September 2011 - Danmarks Optikerforening

7
Figur 3 viser de enkelte øjenmusklers hovedeffekt og tillægseffekter i primær
position, dvs. når hovedet holdes ret og synsakserne er parallelle.
Tabel 1 viser øjenmusklernes hovedeffekt og tillægseffekter i primær position samt angivelse
af hvilken hjernenerve, der forsyner de enkelte øjenmuskler.
For at kunne tolke store
H-testen er det vigtigt, at man
har kendskab til øjenmusklernes
anatomi og funktion. Øjet
bevæges af 6 øjenmuskler: 4 rette
øjenmuskler og 2 skrå øjenmuskler.
Øjenmusklernes anatomi
For at kunne tolke store H-testen er
det vigtigt, at man har kendskab til
øjenmusklernes anatomi og funktion.
Øjet bevæges af 6 øjenmuskler:
4 rette øjenmuskler og 2 skrå øjenmuskler
(figur 2).
Disse øjenmuskler gør, at øjet
kan bevæges i forskellige retninger.
Da øjenmusklerne udspringer fra
forskellige steder i øjenhulen og er
hæftet til senehinden med forskellig
vinkel i forhold til den optiske akse,
vil en sammentrækning af den enkelte
øjenmuskel give både en hovedeffekt
og forskellige tillægseffekter
(tabel 1 og figur 3).
I store H-testen, hvor øjet bevæges
ud i de 6 positioner, vil man
netop reducere tillægseffekterne så
meget som mulig således, at de enkelte
øjenmusklers hovedeffekter
kan observeres og dermed tolkes
(figur 4 næste side).
Tolkning af store H-testen
Patienten skeler, hvis han klager
over dobbeltsyn, eller optikeren observerer,
at et af øjnene ikke er rettet
mod objektet i en eller flere positioner
i store H-testen. Skelen kan
også ses ved, at cornearefleksen er
asymmetrisk i de to øjne.
Optikeren skal undersøge i hvilken
blikretning, patienten oplever
størst dobbeltsyn, og om dobbeltsynet
er horisontalt, vertikalt eller