Verdensøkonomiens akilleshæl er sort, fedtet og ... - Danske Bank

6Globalt perspektivVerdensøkonomiens akilleshæler sort, fedtet og flydendeSituationen i Mellemøsten truerdet globale opsving. Og det vilden nok gøre i lang tid.Før Nato gik massivt ind i Libyen med flyangrebhavde borgerkrigen i landet betydet,at omkring halvdelen af landets normaleolieproduktion på 1,5 mio. tønderdagligt mangler i den globale produktion.Det hævder Saudi Arabien imidlertidat have kompenseret for ved at hæve produktionentilsvarende.Men olie er ikke bare olie. Libyens olieer kendt for en meget høj kvalitet. Det mesteaf den har et lavt svovlindhold, hvilketgør den let at raffinere til f.eks. benzinog diesel. Den slags olie er der ikke megetaf i verden, idet Libyen normalt tegnersig for 9 pct. af den daglige produktion –og eksporterer i øvrigt primært til landesom Italien, Frankrig, Spanien, Schweizog Tyskland. I nabolandet Algeriet er dendaglige olieproduktion lidt højere, og deter den samme lette type olie. I alt tegnerde to lande sig for næsten 4 mio. tønder afverdens normale daglige forbrug omkring87 mio. tønder.Men hvis vi lige ser bort fra det medoliekvaliteten, så er det altoverskyggendeproblem naturligvis, hvor meget uroen iregionen spreder sig. Mellemøsten tegnersig for 30 pct. af den daglige olieproduktionog Nordafrika for 5 pct.Saudi Arabien, der menes at råde over 20pct. af verdens kendte oliereserver, hævderat have yderligere 3 mio. i ledig produktionskapacitet(og de øvrige OPEC-lande ca.2 mio.), og det er nok til også evt. at kunnedække Algeriet, der også er ramt af politiskuro. Men så rækker det heller ikke mere. Ogdet er stærkt medvirkende til at give nervøsiteti markedet. Uroen er nemlig ogsåspredt i større eller mindre grad til landesom Yemen, Qatar, Oman, Syrien og Iran,der tilsammen tegner sig for en produktionpå 6-7 mio. tønder dagligt – samt Bahrain,der ligger klos op ad Saudi Arabiens shiadomineredeøstlige provins, som huser detmeste af landets olieproduktion og reserver.Saudi Arabien er således mere eller mindreomgivet af lande med utilfredse befolkninger.Den allerstørste frygt går selvfølgeligpå, om Saudi Arabien selv vilopleve et oprørsk folk. Umiddelbart ser detikke ud til, at borgerne i oliestaten, hvis levestandardligger betydeligt over de flesteøvrige arabiske landes, har til sinds at væltestyret. Det er ikke ensbetydende med, atmange ikke er utilfredse med den konservativestyrereform og dens undertrykkendeform på mange måder. Der er et stigendeog stadig mere udtalt krav om reformeri landet, men der er ikke nogen klar, organiseretopposition, så der er meget lang vej.Der har dog været protester på det seneste.Den 10. marts skød politiet for at brydeen demonstration på 300 demonstranteri de østlige provinser, hvor Shia-minoriteternebor. Dette var dagen før den bebudede”Day of Rage”, hvor der var lagt op til storedemonstrationer – ikke for en revolutionmen demokratiske reformer. Men den massiveprotest udeblev. Ikke overraskende idetder i dagene op til havde været advarsler iaviserne om, hvad demonstranterne kunneforvente – tørre tærsk og fængsel. Samtidiger der en intensiveret overvågning af folksmobiltelefoner, e-mails og adfærd på internettetssociale netværk osv. Under den kontrolleredeoverflade lurer ultilfredshedenimidlertid, og den får løbende næring fraoprøret i flere af de øvrige lande.Mest opmærksomhed har de voldsommeepisoder i Yemen og Bahrain tiltrukketsig. I begge lande er der indført undtagelsestilstand,Yemen er med præsidentensord på randen af borgerkrig, og i Bahrain erflere tusind saudi arabiske soldater troppetop for at hjælpe styret. Saudi Arabien frygter,at Iran forsøger at stimulere et shiamuslimskoprør, som også vil kunne påvirke detshiamuslimske mindretal i Saudi Arabiensøstlige olierige region. Men den seneste tidhar også budt på oprør i mange andre lande,eksempelvis i Marokko, hvor en frede-