Kirkeblad-2008-4.pdf - Skalborg Kirke

Af Erik Steen Møllerogså pludselig kunne være helt og fuldt til stedei stor tillid og åbenhed. Og til de forældre, sombakkede op. Og som i åbenhed og varme oggodt humør tog godt imod mine sære påfundved konfirmationsgudstjenesterne. Tak til dem,som turde vise, at de blev rørt, når de mærkede,at jeg havde et anliggende med deres børn. Takfor udvist respekt og gode tilbagemeldinger.Tak til de unge - og lidt ældre - elskende, somlukkede mig ind i deres ”rum”, når vi i samtaleforbered-te os til deres vielse. Disse samtalervar aldrig tidsspilde, men tiden fyldtes medmening og nærhed.Tak til de par, som gladelig fortalte om dereserfaringer med at blive forældre. Deres tankerom livets un-der og glæden over deres kærlighedsfrugt. Og som tog fra, når jeg forsøgte atåbne ind til dåbens og kri-stentroens kerne. Ikkesjældent med våde øjenkroge. Igen beboedeøjeblikke, som ikke fyldte meget i bredden, meni højden.De kan tælles i hundreder, de børn, som nu gårrundt som store børn, unge teenagere og voksne,hvis store blanke øjne jeg fik lov at ”bade migi”, da de blev holdt ind over dåbens bad. Sammenvar vi der ved då-ben, hvor Himlens portsynes vidt åben. Også det var højtid.Og så er der de mange, som ikke mere er iblandtos. Nogle af dem fik jeg lov at følge det sidstestykke, inden de forlod os. Hvad jeg gav dem,véd jeg ikke. Men jeg véd noget om, hvad degav mig. Igen og igen blev det til et intenst nærværaf tidens fylde, hvor der åbnede sig ligesomen lille sprække ind til det, som er bag ved tidenog rummet. Et NU af evighed. Og jeg måttesande, at det kan være de døende, der for alvorlærer os, hvad der er vigtigt, mens vi lever. Jeghåber, jeg engang får lejlighed til at sige demtak for det.Og når den døende havde lukket sine øjne,fulgte samtalen med de efterladte. Nogle prægetaf stor sorg. Andre af lettelse. Der var tid tilminder, tid til eftertanke. Der var tid til bådegråd og latter. Utallige er de ”film” over menneskersliv, som rullede hen over den indre skærm.Der blev klippet scener ud og lagt i plus-bunken,andre scener blev lagt i minus-bunken.Store og uhåndterlige følelser fik lov at kommeud af lukkede rum. Tilbage stod næsten altidkærligheden. Kærlighed fra og kærlighed til dendøde. Og såvel samtalen som bisættelsen ellerbegravelsen sluttede med, at vi sammen stilledeos den eneste sted, som jeg kan for øje på somforløsning: På håbets sted. Det håb, der vokserud af, at da tidens fylde kom, sendte Gud sinsøn for at løskøbe os fra alt det, som binder osnegativt. Fra al ødelæggelse, al synd, al nød ogal død. Derfor også håbet om opstandelsens livhos Gud, hvor al tid er helt fyldt op og dermedophævet, og hvert øjeblik er beboet af Gudskærlighed, og intet skal skille os fra den.Tak til alle, som i samtalens og ritualets rum varmed til at lade øjeblikket blive beboet af intensmening og fylde og nærvær.Til sidst skal nævnes gudstjenesten. Både dealmindelige søndage og festdagene og højtiderne.Pludselig kunne det ske, når jeg stod foranaltret, og vi alle vendte ansigtet den sammevej som folk, der skal samme sted hen, at ensalmelinje eller en stump bibeltekst, en bøn ellerorgeltone kunne ramme én, så tiden fyld-tes ogevighedens Nu tog plads. Eller når vi, ansigttil ansigt, lod os sige og lod os røre af det GudsOrd, som på én gang sætter i frihed og knyttersammen. Tak til dem, der trofast tog del, søndagefter søndag, og tak til dem, der kom lejlighedsviseller måske endda sjældent. Tak for alleintense beboede, fyldte øjeblikke.Nu skal jeg sige farvel. Tag godt imod min afløser,når denne engang er udpeget. Tag ham ellerhende ind i jeres tillids rum. Bak op og fyld selvjeres plads ud. Lyt til det Ord, der bliver talt.Giv gerne jeres svar derpå i ord og handling.Det er enhver menigheds ansvar. Gud velsigneSkalborg sogns menighed og alle, der har deresgang og deres arbejde her.5