på det, som dette lader komme til syne. Og endvidere, at det, at perspektivet
alligevel kan udvides, modificeres og nuanceres, har sin grund i, at kroppen kan være lærende
subjekt – altså at den kropsskemamæssigt kan forholde sig til og inkorporere viden
om aspekter ved konkrete situationer, også selvom disse aspekter fokalt forbliver ubemærket.
Nu skal dette ikke forstås, som om erfarne praktikere aldrig blev afbrudt i deres handlinger
eller selv standsede op og reflekterede over fænomener, som deres viden i praksis lod
træde frem – dette sker naturligvis jævnligt. Således vil lægen f.eks. kunne konstatere
symptomer, han ikke kender til (som hans viden i praksis lader fremstå som ’ikke umiddelbart
forståelige’), bilisten vil kunne bringes ud af sin engagerede, udadrettede handlen ved,
at bilen foran ham pludselig giver sig til at slingre, så han må reflektere over, hvordan han
selv skal forholde sig, og det er en væsentlig del at den teoretiske fysikers arbejde at fundere
over og opstille nye teoretiske problemstillinger. I alle disse tilfælde mener jeg imidlertid, at
refleksionen primært finder sted inden for aktørernes viden i praksis’ perspektiv – den angår
217