Kirkeblad-2010-1.pdf - Skalborg Kirke

Museum eller gudshus
Blandt de mere håndgribelige beviser på mine
udenlandske studier under min orlov er en
tagsten fra kirken i Montbéliard i det østlige
Frankrig.
- indtryk fra en studieorlov
Opgaven vanskeliggøres yderligere af, at
bygningen er fredet. Den er tegnet af en berømt
tysk arkitekt og er i Frankrig den ældste
reformerte. De ansvarlige offentlige myndigheder
har kun ringe forståelse for, at huset er
et gudstjenestehus. De betragter og behandler
det udelukkende som et arkæologisk monu-
4
ment. Det åbenlyse forfald er for dem et led i
en naturlig proces og skal ikke standses.
Forklaring på det relativt velholdte ydre skal
findes på rådhuset overfor. Borgmesteren blev
træt af den grimme sorte facade lige uden for
vinduet. Han fik derfor bystyrets tilslutning til
at bekoste en renovering.
For at skaffe penge til de mest nødvendige
indvendige reparationsarbejder sælger menigheden
nu for en pris af 3 euro pr. stk. overskydende
teglsten fra det nødtørftigt reparerede
tag. Af dem har nu en fået sin plads i Skalborg.
Kirken ejes af byens lutherske menighed. Det
er usædvanligt i Frankrig. Kirkebygningerne
er normalt offentlig ejendom og stilles til
rådighed for de respektive trossamfund til
gudstjenestebrug.
Den statelige bygning ligger på byens torv
med rådhuset som nærmeste nabo. Udvendig
tager den sig relativt velholdt ud. Indenfor
i det store rum er billedet et andet: Pauvert
inventar, store fugtskjolder på loft og vægge,
afskallede pletter, hvor flere tidligere lag
maling kommer til syne. Præsten forklarer, at
vedligeholdelsen påhviler den lille menighed.
Det er en tung byrde, som langt overstiger
dens økonomiske formåen.
I Danmark er vedligeholdelsen af vore mange
kirker en stor og økonomisk tung opgave. Ud
over et beskedent tilskud fra staten afholdes
alle udgifter af kirkens medlemmer gennem
kirkeskatten. Det kan synes urimeligt. Der
er da også dem, der mener, at bevarelsen af
denne væsentlige del af den danske kulturarv
påhviler hele samfundet. Bl.a. derfor er det
foreslået, at statens tilskud til folkekirken primært
bør gå til bygningsvedligeholdelse frem
for som nu til præsternes løn.
Eksemplet fra Frankrig siger imidlertid mig,
at så længe kirken økonomisk kan magte
opgaven, er vi godt tjent med og har grund til
at være taknemmelige for den ordning, vi har.
Vi har i vort land vel nok de mest velholdte
kirker, man kan finde noget sted. Det skyldes
den kærlighed og den offervilje, den lokale
menighed omfatter sit gudshus med.
Ud over landet investerer tusindvis af mænd
og kvinder tid og kræfter på, under skyldig
hensyntagen til historien, at sikre, at den
lokale kirke altid er en værdig og funktionel
ramme om livet i en nutidig menighed. Det
engagement kan næppe vurderes højt nok. Det
bør vi værne om.
Peter A. Krogsøe