Grundbog HIT MED HISTORIEN 6 - Syntetisk tale

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ 123456789 , . - _” 

abcdefghijklmnopqrstuvwxyzæøå 

HIT MED HISTORIEN 6 

Grundbog 

Af Jens Aage Poulsen 

Dette er en pdf-fil med Hit med Historien 6, Grundbog 

Filen er stillet til rådighed for elever med 

læsevanskeligheder. 

Filen må ikke videre distribueres . 

www.syntetisktale.dk

Hit med Historien!

Hit med Historien! 

Grundbog til 6. klasse 

1. udgave, 2. oplag 2006 

© 2004 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S 

Copenhagen. 

Forlagsredaktion: Marianne Harboe 

Tegninger: Peter Bay Alexandersen 

Grafisk tilrettelæggelse og omslag Nørhaven Book, Viborg 

Teksten er sat med Stone Serif 10/14 og Stone Informal 11/14 

Trykt hos Nørhaven Book, Viborg 

Printed in Denmark 2006 

(ISBN 13: 978-87-02-02853-9) 

ISBN 87-02-02853-0 

Kopiering af denne bog er kun tilladt 

i overensstemmelse med overenskomst 

mellem Undervisningsministeriet 

og Copy-Dan. 

Om Hit med Historien! 

Hit med Historien! er et grundbogssystem til historieundervisningen 

på 3.-9. klassetrin. Det kan anvendes 

i såvel fagdelt undervisning som i tværfaglige forløb. 

Systemet består af gennemillustrerede grundbøger med 

tilhørende arbejdsbøger samt lærerens bøger på 3. og 4. 

klassetrin. Fra 5. klassetrin udgives lærerens bøger samt 

arbejdsbøger samlet som ressourcebøger. Til alle alderstrin 

findes desuden internetbaseret materiale. Hver grundbog 

omhandler 4-7 emner og flere tværgående temaer. 

Systemet har sin egen hjemmeside på 

www.hitmedhistorien.gyldendal.dk 

Bogens illustrationer: 

Bau, Flemming: 36n 

Byhistorisk Samling, Lyngby: 91 

Gyldendals Billedbibliotek: 8, 17, 18, 24, 58, 60n, 79, 86, 

93, 94, 98, 105 

Larsen, Lennart. Nationalmuseet: 26 

Lejre Forsøgscenter: 25, 27, 40ø, 

Mary Evans Picture Library: 56n, 61n, 65ø, 74 

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg: 47, 75 

© Peter Blake/COPY-DAN Billedkunst 20060066-02: 100 

Polfoto: 9ø, 28, 37n, 45ø, 49n, 80, 102, 104 

Scanpix: 9n, 10, 11, 12, 13, 14, 19, 39, 51, 66n.tv, 73, 75, 

78, 101 

Weiss, Kit. Nationalmuseet: 30 

Bogens øvrige illustrationer stammer fra forfatterens 

eget arkiv.

Jens Aage Poulsen 

Hit med Historien! 

Grundbog til 6. klasse 

Gyldendal

Indhold 

En større eller mindre gruppe mennesker kan have en fælles 

kultur. Det betyder, at disse menneskers måde at tænke, være og 

opføre sig på minder om hinanden. Der er også ens træk ved, 

hvad de synes er rigtigt og forkert. Når man fx taler om dansk 

kultur, er det noget, de fleste i Danmark er fælles eller enige 

om. Det er bl.a. sproget, at demokrati er en god styreform, og at 

mennesker, som ikke kan klare sig selv, kan få hjælp. 

Alle kulturer ændrer sig i tidens løb. Det sker fx, når samfundet 

forandrer sig og i mødet med andre kulturer. Bogen fortæller 

om møder mellem folk fra danske og fra andre områder, og 

hvordan det har påvirket kulturerne. Det er sket, når folk rejste 

fra Danmark, eller fremmede kom til landet. Nogle gange foregik 

det fredeligt. Andre gange med vold. I dag forandres kulturerne 

også af medierne – især tv og internettet. 

Vi mødes og ændres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 6 

I de sidste 20-30 år er der 

kommet mange udlændinge 

til Danmark. Det har ændret 

det danske samfund. Men de 

største forandringer sker, fordi 

vi har meget mere at gøre 

med folk i andre lande end 

tidligere. 

Germanerne i Romerrigets baggård . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 20 

Romerske og germanske kulturer 

var de vigtigste i Europa 

for omkring 2000 år siden. 

Romerne og germanerne var 

ofte i krig. Men de handlede 

også på tværs af deres grænser 

og påvirkede hinandens 

kulturer. 

Vikingernes verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 34 

Vikingerne er berømte og 

berygtede. Man har diskuteret, 

om de mest var sørøvere og 

voldsmænd – eller om de først 

og fremmest var håndværkere 

og handlende. Vikingernes 

handlinger ændrede livet og 

kulturen – både hjemme og 

ude.

Indianerne og europæerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 52 

Azteker- og Inkariget var højtudviklede 

samfund i Mellemog 

Sydamerika. Omkring år 

1500 kom de første europæiske 

opdagelsesrejsende til området. 

Det betød en katastrofe 

for aztekerne og inkaerne. 

Kom til Danmark! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 70 

I 1600- og 1700-tallet ville 

kongerne have så mange 

penge i statskassen som muligt. 

Derfor måtte befolkningen 

arbejde flittigt og fremstille 

gode varer. Kunne eller ville 

danskerne ikke selv klare opgaven, 

inviterede man udlændinge 

til landet. 

Lykkelandet – Amerika eller Danmark? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 82 

I løbet af 1800-tallet steg befolkningstallet 

i Europa. For 

flere og flere blev det vanskeligt 

at skaffe sig et arbejde. 

Millioner af europæere rejste 

til andre dele af verdenen. 

Nogle tusinde nøjedes med at 

flytte til Danmark 

De glade 60’ere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 96 

Man taler om de glade 60’ere 

som perioden, hvor alle havde 

arbejde og tjente masser af 

penge. Der var endda mangel 

på arbejdskraft. Derfor kom 

udlændinge til Danmark for 

at arbejde. Men så sluttede de 

gode tider pludselig. 

Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . side 110

Vi mødes og ændres 

„Der er selvfølgelig et hegn,“ mente Bahera. 

6b arbejdede med temaet „Os og de andre“. 

Det handlede om, hvordan forholdet 

mellem befolkningen i Danmark og andre 

folk og kulturer havde været. Nu skulle eleverne 

i grupper diskutere, hvordan det ville 

være om 50 år. 

„Et hegn?!“ Thomas tog sig til hovedet. 

„Er du klar over, hvor langt der er rundt 

om Europa? – Hvor højt skal det så være?“ 

Gruppen var nået frem til, at om 50 år var 

Europa én samlet stat. Alle indbyggerne 

ville være rige. Derfor ville folk udefra forsøge 

at komme ind i Europa og stjæle biler, 

computere og andre kostbare ting. Det 

sidste var Trine ikke helt enig i. 

„Det skal selvfølgelig være et elektro- 

6 Hit med Historien! 

nisk hegn – ikke et gammeldags.“ Bahera 

forklarede, hvordan alle europæere skulle 

have indopereret en chip fra fødslen. Forsøgte 

folk uden chip at komme over grænsen, 

gik en alarm i gang. Den fremmede 

ville blive holdt fast af et elektronisk reb, 

til politiet kom. 

„Og så skal han skydes.“ Thomas sigtede 

med blyanten. 

„Europa skal være en retfærdig stat 

uden vold,“ sagde Trine. Hun mente også, 

at europæerne skulle samarbejde med 

dem udenfor. “For eksempel handle med 

dem, rejse til deres lande, og de skal kunne 

besøge os.“ 

„Kun hvis de opfører sig normalt.“ Thomas 

smed blyanten på bordet.

„Hvordan?“ ville Kim vide. 

„Ligesom os, selvfølgelig – os europæere.“ 

„Vi er da heller ikke ens. Der er da store 

forskelle på for eksempel en nordmand og 

en græker,“ sagde Kim. 

„Om 50 år er de fleste forskelle forsvundet,“ 

mente Trine. 

Thomas påstod, at det var noget sludder. 

„En nordmand vil se ud som mig, og 

en græker ligne Bahera.“ 

Bahera og Trine lavede øjne til hinanden. 

Thomas kunne være irriterende at være 

i gruppe med. „Det er ikke udseendet, 

jeg taler om.“ Trine slog ud med armene. 

„Det er vores måde at være på – at tænke 

på. Måske har vi et fælles sprog til den tid.“ 

Kim mente, at alle ville tale engelsk. 

„Det lærer små børn allerede nu fra internettet 

og ved at se amerikanske film.“ 

„I Tyskland og Spanien er udenlandske 

film synkroniserede. Der lærer de ikke engelsk, 

som vi gør,“ sagde Thomas. 

Kim vidste ikke lige, hvad synkroniseret 

betød. „Det er nok også en dårlig idé at 

tvinge folk til at tale det samme sprog,“ 

sagde han. „Hvad ville I sige til, at dansk 

blev forbudt?“ 

„Man kan da sagtens have et fælles 

sprog og samtidig lade hvert land beholde 

deres eget,“ sagde Trine. 

„Det bliver slet ikke et problem,“ sagde 

Bahera. “Til den tid er der computere, som 

kan oversætte til præcist det sprog, man 

vil have.“ 


7

Nu om dage 

Hvert 12. menneske, der 

bor i Danmark, er indvandrer, 

barn eller barnebarn 

af en indvandrer. 

Mange indvandrere og 

deres efterkommere lever 

på andre måder, har en 

anden religion og måske 

også andre værdier end 

den del af befolkningen, 

som har boet i landet i 

mange generationer. 

Derfor er befolkningen i 

Danmark ikke så ens, 

som den var for fx 40-50 

år siden. 

Livet i Danmark ændrer 

sig også, fordi samfundet 

udvikler sig, og 

fordi vi påvirkes mere af, 

hvad der sker i andre lande 

end tidligere. 

Der var ikke meget gruppearbejde 

eller projektarbejde over 

skolen i 1950'erne. 


Levende kultur 

Loven om Folkeskolen begynder 

med folkeskolens formål. 

Det fortæller, hvorfor samfundet 

har skoler og om skolens 

opgaver. Der står bl.a., at „Folkeskolen 

skal gøre eleverne 

fortrolige med dansk kultur 

og bidrage til deres forståelse 

af andre kulturer …“ 

Ordet kultur har forskellige 

betydninger og bruges i 

mange sammenhænge, fx kulturhus, 

musikkultur og finkultur. 

I denne bog betyder ordet 

træk, som er typiske for et 

større eller mindre fællesskab 

af mennesker, nemlig: 

• Måder at være, opføre sig og 

omgås hinanden på. 

• Måder at tale, tænke og løse 

opgaver eller problemer på. 

• Opfattelser af hvad der er 

godt og ondt, rigtigt og 

forkert. 

Fx er der på din skole kulturer, 

som du kan prøve at beskrive 

efter punkterne herover. Når 

man taler om ungdomskultur, 

mener man, det der viser noget 

om unges opførsel og 

holdninger. Det kan fx være, 

hvad de laver i fritiden, bru- 

ger penge på, måden de taler 

på, og hvad de synes er vigtigt 

i livet. 

En kultur er noget man 

overtager og lærer. Skolens 

elever tilegner sig skolens kultur 

fra de starter i børnehaveklassen. 

Også den nyansatte 

lærer må tilegne sig skolekulturen. 

Han må fx finde ud af, 

hvad der er rigtigt og forkert 

at gøre og sige, når han er 

sammen med kollegaerne, og 

når han underviser eleverne. 

Kulturer ændres. Elever og 

lærere opfører sig anderledes 

nu end for 40-50 år siden. 

Kulturer forandrer sig, når de 

møder andre kulturer, og fordi 

samfundet udvikler sig. 

Langt op i 1900-tallet var 

de fleste mennesker ansatte i 

landbruget eller industrien. 

Det var vigtigt, at de mødte til 

tiden og flittigt udførte de opgaver, 

som arbejdsgiveren eller 

værkføreren gav dem besked 

på. I skolen lærte 

eleverne denne kultur. Disciplinen 

var ofte streng. Eleverne 

skulle lærer lektierne mere 

eller mindre udenad. De havde 

ikke nogen indflydelse på, 

hvad de arbejdede med, eller 

hvordan de arbejdede. 

I dag kræver de fleste jobs,

at de ansatte er selvstændige, 

at de kan arbejde sammen, 

samt at de har viden og færdigheder 

til at løse vanskelige 

opgaver. Derfor er skolens kultur 

også ændret. 

Det danske ved danskerne 

I Folkeskolens formål bruges 

ordene: dansk kultur. Der må 

altså være skikke, opførsel, 

normer (regler), værdier osv., 

I dag skal eleverne tage mere 

ansvar og har mulighed for at 

arbejde mere selvstændigt 

end tidligere. 

som er forskellige fra andre 

kulturer. De kan kaldes danskhed. 

Men hvad er danskhed – 

eller det danske ved danskerne? 

Det spørgsmål gav den 

københavnske turistchef dette 

svar på i 1960: 

„Vor allerstørste turistattraktion 

er vel egentlig os selv, 

danskerne, den danske venlighed, 

den danske hygge, hele 

den danske atmosfære.“ 

Måske synes vi stadig, at 

disse træk er typiske for danskerne. 

Men folk fra andre 

kulturer, der møder dansk kultur, 

har ofte et andet indtryk. 

I hvert fald hvis de kommer 

til landet som fx flygtninge. 

Bortset fra sproget, velfærdssamfundet, 

at vi bruger 

vores flag, Dannebrog, ved 

enhver lejlighed, er det svært 

at sige præcist, hvad dansk 

kultur er. Det har heller ikke 

været nødvendigt. Indtil for 

få år siden var den danske 

befolknings kultur meget ens. 

Selvfølgelig ændrede dansk 

kultur sig også dengang, men 

det skete langsommere end i 

dag. 

Det er typisk for dansk kultur, 

at vi bruger Dannebrog ved 

enhver lejlighed. Her er der 

nogle, der gør sig klar til en 

landskamp. 


9

Velfærdsstat og velfærdssamfund 

Mennesker, der er arbejdsløse, 

ældre, handicappede, eller folk 

som af andre grunde ikke kan 

klare sig eller forsørge sig selv, 

får hjælp af det offentlige, dvs. 

staten og kommunerne. Man 

kan også sige, at det offentlige 

har lavet et økonomisk sikkerhedsnet 

under landets borgere. 

Sådan er en velfærdsstat. Alle 

Fordel – eller ulempe? 

I de seneste årtier har man talt 

meget om danskhed, og om 

hvor vigtigt det er at bevare 

dansk kulturarv. At være 

dansk har fået en stadig større 

betydning for flertallet af 

befolkningen. En undersøgelse 

fra 1999 viste, at halvdelen 

af befolkningen var meget 


europæiske og nordamerikanske 

lande er velfærdsstater. Men der 

er store forskelle på, hvor meget 

hjælp man kan få fra det offentlige. 

Danmark er en af de mest 

udviklede velfærdsstater i verden. 

Derfor betaler folk meget i 

skat. Et land som USA er en velfærdsstat 

på et lavt niveau. Fx 

skal borgerne – bortset fra de 

stolte af at være dansk. Det 

var en stigning fra 1981, hvor 

det var under 1/3. 

Der er flere grunde til, at 

folk er blevet mere optaget af 

dansk kultur. Antallet af indvandrere 

og deres efterkommere 

vokser. Deres kulturer er 

ofte anderledes. Derfor bliver 

de „indfødte“ danskere mere 

opmærksomme på deres egen 

allerfattigste - selv betale, hvis 

de skal have lægehjælp. 

Et velfærdssamfund er en velfærdsstat, 

hvor borgerne opfatter 

samfundet som et fællesskab. 

Derfor er man solidarisk over for 

hinanden. Dvs. at man synes, at 

det er i orden, at folk kan få 

hjælp, hvis de har svært ved at 

klare sig. 

kultur. Netop derfor mener 

nogle danskere, at indvandringen 

er godt for dansk kultur. 

Men andre mener, at indvandrerne 

og deres kulturer er 

en trussel mod danskheden. 

Påvirkninger udefra 

Vi samarbejder mere og mere 

med andre lande på tværs af 

grænserne. Fx køber vi flere 

og flere varer, der er fremstillet 

i andre lande. Og de fleste 

film, vi ser i biografen og i 

fjernsynet, er produceret i udlandet 

– først og fremmest 

USA. Hvad, der er moderne 

inden for musik og tøj, er det 

samme i fx Mexico som i 

Danmark. Dette påvirker og 

ændrer naturligvis også dansk 

kultur. 

Spørgsmålet er, om man 

stadig kan tale om én dansk 

kultur og danskhed. Eller om 

Danmark er blevet et flerkulturelt 

samfund. 

De fleste mener, at vikingerne 

er en vigtig del af den danske 

kulturarv.

Skik følge eller land fly! 

I 1983 var der ca. 102.000 

indvandrere i Danmark, dvs. 

ca. 2 ud af hver 100 af befolkningen. 

I 2004 var 

435.000 af landets indbyggere 

indvandrere og deres børn (efterkommere), 

dvs. mere end 8 

ud af hver 100. De fleste var 

fra Tyrkiet, Tyskland og Irak. 

Stigningen i indvandringen 

har skabt voldsom debat. 

Hvordan skal indvandrerne 

integreres? Dvs. hvordan skal 

de være en del af det danske 

samfund? 

Nogle danskere mener, at 

de fremmede først og fremmest 

vil udnytte det danske 

samfund. Derfor kræver de, at 

indvandrerne skal forkaste deres 

gamle kultur og helt tilpasse 

sig det danske samfund, 

dvs. få et job og lære at tale 

dansk og i det hele tage leve 

som almindelige danskere. Vil 

de ikke det, skal de sendes tilbage 

til deres hjemlande. 

Andre mener, at indvandrerne 

bør beholde deres kultur. 

Ja, at det faktisk ville være 

en fordel, fordi mødet med 

fremmede kulturer skaber liv i 

dansk kultur. De mener også, 

at en vis indvandring er nødvendig. 

Ellers falder befolkningstallet. 

Og da folk lever 

længere end tidligere, skal 

folk i den arbejdsdygtige alder 

forsørge flere og flere. Ved at 

lade indvandrerne komme til 

landet og arbejde, bliver der 

flere til at forsørge de gamle. 

Danskhed? 

„Hvad er dansk? Er det 

dansk at have en arbejdsuge 

på 37 timer, hvorefter 

man i weekenderne 

bliver alkoholiseret, og 

indleder et nyt forhold 

hver anden uge! Er det 

dansk at indgå to-tre 

ægteskaber og efterfølgende 

blive skilt lige så 

mange gange!“ 

(kilde: http://denunge.dk. 

Websted for unge tamiler i 

Danmark) 

„At være dansk betyder, 

at man tilslutter sig 

dansk kultur og levevis 

og arbejder på at fremme 

Danmarks interesser.“ 

(Mogens Camre medlem 

af Dansk Folkeparti) 

Særligt i større byer er der 

dukket mange grønthandlere 

op, hvor ejerne fx kommer fra 

Tyrkiet. I disse grønthandlere 

kan man ofte købe eksotiske 

varer fra fremmede lande. 

Kulturarv 

Når man taler om kulturarv, mener 

man historiske bygninger, 

mindesmærker, genstande, film, 

lydoptagelser og dokumenter 

osv., der anses for at være værdifulde 

og værd at bevare. 

Kendskab til kulturarven hører 

med til danskhed og dansk kultur, 

mener de fleste. Derfor har 

museer og arkiver pligt til at indsamle 

og bevare ting, så de ikke 

går tabt eller glemmes. Og derfor 

skal eleverne lære om kulturarven 

i skolen i fx fag som historie 

og dansk. 

Gravhøje, borge er eksempler 

på noget, der har hørt til 

kulturarven i et par hundrede 

år. Men med samfundets forandring 

ændres også opfattelsen 

af, hvad der er kulturarv. Derfor 

er det også svært at blive enige 

om, hvilke dele eleverne skal 

lære noget om. 

En trussel? 

„Danske børn bliver bombarderet 

med påvirkninger fra amerikanske 

tegnefilm, og det truer 

den danske kulturarv. Det er 

meget vigtigt, at vi får uddannet 

danske tegnere, der kan give 

værdier til den danske identitet 

og kultur.“ 

(kilde: uddannelsesleder af 

Animationsværkstedet Morten 

Thorning) 


11

I nogle boligområder bor der 

stort set kun indvandrere. 


Fremmede – en byrde 

Mogens Camre medlem 

af Dansk Folkeparti: 

„Vi har en stadig stigende 

byrde af indvandrere 

fra fremmede kulturer, 

som ikke ønsker 

integration. De undergraver 

hele velfærdssystemet 

og skaber kriminalitet 

og usikkerhed. Det 

multikulturelle samfund, 

som vokser frem, vil gøre 

danskerne til et mindretal 

i løbet af det 21. århundrede 

og fundamentalt 

ændre vores demokratiske 

model.“ 

(kilde: Berlingske Tidende 

24. juli 2003) 

Mødet med de 

fremmede 

Sprogforsker Hans Veirup 

fra Danmarks Journalisthøjskole 

skrev i 2001: 

„… Vi er gudskelov et 

produkt af samvær med 

andre folk og kulturer. 

Tænk for eksempel, hvilken 

velsignelse de der 

arabere har givet os med 

talsystemets nul. Eller at 

den oprindelige lægekunst 

stammer fra dem … 

Pas altså på med at 

sætte lighedstegn 

mellem fremmedartethed 

og farlighed. 

Det fremmede kan 

også være en kulturel berigelse.“

Ghetto 

„Chok-tal fra Finlandsparken“ 

stod der med fede typer på 

forsiden af Vejle Amts Folkeblad 

i 2003. Artiklen fortalte, 

at 6 ud af 10 af beboerne i 

kvarteret var indvandrere og 

deres efterkommere. I større 

byer som Århus og Odense er 

der kvarterer, hvor indvandrerne 

udgør den største del af 

beboerne. 

Ofte er der kun ledige lejligheder 

i netop disse kvarterer. 

Derfor bliver indvandrere, 

der måske er kommet til landet 

som flygtninge, henvist 

dertil. Andre indvandrere søger 

også til kvarterer, hvor der 

bor mennesker fra deres egne 

hjemlande. Når danskere har 

bosat sig rundt om i verden, 

har det for mange også været 

vigtigt at bo sammen med andre 

danskere. Derfor er der 

opstået små danske bysam- 

Kulturerne kan være meget 

forskellige, men fritidsinteresserne 

kan være de samme. 

Her ses to fodboldkammerater 

fra B1903. 

Befolkningen i Danmark 

I 2003 var ca. 435.000 af befolkningen i Danmark indvandrere og deres efterkommere. 

Dvs. ca. hver 12. person. 

Indvandrere Indvandreres Danskere I alt Pct. af hele 

efterkommere befolkningen 

I alt 332.705 101.827 4.952.642 5.387.174 100 

Danske statsborgere 111.392 65.847 4.944.747 5.121.986 95,1 

Udenlandske statsborgere 221.313 35.980 7.895 265.188 4,9 

Pct. af hele befolkningen 6,2 1,9 91,9 100,0 

(kilde: Danmarks Statistik) 

fund eller kolonier i fx Spanien 

og USA. 

Når indvandrerne bor i 

kvarterer sammen med folk 

fra deres egne kulturer, fortsætter 

de ofte med at bruge 

deres eget sprog. Derfor bliver 

de måske ikke så vant til 

dansk og dansk kultur. Det 

kan gøre det svært for indvandrerne 

at blive integreret, 

dvs. blive en del af det danske 

samfund. 


13

Uddannelse og arbejde 

Arbejdsløsheden er stor 

blandt indvandrerne. Det 

kan være fordi, de ikke har 

en uddannelse p.g.a. sproglige 

problemer. Måske er der 

ikke tradition i deres familie 

for, at man tager en uddannelse. 

Men for mange er det 

også svært at få et arbejde 

eller en læreplads, fordi 

arbejdsgiverne hellere vil 

ansætte folk med danske 

navne end udenlandske. 

Resultatet er, at en del unge 

indvandrere føler, at samfundet 

holder dem ude. 

Dette kan føre til, at de laver 

ballade og kriminalitet. Man 

skal dog huske på, at det er 

et mindretal af unge med 

indvandrerbaggrund, som er 

kriminelle. Flere og flere får 

en uddannelse og et job. 

Bag en lukket dør 

Et par vietnamesiske flygtninge, 

der kom til Danmark i 

sidste halvdel af 1970’erne, 

siger sådan om livet i Danmark 

i begyndelsen af 2000tallet: 


„Vi har vænnet os til Danmark, 

men det er kedeligt at bo 

her. Danskerne lever på en isoleret 

måde, lukket og afgrænset 

fra naboer og andre. Vi har frihed 

og sikkerhed her, men det er 

De fleste etniske unge klarer 

sig godt i samfundet. Men 

dem hører man ikke så tit om 

i medierne. 

koldt, og her er alt for stille. 

Der sker ingenting, alt er 

bare fjernsyn … Her er så stille, 

fordi man ikke taler med 

hinanden. Danmark bor bag 

en lukket dør.“ 

Arbejdsløse indvandrere i 2000 

I Danmark er man dårligere til at skaffe 

indvandrerne arbejde end i de fleste 

lande i Europa. Når søjlerne herunder 

er 1, er arbejdsløsheden lige så stor 

blandt indvandrerne som hos landets 

indfødte. Det er tilfældet i Canada. 

Men i Danmark viser søjlen 3,5. Dvs. 

at arbejdsløsheden blandt indvandrere 

er 3,5 gange så stor som blandt 

danskerne.

Ingen adgang 

Naser Khader er medlem 

af Folketinget for Det 

Radikale Venstre. Han var 

11 år, da han kom fra 

Syrien til Danmark. Han 

har skrevet om sine oplevelser, 

da han som ung i 

1980’erne ville på diskotek 

i København: 

„Når jeg gik ud, blev 

jeg afvist på hvert tredje 

diskotek. Når jeg var 

sammen med danskere, 

vel at mærke. Var jeg 

sammen med indvandrere, 

var det helt umuligt.“ 

Ingen fremmede 

Siden 1973 har Folketinget 

vedtaget love, der gør det vanskeligere 

og vanskeligere for 

folk uden for Den Europæiske 

Union (EU) at få lov til at komme 

til Danmark for at arbejde. 

Kun hvis man er i familie med 

eller skal giftes med en person, 

der bor i Danmark i forvejen, 

kan det lade sig gøre. 

Alligevel har tusindvis af 

udlændinge fået lov til at slå 

sig ned i Danmark de seneste 

30 år. De fleste er kommet til 

landet som flygtninge. Rundt 

om i verden har der været og 

er stadig krige, katastrofer, 

nød og forfølgelser, som folk 

ønsker at komme væk fra. En 

del flygtninge prøver at komme 

til Europa, hvor de håber 

på at få et bedre liv. 

I EU og de enkelte europæiske 

lande er man ikke interesseret 

i at tage imod så mange 

flygtninge. Derfor laver man 

love, som gør det svært for 

fremmede at komme til 

Europa. 

I 2002 vedtog Folketinget 

nogle af de skrappeste udlændinge-love 

i Europa: 

• De facto-flygtninge (se „Om 

flygtninge“ s. 16) får ikke 

længere automatisk ret til at 

komme til Danmark. 

• Først efter syv år kan udlændinge 

få opholdstilladelse 

i Danmark. I den periode 

får de mindre hjælp 

fra det offentlige, end danskere 

får. 

• Gifter en dansker sig med 

en udlænding, skal begge 

være fyldt 24 år, før den 

udenlandske ægtefælle må 

komme til Danmark. 

• For at få dansk indfødsret, 

dvs. opnå de samme rettigheder 

som danskere, skal 

udlændige have haft opholdstilladelse 

i ni år. 

Desuden skal de have 

bestået en prøve i dansk og 

skrive under på, at de vil 

respektere danske love. 

• Myndighederne skal gøre en 

større indsats for at få sendt 

flygtningene hurtigere 

hjem. 

Flygtninge i Danmark 

i begyndelsen af 

2000-tallet 

I 2003 var der 15-16 mio. 

flygtninge, der havde forladt 

deres hjemland. Desuden er 

omkring 20 mio. mennesker 

på flugt i deres eget land. Kun 

få af verdens flygtninge kommer 

til Danmark. 

15.000 kurdere 

De omkring 40 mio. kurdere 

har ikke deres egen stat. De 

fleste lever i Tyrkiet, Irak og 

Iran. I 1990’erne var der voldsom 

uro i de kurdiske områder 

i både Tyrkiet og Irak. Derfor 

flygtede mange kurdere. 

15.000 somaliere 

I 1988 udbrød en blodig borgerkrig 

i Somalia. Siden har 

der været kaos i landet. Bevæbnede 

bander fører krig 

mod hinanden og udplyndrer 

befolkningen. Et par millioner 

er flygtet. Mange somaliere, 

der er kommet til Danmark siden 

slutningen af 1990’erne, 

har stort set ikke gået i skole. 

Derfor er det meget svært for 

dem at blive integreret i det 

danske samfund. 


15

17.000 bosniere 

I første halvdel af 1990’erne 

gik Jugoslavien i opløsning. I 

Bosnien udbrød en voldsom 

borgerkrig, som fik mange til 

at flygte. De fleste bosniere, 

der kom til Danmark, har fået 

lov til at blive. Som regel er de 

veluddannede, og når de har 

lært dansk, får de ofte arbejde. 

Om flygtninge 

Ifølge FN er en flygtning et 

menneske, der har forladt sit 

land, fordi han bliver forfulgt. 

Det kan skyldes hans tro, at han 

tilhører en bestemt befolkningsgruppe 

eller et bestemt politisk 

parti. Man regnes altså ikke 

som flygtning, hvis man har begået 

en forbrydelse og er eftersøgt 

af politiet. Lande, der er 

med i FN, har pligt til at tage 

imod flygtninge. 

Nogle lande hjælper også 

personer, der er flygtet fra krige, 

hungersnød og katastrofer. 

Disse personer kaldes de factoflygtninge. 

En asyl-ansøger er en person, 

der har fået lov til at søge 

om asyl, dvs. om opholdstilladelse. 

Godkendes ansøgningen, 

anerkendes personen som flygtning. 

Hvis han får afslag, skal 

han forlade landet. 

En indvandrer er en udenlandsk 

statsborger, der fx er 

kommet til Danmark for at få 

arbejde, og som så har fået opholdstilladelse. 

Efter syv år kan 

han søge om at blive dansk 

statsborger. 


3.000 kosova-albanere 

Provinsen Kosova var en del 

af Serbien. Efter Jugoslavien 

var opløst, ønskede mange 

kosova-albanere, at Kosova 

skulle rive sig løs af Serbien. I 

1998 kom det til kampe 

mellem serbiske styrker og kosova-albanerne. 

Mange kosova-albanere 

blev tvunget til 

eller valgte selv at forlade 

landet. 

7.000 afghanere 

I Afghanistan har befolkningsgrupper 

bekæmpet hinanden 

siden 1970’erne. I 

sidste halvdel af 1990’erne var 

det særlig slemt, og mange 

valgte at flygte.

Med på noderne 

Indvandringen betyder, at der 

er kommet flere fremmede 

kulturer i Danmark. Det har 

påvirket dansk kultur. Men de 

største ændringer af dansk 

kultur skyldes andre former 

for kulturmøder. 


hjalp USA, England og Sovjetunionen 

med at nedkæmpe 

det nazistiske Tyskland. Efter 

Anden Verdenskrig hjalp USA 

også det krigshærgede Vesteuropa 

økonomisk (se side 

98). Det betød, at alt, hvad der 

var amerikansk, var populært 

– især blandt større børn og 

unge. Det gjaldt fx rock’n roll, 

amerikanske film og mode. 

De unge, som nu blev kaldt 

teenagere, begyndte at spise 

hotdogs i stedet for at gå på 

kaffebar. Senere kom forskellige 

amerikanske fast food butikker 

som McDonalds. 

I løbet af de sidste 40-50 år 

er det blevet mere og mere almindelig 

at rejse og holde ferie 

i udlandet. Sydeuropa har 

bl.a. lært danskerne at spise 

pastaretter, pizza, tzatziki, tortilla 

og drikke vin. 

Vi ser flere udenlandske 

fjernsynsudsendelser end tidligere. 

Indholdet af udsendelserne 

påvirker og ændrer 

også dansk kultur. 

Amerikanske film blev meget 

populære. Her står en 

ung mand og venter foran 

biografen – meget inspireret 

af den amerikanske 

filmstjerne James Dean. 


17


Efter Anden Verdenskrig opstod 

teenagekulturen, som 

bl.a. dyrkede musik og mode. 

Det betød nye kunder 

for tøjbutikkerne. 

Her ses en invitation til 

„Teen-age opvisning“ i Wivex, 

en af Københavns fornemme 

restauranter. 

Forsvinder det danske 

sprog? 

Sproget er en vigtig del af kulturen. 

I biografen og i fjernsynet 

ser vi mange film, hvor 

sproget er engelsk. De fleste 

sider på internettet er på engelsk. 

Derfor tager vi engelske 

ord til os og bruger dem i dagligdagen. 

Under deres uddannelser 

skal studerende læse bøger på 

engelsk. På flere videregående 

uddannelser bliver det mere 

og mere almindeligt, at undervisningen 

foregår på engelsk. 

Også i erhvervslivet bruges 

engelsk mere og mere. 

Dansk har været et selvstændigt 

sprog i mere end tusinde 

år. Men det er altid blevet 

påvirket af andre sprog. I 

middelalderen var det af tysk. 

I 1600-1700-tallet fik fransk 

en stor indflydelse. Siden Anden 

Verdenskrig altså engelsk. 

Først i midten af 1800-tallet 

begyndte forskerne at kunne 

bruge det danske sprog. 

Det skete, da videnskabsmanden 

H.C. Ørsted opfandt mere 

end 2.000 nye faglige udtryk 

på dansk. Før den tid brugte 

forskerne latin. 

Nogle mener, at det er 

nødvendigt at kunne tale og 

skrive engelsk for at danske

forskere og virksomheder skal 

klare sig i den internationale 

konkurrence. De mener derfor, 

at det er en fordel, at danskerne 

bliver tosprogede. Andre 

er bekymrede for det 

danske sprog. De mener, at 

Danmark skal have en sprogpolitik 

ligesom mange andre 

lande. I fx Frankrig og Norge 

forsøger man at undgå påvirkninger 

fra engelsk. I Island 

erstatter man alle fremmedord 

med islandske ord. Fx er 

boarding pass blevet til et brott 

farer spjald, dvs. et bortrejserkort. 

En telegraf hedder en rítsími, 

altså en skrivetråd. 

Vejen til fred? 

I løbet af 1960’erne blev det 

mere og mere almindeligt, at 

danskerne og andre vesteuropæere 

holdt ferie i udlandet. 

Mange mente dengang, at turismen 

ville være vejen til fred 

mellem verdens folkeslag. Når 

man rejste ud, fik man indsigt 

i andre folks kultur og levevis. 

Dermed ville der opstå større 

forståelse mellem folk, mente 

man. 

Siden er danskernes rejselyst 

blev større og større – og 

vi rejser længere og længere 

væk. Faktisk hører vi til de 

mest berejste folk i verden. 

Men samtidig er danskernes 

holdning til flygtninge og indvandrere 

blevet mere negativ. 

Noget tyder altså på, at turisme 

ikke betyder større forståelse 

for andre kulturer. 

Det er jo også et spørgsmål, 

hvor meget man faktisk 

kommer til at kende et lands 

kultur, når man besøger det 

som turist. Måske er turisten 

mere interesseret i, at området 

er solrigt, at der er en god badestrand 

og andre muligheder 

for fornøjelser og oplevelser. 

I meget fremmedartede 

lande er mange turister utrygge 

ved at komme for langt 

væk fra hotellet og turistområdet. 

Når det endelig sker, 

foregår det som regel på udflugter, 

hvor turisten kan opleve 

lokalsamfundet gennem 

moderne bussers beskyttende 

ruder. Bussen forlades på udvalgte 

steder, så folk kan se 

den såkaldte lokale kultur, spi- 

Danske turister rejser til 

Tunesien. Spørgsmålet er, 

hvor meget man lærer om 

tunesisk kultur og levevilkår 

ved at ride på 

dromedarer. 

se, købe ind eller ride på dromedar 

– og fotografere. Alt er 

arrangeret for turisterne, men 

som regel har det meget lidt 

at gøre med den ægte lokale 

kultur eller de indfødtes levevilkår. 


19

Germanerne i Romerrigets baggård 

Vitulf havde sendt bud efter sine krigere. 

Nu var de samlet og havde skjult sig i 

skovbrynet. De var hen ved 200 mand udrustede 

med spyd, lanse, skjold og enkelte 

også med økse. Alle havde også en dolk, 

som var god i nærkamp. 

Vitulf og syv af hans stormænd sad til 

hest. Vitulf var iført ringbrynje, og lige 

som sine stormænd bar han sværd. Vitulfs 

sværd var det flotteste. I bladet var der 

indlagt guld, og skæftet var af elfenben og 

sølv. 

Da Vitulf var ung, rejste han langt mod 

syd. Han kom i tjeneste hos en romersk 

hærfører. En gang reddede han hærførerens 

liv. Som tak gav han Vitulf det kostbare 

sværd. 


Fra skovbrynet kunne man se ned mod 

landsbyen. Den skulle være lokkemaden. 

Vitulfs spejdere var kommet tilbage og 

havde fortalt, at den fremmede høvding 

og hans hær var på vej. 

Nu var det bare at vente. 

Da solen stod højest på himlen, så Vitulf 

nogle glimt. De kom fra vejen, som 

førte ind i skoven. Det måtte være fjenden. 

Snart dukkede de første mænd frem. Og 

de blev ved at strømme ud fra skoven. Der 

var mindst dobbelt så mange krigere, som 

Vitulf havde. I spidsen red deres høvding. 

Hjelmen dækkede det meste af hans ansigt. 

Han var omgivet af flere ryttere, end 

Vitulf havde fingre. 

Høvdingen sænkede sin lanse. Det var

tegn til angreb. Råbende og skrigende løb 

og red de fremmede ned mod landsbyen. 

Så gav Vitulf tegn til sine krigere. De 

fremmede var nået frem til landsbyens 

hegn, da Vitulfs krigere faldt dem i ryggen. 

Flere blev gennemboret af spyd, før de 

fremmede opdagede, at de blev angrebet. 

Vitulf sporede hesten og red i fuld fart 

direkte mod høvdingen, der var optaget af 

at give ordre til sine mænd. Vitulf trak sit 

sværd og holdt det frem foran sig som en 

lanse. Han sigtede mod høvdingens hoved. 

Vitulf råbte højt. Høvdingen drejede 

hovedet. I næste nu sigtede Vitulf mod 

hjelmens øjenåbning. Blodet sprøjtede, og 

høvdingen styrtede til jorden. 

Vitulfs krigere jublede. Men de fremme- 

de gav ikke op. Larmen var forfærdelig. 

Jern mod jern og dumpe dunk af skjolde, 

der tog af for slag og stik, blandede sig med 

krigernes råb og skrigene fra de sårede. 

I løbet af en time var det forbi. De sidste 

fjender flygtede. Andre var taget til 

fange. Nogle af dem skulle ofres til guderne, 

og andre sælges som trælle. Tabene på 

begge sider var forfærdelige. Overalt lå døde 

og sårede. Nogle var døende. Vitulfs 

krigere gjorde en ende på deres lidelser 

ved at dræbe dem. 

De fremmedes efterladte våben blev 

samlet ind. Der var fornemme sværd, som 

enhver kriger drømte om at få. Men erobrede 

våben skulle ofres til guderne som 

tak for sejren. 


21

Jernalderen 

Tiden fra omkring 500 

f.v.t. (før vor tidsregning) 

til begyndelsen af 700tallet 

e.v.t. (efter vor tidsregning) 

kaldes Jernalderen. 

Folk i Nordeuropa 

udvandt jern og brugte 

det til at fremstille redskaber 

og våben. 

I den periode opstod 

Romerriget og voksede til 

et stort imperium. I slutningen 

af 400-tallet e.v.t. 

gik det i opløsning. 

Nord for Romerriget – 

bl.a. i det nuværende 

Danmark, boede germanske 

stammer. 

I nogle århundreder 

fra omkring år 1 til Romerriget 

blev opløst, var 

der både konflikter og 

handel mellem romerne 

og germanerne. Derfor 

kalder man denne periode 

for Romersk Jernalder. 

Kapitlet handler mest om 

denne periode. 


Germanerne 

For 2.000 år siden var der ikke 

lande med navne som Danmark, 

Norge, Sverige eller andre, 

man kan finde på et kort 

over Europa. Dengang bestod 

halvdelen af Europa af det 

mægtige Romerrige. Det strakte 

sig fra England i vest til Tyrkiet 

i øst, og fra floderne Rhinen 

og Donau til Nordafrika. 

Landområdet nord for Rhinen 

og Donau kaldte romerne 

„Det frie Germanien“. Med 

ordet frie mente romerne, at 

det var områder, de ikke havde 

erobret endnu. 

Romerne syntes, at germanerne 

var primitive. Det kan 

man se af de tekster, som romerne 

skrev. Nogle romerske 

forfattere kaldte germanerne 

for barbarer. Det ord havde romerne 

lånt fra grækerne. Både 

romerne og grækerne mente, 

at de var mere værd end barbarerne. 

Germanerne havde ikke et 

skriftsprog. Derfor ved vi ikke, 

hvad de mente om romerne. I 

Danmark og andre germanske 

områder har man fundet våben, 

fade, smykker og andre 

kostbare ting fra Romerriget. 

Ærefuld kamp 

Den romerske historiker Tacitus 

skrev i 100-tallet om 

germanerne: 

„Midlerne til denne ødselhed 

(luksus, overflødighed) 

skaffer de sig ved krig 

og røvertogter. Man vil dog 

ikke kunne overbevise dem 

om, at det er lige så let at 

dyrke jorden og afvente 

årets høst som at udplyndre 

Når høvdinge og andre fornemme 

personer døde, fik de 

disse genstande med i graven. 

Så man må have syntes meget 

godt om varer fra Romerriget. 

Germanerne var delt i 

stammer. I hver stamme bestemte 

høvdingen og hans 

slægt. Germanske høvdinge 

prøvede tit at erobre nye områder. 

Derfor var der ofte krig 

mellem stammerne. Men det 

skete også, at nogle stammer 

sluttede sig sammen og angreb 

Romerriget. 

Kelterne 

Andre folk var keltere, som romerne 

omtalte som gallere. 

Kelterne bestod af forskellige 

stammer med et vist fælles 

sprog og kultur. I løbet af det 

sidste årtusinde f.v.t. bredte 

keltiske krigerfolk sig fra Centraleuropa 

til det meste af det 

øvrige Europa. Der er fundet 

spor af keltisk kultur i Danmark, 

Spanien, Bretagne i 

Frankrig og især i Skotland og 

Irland. Før årtusindeskiftet var 

kelternes storhedstid forbi. 

Men fx i Irland lever keltisk 

kultur videre i sproget gælisk, 

som stadig tales i dag. 

fjenden og fortjene sine sår. 

De anser det nemlig for et 

udtryk for dovenskab, ja 

slaphed at erhverve sig ved 

sved, hvad man kan skaffe 

sig ved blod. Når de ikke 

drager i krig, tilbringer de ikke 

så megen tid med jagt 

som med ingenting at bestille 

– kun optaget af at spise 

og sove.“

Kelternes område 

Kelternes område strakte sig 

oprindeligt fra det nuværende 

Frankrig til Tjekkiet (det mørkegrønne 

område). I 400- og 

Hverken kelterne eller germanerne 

havde et skriftsprog. 

Derfor har man kun romernes 

beretninger om dem – og så 

de spor af deres kultur, man 

har fundet. 

300-tallet f.v.t. erobrede de 

nye (de lysegrønne områder 

– følg de røde pile). I 390 

f.v.t. plyndrede kelterne Rom. 

Rom var Romerrigets centrum. 

Det blev grundlagt omkring 750 

f.v.t. I de næste 700-800 år erobrede 

romerne det store område, 

som kortet viser. 

Gælisk 

Gælisk er et keltisk sprog. I Skotland, 

hvor engelsk i dag er hovedsproget, 

er befolkningen blevet bevidste om, 

at det er værdifuldt at bevare gælisk 

sprog og kultur. Rundt omkring i 

Skotland findes der i dag gælisksprogede 

børnehaver og børnehaveklasser. 

Der findes også flere gæliske 

tv- og radioprogrammer. Her kan du 

øve dig på nogle gæliske ord. 

Godmorgen: madainn mhath 

Hvad hedder du?: 

dè an tainm a th’ort? 

Danmark: Danmhairg 

I dag: an diugh 

Tak: tapadh leibh 

Min ven: mo charaid 

Hus: taigh 

Bord: bòrd 

Bukser: briogais 

Kjole: sgiorta 

Romerriget var et samlet rige, der 

blev styret af en kejser, som havde 

fælles love og penge. For at holde 

sammen på det mægtige rige blev 

der bygget veje og oprettet et 

postvæsen. Omkring år 100 var 

Romerriget størst. Det strakte sig 

fra England til Nordafrika – og fra 

Spanien til Tyrkiet 

Områderne nord for Rhinen 

og Alperne kaldte romerne Germanien 

eller Barbaricum. Her 

boede en række stammer, som 

romerne kaldte germanere. 

Romerrigets erobringer var: 

• år 100 f.v.t. 

• år 25 f.v.t. 

• år 50 e.v.t. 

• år 120 e.v.t. 


23

Det ca. 9 kg tunge kar blev 

fundet ved Gundestrup i 

Himmerland. Man ved 

ikke, hvordan det er kommet 

til Danmark. Måske 

skete det under kimbrertogtet 

(se side 28). Det blev i 

hvert fald lagt ud i mosen 

som et offer til guderne i 

100-tallet f.v.t.. Karret er af 

keltisk oprindelse og sikkert 

fremstillet i det nuværende 

Rumænien eller Bulgarien. 


Livet i landsbyen 

Det nuværende Danmark var 

en del af det germanske område. 

I løbet af jernalderen var 

der blevet flere mennesker. 

Næsten al jord, der kunne 

dyrkes, var omdannet til marker. 

Bønderne var også blevet 

dygtigere til at få noget ud af 

marker og husdyr. Det var 

nødvendigt, hvis der skulle 

skaffes mad til de mange 

mennesker. 

Bønderne havde flere husdyr 

end tidligere. På den måde 

kunne de skaffe gødning, 

så kornet gav større udbytte. 

Men det krævede mere arbejde. 

Man regner med, at en 

jernalderbonde i gennemsnit 

arbejdede 12-14 timer i 

døgnet. 

Folk boede sammen i 

landsbyer, der lå tæt over hele 

landet. En del landsbyer var 

små og bestod kun af 2-3 gårde. 

Andre havde 25-30 gårde. 

De enkelte gårde var lange 

huse med stald i den ene ende 

og beboelse i den anden. 

Der var mørkt i en jernaldergård. 

Kun flammerne fra 

ildstedet midt i beboelsen 

lyste op. Langs væggene var 

der lave bænke, som beboerne 

brugte til at sidde og sove på. 

I landsbyen var der også 

mindre hytter. De blev brugt 

til at opbevare afgrøder i og til 

værksteder til bl.a. smeden og 

pottemageren. I andre hytter 

boede trællene. 

Én af landsbyens gårde var 

større end de andre. Her boede 

landsbyens leder. Han var 

i familie med stammens høvding. 

Det var landsbylederens 

opgave at holde ro og orden i 

landsbyen og beskytte den 

mod fjender. Han og hans 

sønner var også høvdingens 

krigere. Når han blev gammel 

og døde eller ikke kunne klare 

opgaven længere, overgik den 

til hans søn eller bror – eller 

til en anden mand i familien. 

Et hegn var opført omkring 

landsbyen. Det skulle 

holde vilde dyr og fremmede 

ude. Uden for hegnet lå landsbyens 

marker. Længere ude lå 

overdrevet. Her græssede heste, 

kvæg og andre kreaturer. 

Længst ude var skoven, hvor 

folk hentede træ til huse, redskaber 

og til brænde. Og her 

var grisene hele sommerhalvåret. 

De fandt føden ved at rode 

efter spiselige rødder og 

frø. 

Kvinden i mosen 

I jernalderen skulle alle rette 

sig efter stammens, landsbyens 

og slægtens regler. Til gengæld 

var stammen, landsbyen 

og slægten de eneste fællesskaber, 

som beskyttede det enkelte 

menneske. Der var ingen

offentlige myndigheder, der 

hjalp, hvis man ikke kunne 

klare sig selv. 

Hvis man blev smidt ud af 

fællesskabet, var man faktisk 

dødsdømt. 

Måske var det sådan, det 

skete med en kvinde på 

Djursland omkring år 100. 

Ca. 1800 år senere blev hendes 

lig fundet, da nogle 

mænd gravede tørv. 

Kvindens venstre ben var 

skævt. Som ung havde hun 

En jernalderfamilie samlet 

omkring ildstedet. Nogle 

familier bruger deres ferie på 

at bo i fx jernalderlandsbyen 

i Lejre. Så kan man rigtig leve 

sig ind i, hvordan det var at 

leve for 2000 år siden. 

Jernalderlandsby ved Lejre 

Forsøgscenter. 


25

Fra Jernalderen er der fundet 

flere velbevarede lig i 

moser. I Jernalderen var 

moserne mindre søer. Stoffer 

i vandet gør, at ligene 

kan bevares. 

Huldremosekvinden er 

en af de bedst bevarede 

moselig. Man har endda 

kunnet genskabe hendes 

tøj. Moseligene og andre 

skeletfund giver en række 

oplysninger om livet i Jernalderen. 

Fx kan man se, at 

gennemsnitshøjden for 

mænd var ca. 174 cm og 

for kvinder 162 cm. Både 

kvinder og mænd har fået 

kostbare gaver med i graven. 

Derfor mener man, at 

mænd og kvinder var ligestillede. 


brækket benet, og det var vokset 

forkert sammen. Hun måtte 

have haltet slemt. Derfor 

troede folk måske, at hun var 

en troldkvinde, og de jagede 

hende bort. Måske lykkedes 

det hende at holde sig skjult 

nogle år. 

Men kvinden var iført en 

fornem dragt, så hun var ikke 

fattig. Måske havde hun begået 

en forbrydelse og skulle 

straffes. Eller måske skulle 

hun ofres til guderne. 

Hvorfor hun blev dræbt, 

ved man ikke. Men hun blev 

grusomt mishandlet. Med en 

økse eller et sværd huggede 

voldsmændene i hendes venstre 

overarm. Knoglen blev 

brudt, så armen kun hang i 

musklerne og skindet. Voldsmændene 

bandt armen ind til 

kroppen med en rem. Så flåede 

de en lang uldsnor, hun 

havde bundet om håret, af og 

kvalte hende med den. Og så 

blev hun smidt i et vandhul. 

Også krigere 

Folk i de germanske landsbyer 

var ikke kun fredelige bønder. 

Krige og plyndringer var en 

del af livet. En ung mand fik 

status og rigdom ved at deltage 

i togter mod andre stammer. 

Det var høvdingenes opgave 

at beskytte mennesker, dyr 

og landsbyer. Han skulle også 

helst erobre nye områder. På 

den måde viste han sin styrke. 

I moser og søer har man 

fundet store mængder våben, 

som den sejrende høvding 

ofrede til guderne efter et slag 

(se side 21). De mange våben 

viser, at flere hundrede krigere 

deltog i kampene. 

Alle mænd havde økser, 

spyd, bue og pile og kunne 

deltage i forsvaret af landsbyen. 

Men efterhånden specialiserede 

nogle sig til at være krigere. 

Måske var det de bedst 

egnede mænd fra landsbyen. 

Måske var det unge mænd fra 

høvdingens slægt. De blev sikkert 

ved med at være bønder. 

Men når høvdingen havde 

brug for dem, skulle de være 

klar til kamp. 

Når folk døde, fik de deres 

personlige ting med i graven. 

På den måde kan vi se, hvilken 

status de døde havde i 

samfundet. Især høvdingenes 

og krigernes grave er rige på 

gaver. 

Almindelige krigere fik deres 

sværd, spyd, skjold og 

mindre genstande med sig i 

graven. De rige krigergrave 

indeholder kostbare smykker 

og luksusvarer fra Romerriget. 

I disse grave har man ofte 

fundet sporer. De afdøde var 

altså ryttere. De var en slags 

officerer, som stod i spidsen 

for hæren. 

Officererne var mænd fra 

høvdingens slægt. Slægten bestemte 

altså over krigerne. Lederne 

af religionen i stammens 

område kom også fra 

høvdingens slægt. 

Høvdingeslægten styrede 

også handelen. De varer, som 

landsbyerne ikke selv brugte, 

afleverede de til høvdingen. 

Hvis en landsby manglede en 

bestemte vare, fx honning, 

kunne landsbyen få den af 

høvdingen. En del af varerne 

beholdt høvdingen selv. Han 

byttede dem for varer fra fjerne 

egne. 

Når handelsmænd kom til 

egnen, spurgte de høvdingen,

om lov til at handle i hans 

område, og om han ville sørge 

for, at de ikke blev overfaldet. 

Og høvdingen tog sig godt betalt 

for at beskytte handelsmændene. 

Folk på vandring 

300.000 mennesker. En flok, 

så stor som ingen havde set 

før, var på vandring nord for 

Alperne. Mænd, kvinder, 

børn, gamle og deres husdyr. 

De fleste bar deres ting på ryggen. 

Enkelte transporterede 

dem i oksetrukne kærrer. Hvor 

de kom frem, lagde de landet 

øde, som insekter der slog ned 

på en kornmark. 

Sådan fortæller romerske 

kilder om begivenheder, der 

fandt sted 120-100 f.v.t. Flere 

germanske stammer, bl.a. kimbrerne 

og teutonerne, havde for- 

I Lejre Forsøgscenter optræder 

nogle ansatte for at vise, 

hvordan folk levede i tidligere 

tider. Her er det krigere – 

måske på vej mod fjenden for 

at beskytte deres landsby. 

ladt deres hjemegn for at 

finde et bedre sted at leve. 

De romerske kilder fortæller 

også, hvordan germanerne 

så ud, og hvad de gjorde. Kimbrerne 

og teutonerne var 

blonde. Ja, deres børn var 

hvidhårede som oldinge. Alle 

havde blå øjne. De gik barfodede 

og var klædt i groft tøj. 

Mændene var bredskuldrede 

og frygtindgydende høje. 

Krigerne havde skjolde, 

lange sværd og kastespyd. 

Nogle bar hjelme, der var udsmykkede 

med gevirer fra vilde 

dyr. I kamp var krigerne 


27

Nederlaget ved Vercellae 

I slaget ved Vercellae i 101 f.v.t. 

led kimbrerne et endeligt nederlag 

til romerne. En romer 

fortæller: 

„For at holde stand havde 

barbarerne (kimbrerne) i de første 

rækker lænket sig til hinanden 

… Deres sortklædte kvinder 

stod ved deres vogne og 

slog dem ihjel, der flygtede … 

Derefter kvalte de deres små 

børn og kastede dem ind under 

vognhjulene eller kvægets klove 

for så til sidst at skære halsen 

over på sig selv.“ 

Slaget ved Arusio 

I 105 f.v.t. slog kimbrerne en 

romersk hær i Sydfrankrig. Den 

romerske historiker Orosius 

skrev, hvad der skete: 

„Fjenden (kimbrerne), som 

havde bemægtiget sig begge 

lejre og et enormt bytte, tilintetgjorde 

alt, hvad der var faldet 

i deres hænder i et uhørt og 

indtil nu ukendt forbandelsesritual. 

Klæder sønderreves og 

kastedes bort, guld og sølv blev 

kastet i floden. Mændenes 

brynjer sønderhakkes, hestenes 

brystplader ødelagdes, hestene 

selv blev nedsænket i vandmasserne, 

menneskene blev hængt 

i træerne med en strik om halsen. 

Således tilfaldt der hverken 

sejrherren noget bytte, eller 

den besejrede nogen barmhjertighed.“ 


uden frygt og nåde. De rykkede 

frem under larm, bulder og 

dyriske råb. De få modstandere, 

som overlevede, blev taget 

til fange, slagtet af præstinder 

og ofret til guderne. 

Man ved ikke præcist, 

hvor de mange mennesker 

kom fra. Men historikere mener, 

at kimbrerne var fra 

Himmerland (nordlige Jylland), 

og teutonerne kom fra 

Thy eller måske fra Slesvig 

(nordlige Jylland og nordlige 

Tyskland). 

Kimbrer og teutoner 

I Jernalderen blev de fleste i 

det område, de var født. Blev 

der for mange mennesker, eller 

hvis der kom hungersnød 

eller krig, kunne større grupper, 

ja hele stammer, bryde op 

for at lede efter nye og bedre 

steder at leve. 

Men de gode steder var ofte 

optaget. Var de vandrende 

heldige, var der plads til få 

nye beboere. Ellers måtte de 

rejse videre. Var gruppen 

stærk nok, kunne den prøve 

at jage de fastboende væk. Og 

så måtte de oprindelige beboere 

begive sig på vandring. 

Man mener, at kimbrerne 

og teutonere forlod deres 

hjemegn, fordi dårligt vejr og 

oversvømmelser havde ødelagt 

deres marker. 

Undervejs sluttede grupper 

fra andre folk fra andre germanske 

stammer sig til kimbrerne 

og teutonerne. I flere 

år flakkede de rundt i det nu- 

Flere steder i Danmark har 

man fundet enorme 

mængder af våben, der 

var ofret efter kampe. Våbnene 

tilhørte den besejrede 

hær. De blev ødelagt og 

smidt i en offersø, som 

Orosius beskriver det. Fotoet 

er fra en udgravning af 

Nydam Mose i Sønderjylland. 

I historien om Vitulf og 

hans krigere (side 20-21) 

bliver våbnene også ofret.

værende Tyskland, Tjekkiet og 

Østrig uden at finde et sted at 

slå sig ned. 

Så trængte germanerne 

over grænsen til Romerriget. 

De spurgte romerne, om de 

måtte få noget land, hvor de 

kunne bo. Men det nægtede 

romerne. Det kom til kamp, 

som romerne tabte. Herefter 

fortsatte germanerne deres 

togt gennem Romerriget. 

Fra Rom blev flere legioner 

(hærtropper) sendt af sted for 

at stoppe de fremmede. Ro- 

merne led et totalt nederlag. 

Germanerne dræbte de fleste 

romerske soldater. De få, der 

blev taget til fange, blev ofret 

til guderne. 

Nu blev romerne bange. 

Ville germanerne fortsætte 

mod Rom og erobre byen? 

Det skete dog ikke. I stedet 

delte germanerne sig. Kimbrerne 

drog til Spanien, og 

teutonerne vandrede mod 

den vestlige del af Frankrig. 

Det gav romerne tid til at 

genopbygge deres hær. 

Dette relief fra 200-tallet 

viser romerske legionærer i 

kamp med germanere. 

Efter nogle år blev teutonernes 

og kimbrernes høvdinge 

enige om, at de i fællesskab 

ville erobre Rom. Men 

romernes hær var klar. Under 

ledelse af konsulen Gaius Marius 

drog de romerske soldater 

mod nord for at møde germanerne. 

I Sydfrankrig udslettede 

Marius teutonerne. 


29

Offerscene fra Gundestrupkarret. 

Kelterne ofrede 

mennesker til guderne. En 

præst holder en mand 

over et kar, som denne 

skal druknes i. Øverst ses 

ryttere og nederst en række 

krigere. Bagest går tre 

hornblæsere. 

Blodofre 

Den romerske historiker 

Strabo levede i århundredet 

f.v.t. Han skrev om kimbrernes 

offerfester: 

„Under vandringen ledsagedes 

kimbrerne af de hellige, 

gråhårede præstinder i 

hvide klæder. Disse kvinder 

havde linnedkjortler, der 

holdtes sammen med bøjlenåle. 

De havde bronzebæl- 


Kimbrerne fortsatte mod 

syd. I 101 f.v.t. trængte de ned 

i Italien. Ved Vercellae mellem 

Turin og Milano mødtes de 

med Marius og hans hær. 

Kampen var hård, men kimbrerne 

kunne ikke klare sig. Da 

kimbrernes kvinder så, at deres 

mænd ville tabe, kvalte de deres 

børn og dræbte sig selv for at 

undgå at blive solgt som slaver. 

ter om livet og gik barfodede. 

Efter at krigsfangerne var ført 

gennem lejren, modtog præstinderne 

dem med sværd i 

hånd. De omringede dem og 

ledte dem hen til en bronzekedel, 

som rummede hen ved 20 

amphorer (ca. 500 l.) 

… (præstinderne) havde et 

stillads, hvorpå ypperstepræstinden 

steg op. Stående over 

Kimbrernes nederlag var 

totalt. Nogle romerske skrifter 

fortæller, at 120.000 kimbrere 

blev dræbt, og 60.000 førtes 

til Rom som fanger. 

Her går grænsen! 

I årene omkring årtusindeskiftet 

havde romerne erobret et 

område i Nordtyskland og 

blotkedlen overskar hun 

hver enkelt fanges strube, 

mens han hang udstrakt 

over den. Nogle af præstinderne 

spåede i blodet, 

som strømmede ud i kedlen. 

Andre rev kroppen og indvoldene 

fra hinanden og 

spåede i dem deres landsmænds 

sejr.“

gjort det til en provins i Romerriget. 

Publius Varus skulle 

bestemme i provinsen. 

Publius Varus mente, at 

han havde kontrol med området. 

Han gik derfor i gang med 

at indføre romerske love, opkræve 

skatter af germanerne 

og bygge veje og fæstninger. 

En af germanernes høvdinge 

hed Arminius. Han havde 

været officer i den romerske 

hær. For sin indsats havde han 

fået romersk borgerskab. Men 

Arminius ville ikke blive ved 

med at være en pligtopfyldende 

romersk borger. Han havde 

andre planer. I hemmelighed 

samlede han en stor germansk 

hær. Nu var det bare at vente 

på en lejlighed til at slå til. 

Lejligheden kom i sommeren 

år 9, da Varus ledte tre romerske 

legioner, dvs. ca. 

30.000 mand, på et togt langt 

ind i det germanske område 

for at erobre mere af germa- 

nernes land. Da de mange soldater 

var ved at passere en 

flod, angreb germanerne. 

Slaget varede i tre dage. Alle 

romerske soldater blev dræbt, 

enten i kamp eller efter de var 

taget til fange. Romeren Varus 

begik selvmord. 

Nederlaget var meget alvorligt. 

Hele den romerske 

hær var på ca. 180.000 mand. 

Dvs. at 1/6 af den var udslettet 

ved slaget i Germanien. Herefter 

trak romerne sig tilbage til 

Rhinen, hvor de forstærkede 

grænsen. Romerne foretog 

nogle straffeekspeditioner ind 

i germanernes område, men 

de prøvede ikke igen at erobre 

mere af germanernes land. 

Kongerne i Himlingøje 

I de første århundreder efter 

vor tidsregning var der en livlig 

handel mellem romerne og 

germanerne i Skandinavien. 

Romere og germanere 

havde også fredelig kontakt 

med hinanden. Som 

det ses på tegningen, 

foregik der en livlig handel 

over grænsen, og unge 

germanske mænd blev soldater 

i den romerske hær. 


31

Varer fra Romerriget 

fundet ved Himlingøje: Et 

drikkeglas samt en armog 

en fingerring af guld. 


Det kan man se på de mange 

varer og mønter fra Romerriget, 

som er fundet i Danmark. 

Især omkring Himlingøje 

på Sydsjælland er der fundet 

mange ting fra Romerriget. 

Historikerne mener derfor, at 

der var konger i Himlingøje i 

200- og 300-tallet. De herskede 

over et rige, der bestod af 

den sydlige del af Skandinavien. 

Under sig havde kongen 

stormænd eller høvdinge. 

Det var folk, han havde lavet 

aftaler med, og som styrede 

områder af riget på hans 

vegne. 

Himlingøje-kongerne og 

deres stormænd kom sandsynligvis 

fra Sverige. Der findes 

flere gamle beretninger 

om et germansk folk ved navn 

danerne, som levede i Skåne. 

En stor gruppe danere indvandrede 

til Danmark i 200tallet. 

Her fortrængte de herulerene, 

som oprindeligt boede 

på Fyn og Sjælland. 

Danerne var højere end 

andre germanske folk. Skeletfund 

viser også, at gennemsnitshøjden 

steg i perioden. 

Himlingøje-kongernes rigdomme 

stammede fra handel 

og de skatter, de opkrævede i 

deres rige. Kongerne samarbejdede 

også med Romerriget. 

De sendte bl.a. krigere ned i 

Europa for at hjælpe de romerske 

kejsere med at bekæmpe 

germanere, der prøvede 

at trænge ind i Romerriget. 

Til gengæld hjalp de romerske 

kejsere Himlingøje-kongerne i 

krigene mod andre germanske 

stammer i Skandinavien. 

Fra Romerriget fik de rige 

germanere luksusvarer som 

sølvbægre, våben og smykker. 

Fra Skandinavien fik romerne 

rav, som de regnede for en 

meget kostbar vare. 

I Romerriget blev varerne 

ofte transporteret ad de veje, 

som romerne havde anlagt. I 

Nordeuropa var der færre og 

dårlige veje. Her blev varerne 

sejlet ad søvejen. 

I sidste halvdel af 200-tallet 

begyndte Romerriget langsomt 

at gå i opløsning. Germanske 

stammer trængte over 

grænsen og hærgede riget. 

Flere romerske provinser rev 

sig løs. I 395 blev Romerriget 

delt i en østlig og en vestlig 

del. I 476 erobrede germanerhøvdingen 

Odáker Rom, og 

han afsatte den sidste vestromerske 

kejser. 

Og da støtten fra Romerriget 

stoppede, bukkede Himlingøje-riget 

også under. 

Påvirkede de hinanden? 

Som du har læst, mente romerne, 

at germanerne var primitive. 

Det er også svært at 

finde eksempler på, at germansk 

kultur har påvirket den 

romerske. Derimod lærte ger-

manerne meget af romerne. 

Her er nogle eksempler. 

De germanske høvdinge 

begyndte at opbygge deres 

hære ligesom de romerske legioner. 

I 700-900-tallet – efter Romerrigets 

opløsning – blev det 

meste af Vesteuropa delt i 

kongedømmer. De fleste 

konger forsøgte at opbygge 

deres riger efter romersk forbillede. 

I 300-tallet bestemte den 

romerske kejser, at kristendommen 

skulle være statsreligion 

i Romerriget. Ifølge den 

kristne lære skulle folk adlyde 

herskeren. Ved hjælp af kristendommen 

kunne kejserne 

altså få mere magt. I de nye 

stater, der opstod efter Romerrigets 

sammenbrud, indførte 

kongerne også kristendommen 

for at styrke deres magt. 

Romerne brugte penge af 

guld og især sølv, når de 

handlede, mens germanerne 

I dag bruger vi også ord og navne fra den romerske kultur, fx: 

Romertal: 

I = 1 

II = 2 

III = 3 

IV = 4 

V = 5 

VI = 6 

VII = 7 

VIII = 8 

IX = 9 

X = 10 

L = 50 

C = 100 

D = 500 

M = 1000 

drev byttehandel. I 600-900tallet 

blev pengeøkonomien 

mere og mere almindelig i 

Europa. 

Romerne var også dygtige 

til at bygge vandhjul, der udnyttede 

vandkraften til fx at 

male korn til mel. Denne 

teknologi bredte sig også over 

hele Europa. 

Latin: 

Romerne skrev og talte et sprog, som 

hed latin. I dag bruger videnskabsmænd 

verden over latinske ord, når 

de skal beskrive noget. Fx bruger 

læger ofte latinske ord på kropsdele 

og medicin. 

Kalender: 

Vores kalender stammer fra den 

romerske kalender. 

Januar har navn efter Janus - en 

romersk gud 

Februar stammer fra et latinsk ord 

(februalia), som betyder offergave 

Marts er opkaldt efter krigsguden 

Mars 

I 1873 fandt man denne 

stormandsgrav på Sydsjælland. 

Den døde fik 

kostbare genstande fra Romerriget 

med sig i graven. 

April kommer fra et latinsk ord 

(aperire), som betyder at åbne sig 

Maj er opkaldt efter den romersk 

gudinde Maia - gudinde for alt der 

gror og vokser 

Juni opkaldt efter gudinden Juno, 

som beskytter kvinderne 

Juli stammer fra Julius Cæsars navn - 

en romersk kejser 

August opkaldt efter kejser Augustus 

September, oktober, november og 

december betyder den syvende, 

ottende, niende og tiende (det kommer 

sig af, at romerne indtil år 153 

f.v.t. kun havde ti måneder på et år. 

Månederne havde 36 dage hver, og 

marts var den første.) 


33

Vikingernes verden 

„Se dig for, knægt!“ Manden puffede til 

Ask. 

Ask havde haft så travlt med at se på 

krigerne oppe på volden, at han var stødt 

ind i en mand, som var på vej ud af byporten. 

„Ja, pas på, at du ikke bliver tromlet 

ned,“ smilede faren. 

Ask nikkede. Tungtlæssede vogne skrumlede 

over brolægningen. Folk strømmede 

ud og ind gennem byporten. Nogle trak 

med kreaturer, andre bar tunge bylter. 

Ask var med sin far i Hedeby for første 

gang. Han havde fået lov, fordi han havde 

fundet den største klump rav. Den var 

lige så stor som en knyttet hånd. Nu lå 

den i posen med de andre stykker rav, som 

skulle sælges. 


I to dage havde de gået for at nå fra 

landsbyen ved kysten til Hedeby. Ask var 

øm i benene – selv om han ikke bar på så 

meget som faren. 

De nåede inden for byporten. Der var 

flere huse, end Ask kunne tælle. Røgen 

drev tæt og blågrå over de stråtækkede tage. 

I havnen lå tre skibe. På kajen lossede 

mænd noget tungt fra et af skibene. 

„Varer fra hele verden.“ Faren skyggede 

med hånden for solen og så ned mod havnen. 

„Jeg tror, det er klæbersten. De er sejlet 

hertil fra Norge.“ 

Ask vidste ikke, hvor Norge var. Kun, at 

det var langt væk. 

Faren og han fortsatte ned mod byen. 

Vejen bestod nu af flækkede egeplanker. 

„Føj for en stank!“ Ask snappede efter

vejret og holdt sig for næsen, da de gik forbi 

garvernes huse. 

Længere fremme kom de gennem smedenes 

kvarter. Ilden knitrede i esserne. 

Mænd hamrede på rødglødende jernstykker 

og forvandlede dem langsomt til økser, 

knive, søm og andre genstande. 

På markedspladsen var der masser af 

håndværkere: kammagere, smykkemagere, 

guld- og sølvsmede og handlende. Nogle 

havde faste boder. Andre havde rejst telte, 

hvor de arbejdede og solgte varer. 

I udkanten af pladsen stod fem mennesker 

lænket til en pæl. Deres hår var sort, 

og deres brune øjne flakkede bange. Trælle, 

tænkte Ask. De lignede de to, Ulf Bonde 

havde hjemme i landsbyen. Han havde 

byttet dem for en hest og en ko. 

Faren gik over til ravsmedenes telte. 

„Hvad har du så med i dag?“ spurgte 

en af ravsmedene og kiggede op fra sit arbejdsbord. 

„Gode sager. Rigtig gode sager, Leif.“ 

Faren åbnede posen. „Du må frem med 

sølvet, hvis du vil have noget. 

Leif kiggede grundigt på ravstykkerne. 

Han tog klumpen, som Ask havde fundet, 

og nikkede anerkendende. Så fiskede han 

nogle stykker sølv op af sin pung og lagde 

dem på bordet. 

Faren rystede på hovedet. „Alt for lidt.“ 

„Du flår mig,“ sukkede Leif. „Men for 

gammelt venskabs skyld.“ Han lagde 

modvilligt noget mere sølv på bordet. 


35

Vikingetiden 

Man er ikke enige om, 

hvad der var typisk for Vikingetiden. 

Derfor er der 

også forskellige bud på, 

hvornår perioden begyndte. 

Ser man vikingerne 

som krigere og sørøvere, 

siger man, at Vikingetiden 

begyndte i 793. Fra 

det år har man den første 

beretning om vikinger, 

der plyndrede. Det gik 

ud over klosteret på øen 

Lindisfarne ved den engelske 

østkyst. 

Ser man handelen 

som noget typisk for Vikingetiden, 

begyndte 

den i de første årtier af 

700-tallet. Her udviklede 

bl.a. Ribe sig som handelsby. 

De fleste er enige om, 

at Vikingetiden sluttede 

i sidste halvdel af 1000tallet. 

Perioden Vikingetiden 

bruges kun om forholdene 

i de skandinaviske lande. 

Vikingernes hjemlande 

var nemlig Danmark, 

Norge og Sverige. Andre 

steder i Europa kalder 

man perioden for Tidlig 

Middelalder. 


Vikingernes samfund 

Vikingerne mente, at der var 

to slags mennesker: de frie og 

de ufrie. De sidste var trælle. 

De fleste trælle var folk, som 

vikingerne havde bortført på 

deres togter. Man kunne også 

blive træl, hvis man ikke kunne 

betale sin gæld. Trællenes 

børn blev også trælle. 

I vikingetiden levede der 

omkring 1 mio. mennesker i 

det nuværende Danmark. 

Man ved ikke, hvor mange af 

dem, der var trælle. Men det 

var færre end i Romerriget, 

hvor ca. 1/5 af befolkningen 

var slaver. 

Der var store forskelle 

mellem de forskellige grupper 

af frie mennesker. Den største 

gruppe var bønderne. De boede 

i landsbyer, som man havde 

gjort i mange hundrede år. 

I vikingetiden steg befolkningstallet, 

derfor opstod der 

flere landsbyer. Mange landsbyer 

fra vikingetiden ender på 

–torp, -drup, - strup, eller –by. 

Nogle fik navn efter en person 

– måske en mand fra høvdingeslægten, 

der grundlagde 

landsbyen, fx Erikstrup. Gårdene 

i landsbyen var af forskellig 

størrelse. Hver gård bestod 

dog af et langhus. I den 

ene ende var der plads til dyrene, 

og i den anden boede 

folk. Til hver gård hørte der 

mindre hytter. Her boede 

trællene, eller hytterne var 

indrettet som værksteder og 

opbevaringsrum. 

På en gård boede bonden, 

hans kone og deres børn sammen 

med gamle og ugifte 

medlemmer af slægten. På 

store gårde var der også tjenestefolk. 

Stormænd og høvdinge var 

naturligvis også frie. 

I flere tusinde år f.v.t. havde 

landet været delt i stammeområder. 

Efterhånden tog bestemte 

slægter magten i hvert 

område. Man taler om stormands- 

eller høvdingeslægter. 

Nogle høvdinge havde så 

mange krigere, at de kunne 

erobre naboområderne. I de 

første århundreder herskede 

en høvdingeslægt over Fyn, 

en anden over det meste af 

Sjælland (se side 31-32). 

Høvdingene var altså blevet 

småkonger. Krige førte til, 

at grænserne ændrede sig. Da 

Harald Blåtand blev konge i 

sidste del af 900-tallet, bestod 

hans rige måske kun af en del 

af Jylland. Det lykkedes ham 

at erobre et område ned til 

Slesvig, Fyn, Sjælland, Skåne 

og måske noget af Norge. 

Tegning af den midtjyske 

landsby Vorbasse som den 

måske så ud i Vikingetiden.

Vikingerne er populære i 

dag. Her udkæmper folk 

udklædt som vikinger et 

slag. 

Harald Blåtands rige. 


37

Odin, Thor og de andre guder 

Man kalder vikingernes religion 

for asertroen. Vikingerne troede, 

at jorden var en kæmpemæssig 

skive, som flød på et uendeligt 

hav. Midt på skiven var Asgård, 

hvor guderne boede. 

Midt i Asgård stod det enorme 

asketræ, Yggdrasil. Dets tre 

rødder bar hele verden. En rod 

gik ned til gudinderne, der bestemte 

alle levende væseners 

skæbne. En anden rod endte 

ved den kolde døds drage. Den 

tredje rod nåede til visdommens 

kilde, som dværgen Mimer 

ejede. 

Engang havde guden Odin 

givet Mimer sit ene øje for at 

drikke af kilden. Til gengæld var 

Odin blevet så klog, at ingen 

kunne narre ham. 

Odin var den øverste gud. 

Han havde to ravne og to ulve. 

Ravnene fløj og ulvene løb ud i 

verden. Når de om aftenen 

vendte hjem til Odin, fortalte 

de ham, hvad de havde set. 

Odin kunne også selv finde på 

at forklæde sig og rejse rundt i 

verden. Odin selv boede på 

borgen Valhal. 

Hvis en viking døde i kamp, 

kom han til Valhal. Her kunne 

han leve et rigtigt vikingeliv. 

Om dagen kæmpede vikingerne 

på en mark uden for Valhal. 

De, der blev dræbt, blev hentet 

af smukke kvinder. Sidst på da- 

På billedet ses Odin på sin 

trone Hlidskjalf. Omkring ham 

ses Hugin og Munin. 


gen blev de døde levende igen. 

Og hele aftenen spiste, drak og 

festede vikingerne. 

Thor var en stor og stærk 

gud. Han havde en hammer, 

som hed Mjølner. Når Thor kastede 

Mjølner, ramte den sit mål 

og vendte så tilbage til hans 

hånd. Når Thor red henover 

himlen, rumlede det med torden. 

Andre guder var Freja, gud 

for kærligheden, og Heimdal, 

der vogtede over broen Bifrost. 

Han skulle sørge for, at der ikke 

kom jætter, som var gudernes 

fjender, ind i Asgård. Heimdal 

havde et meget godt syn og 

kunne høre græsset gro. Derud- 

over var der bl.a. Tyr og Balder. 

Og så var der Loke. Han 

var søn af jætter, men havde 

blandet blod med Odin, så 

de var blevet en slags brødre. 

Omkring Asgård var et 

hegn. Uden for det lå Midgård, 

hvor menneskene boede. 

Længere ude – tæt ved 

det uendelige hav, var endnu 

et hegn. Uden for dette 

hegn lå Udgård. Her boede 

de fæle jætter, som guderne 

ofte kæmpede imod. 

I havet boede det frygtede 

monster Midgårdsormen. 

Den var en enorm slange, 

der snoede sig rundt om jorden 

og bed sig selv i halen.

Vikingerne rejser ud 

I vikingetiden spillede folk fra 

Skandinavien en stor rolle i 

Europa. Ingen var så gode til 

at bygge skibe som vikingerne. 

Og de var i stand til at 

finde vej, så de kunne sejle til 

Middelhavet, Grønland og 

langt ned ad de russiske floder 

helt til Sortehavet. 

I tidens løb er der givet flere 

forklaringer på, at vikingerne 

drog ud fra Skandinavien. 

Her er nogle af dem: 

• Fattigdom og nød 

En tysker ved navn Adam af 

Bremen påstod, at der var for 

mange mennesker i vikingernes 

land. Det førte til fattigdom og 

hungersnød, som tvang vikingerne 

til at tage på togt. 

Adam af Bremens forklaring 

passer ikke. Man ved, at der fra 

begyndelsen af 700-tallet blev 

bedre levevilkår i Nordeuropa 

dels på grund af mere og mere 

handel. 

• Eventyrlyst 

Historiebøger fra begyndelsen 

af 1900-tallet fortæller, at 

eventyrlyst fik vikingerne til at 

drage ud. 

• Handel 

Med deres skibe kom vikingerne 

langt omkring for 

at handle. De grundlagde 

handelspladser og byer i fx 

England og Irland. 

• Ære og rigdom 

Runesten og digte fra vikingetiden 

fortæller, at vikingerne 

rejste ud for at 

vinde ære og rigdom. 

Dengang var det en forbrydelse 

at røve fra den landsby 

og det fællesskab, man 

selv tilhørte. Men det var i 

orden – ja, det var endda 

modigt og ærefuldt at plyndre 

fra fremmede. 

• Finde nye og bedre steder 

at slå sig ned 

I 900-tallet flyttede tusindvis 

af vikinger til fremmede områder. 

Fx fortæller islandske 

sagaer fra 1200-tallet, at 

den norske konge Harald 

Hårfager prøvede at få mere 

magt over landets høvdinge. 

Det fik mange af 

dem til at udvandre til Island. 

• Erobre nye områder 

I sidste del af vikingetiden 

begyndte vikingekongerne 

at erobre nyt land. Fx ønskede 

den danske konge 

Svend Tveskæg at erobre 

England i 1013. 

• Svage konger 

I 700-900-tallet var der mange 

landestride om, hvem der skulle 

være konge. Det førte til uro og 

borgerkrig. Kongerne måtte 

bruge alle kræfter på at bevare 

magten og skabe ro i landet. 

Derfor havde de ikke styrke til at 

holde vikingerne ude af landet. 

Ofte var flere grunde blandet 

sammen. En handelsrejse udviklede 

sig til et plyndringstogt 

og omvendt. Fx kunne vikinger 

med deres skibe lægge 

til i Flandern for at købe kostbare 

glasvarer for sølv. Så kunne 

de sejle videre til England 

og stjæle kvæg og afgrøder fra 

en forsvarsløs landsby. Eller 

måske lod de sig betale af den 

samme landsby for at lade være 

med at plyndre den. På deres 

videre færd kunne de røve 

et kloster for dets værdier. På 

hjemvejen lagde de måske til 

ved en handelsplads i Norge 

og solgte tyvekosterne. 

Vikinger på eventyr? 

I begyndelsen af 1000-tallet 

fulgte mange mænd den svenske 

høvding Ingvar på sit togt 

mod sydøst. De nåede helt til 

Særkland, som sikkert var et 

arabisk kalifat i det nuværende 

Irak. Her blev vikingerne dræbt. 

En kvinde ved navn Tola fik hugget 

runer i en sten til minde om 

dem. Og der står: 

De foer mandigt 

fjernt efter guld 

og østerude 

gav de ørnen føde*. 

De døde sydpå 

i Særkland. 

*) „gav de ørnen føde“ = de døde 


39

Bedre skibe 

Fra Stenalderen til Vikingetiden blev man bedre til at bygge skibe. 

Her er nogle eksempler. 

Helleristning, dvs. tegninger 

af både hugget ned i sten 

fra Bronzealderen omkring 

1000 f.v.t. 

Den ældste Nydambåd omkring 

350 e.v.t. 

Skibet 

Skandinavien er omgivet af 

vand. Fjorde og vandløb fører 

langt ind i landområderne. Siden 

stenalderen har menneskene 

transporteret sig selv og 

deres varer i både. Det var 

simpelthen nødvendigt. 

Efterhånden blev man dygtigere 

og dygtigere til at bygge 


Model af båd fra Stenalderen 

omkring 5.000 f.v.t. 

Hjortespringbåden fra Jernalderen 

omkring 350 f.v.t. 

Vikingeskib omkring 900 e.v.t. 

skibe. Vikingerne byggede fartøjer 

til bestemte opgaver, fx 

til at transportere varer eller 

som krigsskibe. 

Et vikingeskibs planker var 

lavet af kløvede træstammer. 

De blev altså ikke savet. Derfor 

kunne plankerne hugges 

meget tynde og samtidig bevare 

deres styrke. 

Det havde stor betydning 

for skibes sødygtighed. Skibet 

var meget smidigt. Forstavn 

og agterende kunne vride sig 

op til en meter i forhold til 

hinanden. Det betød, at skibet 

fulgte bølgerne, i stedet for 

som et stift fartøj at bryde 

dem. Derfor kunne skibet sejle 

hurtigt. 

Ved Roskilde har man fundet 

rester af et vikingeskib på

ca. 36 m. Det blev brugt til 

krig. 60-70 roere har drevet 

fartøjet frem, så der har været 

plads til en stor besætning. 

Vikingeskibene var forsynet 

med sejl. Var vinden god, 

kunne skibene holde en gennemsnitsfart 

på 10-12 km i timen. 

Der er ca. 1.000 km fra 

Norge til Island. Under heldige 

omstændigheder kunne 

men sejle denne strækning på 

under en uge. 

Vikinger som handelsfolk 

Folk har handlet og byttet varer 

længe før vikingetiden. 

Tidligere var det mest luksusvarer, 

som overklassen købte, 

solgte eller gav som gaver. 

Efterhånden blev der også 

handlet med almindelige varer 

som skind, jern og klæde. 

I 700-tallet blev den sydlige 

del af Skandinavien centrum 

for handelen mellem de 

vestlige, sydlige og østlige dele 

af Europa. Der opstod en 

række handelspladser og byer 

ved Østersøens, Skagerraks og 

Nordsøens kyster. 

I løbet af 800-tallet blev 

Hedeby ved Slesvig en af de 

vigtigste handelsbyer. Ved Hedeby 

mødtes nemlig to han- 

delsruter: Én gik mod vest 

over Nordsøen til bl.a. England 

og mod syd til fx det nuværende 

Frankrig, Portugal og 

Spanien. Den anden rute gik 

mod øst over Østersøen. 

Hvor det kunne lade sig 

gøre, blev varerne sejlet med 

skib. Handelsmændene kunne 

sejle langt ned ad de russiske 

floder. Men for at nå frem til 

Sortehavet måtte varerne 

transporteres mere end 250 

km over land. Det foregik 

med slæde, når sneen dækkede 

landet. 


41

Hærgende vikinger 

Munke og andre af kirkens 

folk skrev om de forfærdelige 

vikinger, der røvede og plyndrede. 

Især i 800-tallet havde 

vikingerne frit spil. 

Lidt efter lidt blev vikingernes 

hærgen bremset. De 

europæiske konger fik soldater 

og byggede fæstninger, så 

de kunne beskytte sig mod 

angreb. Andre konger betalte 

en vikingehøvding i sølv, guld 

eller landområder for at han 

og hans mænd skulle holde 

andre vikinger ude. På den 

måde fik vikingehøvdingen 

Rollo Normandiet af den 

franske konge i begyndelsen 

af 900-tallet. 

Omkring 800 

Norske vikinger slog sig ned 

på Shetlands- og Orkneyøerne. 

De plyndrede irske og 

engelske klostre og byer. 

830’erne: Dorestad 

En af de vigtigste handelsbyer 

i Nordeuropa, som vikingerne 

plyndrede flere gange. 

841: Rouen 

Danske vikinger sejlede op ad 

Seinen og plyndrede byen. En 

fransk munk skrev om angrebet: 

„(Vikingerne) rasede med 

rov, sværd og ild, tilintetgjorde 

byen, munkene og det øvrige 

folk med drab og fangenskab. 

De hærgede alle klostre samt alle bebyggelser 

langs Seinens bredder.“ 

843: Nantes 

En vikingeflåde sejlede op ad floden 

Loire og plyndrede byen. 


På kortet ses nogle af vikingernes plyndringsruter. 

844: Sevilla 

En flåde på ca. 40 vikingeskibe 

hærgede de sydspanske 

kyster. De hærgede og brændte 

byen Sevilla. 

845: Hamburg 

Den danske kong Horik sendte 

600 skibe mod Hamburg, som 

blev indtaget og ødelagt. Paven 

besluttede nu at flytte bispesædet 

fra Hamburg til Bremen:

„Nu kom staden i fjendernes 

vold, og de plyndrede alt, 

hvad der var i den eller i den 

nærmeste landsby … Da således 

alt var stukket i brand og 

plyndret drog de deres vej.“ 

Angrebet på Lindisfarne 

I Den angelsaksiske Krønike 

(en historisk fremstilling) 

skrev engelske munke om vikingernes 

angreb på Linidisfarne 

Kloster i 793: 

„I dette år kom skrækkelige 

tegn over Northumbria 

(et kongerige i Nordengland) 

og gjorde folk alvorligt 

skræmte. De bestod af vældige 

hvirvelvinde og lynild, 

845 – 856 - 

857 – 861 - 

886: Paris 

En fransk munk skrev 

om vikingernes angreb 

på Paris: 

„I marts måned nåede normannerne 

på 120 skibe ad 

Seinen frem til Paris, som de 

hærgede, uden at nogen overhovedet 

gjorde modstand. 

Karl (den franske konge) forsøgte 

at gå imod dem. Han 

Grev Eudes forsvarer Paris mod vikinger. 

og flammespyende drager 

blev set flyve gennem luften. 

En stor hunger fulgte 

straks efter disse tegn, og 

lidt senere i det samme år, 

på den ottende juni, ødelagde 

hedenske mænds 

hærgninger jammerligt 

Guds kirke på Lindisfarne 

med plyndring og blodbad.“ 

indså, at hans mænd slet ikke 

kunne klare sig. (I stedet) 

dæmmede han op for deres 

fremtrængen ved nogle aftaler, 

og ved at give dem en gave 

på 7.000 pund (sølv) fik 

han dem til at rejse.“ 

Omkring 860: Middelhavet 

Høvdingene Bjørn Jernside og 

Hasting hærgede med deres 

ca. 60 skibe Middelhavsområdet 

i tre år. 


43

Vikingernes vilde liv 

En fransk præst ved navn Dudo 

sagde omkring 1020, at vikingerne 

drog ud på grund af overbefolkning. 

Grunden til, at der 

var for mange mennesker i vikingernes 

hjemlande, havde 

Dudo denne forklaring på: 

„(vikingerne) hengiver sig 

overmodigt til overdrevent vellevned, 

lever i forargeligt samliv 

med mange kvinder og i skamløst 

og ulovligt samkvem avler 

utalligt afkom.“ 


På dette billede af en vikingehær 

virker vikingerne 

knap så farlige og frygtindgydende. 

En fransk kunstner malede 

i 1894 dette maleri af 

plyndrende vikinger.

Erik den Røde og Leif den 

Lykkelige 

Tusindvis af vikinger brød op 

for deres hjemlande og flyttede 

til fremmede lande. Nogle 

gange erobrede de et område. 

Andre gange foregik bosættelsen 

fredeligt. 

Omkring år 900 forsøgte 

den norske konge at få mere 

magt over befolkningen. Det 

var mange høvdinge og storbønderne 

vrede over, og flere 

forlod Norge. 3-400 rejste til 

Færøerne og Island. Her kom 

det ikke til kamp. For bortset 

fra nogle få irske munke var 

øerne mennesketomme. 

Omkring 985 begik en islandsk 

høvding, Erik den Røde, 

et mord. Som straf blev 

han landsforvist i tre år, dvs. 

han skulle han forlade Island i 

den periode. Erik sejlede af 

sted og nåede Grønland. I 

bunden af en fjord fandt han 

et sted, hvor jorden kunne 

dyrkes, der var græs til husdyrene 

og plads til flere mennesker. 

Erik sendte bud til Island, 

og flere islændinge 

flyttede til Grønland. 

Ca. 15 år senere sejlede Eriks 

søn, Leif den Lykkelige, på 

en opdagelsesrejse. Med sine 

skibe nåede Leif og hans 

mænd Newfoundland (ø ved 

Canadas østkyst), hvor de byggede 

nogle huse. Herfra sejlede 

Leif og nogle af hans mænd 

længere mod syd. En saga, 

dvs. en gammel historie, fortæller, 

at Leif nåede et sted, 

han kaldte Vinland. Her voksede 

vin og korn vildt. Ingen 

ved, hvor Vinland er – eller 

om historien blot er fri fantasi. 

Leif og hans mænd blev ikke 

i Amerika. Sagaen fortæller, 

at de efter tre vintre blev jaget 

på flugt af de indfødte. 

Vikinger fra Island bosatte sig 

i Grønland. Her byggede de 

flere landsbyer. Dengang var 

klimaet i Grønland mildere 

end nu om dage. Derfor kunne 

man drive landbrug. Nybyggerne 

fangede også fisk 

og gik på jagt. 

I Grønland har man genopført 

nogle af vikingernes huse. 

På billedet ses Erik den Rødes 

gård. 

Leif den Lykkelige sejler 

mod Amerika. Maleriet er 

fra omkring 1900. 


45

Danelagen 

Tusindvis af bønder rejste fra 

det nuværende Danmark for at 

bosætte sig i Danelagen. De 

fleste indvandrere gik over til 

kristendommen. Det blev snart 

almindeligt, at indvandrere og 

englændere giftede sig med 

hinanden. 

Man har fundet mange ting 

efter vikingerne i England. Vikingerne 

satte sig også spor i 

sproget. Stednavne med endelser 

som –by og thorp stammer 

fra dansk. Og et stort antal 

danske ord indgik i engelsk, fx: 

bone, goat, husband, skin, wife, 

fellow, bread, knife. 

Engelsk påvirkede også 

dansk. Ord som kristen, helligdom, 

biskop er lånt fra engelsk. 


Irland, Normandiet og 

Rusland 

Mange tusinde vikinger rejste 

fra Norge til Irland. Her var der 

krig mellem lokale høvdinge. 

Det benyttede vikingerne sig 

af. De grundlagde deres eget 

kongedømme ved Dublin. 


hærgede vikingehøvdingen 

Rollo Frankrig. Så fik den 

franske konge en god idé. Han 

gav det meste af Normandiet 

til Rollo. Til gengæld skulle 

Rollo forhindre andre vikinger 

i at plyndre i Frankrig. 

Vikinger transporterede deres 

varer ad russiske floder for 

at handle. Nogle vikinger bosatte 

sig ved handelspladser og 

byer, som opstod langs floderne. 

I 800-tallet anlagde de bl.a. 

byerne Novgorod og Kiev. 

Gang på gang angreb vikingerne 

England. Kortet 

viser, hvor og hvornår 

nogle store angreb fandt 

sted. I midten af England 

ses Danelagen. 


herskede vikingehøvdingen 

Rjurik over nogle stammer 

i den nordlige del af Rusland. 

Rjurik og hans efterkommere 

erobrede flere områder, bl.a. 

Kiev. Efterhånden opstod der 

et vikingerige i Rusland. Nogle 

historikere mener, at det 

var dette rige som 6-700 år 

senere blev til Rusland.

Nordsøimperiet 

Siden 800-tallet var mange vikinger 

flyttet fra Danmark til 

den østligste del af Midtengland. 

Omkring 900 var de så 

mange, og de havde så stor 

magt, at de indførte dansk lov 

i området. Området blev derfor 

kaldt Danelagen. 

I slutningen af 900-tallet 

angreb skandinaviske vikinger 

igen England. Denne gang 

blev angrebene ledet af kongerne, 

bl.a. den danske Svend 

Tveskæg. År efter år sendte 

han op mod 100 skibe på 

togt. Plyndringerne stoppede 

først, når englænderne havde 

betalt en stor sum penge, som 

blev kaldt danegæld. 

Den engelske konge opdagede, 

at danskerne i Danelagen 

hjalp Svend Tveskæg. Det 

ville den engelske konge sætte 

en stopper for. Han befalede, 

at alle danskere i England skulle 

slås ihjel på en bestemt dag. 

Man ved ikke, hvor mange 

danskere, der blev dræbt. Men 

massakren standsede ikke vi- 

kingernes angreb på England 

– tværtimod. Et af ofrene var 

nemlig Svend Tveskægs søster, 

og nu ville han have hævn. 

I de følgende år ledte 

Svend Tveskæg personligt togterne, 

og englænderne måtte 

betale mere og mere danegæld 

for at slippe af med vikingerne. 

Svend Tveskæg førte også 

krig med den norske konge. 

Den endte med, at Norges 

konge blev dræbt, og Svend 

blev nordmændenes konge. 

I 1013 ankom Svend Tveskæg 

til England med mange 

hundrede skibe. Denne gang 

ville han erobre hele landet. 

Det gamle Danelagen anerkendte 

straks Svend som 

konge og slap dermed for 

plyndringer. 

Så døde både Svend og den 

engelske konge. Englænderne 

valgte Svend Tveskægs søn, 

Knud, til konge, mens Knuds 

bror overtog den danske trone. 

Få år efter døde broren også. 

Knud herskede nu over både 

Danmark og England. 

Danskerne skal dø! 

En engelsk munk skrev i 1002 

om den engelske konges massakre 

på danskerne: 

„Dette år lod kongen alle 

danske, der var i England, dræbe 

på Skt. Briccius’ Dag (13. 

november), fordi kongen havde 

fået at vide, at de ville stræbe 

ham efter livet og derpå alle 

hans rådgivere og bemægtige 

sig hans rige.“ 

Billedet er fra slutningen af 

1800-tallet. Englænderne 

betalte danegæld for at 

vikingerne skulle lade være 

med at plyndre deres land. 

Vikingerne krævede mere 

og mere: 

År 991: 10.000 pund sølv 

År 993: 16.000 pund sølv 

År 1001: 24.000 pund sølv 

År 1007: 36.000 pund sølv 

År 1012: 48.000 pund sølv 


47

I år 843 blev det mægtige 

Frankerrige delt i tre. 

Gunhilds død 

Svend Tveskægs søster, Gunhild, 

var gift med jarlen Palling. 

Han havde været i den engelske 

konges tjeneste, men var gået 

over til danskerne. Om deres 

død fortæller en engelsk kilde: 

„(Gunhild) skulle halshugges 

sammen med de andre danskere. 

Hun gik modigt i døden. 

Hun hverken blegnede i dødsøjeblikket 

eller mistede sin skønhed, 

da hendes blod udtømtes. 

Hendes husbond myrdedes for 

øjnene af hende. Hendes søn, 

en ung mand af elskeværdigt 

væsen, gennemboredes af fire 

spyd.“ 


I mellemtiden havde en 

stormand ved navn Olav gjort 

sig til konge i Norge. Knud 

syntes, at det var i orden – 

bare han anerkendte Knud 

som sin overherre. Det nægtede 

Olav. Så sendte Knud en 

flåde mod Norge. Og da norske 

stormænd hjalp ham, 

måtte Olav flygte. Knud var 

nu konge over et mægtigt rige, 

som man senere kaldte 

Nordsøimperiet, og han fik 

tilnavnet den Store. 

Men kun kongen holdt rigerne 

sammen. Da Knud den 

Store døde i 1035, gik Nordsøimperiet 

i opløsning. 

Svage konger 

I dag ved vi, hvor grænserne 

mellem landene er. Sådan var 

det ikke i vikingetiden. Grænserne 

blev jævnligt flyttet. Riger 

blev opløst, og nye opstod. 

Fx smuldrede det 

mægtige Frankerrige og blev 

delt i tre i 843. 

England blev først samlet 

under én konge i midten af 

900-tallet. Som du har læst, 

kunne den engelske konge ikke 

klare sig mod vikingerne. 

Kongerne rådede sjældent 

over en stor hær, som kunne 

holde fjenderne ude. Og det 

benyttede vikingerne sig af. 

De nøjedes ikke med at handle, 

men røvede og afpressede 

byer og klostre for værdier. 

Måske var de svage konger 

i Vesteuropa den vigtigste 

grund til vikingetogterne. 

Vikingerne var ikke de 

eneste, der hærgede og plyndrede. 

Netop fordi der kun i få 

lande var en stærk kongemagt, 

som kunne holde ro og 

orden, var røverier og overfald 

almindelige. 

Flere irske småkonger og 

høvdinge bekæmpede hinanden 

og plyndrede klostrene i 

hinandens områder. I 859 

skrev en irsk munk, hvordan 

vikinger havde hærget området 

i tre måneder. Han sluttede 

sådan: 

„Ak og ve, som vi siger så 

tit: det er synd for irerne, at 

de har den dårlige vane, at de 

slås indbyrdes i stedet for at 

stå sammen mod vikingerne.“

Vikingetiden slutter 

I 1066 blev Harold Godwinson 

valgt som konge i England. 

Men andre gjorde krav 

på den engelske trone. 

En af dem var den norske 

konge. Han ankom til England 

med en hær på 9.000 vikinger. 

Ved Stamford Bridge i 

nærheden af York mødtes den 

engelske og norske hær i et 

mægtigt slag. Den norske 

konge blev dræbt, og de norske 

vikinger flygtede over hals 

og hoved. 

Harold Godwinson fik dog 

ikke tid til at nyde sejren, før 

en anden forsøgte at erobre 

kongemagten i England med 

magt. Det var hertug Vilhelm 

af Normandiet. Han sejlede 

over Den Engelske Kanal med 

en hær på 7.000 krigere og 

trængte frem mod London. 

Tre uger efter sejren ved 

Stamford Bridge udkæmpede 

Harolds og Vilhelms hære et 

blodigt slag ved Hastings i Sydengland. 

Harold blev dræbt. 

Vilhelm blev konge i England 

og fik tilnavnet Erobreren. 

Slagene ved Stamford Bridge 

og Hastings i 1066. 

I slaget ved Hastings bestod 

Harolds hær af fodfolk. 

De var udrustede med økser, 

sværd og lanser. Dette udstyr 

var typisk for vikingehærene. 

Vilhelm Erobreren havde også 

krigere til hest. Og det var noget 

nyt. 

At krige blev ført på en ny 

måde er en af grundene til, at 

man siger, at slaget ved Hastings 

i 1066 er afslutningen 

på vikingetiden. Men der er 

også andre årsager. Europas 

konger var blevet stærkere og 

havde udrustede hære, som 

kunne modstå vikingernes 

angreb. 

Desuden havde de skandinaviske 

konger nok at gøre 

med at beholde magten i deres 

hjemlande. Allerede fra 

sidste del af 900-tallet blev 

handelen med Østen mindre. 

Det betød færre indtægter. 

Dertil kom, at kongerne ikke 

længere kunne opkræve danegæld 

af englænderne. Derfor 

havde kongerne ikke længere 

råd til at udruste vikingetogterne. 

En lille del af det i alt 70 m 

lange Bayeuxtapet. Det broderede 

billedtæppe viser Vilhelms 

erobring af England. 

Her ses en kampscene. 


49

Sådan så de første kristusfigurer 

ud. Denne er fra 

ca. år 1050. 

Hvem blev påvirket? 

Store grupper af vikinger slog 

sig ned forskellige steder i Europa. 

I nogle områder som fx i 

Danelagen havde de magten. 

Men det er begrænset, hvor 

meget vikingerne påvirkede 

kulturen i disse områder. Vikingerne 

blev hurtigt optaget 

i, dvs. integreret, i stedets kultur. 

Derfor har vikingerne kun 

sat sig få spor. 

Som du har læst, er der en- 


kelte nordiske navne i fx England 

og Normandiet. 

I de fremmede lande tog 

man ved lære af vikingernes 

måde at bygge skibe på og 

kæmpe på. Allerede i slutningen 

af 800-tallet opbyggede 

en engelsk konge flåde og 

hær efter skandinavisk forbillede. 

Det betød fremgang for 

England, at tusindvis af vikinger 

flyttede til landet. De 

fleste vikinger var dygtige 

bønder. Og englænderne lærte 

af deres måde at holde husdyr 

og dyrke jorden på. 

Vikingerne skabte også 

gang i handelen. Til gengæld 

lærte englænderne vikingerne 

at bruge mønter af sølv, når 

de handlede. 

Vikingernes plyndringer, 

handel og opkrævning af danegæld 

betød, at enorme rigdomme 

kom til Norden. Det 

satte skub i udviklingen. Der 

opstod byer, og efter nogle 

årtiers strid om kongemagten 

i slutningen af 1000-tallet 

blev de tre nordiske lande 

stærke stater. I 1100-1200tallet 

havde kongerne i Danmark, 

Norge og Sverige endda 

magt til at udvide deres 

riger. 

En ny tro 

Den vigtigste påvirkning i vikingetiden 

var indførelsen af 

kristendommen. I 960’erne 

lod den danske konge Harald 

Blåtand sig døbe. Der var dog 

allerede før-kristne kirker i 

bl.a. Nordjylland, Århus og 

Ribe. Langt op i middelalderen 

blev man dog nogle steder 

ved med at dyrke Odin, Tor 

og andre guder. 

Overgangen til kristendommen 

foregik altså over 

mange år. Men den ændrede 

kulturen. I vikingernes religion, 

asertroen, var fx kamp 

og hævn noget godt. I asertroen 

var der også forskel på 

mennesker, fx kom kun krigerne 

til Valhalla. 

Kristendommen så anderledes 

på liv og død. Det var 

forkert at dræbe og hævne sig 

– i hvert fald, hvis det gik ud 

over andre kristne. Og kristendommen 

lærte, at alle var lige 

for Gud. 

I asertroen var der mange 

guder, og de kunne sagtens 

begå fejl. Selv den største gud, 

Odin, havde begrænset magt, 

og han opførte sig som et 

menneske. Sådan var det ikke

i kristendommen. Her var der 

én gud, og han var almægtig 

og begik aldrig fejl. 

Den kristne gud var altså 

stærkere end Odin og de andre 

aser-guder. Kirkens folk 

støttede kongen. Derfor styrkede 

indførelsen af kristendommen 

kongens magt. 

Brug af vikinger 

I mange år var Vikingetiden 

ikke noget, man talte om. At 

de myrdede, røvede og plyndrede, 

var ikke noget, man var 

stolt af. 

I 1800-tallet blev det danske 

rige meget mindre. I begyndelsen 

af århundredet 

overtog Sverige magten over 

Norge. Landet havde hørt 

sammen med Danmark siden 

Middelalderen. I 1864 mistede 

Danmark Sønderjylland efter 

nederlaget i en krig mod Preussen 

og Østrig. Grænsen kom 

til at ligge syd for Kolding ved 

Kongeåen. 

Danmark var nu så lille 

som aldrig før. For at styrke 

danskernes selvtillid og stolthed 

begyndte man at interessere 

sig for landets storhedstid. 

Og hvad var bedre end netop 

vikingetiden? I skolen lærte 

børnene om de barske vikinger. 

Kunstnere digtede sange og 

lavede billeder, som fortalte 

om vikingernes bedrifter. 

I dag bruger vi også vikingerne. 

De bruges i reklamer til 

fx at sælge alt fra øl, pølser og 

leverpostej til rejser. Det norske 

redningskorps hedder „Viking“, 

og ved fodboldkampe 

Vikingespil i Jels i Jylland. 

Den engelske konge håner 

den danske konge, fordi 

han måtte give op efter en 

hård kamp. 

og andre sportsbegivenheder 

er der tilskuere, der har rødhvide 

tøjhjelme på. 

Folk interesserer sig også 

meget for Vikingetiden. Flere 

museer har specialiseret sig i 

at vise noget om Vikingetiden, 

og rundt om i landet kan man 

se friluftsspil med historier fra 

Vikingetiden. 

Der findes også vikingeklubber, 

hvor man fremstiller 

tøj, våben og andre ting på 

samme måde som vikingerne. 


51

Indianerne og europæerne 

I måneder havde aztekernes konge Montezuma 

hverken spist eller sovet godt. Han 

var bekymret – ja, dødsens bange. Hvilke 

planer havde guderne med ham og hans 

rige? 

Præsterne havde tolket kalenderen 

og taget varsler. De var ikke i tvivl. En 

katastrofe nærmede sig. En dag havde 

Montezuma set en ildkugle med en lang 

ildsprudende hale nær hovedstaden Tenochtitlán. 

Det var et tegn, der for alvor 

vakte uro. 

Og så var der beretningerne om de hvide 

væsener, der var sejlet til kysten. Præsterne 

mente, at det var guden Quetzalcoatl, 

der havde været med til at grundlægge 

aztekernes civilisation. Han var forsvun- 


det, men en dag ville han vende tilbage. 

Montecuzoma havde sendt de øverste 

præster og sine højtstående rådgivere af 

sted for at møde de hvide. De havde haft 

kostbare gaver med for at få de fremmede 

til at forlade riget. 

Da Montecuzomas udsendinge vendte 

tilbage, fortalte de foruroligende nyt. De 

hvides leder hed Cortés. Han og hans folk 

gik sjældent. De lod sig bære af store dyr, 

som ikke havde horn. Måske var det hjorte 

fra gudernes verden. 

De hvide var klædt i jern fra top til tå. 

Kun deres kalkagtige ansigter var synlige. 

Deres buer, skjolde, sværd og lanser var af 

jern. De havde uhyggelige våben - runde 

rør af jern. På de hvides ordre gik de af

med lyd som torden. En stenkugle kom ud 

af røret i en regn af ild og gnister. Det røg 

og stank af svovl. Ramte stenkuglen noget 

træ, blev det til støv – ligesom nogen havde 

pustet det væk. 

Og så havde de hvide enorme plettede 

dyr med hængende ører, øjne som glødende 

kul og tænder som en ozelot. De gik 

gispende og snusende rundt med tungen 

ud af munden. Gav de hvide dyrene en ordre, 

angreb de med stor vildskab. 

Montecuzoma var ikke i tvivl. De hvide 

var guder. Og hans udsendinge havde ikke 

fået Cortés til at vende om. Tværtimod. Da 

han modtog gaverne, sagde Cortés, at han 

ville besøge Montecuzoma og Tenochtitlán. 

Og nu nærmede de sig. Før daggry hav- 

de Montecuzoma ladet en stol bringe op 

på paladsets tag. Herfra kunne han holde 

øje med Cortés og hans følge. 

Næppe havde solen brudt horisonten, 

før de hvide guder dukkede de op på vejen, 

der var anlagt på den store dæmning, 

som førte ud til byen. På vejen og i kanoer 

myldrede folk mod guderne, som de overdængede 

med kranse af blomster. 

Montecuzoma havde givet besked om, 

at guderne skulle hyldes. Hvad der videre 

ville ske, var op til skæbnen. Den kunne 

ingen ændre. Montecuzoma sukkede. Han 

frygtede det værste. Han gik ned i paladsgården 

og satte sig i sin guld- og fjersmykkede 

bærestol. Det var høfligt at komme 

guderne i møde. 


53

Opdagelserne 

I 1500-tallet kom spanske 

og portugisiske ekspeditioner 

til Amerika. Her så 

de samfund, der var 

mindst lige så udviklede 

som de europæiske. Men 

menneskene var hedninge. 

Dvs. at de troede 

på andre guder end Gud 

og Jesus. 

For europæerne var 

det kun kristne, der var 

rigtige mennesker. Derfor 

regnede europæerne ikke 

andre kulturer for så meget. 

Europæerne mente, 

at de havde pligt til at 

udbrede kristendommen. 

Og at de havde ret til at 

tage indianernes guld og 

sølv. 

Indianerne var efterkommere 

efter folk, der indvandrede fra 

Asien til Amerika mellem 

35.000 og 10.000 f.v.t. 


Hvem opdagede Amerika? 

I 1492 sejlede Columbus med 

tre små skibe fra Spanien og 

mod vest. Hans mål var at 

finde søvejen til Indien. Efter 

nogle måneder nåede han en 

lille ø i Bahamas ud for 

Mellemamerika. Han troede, 

at øerne var en del af Indien. 

Derfor kaldte han indbyggerne 

indianere. 

Columbus havde opdaget 

Amerika. Sådan kom der til at 

stå i mange historiebøger. 

Men Amerika var for længst 

opdaget. Mellem 35.000 og 

10.000 år f.v.t. havde mennesker 

vandret fra Asien over 

isen på Beringstrædet. Herfra 

havde de bredt sig over Nordog 

Sydamerika. Nogle steder 

boede de spredt og levede af 

jagt og fiskeri. Andre steder levede 

de mest af landbrug. 

I Mellem- og Sydamerika 

opstod enorme riger og kulturer. 

Mayaernes på Yucatánhalvøen 

eksisterede fra omkring 

300 til 1200. Deres riger 

var altså gået i opløsning, da 

europæerne kom. 

Men det var Azteker- og Inkariget 

ikke. Og for disse riger 

blev mødet med europæerne 

en katastrofe. 

Aztekernes samfund 

Forskellige folk slog sig i tidens 

løb ned på sletterne omkring 

Texoco-søen i den sydlige 

del af det nuværende 

Mexico. I 1300-tallet indvandrede 

aztekerne fra nord. De 

anlagde kunstige øer i sumpene 

ved bredden af søen. Her 

byggede de deres vigtigste by, 

Tenochtitlán. Omkring år 

1500 havde den mindst 

200.000 – ja, måske endda 1 

mio. indbyggere. Det var mere 

end dobbelt så mange, som 

boede i de største europæiske 

byer. 

Efterhånden erobrede aztekerne 

magten i området. 

Stammer, som overgav sig til 

aztekerne, fik lov til at beholde 

deres eget styre og religion, 

men de skulle betale skat og levere 

krigsfanger til aztekerne. 

Azteker-rigets konge blev 

kaldt tlatoani, som betyder

„den der taler“. Han blev valgt 

for livstid af samfundets adelsslægter. 

De ejede jorden og 

var tlatoaniens krigere, skatteopkrævere, 

præster m.m. Der 

var også en købmandsadel, 

som havde eneret på at handle 

med andre folkeslag. 

De fleste aztekere var bønder. 

De levede i landsbyer, 

hvor der typisk boede 15-20 

familier. Husene var tækket 

med strå og havde lerklinede 

vægge eller var bygget af soltørrede 

mursten. 

Ofte boede flere familier 

sammen i et hus. Kvinderne lavede 

mad, spandt garn, vævede 

tøj og tog sig af børnene. Mændene 

arbejdede på markerne, der 

lå uden for landsbyen. 

Hver landsby blev ledet af 

en høvding. Han opkrævede 

skat til adelen, og han sørgede 

for, at landsbyen stillede med 

et antal mænd, når der skulle 

laves ny vej, bygges dæmninger 

og templer eller føres krig. 

Der var mange slaver i aztekerriget. 

Det fleste var krigsfanger, 

som ikke var ofret til 

guderne. Andre var slaver, fordi 

de havde fået gæld, som de 

arbejdede af. 

Religion 

Aztekerne mente, 

at Jorden var en 

flad skive 

omgivet 

af vand. 

Over 

den drejede en skal med himlen 

og stjernerne. Aztekerne 

havde historier om, hvordan 

mennesket var blevet til. I en 

af skabelsesfortællingerne steg 

en fjerklædt slange, Quetzalcoatl, 

op fra underverdenen 

med et par knogler. Quetzalcoatl 

lod sit blod dryppe på 

knoglerne. Derefter knuste 

han dem til pulver. Af denne 

blanding formede han 

det første menneske. 

Aztekerne troede, at 

solen holdt livet i 

gang. Men 

solen 

Kort over Technochtitlán 

fra 1524. Der er dæmninger 

mellem øerne til 

fastlandet. Gennem rør ledes 

drikkevand ind til byen. 

På søen havde aztekerne 

flydende haver, hvor 

de dyrkede grøntsager. 

Kunsthåndværkerne var en 

gruppe, der havde særlige 

rettigheder. Fx betalte de 

ikke skat. De lavede figurer 

og smykker af træ, ler og 

sjældne sten, og de fremstillede 

hovedtøj og dragter 

smykket med kostbare 

fjer. 


55

I dag kan man stadig se 

ruinerne af Tenochtitláns 

kæmpemæssige templer. 


eksisterede ikke evigt. På et 

tidspunkt ville den dø, og så 

ville verden gå under. Præsterne 

fortalte, at det var sket fire 

gange før - og det ville ske 

igen. Kun ved at ofre tusindvis 

af mennesker, kunne man 

udskyde katastrofen. 

Som regel ofrede man 

krigsfanger. Aztekerne førte 

ofte krig kun for at få krigsfanger. 

Ofringerne foregik på toppen 

af templerne. Ofrene blev 

lagt med ryggen på en offersten. 

Med en særlig kniv af 

sten skar præsten ofrets hjerte 

ud. Hjertet blev opbevaret i et 

helligt rum i templet. Liget 

blev smidt ned af templets 

trapper. Det skete, at aztekerne 

lavede et helligt måltid af 

kroppen. 

Aztekernes præster ofrer krigsfanger 

til guderne. Præsterne 

havde stor magt. Mange af 

dem var af adelsslægt og 

deltog personligt i krigene.

Inkaernes rige 

I Sydamerika lå Inkariget. Fra 

1100-tallet begyndte Inkastammen 

at erobre andre områder. 

I begyndelsen af 1500tallet 

omfattede det mægtige 

rige det nuværende Colombia 

og Peru, og det gik langt ned i 

Chile. Der var ca. 12 mio. indbyggere 

i riget. Af dem tilhørte 

under 40.000 den oprindelige 

inkastamme. 

Rigets hovedstad Cuzco lå 

højt oppe i bjergene. 

Inkaen var enevældig. Det 

betød, at han kunne bestemme 

alt. Folk troede, at han var 

solens søn. Han skulle gifte 

sig med sin søster. På den måde 

blev den rene linje bevaret, 

mente man. Præsterne og embedsmænd 

i hovedstaden og 

ude i landet tilhørte inkafamilien. 

De hjalp inkaen med at 

styre riget. 

Alle varer, som bønderne 

og håndværkerne producerede, 

og alt hvad der blev erobret, 

blev delt i tre dele: en del 

til Inkaen, dvs. staten, en til 

solen, dvs. til religiøse formål. 

Den sidste del fik lokalsamfundet, 

aylluen. 

Landets styre kunne sætte 

bønder og håndværkere til at 

bygge templer, paladser og 

veje. De skulle også være soldater, 

hvis inkaen forlangte 

det. 

Selv de fjerneste egne af 

Inkaerne var dygtige til at 

bygge. Billedet viser ruinerne 

af fæstningsbyen Machu Picchu, 

som lå i 3.000 meters 

højde i Andesbjergene. 

det enorme rige var forbundet 

af et vej- og stisystem med 

hængebroer og tunneller. 

Inkaernes samfund 

Alle i Inkariget tilhørte et lokalsamfund: 

en ayllu. Det var 

et fællesskab, hvor man arbejdede 

sammen. Aylluens medlemmer 

var ofte i familie med 

hinanden. Inkaens embedsmænd 

gav aylluen marker efter, 

hvor mange medlemmer 

den havde. 

Hver ayllu blev ledet af en 

kuraka, som var udnævnt af 

embedsmændene. Hvis nogle 

i aylluen blev uenige om noget, 

afgjorde kurakaen sagen. 

Og han sørgede for, at alle i 

aylluen havde husly og mad. 

Kurakaen byttede også varer 

med andre aylluer. Når inkaen 

havde brug for folk til at bygge 

veje eller templer eller til at 

føre krig, fik kurakaen besked. 

Så sørgede han for, at mænd 

fra aylluen mødte op for at løse 

opgaven. 

Noget af udbyttet fra Inkaens 

jord blev opbevaret i lagre, 

der lå spredt ud over ri- 

Inkamad 

I Inkariget kendte man til mere 

end 200 forskellige kartoffelarter. 

Kartofler var sammen med 

majs den vigtigste føde. 

En almindelig ret var chuño. 

Det var frysetørrede kartofler. 

Man lod kartoflerne ligge ude i 

frostnætter. Frosten sprængte 

cellerne i kartoflerne. Dagen 

efter samlede kvinder og børn 

kartoflerne sammen og stampede 

vandet ud af dem. Til sidst 

blev de stampede kartofler tørret 

i solen. Når kartoflerne var 

behandlet på denne måde, 

kunne de holde sig i årevis. Når 

de skulle spises, skulle man bare 

koge dem. 

Den dag i dag er chuño 

stadig en almindelig ret i de 

indianske områder i Boliva og 

Chile. 


57

Christoffer Columbus 

foretog fire opdagelsesrejser 

til Caribien mellem 

1492 og 1504. Til sin død 

i 1506 fastholdt han, at 

det var Asien, han havde 

nået. 


get. Det blev fordelt til folk, 

hvis høsten slog fejl, eller hvis 

aylluen blev ramt af andre katastrofer. 

Som hos aztekerne var de 

fleste i Inkariget bønder. De 

vigtigste afgrøder var kartofler 

og majs. Men bønderne dyrkede 

også bønner, peberfrugter 

og græskar. Inkaerne brugte 

kunstvanding, så de kunne 

have marker i tørre bjergegne. 

Bønderne ejede ikke selv 

jorden. Det gjorde inkaen. 

Når en ung mand blev gift, fik 

han tildelt et stykke jord, der 

var stort nok til, at han kunne 

forsørge sin familie. Selv om 

den enkelte bonde havde an- 

svaret for bestemte marker, 

dyrkede aylluen jorden i fællesskab. 

Blev en familie ramt 

af sygdom, fik de hjælp af aylluen. 

Hvad ville europæerne? 

I århundreder havde der været 

handelsveje mellem Asien 

og Europa. Karavaner transporterede 

krydderier, silke, 

porcelæn og andre kostbare 

varer til Middelhavets kyst. 

Herfra blev de sejlet til 

Europa. 

I 1300-tallet erobrede osmannerne 

store områder ved 

den østlige del af Middelha-

vet. Osmannerne krævede 

høje afgifter af karavanerne, 

der drog igennem deres områder. 

Det betød, at prisen for 

varer fra Østen steg. 

Købmændene i landene 

omkring middelhavet begyndte 

at spekulere på, om 

der var andre måder at få 

Østens varer til Europa. 

Spanierne og portugiserne 

var dygtige sømænd og havde 

gode skibe. Fra begyndelsen af 

1400-tallet sendte portugiserne 

ekspeditioner ned langs 

Afrikas kyst. De håbede, at 

kunne sejle syd om Afrika og 

nå Østen ad søvejen. 

I 1492 overtalte Christoffer 

Columbus den spanske konge 

til at udruste en ekspedition, 

der sejlede mod vest. Columbus 

var sikker på, at det var 

den letteste vej til Østen. Han 

nåede en ø, som han mente lå 

tæt på Indien. Året efter vendte 

han tilbage til området 

med 1.500 mænd, og han 

grundlagde den første 

europæiske koloni på øen 

Hispaniola. 

Cuba blev spaniernes 

hovedsæde. Herfra udsendte 

de ekspeditioner, som udforskede 

Caribien, Mellemamerika 

og Sydamerikas nordkyst. 

Det gik nemlig op for spanierne, 

at det var en ny verdensdel, 

og ikke Asien, de var nået 

til. Derfor ledte de efter en 

passage, så de kunne sejle videre 

til Asien. 

Spanien og Portugal blev 

uenige om de nyopdagede 

lande. Paven mæglede mellem 

spanierne og portugiserne. I 

1494 blev den spanske og den 

portugisiske konge enige om 

at dele verden imellem sig. 

Grænsen blev trukket 2000 

km vest for De Kapverdiske 

Øer. Spanien fik områderne 

vest for grænsen – og portugiserne 

øst for grænsen. 


59

Billede fra 1500-tallet. 

Cortés og hans soldater er 

på vej mod Tenochtitlán. 

Efter dem følger nogle indianske 

bærere. 


Den spanske erobrer 

Hernan Cortés. 

Cortés og Montezuma 

Spanske ekspeditioner sejlede 

langs Mellemamerikas kyst for 

at finde en passage til Stillehavet, 

så de kunne nå Østen. De 

hørte rygter om aztekernes 

samfund, som havde guld og 

sølv. 

I 1519 drog Hernán Cortés 

af sted med et par hundrede 

mand. På Mexicos kyst grundlagde 

de byen Vera Cruz. Herfra 

rejste spanierne ind i landet 

for at lede efter aztekernes 

rige byer. De indianske stammer, 

de mødte undervejs, var 

som regel venlige. 

Cortés nåede til byen 

Tlaxcala, som var aztekernes 

stærkeste modstander. Cortés 

og byens herskere aftalte, 

at de sammen ville besejre 

aztekerne. 

Aztekerkongen Montezuma 

troede, at Cortés og hans 

mænd var guder (se side 52). 

Han forsøgte derfor at holde 

spanierne væk med religiøse 

kræfter. Fx sendte han kostbare 

dragter til Cortés, og 

præsterne udførte ritualer, 

som skulle mane de hvide 

væk. 

Det lykkedes ikke. Cortés 

og omkring 100 spanske soldater 

kom til hovedstaden Tenochtitlán. 

Her blev Cortés 

modtaget som en gud. Montezuma 

gav spanierne et palads 

og mange gaver. 

Efter nogle dage fik Cortés 

Montezuma til at flytte til paladset. 

Han fortsatte med at 

regere. Men Cortés bestemte, 

hvad han skulle sige. Montezuma 

gav bl.a. aztekerne besked 

på at give spanierne kostbare 

gaver. 

Masser af aztekiske smyk-

ker, dragter og andre kostbarheder 

blev afleveret på paladset 

i Teonchtitlán. Her havde 

spanierne travlt med at flå 

guldet af og smelte det om. 

Aztekiske adelsmænd var 

bekymrede. De spurgte flere 

gange Montezuma, om de 

skulle befri ham. Men det ønskede 

han ikke. Spanierne var 

jo guderne, som var ventet. 

De hvide guder 

En spansk tekst fra 1500tallet 

fortæller, hvordan 

Montezuma og hans hof 

modtog Cortés, da spanierne 

ankom til Tenochtitlán: 

„I brede græskarskåle 

anbragte de (aztekerne) 

skønne blomster, solsikker, 

magnolier, og i midten 

jasminer, gule tobaksblomster,kakaoblomster; 

blomster i 

kranse, blomster i guirlander, 

og guldhalskæder 

medbringer de, halskæder 

med smykkevedhæng, 

halskæder i fletværk 

med ældelstene.“ 

Montezuma modtog 

Cortés venligt og gav ham 

kostbare gaver. Bag Cortés 

står Doña Marina. 

Folk fra Tlaxcala har gaver 

med til Cortés. Den indianske 

kvinde midt i billedet 

er Malintzin. Doña Marina, 

som spanierne kaldte 

hende. 

Cortés og hans mænd 

havde været i krig med 

hendes stamme. Spanierne 

vandt. Den besejrede 

høvding forærede Cortés 

gaver. Blandt dem var 20 

kvinder. De blev døbt og 

givet til nogle af spanierne. 

Cortés beholdt selv 

høvdingens egen datter 

Malintzin, der blev døbt 

Marina. Hun fungerede 

som tolk og blev Cortés 

elskerinde og fødte ham 

flere børn. 

I nutidens Mexico bruges 

malintzin som skældsord 

om en mexicaner, der 

ser ned på alt, hvad der er 

mexicansk. 


61

En dag, da Montezuma stod 

på taget af sit palads, så han 

en komet. Præsterne tolkede 

kometen som et varsel om 

dårlige tider. Der havde været 

varsler om kommende ulykker 

for aztekerne. Men mange 

historikere mener, at det var 

synet af kometen, der fik 

Montezuma til at overgive 

sig til Cortés – uden at gøre 

modstand. 


Aztekerne havde ikke et skriftsprog. 

I stedet brugte de piktogrammer, 

dvs. tegnede 

symboler. Her er en liste over 

afgifter, som forskellige byer 

skulle betale til spanierne. Til 

venstre ses piktogrammer for 

byerne. Ved genstandene er 

der firkanter, som ligner flag. 

Hvert flag betyder tallet 20. 

En by skal således aflevere 2 x 

20 jaguarskind og 200 sække 

med kakaobønner.

Katastrofen 

Sådan gik nogle måneder. Så 

blev Cortés nødt til at rejse fra 

Teonchititlán. Han havde 

gennemført togtet ind i Aztekerriget, 

uden at den spanske 

guvernør havde givet ham 

lov. Guvernøren sendte derfor 

en flåde af sted for at arrestere 

ham. 

Montezuma håbede, at det 

betød, at han snart slap af 

med de hvide guder. I Tenochtitlán 

var aztekerne også trætte 

af spanierne. Oprøret ulmede. 

Måske var det forklaringen 

på, at spanierne pludselig slog 

hårdt ned på byens ledere. 

Under en religiøs tempelfest 

lukkede spanske soldater portene 

og dræbte de ubevæbnede 

festdeltagere. 

Nu havde aztekerne fået 

nok og gjorde oprør. Spanierne 

mistede kontrollen med 

Tenochtitlán. De fleste spaniere 

flygtede. Andre søgte tilflugt 

i paladset, som aztekerne 

belejrede. 

Aztekerne afsatte Montezuma 

og valgte hans bror som 

ny tlatoani. Nogle dage senere 

blev Montezumas lig fundet. 

Det er aldrig opklaret, om det 

var spanierne eller aztekerne, 

der myrdede ham. 

Spaniernes massakre på 

aztekerne under tempelfesten 

i Tenochtitlán. 

Tegningen er fra 1500tallet. 


63

Belejringen 

Cortés hørte også om oprøret. 

Han lovede de spanske soldater, 

der var sendt ud for at arrestere 

ham, at de fik noget af 

aztekernes guld, hvis de sluttede 

sig til ham. Det var spanierne 

med på, og med 1.600 

soldater og et par tusinde indianske 

allierede nåede Cortés 

Tenochtitlán. 

Aztekerne havde kun spyd, 

økser og andre håndvåben at 

forsvare sig med. Alligevel 

kunne de holde spanierne ude 

af byen. 

Spanierne belejrede byen 

og afbrød forsyninger af ferskvand 

og mad. Byen holdt 

stand et års tid. En voldsom 

epidemi af kopper svækkede 

indbyggerne. Og da spanierne 

angreb fra søsiden, måtte byen 

overgive sig. 

Cortés tog den sidste tlatoani 

og hans medkonger til 

fange. Et par år senere lod han 

dem halshugge. 

Cortés belejrede Tenochtitlán. 

Han fik bygget kanonbåde. 

Med dem sejlede hans soldater 

over søen og skød på 

byens mure. 


Massakren i tempelgården 

Den spanske præst Bernardino 

de Sahagun skrev i 

midten af 1500-tallet aztekernes 

beretning om deres 

møde med spanierne. Om 

massakren i tempelgården i 

Tenochtitlán skrev han: 

„… mens man (aztekerne) 

var i gang med festen, 

da man dansede og sang, 

da man dansede i kæde, og 

sangen brusede, da var det 

tid, da var timen inde for 

spanierne til at dræbe dem 

… De hugger hænderne af 

trommeslageren, hugger 

begge hans hænder af. Bagefter 

hugger de hovedet af 

ham, så det flyver langt 

bort. Så gennemborer de 

dem alle sammen med jernlanser, 

og hugger dem med 

jernsværd. Nogle hugger de 

bagfra, så deres tarme vælter 

ud. Nogle kløver de 

hovedet på, de hugger deres 

hoveder i stumper, deres 

hoveder bliver grundigt hakket 

i stykker …“

Inkarigets fald 

I Mexico hørte spanierne historier 

om, „Birú“, et kongerige 

mod syd, hvor alt var forgyldt. 

Selv vejene var brolagte 

med guld. 

I 1531 drog Francisco Pizarro 

og 180 soldater af sted 

mod det gyldne rige. Han nåede 

frem til byen Cajamarca – 

uden at have mødt modstand. 

Her havde Inkarigets hersker, 

inkaen Atahualpa, et palads. 

Sammen med 80 af rigets 

mægtigste ledere mødte Atahualpa 

Pizarro uden for byen. 

Pizarro forlangte, at inkaen 

anerkendte den spanske konge 

som overherre. En præst 

gav Atahualpa en bibel med 

besked på, at han og hans folk 

skulle lade sig døbe. Atahualpa 

nægtede og smed Bibelen 

på jorden. 

Pizarro gav signal til angreb. 

Atahualpas følge blev 

dræbt, og inkaen selv taget til 

fange. Uden deres ledere kunne 

inkafolket ikke klare sig. På 

mindre end et år erobrede Pizarro 

store dele af Inkariget. 

Pizarro lovede at løslade 

Atahualpa, hvis folket fyldte 

rummet, hvor han blev holdt 

fanget, med guld. I de næste 

par måneder strømmede guldet 

ind – mere end 7.000 kg. 

Pizarro benyttede tiden til 

at sende bud efter flere spanske 

soldater. Da de ankom, var 

rummet fyldt med guld. Men 

Pizarro løslod ikke inkaen. I 

stedet anklagede han ham for 

at have planlagt et oprør. Spanierne 

dømte Atahualpa til 

døden på bålet. 

Inkaerne bevarede de døde 

som mumier. Derfor bad Atahualpa 

om at blive henrettet 

på en anden måde. Det gik Pizarro 

med til. Til gengæld 

skulle inkaen gå over til kristendommen. 

Atahualpa blev 

døbt. Bagefter blev han ført 

ud på torvet i Cajamarca. Her 

fik han et reb om halsen, og 

bøddelen kvalte ham. 

Pizarro drog videre mod 

hovedstaden Cuzco, som han 

erobrede. I andre områder af 

riget udråbte man en ny inka. 

Modstandskampen mod spanierne 

begyndte. Det varede 

næsten 40 år, før det lykkedes 

spanierne at få kontrol med 

hele Inkariget. 

Atahualpa sidder lænket på 

hænder og fødder. 

I guldstol og med et følge 

på flere tusinde embedsmænd, 

præster og ledende 

officerer blev Atahualpa 

båret til mødet med Pizarro. 

Men det var en fælde. 

Spanierne dræbte mellem 

4.000 og 6.000 inkaer. 


65

Hvordan kunne det lade 

sig gøre? 

Hvordan kunne et par hundrede 

spanske soldater få de 

mægtige indianske riger til at 

bryde sammen? I 1500-tallet 

mente europæerne, at Gud 

havde hjulpet de tapre, civili- 

I Peru har man fundet 

mange velbevarede mumier 

fra det gamle Inkarige. 

Denne mumie er ca. 

500 år gammel. 


serede kristne spaniere og portugisere 

med at sejre over de 

feje, uciviliserede og hedenske 

indianere. 

Den forklaring tror ingen 

på i dag. Der er andre grunde 

til, at kæmperigerne brød 

sammen. 

En af dem var religionen. 

Aztekernes præster havde set 

varsler. De blev tolket til, at 

solen snart ville dø. Aztekerne 

troede, at en gud i form af en 

fjerklædt slange, Quentzalcoatl, 

havde skabt deres samfund. 

Den var forsvundet. 

Men en dag ville den vende 

tilbage. Efter den nuværende 

sols død, ville Quentzalcoatl 

oprette en ny og endnu bedre 

verden. Mange aztekere troede, 

at europæerne var Quentzalcoatl. 

En anden grund var spaniernes 

udrustning. Med deres 

skydevåben, armbrøster, rustninger, 

sværd og heste var de 

langt stærkere end indianerne, 

der blot kæmpede med 

køller, pile og stenslynger. 

Desuden førte de to folk 

krig på forskellige måder. For 

spanierne drejede det sig om 

at dræbe så mange modstan- 

Atahualpa blev henrettet ved 

kvælning. 

dere som muligt. For indianerne 

handlede det om at få 

krigsfanger, der kunne ofres 

eller gøres til slaver. 

Våbnene og måden at føre 

krig på fik indianerne til at 

tro, at de hvide var guder, og 

derfor gjorde de ikke så hårdnakket 

modstand. Det var jo 

nytteløst at kæmpe mod guderne 

og skæbnen. 

Også forhold i azteker- og 

inkarigerne havde betydning 

for spanierne sejr. I Aztekerriget 

ville flere stammer gøre 

oprør mod aztekerne. De sluttede 

sig til Cortés. 

Da Pizarro nåede Inkariget, 

Sagnet fortalte, at guden 

Quetzalcoatl var en høj, 

blond, hvid mand. Hans 

symbol var en fjerklædt 

slange. Quetzalcoatl var 

forsvundet, men en dag 

ville han vende tilbage og 

straffe aztekerne.

asede der en strid om tronen. 

Atahualpas halvbror var udråbt 

til inka. Det ville Atahualpa 

ikke finde sig i. Han gjorde 

oprør, og der udbrød en blodig 

borgerkrig, som varede i fem 

år. Den endte med Atahualpas 

sejr, og han blev inka. Men riget 

var blevet svagt, og Atahualpa 

havde mange fjender. 

Den vigtigste årsag til rigernes 

sammenbrud var de 

sygdomme, som spanierne 

bragte med sig. Kopper, influenza, 

mæslinger, røde hunde 

og en række andre sygdomme 

var ikke farlige for europæerne. 

Men sygdommene fandtes 

ikke i Mellem- og Sydamerika. 

Derfor havde indianerne 

ingen modstandskraft, og de 

døde som fluer. 

Følgerne for indianerne 

For indianerne blev mødet 

med europæerne en katastrofe. 

I Mexico levede der mellem 

4,5 og 25 mio. indianere, 

før europæerne kom. I 1630 

var der omkring 750.000 tilbage. 

Af Inkarigets ca. 12 mio. 

indbyggere var der under 

halvdelen tilbage. 

Spanierne bragte nye korn- 

sorter, bomuld, sukkerrør og 

husdyr som heste med. Det 

skete, at hestene slap løs. De 

klarede sig godt og formerede 

sig. Snart var der store flokke 

af vildheste i hele Amerika. 

Det var disse heste, som indianerne 

på Nordamerikas prærie 

fangede og tæmmede. 

Brugen af heste ændrede 

prærieindianernes måde at leve 

på. Hidtil havde de kun 

haft hunde som trækdyr, når 

de flyttede fra sted til sted. 

Med hestene kunne de rejse 

længere. Og det blev lettere at 

jage bisonokser, som blev 

prærieindianernes vigtigste 

byttedyr. 

… og følgerne for 

europæerne 

Spanierne erobrede det nuværende 

Mexico og Peru for at få 

guld og sølv. Der var brug for 

tusindvis af soldater og embedsmænd 

til at styre områderne. 

Det kostede en stor del 

af guldet og sølvet. 

Der var dog et overskud, 

som kom til Spanien. Det 

meste brugte kongen og adelen 

til at bygge slotte og fornemme 

huse for. De købte og- 

Indianerne lærte europæerne 

at ryge. Også chokolade blev 

indført fra Amerika. I 1500- 

1600-tallet troede europæerne, 

at chokolade var medicin, 

som virkede mod en række 

forskellige sygdomme. 

så flere krydderier fra Østen 

og varer fra andre europæiske 

lande. Spaniens egne virksomheder 

og landbruget fik kun 

meget lidt ud af rigdommene. 

Men det gjorde England. 

Her købte den spanske adel og 

hoffet tøj og porcelæn. Det 

skabte fremgang for engelsk 

håndværk og industri. 

Fra Amerika indførte spanierne 

nye afgrøder som tomater, 

peberfrugter, squash, chili, 

tobak, majs og kartofler. Den 

sidste groede fint i det kolde 

og fugtige nordeuropæiske 

klima. 

Mødet med indianerne 

ændrede også europæernes 

måde at tænke på. 

Chokolade 

Spanierne oplevede første gang 

chokolade, da de mødte aztekerne. 

I aztekerriget blev chokolade 

både brugt til at lave drikke 

af og i madretter. 

Montezuma sagde om chokolade: 

„Den guddommelige drik, 

som opbygger modstandskraft 

og modvirker træthed. En kop 

af denne kostbare drik og man 

kan gå en hel dag uden at få 

noget at spise.“ 


67

Retfærdig krig? 

Juan Ginés de Sepúlvedas var 

anklager i en retssag, der skulle 

afgøre, hvad indianerne var for 

nogle mennesker. Han hævdede, 

at indianerne var langt 

under spanierne i alt. Han 

sagde bl.a. følgende om indianerne: 

„(hos indianerne) … finder 

man næppe noget tegn på 

menneskelighed. Ikke blot er de 

uvidende, de har ikke noget 

skriftsprog. De har ingen 

erindring om deres historie, 

bortset fra nogle vage og 

dunkle rester af fortidige begivenheder, 

som de gemmer i 

form af tegninger. De har ingen 

nedskrevne love, kun barbariske 

skikke og institutioner. Og hvis 

vi skal tale om dyder, hvilket 

mådehold eller mildhed kan 

man forvente af mennesker, der 

dyrker alskens udskejelser og 

onde laster, og som spiser menneskekød? 

… 

(Indianerne) førte lange og 

grusomme krige mod hinanden. 

De kæmpede med så stort 

raseri, at de aldrig regnede en 

sejr for fuldkommen, hvis de ikke 

havde fejret den ved at æde 

deres fjenders kød … I øvrigt er 

disse indianere så store krystere, 

at de løber, så snart de får øje 

på vores soldater. Ofte er flere 

tusinde af dem flygtet som 

kvinder for nogle ganske få 

spaniere … 

Hvorledes kan vi tvivle om, 

at disse folk, der er så uciviliserede, 

så barbariske, så befængt 

med vantro og laster, er blevet 

erobret på retfærdig vis af en så 

god, from og retfærdig konge 

… og af en nation så human og 

fuld af alle dyder som den 

spanske.“ 


Før ekspeditionerne havde 

europæerne troet, at Bibelen 

og andre gamle skrifter fortalte 

alt, hvad der var værd at vide. 

Men disse tekster fortalte 

ikke om indianerne og Amerika. 

Det var altså ikke alt, der 

stod i Bibelen og de gamle 

Theodore de Brys lavede 

mange billeder, der viste, 

hvor forfærdeligt de indfødte 

blev behandlet. 

skrifter. Der var meget, som 

menneskene måtte finde ud 

af selv. 

Videnskabsmændene begyndte 

at udforske, undersøge 

og eksperimentere. Nogle målte 

stjernernes og planeternes 

bevægelser. Og de opdagede 

meget nyt. Fx fandt de ud af, 

at Solen – og ikke Jorden – var 

universets centrum. Andre videnskabsmænd 

prøvede at lave 

guld og medicin.

Er indianere mennesker? 

Havde europæerne ret til at 

erobre andre lande, tvinge 

folk til at blive kristne og tage 

deres rigdomme fra dem? Dette 

spørgsmål diskuterede Europas 

fyrster, adelen og kirkens 

folk. 

Nogle mente, at indianere 

var grusomme vilde, som dyrkede 

mystiske guder og levede 

syndigt. De ofrede mennesker, 

var dovne, dumme og løgnagtige. 

Derfor havde europæerne 

ikke kun ret til, men også 

pligt til at herske over dem og 

gøre dem til slaver. Som slaver 

ville de efterhånden lære at leve 

et kristent liv. 

Andre mente, at indianerne 

var ædle vilde. De var blide 

og godtroende – ligesom 

børn. Deres eneste fejl var, at 

de ikke var kristne. Derfor 

måtte europæerne sørge for, 

at de blev undervist i kristendom, 

og at de blev døbt. Men 

europæerne skulle beskytte – 

og ikke ødelægge – indianernes 

samfund. 

I 1550 besluttede den 

Alle mennesker er ens 

Bartolomé de las Casas var indianernes 

forsvarer. Han kritiserede 

de spanske erobrere og 

deres opførsel. Han synes også, 

at indianerne skulle lære om 

kristendommen og døbes. Men 

det skulle ske med venlighed. 

Han sagde bl.a.: 

„(der er ikke) nogen nation, 

lige meget hvor rå og uciviliseret, 

barbarisk, grov, vild eller 

nærmest brutal, den måtte være, 

som ikke kan overbevises om 

at leve et bedre liv og blive fre- 

spanske konge at gennemføre 

en retssag. Den skulle afgøre, 

hvad indianerne var for nogle 

mennesker, og om spaniernes 

erobringer var retfærdige. 

Retssagen førte ikke til en klar 

afgørelse. Man blev dog enige 

om, at indianerne havde en 

sjæl. 

Retssagen fortæller, hvordan 

europæerne så på andre 

kulturer. 

delige, milde og forhandlingsvenlige 

– på betingelse af, at 

man behandler dem med omhu 

og dygtighed og anvender metoder, 

der er rigtige og naturlige 

over for mennesker, nemlig 

kærlighed, mildhed og venlighed 

… 

For alle folk i verden er mennesker 

… de er fornuftsvæsener. 

De har alle indsigt og vilje og er 

formet i Guds billede … Således 

er hele menneskeheden én og 

samme, og alle mennesker er 

Bartolomé de las Casas 

(1484-1566). I 1502 

rejste han som munk til 

Cuba og blev senere den 

første biskop i Chiapas i 

det sydlige Mexico. Han 

blev berømt for sit forsvar 

af indianernes rettigheder 

og beskrivelser af spaniernes 

tortur og folkedrab. I 

flere Mellemamerikanske 

lande som Cuba og 

Nicaragua er han i dag 

en nationalhelt. 

ens skabt og er de samme i alle 

naturlige ting … indianerne er 

vore næste, vore brødre, og 

Kristus har givet sit liv for dem. 

Hvorfor forfølger vi dem så med 

en sådan umenneskelig vildskab, 

når de ikke fortjener en 

sådan handling? Fortiden kan jo 

ikke gøres om, men vi kan måske 

undskylde vore handlinger 

med vor svaghed som mennesker, 

hvis vi genopretter det, vi 

har gjort i uretfærdighed.“ 


69

Kom til Danmark! 

„Tænk over det. Men ikke for længe. Et sådan 

tilbud får I måske aldrig mere.“ Den 

fornemme mand, der talte et gebrokkent 

tysk, steg til hest. 

Johan Betzer, Peter Reiter og de andre 

bønder i landsbyen Hofheim ved Rhinen 

kiggede efter ham, til han forsvandt i galop 

bag kirken. 

Jo, J.F. Moritz, kongelig embedsmand under 

den danske kong Frederik 5., som den 

fint klædte mand havde præsenteret sig, 

havde givet Peter Reiter noget at tænke over. 

Frederik 5. ville have opdyrket nogle 

ubeboede egne af Jylland. Derfor var han 

interesseret i at få nogle dygtige tyske bøn- 


der til landet, havde Moritz fortalt. 

Ville man påtage sig opgaven fik man 

jord, bygninger og redskaber stillet til rådighed 

– helt gratis. 

„Det lyder fristende.“ Johan fiskede 

brændevinsflasken op af lommen og tog 

en slurk. Han var hjemsendt soldat og 

havde tjent hos en bonde. Ellers vidste 

han ikke meget om landbrug. Men det 

skulle han snart få lært, hvis han bare 

kom til Danmark, havde Moritz sagt. 

Peter nikkede og tænkte, at den danske 

konge måtte mangle bønder, siden han 

ville overlade en gård til en doven og fordrukken 

karl som Johan.

„Og så skal man ikke betale skat i de 

første 20 år,“ fortsatte Johan. 

„Ja, det er skatten, der jager os herfra,“ 

sukkede Peter og fik ild på piben. Fyrsten 

brugte enorme summer på at føre krig. 

Han byggede nye slotte, og ved fyrstens 

hof levede man i sus og dus. For at få råd 

til det satte fyrsten hele tiden skatten op. 

Og kirken holdt sig heller ikke tilbage med 

at opkræve afgifter. 

Peter kastede et blik på markerne. Jorden 

her var frugtbar. Kornet stod fint, og 

de lave bjerge var næsten dækket af vinstokke. 

Her kunne man leve godt som 

bonde, hvis det da ikke havde været for 

fyrsten. Fyrstens folk havde smidt et par af 

Hofheims bønder ud af gårdene, fordi de 

ikke kunne betale deres skat. 

Peter tænkte på sine sønner. Her ville de 

aldrig blive bønder. Men Moritz havde 

sagt, at hvis man flyttede til Danmark, 

kunne ens søn overtage gården, når man 

selv blev gammel. 

„Du har rejst så meget, Johan. Er der 

langt til Danmark?“ spurgte Peter. 

„Det er svært at sige.“ Johan spyttede. 

„Men bønderne der må være forbandet 

rige.“ 


71

1500-1700-tallet 

Kongerne ønskede at få 

mange penge i statskassen. 

Derfor måtte danskerne 

arbejde flittigt og 

fremstille gode varer. 

Kunne eller ville de ikke 

klare opgaven, inviterede 

kongen udlændinge til 

landet. 

De fleste udlændinge 

faldt godt til i Danmark, 

og danskerne lærte noget 

af dem. 

Embedsmand 

En embedsmand udførte bestemte 

opgaver for kongen, fx 

at opkræve skat og føre regnskab. 

Embedsmændene svarer 

til dem, der er ansat i staten og 

kommunerne nu om dage. 

Hollænderne bevarede deres 

traditioner og deres dragter. 

Maleriet hedder „Besøget hos 

bedstefar“ og er fra 1853. 


Penge i kassen 

I dag er der mange varer i forretningerne, 

som er fremstillet 

i andre lande. Og meget af 

det, der produceres i Danmark, 

sælges i udlandet. Handelen 

med andre lande er 

godt for økonomien. Derfor 

laver landenes regeringer aftaler, 

som gør det så let som 

muligt at handle på tværs af 

grænserne. 

I 1600- og 1700-tallet blev 

de europæiske lande regeret 

af kejsere, konger eller fyrster. 

De bestemte lovene, de kunne 

dømme folk, og de kunne erklære 

et andet land krig. De 

havde altså en enorm magt. 

Man siger, at de var enevældige. 

De enevældige herskere så 

anderledes på økonomien og 

handelen, end man gør nu 

om dage. De mente, at det 

drejede sig om, at staten var 

så rig som mulig. Staten var 

kongen, adelen og hans embedsmænd, 

som hjalp med at 

styre riget. 

Landets indbyggere skulle 

arbejde flittigt og fremstille de 

varer, der var brug for. Når folk 

producerede og solgte mange 

varer, tjente de flere penge, og 

så kunne de betale mere i skat. 

Det var særlig godt, hvis danske 

varer blev solgt til udlandet, 

fx Tyskland. Så kom der 

endnu flere penge til Danmark, 

fordi tyskerne valgte at 

bruge deres penge på danske 

varer i stedet for de tyske. 

Folk skulle helst undgå at 

købe varer fra udlandet. Det 

betød jo, at der gik penge ud 

af landet. Derfor lagde staten 

told (afgifter) på udenlandske 

varer. Nogle varer var det forbudt 

at indføre. Fx forbød 

kongen import af silke, som 

var meget dyrt. Men da hoffet 

selv købte silke, var forbuddet 

svært at overholde. 

På nogle områder var danskerne 

ikke så dygtige, som 

man var i andre lande. Der 

var også opgaver, som danskerne 

ikke ville udføre, fx det 

hårde arbejde at opdyrke heden. 

Det ville være dårligt for 

landets økonomi at skaffe 

tingene fra andre lande eller 

få opgaverne løst der. I stedet 

fik kongerne udlændinge til at 

flytte til Danmark.

Kongens hollændere 

Christian 2. var konge i Danmark 

fra 1513 til 1523. Hans 

dronning, Elisabeth, var fra 

Holland. Hun var utilfreds 

med ost, smør, grøntsager, 

kød og andre landbrugsvarer, 

som danske bønder leverede 

til hoffet. 

Hun fik Christian 2. til at 

få nogle hollandske bønder til 

Danmark. For at lokke dem 

herop slap de for at betale 

skat, og de havde ret til at fiske 

og gå på jagt. De ejede også 

selv deres gårde. De fleste 

danske bønder var fæstere, 

dvs. at de havde lejet gården 

af en adelsmand eller kongen. 

Ca. 184 hollandske bondefamilier 

– eller omkring 750 

personer – slog sig ned i Store 

Magleby på Amager. De danske 

bønder, der boede i landsbyen, 

blev tvunget til at flytte. 

Hollænderne fik lov til at 

have deres egne love og egen 

myndighed. Den øverste leder 

var schouten. En lov bestemte, 

at hollænderne kun måtte gifte 

sig med hollændere. Den lov 

gjaldt til 1759, hvor schouten 

giftede sig med en dansk pige. 

Langt op i 1900-tallet 

solgte hollændernes efterkommere 

deres varer ved 

Gammel strand, Amagertorv, 

Højbro Plads og 

Christianshavns Torv i 

København. 

Der var også hollandske 

bondefamilier andre 

steder i landet. Fx var der 

mindre grupper på Falster, 

på Sprogø og Egholm i 

Limfjorden. 


73


blev hollændernes oprindelige 

gårde revet ned. 

På Amager er det svært at 

finde spor efter hollænderne. 

Kun på museer kan 

man se, hvordan de levede. 

Men Amagertorv, hvor 

de solgte deres varer til københavnerne, 

er der stadig. 

Også andre end de 

hollandske bønder fra 

Amager solgte varer i 

København. 

Ved Gammel Strand 

står en statue af en skovserkone. 

Sådan kaldte man 

fiskerkonerne fra Skovshoved 

nord for København. 


Sammenlignet med danske 

bønder var de hollandske på 

Amager velhavende. De tjente 

nemlig også penge på fiskeri 

og på de varer, de leverede til 

hoffet. Efterhånden producerede 

de så meget, at de også 

kunne sælge deres varer på 

torvene i København. Hollændernes 

fisk – især deres saltede 

ål, grøntsager, oste og 

kød var berømte. 

De hollandske bønder lærte 

danske bønder at fremstille 

bedre landbrugsvarer. Men de 

danske bønder var misundelige 

på hollændernes særlige 

rettigheder - at de fx ejede deres 

egne gårde, ikke skulle betale 

skat osv. De prøvede forgæves 

at få kongerne til at 

afskaffe rettighederne. Først i 

slutningen af 1700-tallet blev 

danske og hollandske bønder 

ligestillet. 

De troende i Fredericia 

Kongerne sørgede for, at der 

blev bygget nye byer. På den 

måde ville de hjælpe håndværkere 

og handlende. Når 

der blev fremstillet og solgt 

flere varer, kom der mere gang 

i landets økonomi. 

Nogle byer var også fæstninger. 

Det betød, at der var 

volde og andre forsvarsværker 

i og omkring byen, så man 

kunne beskytte sig i tilfælde 

af krig. Derfor var der naturligvis 

også soldater. Disse 

fæstningsbyer var en del af 

landets forsvar. Et eksempel 

er Fredericia ved Lillebælt, 

som Frederik 3. grundlagde i 

1650. 

Det var svært at få danskere 

til at flytte til byen. Også 

selv om kongen lovede, at de 

ville slippe for at betale skat i

Frederik 3. konge i 

Danmark-Norge 1648-70 

I 1657 trængte en svensk hær 

op i Jylland. Fæstningsbyen 

Fredericia – eller Frederiksodde, 

som den hed dengang – 

var ikke bygget færdig. I løbet 

20 år. Der gik 30 år, uden at 

der var kommet liv i Fredericia. 

Kongen, Christian 5., bestemte 

så, at udlændinge måtte 

slå sig ned i byen. Lokkemidlet 

var religionsfrihed. 

Mange steder i Europa blev 

folk nemlig forfulgt på grund 

af deres tro. Nu fik jøder og 

kristne, der ikke var protestanter, 

lov til at komme til 

Fredericia. 

Huguenotter 

Det skaffede folk til byen. Den 

største gruppe var huguenotterne, 

som kom fra Tyskland og 

Frankrig. Huguenotterne tilhørte 

en særlig protestantisk 

tro. Frankrig var et katolsk 

af kort tid havde svenskerne 

erobret den. Billedet forestiller 

svenskernes angreb. I baggrunden 

ses Fyn. I Lillebælt 

ligger danske skibe. 

land, så her blev de forfulgt 

og måtte flygte 

De fleste huguenotter, der 

kom til Danmark, blev bønder. 

De dyrkede bl.a. tobak. 

Der kom også katolske og jødiske 

håndværkere og købmænd. 

I løbet af 1700-tallet 

blev Fredericia en af de vigtigste 

handelsbyer i Jylland. 

Folk, der ikke var protestanter, 

måtte ikke flytte fra 

Fredericia. Først i begyndelsen 

af 1800-tallet fik de lov til at 

slå sig ned andre steder i 

landet. 


75

Tvungen tro 

I Middelalderen var næsten alle 

mennesker i Vesteuropa katolikker. 

Den katolske kirke blev 

ledet af paven. I 1400-tallet 

begyndte flere at kritisere 

kirken. Det var der mange 

grunde til. 

Paven manglede penge til at 

bygge den store Peterskirke i 

Rom. Derfor begyndte han at 

sælge aflad. Dvs. at man med 

penge kunne købe tilgivelse for 

de synder, man havde begået. 

Mange mente, at det var forkert 

at handle med Guds tilgivelse. 

Teksterne i Bibelen, evangelierne, 

var skrevet på latin. Kun 

præster og andre af kirkens 

egne folk kunne læse den. 

Paven og hans rådgivere bestemte, 

hvordan teksterne i 

På Bartholomæus-natten 24. 

august 1572 dræbte katolikker 

ca. 3.000 huguenotter i 

Paris. De huguenotter, der 


Bibelen skulle forstås. Men Bibelen 

var jo Guds ord, mente man. 

Derfor burde den udgives på de 

nationale sprog, så folk selv kunne 

læse den. Mange syntes også, 

at messerne (gudstjenesterne) 

skulle foregå på landets eget 

sprog og ikke på latin. 

Den tyske munk Martin Luther 

(1483-1546) var en af kirkens 

hårdeste kritikere. Han håbede, 

at paven ville ændre 

kirken. Det ville paven ikke. I 

stedet fik han dømt Luther som 

fredløs. Det betød, at han skulle 

fanges, dømmes til døden og 

brændes på bålet. Men flere 

nordtyske fyrster var enige med 

Luthers protester mod kirken, 

og de skjulte ham for pavens 

mænd. 

overlevede massakren, flygtede 

fra Frankrig til Tyskland. 

Senere kom nogle af dem til 

Danmark. 

Martin Luther grundlagde en 

ny kristen trosretning. Ifølge den 

var det allervigtigste, at man 

skulle rette sig efter det, der stod 

i Bibelens evangelier. Paven skulle 

altså ikke bestemme, hvordan 

teksterne skulle forstås. Martin 

Luthers tro blev kaldt evangeliskluthersk 

eller bare protestantisk, 

fordi det var en protest mod den 

katolske kirke. 

Katolikker og protestanter 

kom op at skændes om, hvad 

der var den rette tro. Flere steder 

førte uenigheden endda til 

krig. Konflikten bredte sig også 

til Danmark og andre nordeuropæiske 

lande. I 1536 bestemte 

den danske konge, at 

Danmark skulle være et protestantisk 

land. 

Martin Luther omkring 1550.

Heden skal opdyrkes 

I 1700-tallet var Danmark fattigt. 

Det skyldtes bl.a. at landet 

havde været i krig med 

Sverige. Kongen og hans rådgivere 

drøftede derfor, hvordan 

de kunne få penge i statens 

kasse. 

Et forslag var at få folk til 

at opdyrke den jyske hede. 

Dengang var ca. 1/3 af Jylland 

hede, hvor der groede lyng. 

Den skulle omdannes til kornmarker, 

og kornet skulle sælges 

til udlandet. Det ville give 

penge i statens kasse. 

Kongen syntes, at forslaget 

var godt. Han lovede bønderkarle 

i hele landet, at de slap 

for at være soldat og for at betale 

skat i 20 år – blot de flyttede 

ud på heden og opdyrkede 

den. 

Men ingen danske karle 

meldte sig. 

Så besluttede kongen at få 

bønder fra Tyskland til at klare 

opgaven. Man regnede ud, 

at 10.000 tyske bønder kunne 

opdyrke heden i løbet af omkring 

10 år. Til den tid ville 

heden være blevet til korn- 

marker, og pengene ville 

strømme ned i statens kasse. 

En dansk embedsmand i 

Frankfurt, J. F. Moritz, fik til 

opgave at få fat i tyske bønder. 

Moritz fik løn efter, hvor 

mange folk han fik til at rejse 

til Danmark. Han lokkede dem 

med, at jorden var klar til 

dyrkning, og at de kunne overtage 

færdige gårde. De blev også 

lovet penge, skattefrihed og 

fritagelse for at være soldat. 

Moritz tog ikke hensyn til, 

om folk havde forstand på 

landbrug. 

Heden som kornmark 

Herunder er et vers fra Jylland 

mellem tvende have. 

H.C. Andersen rejste i 

1859 gennem Jylland, 

hvor han skrev digtet. På 

det tidspunkt var opdyrkningen 

af heden i gang. I 

1866 blev Det Danske 

Hedeselskab oprettet. Nu 

kom der for alvor fart på. I 

dag er der kun få områder 

En del tyske bondefamilier 

byggede deres huse og 

gårde i nærheden af hinanden. 

Det blev til landsbyerne 

Havredal og Grønhøj. 

Den sidste fik sit navn 

efter en græsklædt høj. 

Den var det eneste grønne 

på heden. Det fortælles, at 

da tyskerne kom, satte de 

sig op på den og græd. 

med hede tilbage. De er fredede, 

så folk kan se, hvordan det 

meste af Jylland så ud engang. 

Heden, ja, man tror det næppe, 

men kom selv, bese den lidt: 

lyngen er et pragtfuldt tæppe, 

blomster myldre milevidt. 

Skynd dig, kom! om føje år 

heden som en kornmark – 

som en kornmark står. 


77

En lille del af den jyske hede. 

Anderledes 

Danskerne var skeptiske over 

for de tyske indvandrere og 

deres måde at leve. Fx spiste 

de ikke rugbrød – kun hvedebrød. 

Og når de var til 

marked i Viborg, kørte de 

vildt med deres forspand af 

stude. 100 år efter at tyskerne 

slog sig ned på heden, 

blev de stadig betragtet som 

en særlig gruppe. Sådan 

blev de beskrevet omkring 

1860: 

„Det forekommer mig, at 


En fiasko 

Selv om Moritz brugte alle 

midler for at lokke tyskere til 

Danmark, fik han slet ikke fat 

i de flere tusinde, der var brug 

for. Kun 327 familier kom til 

Jylland. De blev dybt skuffede. 

Der var kun hede, som bestemt 

ikke var klar til dyrk- 

disse folk, som dog i reglen 

kun kan anses for at være 

simple almuefolk, ved siden 

af deres fattigdom, der tydeligt 

viser sig i deres tarvelige 

boliger, beklædning og andre 

ydre forhold, dog lægger 

en vis frihed og selvtillid for 

dagen i deres holdning og 

hele adfærd. Kolonisten lever 

ædrueligere end andre bønder, 

og der er sjældent nogen 

familie, der nyder brændevin 

til daglig brug.“ 

ning. Gårdene var ikke bygget 

og jorden ikke målt op, som 

Moritz havde lovet. De lokale 

myndigheder havde ikke engang 

fået at vide, at tyskerne 

kom. 

De fleste ønskede at forlade 

Danmark så hurtigt som 

muligt. De, der ikke havde 

forstand på landbrug, fik lov 

til at rejse. De mest uduelige, 

som Moritz havde skaffet til 

landet, blev udvist. Resten fik 

nogle penge, så de kunne gå i 

gang med opdyrkningen af 

heden. Kun få var tilfredse 

med den ordning og ønskede 

at komme væk. De danske 

myndigheder måtte true med 

fængsel for at få dem til at 

blive. 

Efter tre år fik de tyske hedeopdyrkere 

ikke flere penge 

af staten. Nu forlod de fleste 

landet. Mange rejste til Rusland. 

Kun ca. 60 familier blev i 

Jylland.

Kartoffeltyskerne 

De tyske indvandrere, der slog 

sig ned på den jyske hede, kaldes 

ofte kartoffeltyskere. Man 

mente, at de bragte kartoflen 

med til Danmark. Den groede 

fint på den magre hedejord, 

og snart begyndte danske 

bønder også at dyrke kartofler. 

Spørgsmålet er, om denne 

historie passer. For det første 

var det ikke almindeligt at 

dyrke kartofler i de egne, hvor 

tyskerne kom fra. For det andet 

var rejsen fra Tyskland besværlig, 

og de kunne kun have 

det mest nødvendige med. 

Derfor er det tvivlsomt, at de 

medbragte spirekartofler. 

De danske myndigheder 

gav indvandrerne kløverfrø, 

korn og kartofler. Måske blev 

indvandrerne kaldt kartoffeltyskere, 

fordi det var bedre at 

dyrke kartofler end korn på 

den magre hedejord. 

Fra slutningen af 1700-tallet 

voksede befolkningstallet i 

Danmark. Derfor måtte mange 

danske bønder slå sig ned på 

heden og forsøge at dyrke jorden 

der. Af kartoffeltyskerne 

kunne de lære, hvad de skulle 

gøre. De lærte også at dyrke fx 

rødbeder, radiser og agurker. 

I dag lever kartoffeltyskernes 

efterkommere rundt om i 

landet. Kun deres tyske efternavne 

fortæller om deres oprindelse. 

En del af dem er dog 

at finde blandt de ca. 600 

medlemmer af foreningen 

Kartoffeltyskere på Alheden. 

Sammenlignet med andre lande 

har der altid været få sigøjnere 

i Danmark. Her ses en 

sigøjnerfamilie foran deres telt. 

Sigøjnere 

Sigøjnerne eller romaerne, som 

de kalder sig, stammer oprindeligt 

fra den nordlige del af Indien. 

Herfra udvandrede de til 

Europa og Nordafrika for omkring 

1.000 år siden. 

I begyndelsen mente europæerne, 

at sigøjnerne var folk 

på pilgrimsrejse. Derfor behandlede 

man dem godt. Sigøjnerne 

sang og spillede, optrådte med 

bjørne, spåede og gik i farvestrålende 

dragter. Men nogle af 

dem stjal, og derfor begyndte 

folk at se skævt til dem. 

Nogle steder forsøgte myndighederne 

at tvinge sigøjnerne 

til at slå sig ned som bønder. Andre 

prøvede at gøre dem til slaver. 


begyndte myndighederne i 

mange europæiske lande at 

tvangssterilisere sigøjnerne, så 

de ikke kunne få flere børn. 

I 1933 kom nazisterne til 

magten i Tyskland. De satte 

sigøjnere, jøder og andre, som 

de mente var uønskede, i koncentrationslejre. 

Nazisterne bestemte 

sig for at udrydde dem. 

De nåede at dræbe mellem 1 /2 

og 1 1 /2 mio. sigøjnere. De fleste 

blev myrdet i udryddelseslejre 

som nazisterne oprettede. 

I dag er der mellem 7 og 9 

mio. sigøjnere i Europa. De 

fleste lever i Østeuropa – i 

Rumænien er der ca. 2. mio. 


79

Christian 3.’s opfordring 

I 1554 sendte Christian 3. et 

brev til sine lensmænd. En lensmand 

var en adelig embedsmand, 

som styrede et landområde 

på kongens vegne: 

„De (sigøjnerne) stjæler og 

bedrager enfoldige folk med tyveri 

og på anden måde. Den, 

der huser nogle af disse tatere, 

skal lide straf og tiltale, som 

hvis han havde huset og hjulpet 

en fredløs mand. 

Enhver som møder sådanne 

tatere, skal have fuldmagt til at 

straffe dem på deres liv og gods 

og fare mod dem, som mod 

fredløse mænd. Hvis det gods, 

som findes hos taterne, er noget 

værd, så har alle og enhver 

lov til at beholde det, som han 

kan få fat i.“ 


De uønskede 

Der var mennesker, som myndighederne 

overhovedet ikke 

ville have ind i landet. Det 

gjaldt bl.a. sigøjnerne. De første 

kom til Danmark i begyndelsen 

af 1500-tallet. De blev 

kaldt tatere. Man troede nemlig, 

at de var efterkommere efter 

det mongolske rytterfolk, 

tatarerne. 

I de næste 300-400 år lavede 

kongen flere love, som 

skulle få sigøjnerne ud af landet. 

Men de blev ved med at 

strømme over grænsen. Dengang 

var der nemlig ikke et 

politi, der kontrollerede, om 

lovene blev overholdt. 

I 1860’erne kom en del sigøjnere 

til Danmark. De boede 

i telte, når de rejste rundt 

i landet, og de levede af at

handle. Det skabte utilfredshed 

blandt de fastboende 

danske handlende. I 1875 

vedtog Rigsdagen (svarer til 

Folketinget) derfor en fremmedlov, 

som forbød sigøjnere 

og andre rejsende at være i 

landet. På det tidspunkt var 

der oprettet et politikorps, så 

landet blev renset for sigøjnere. 

De blev udvist til Sverige 

eller Tyskland. 

I 1953 blev fremmedloven 

ophævet. På det tidspunkt boede 

der én kvindelig sigøjner i 

Danmark. Hun var dansk gift 

og havde fået lov til at blive 

her. 

I dag er der et par tusinde 

sigøjnere i Danmark. De fleste 

er kommet hertil fra Østeuropa 

i løbet af de sidste 30-40 år. 

Af dem bor den største gruppe 

i Helsingør. 

Sigøjnere i en dansk 

provinsby 

I Helsingør bor en del sigøjnere. 

Nogle sigøjnerfamilier sørger ikke 

for, at deres børn kommer i 

skole. Derfor har kommunen 

oprettet særlige klasser til disse 

børn. Her undervises de på 

tværs af fag og alderstrin. 

Nogle mener, at disse klasser 

er racisme. Andre mener, at det 

er den eneste måde, man kan 

være sikker på, at alle sigøjnernes 

børn bliver undervist. 

Sigøjnerne selv bryder sig ikke 

om de særlige klasser. En 

mor siger: 

„Kommunen putter vores 

børn i et særligt reservat, hvor 

de isoleres fra resten af omverdenen. 

De lærer ikke særligt 

meget, og der er jo nærmest 

garanti for, at mine sønner ikke 

får en ordentlig uddannelse og 

dermed mulighed for at klare 

sig uden offentlig forsørgelse.“ 

Hendes 15-årige søn skulle 

gå i 9. klasse. I klassen skal han 

læse bøger, der er beregnet til 

3. eller 4. klasse. Han siger om 

forholdet til sine danske jævnaldrende: 

„Jeg er træt af at blive mobbet 

af de danske børn, fordi jeg 

går i dummeklassen. Jeg kan 

ikke længere holde ud at blive 

kaldt sigøjnersvin og perker.“ 

En sigøjnerpige gynger foran 

den ejendom, hun bor i. 


81

Lykkelandet – Amerika eller Danmark? 

Karen satte sig på dragkisten ved siden af 

sin mor og holdt sig for ørerne. Larmen 

var ikke til at holde ud. Heste vrinskede, 

og vognhjul skramlede over brolægningen. 

Det peb fra kranernes hjul og wirer, 

der hejsede tunge kasser op fra skibenes 

lastrum. Havnearbejdere råbte og bandede 

så stygt, at moren skævede bekymret til 

Karen. 

Faren strøg en tændstik og forsøgte at 

få ild på piben. „Mon vi snart skal ombord.“ 

„Det kan vi tidsnok komme,“ sagde 

moren stille. 

Karen vendte sig og så på skibet ved 

kajen. Det var kæmpestort. Mågerne svæ- 


vede skrigende om masterne, der strakte 

sig højt mod himlen. De store dampmaskiner 

dunkede dybt fra skibenes bug, og 

grå røg pulsede fra skorstenene. 

„Thingvalla“ stod der med forgyldte 

bogstaver på det sorte jernskrog. 

Med det skulle Karen og hendes forældre 

sejle til Amerika. Andre, der skulle af 

sted, stod i små grupper omkring deres 

bagage. Nogle græd. Måske var det en søn 

eller en kæreste, de tog afsked med, og 

som de måske aldrig ville se igen. 

Karen var glad for, at der ikke var familie 

eller andre, de skulle sige farvel til. Det 

havde været sørgeligt nok, da hun og hendes 

forældre rejste fra Nysted på Lolland

for to år siden. Den store stormflod havde 

ødelagt det lille husmandssted og markerne. 

Alle dyrene var druknet. Forældrene 

havde ikke penge til at starte forfra. Så de 

havde besluttet at rejse til København, 

hvor faren ville søge job på en fabrik. 

Men det havde været svært. Hele vinteren 

havde faren været arbejdsløs. De havde 

kun klaret sig, fordi moren og Karen 

havde tjent lidt ved at vaske og gøre rent 

for folk. 

Efter endnu en vinter uden arbejde bestemte 

faren, at de skulle rejse til Amerika. 

Moren havde været imod det. Men hun 

bøjede sig, da faren truede med at rejse 

alene. 

„Kommer vi tilbage til Danmark engang?“ 

spurgte Karen. 

„Det tror jeg ikke,“ svarede moren stille. 

Hun viftede en tåre væk. 

„Op med humøret, kone.“ Faren strøg 

hende over håret og slog ud med armene. 

„Om nogle år har jeg tjent så meget, at vi 

kan rejse hjem på første klasse.“ 

Thingvallas skibsfløjte lød, og landgangsbroen 

blev åbnet. 

„Så må vi ombord.“ Faren hankede op i 

kufferten med den ene hånd og greb fat i 

dragkistens håndtag med den anden. „Tager 

du også fat, Karen.“ 

Dragkisten var tung. Karen måtte bruge 

alle sine kræfter. 


83

1850-1914 

Fra begyndelsen af 1800tallet 

og cirka de næste 

100 år udvandrede 50- 

60 mio. mennesker fra 

Europa. De fleste rejste til 

Amerika. 

Også mange danskere 

forlod landet i perioden. 

Men i slutningen af 

1800-tallet kom der også 

udlændinge til Danmark. 

Folketal 


Nye tider 


ændredes livet i Danmark. 

Landet blev industrialiseret, 

hvilket betød, at flere og flere 

varer blev fremstillet på 

fabrikker – og ikke af håndværkere. 

Industrialiseringen førte 

til, at der blev produceret flere 

varer, og at de blev billigere. 

Derfor fik de fleste råd til at 

købe mere. Samtidig var lægerne 

blevet bedre til at behandle 

sygdomme. Resultatet 

af disse ting var, at levestandarden 

og befolkningstallet steg. 

De fleste mennesker levede 

på landet. Men i landbruget 

var der ikke arbejde til så 

mange. Tusindvis af karle og 

piger rejste til byerne. Her håbede 

de at få arbejde på de 

nye fabrikker. 

Heller ikke i byerne var der 

arbejde til alle. I vinterhalvåret 

kunne op mod halvdelen 

I løbet af 1800-tallet blev befolkningstallet i Danmark mere end fordoblet, og flere bosatte sig i byerne. 

1801 

1901 

være arbejdsløse. Derfor kunne 

fabriksejerne holde lønnen 

nede og få folk til at arbejde 

meget og længe. Hvis de ansatte 

var utilfredse, var der jo 

andre, som gerne ville have 

deres arbejde. 

I dag får man dagpenge eller 

kontanthjælp, hvis man 

mister sit arbejde – eller slet 

ikke har haft et. Dengang fik 

man kun en smule fattighjælp. 

Da lønnen var lav, og 

man ikke kunne spare op til 

dårlige tider, var det en katastrofe 

at være arbejdsløs. I 

vinterhalvåret stoppede meget 

arbejde. Fx kunne man på 

grund af frosten ikke bygge 

huse eller anlægge jernbaner. 

Derfor var arbejdsløsheden 

særlig høj om vinteren. Og 

det betød, at tusindvis af danskere 

levede i stor fattigdom. 

Mange mennesker syntes, 

at forholdene og fremtidsudsigterne 

i Danmark var så dårlige, 

at de valgte at forlade 

102.000 94.000 733.000 939.000 

477.000 482.000 1.491.000 2.757.000

landet. Især yngre mennesker 

udvandrede. De fleste rejste 

til USA. Andre slog sig også 

ned i Canada, Argentina og 

Australien. 

Hvorfor rejste man? 

Fra 1820 til 1914 udvandrede 

ca. 300.000 danskere, dvs. ca. 

hver 9. af landets indbyggere. 

De fleste rejste af økonomiske 

grunde. De håbede på at få et 

bedre liv i Amerika. 

Man opfattede Amerika 

som et land, der flød med 

mælk og honning, og hvor alt 

var muligt. Alle havde en 

chance. Den fattigste avisdreng 

kunne i løbet af få år arbejde 

sig op til at blive millionær, 

bondekarlen kunne blive 

godsejer og smedelærlingen 

fabriksejer. 

Regeringen i USA ville have 

opdyrket prærien. I 1862 tilbød 

den alle – uanset hvor de 

kom fra – 114 tønder land 

præriejord gratis. Den eneste 

betingelse var, at de selv skulle 

opdyrke jorden. En tønde land 

er ca. 5.500 m 3 eller lige så 

meget som 7-8 parcelhusgrunde. 

Så sådan et tilbud var fristende 

for enhver dansk karl. 

Også religionen spillede 

ind. I 1850’erne kom nogle 

mormoner til Danmark for at 

udbrede deres tro. Især i Nordjylland 

og i København fik 

mormonerne mange tilhængere. 

Mere end 16.000 danskere 

tog af sted for at slå sig ned i 

mormonstaten Utah i USA. 

Andre danskere blev mere 

eller mindre tvunget til at udvandre. 

Fx kunne familien 

slippe af med sine „sorte får“ 

ved at betale en enkeltbillet til 

personen. Det skete ofte, at 

I 1860’erne blev der bygget 

jernbaner tværs over 

USA. Jernbaneselskaberne 

og ejerne af skibene, der 

transporterede folk til 

Amerika, havde brug for 

passagerer. Derfor ansatte 

de agenter, der skulle få så 

mange som muligt til at 

rejse til USA. For hver indvandrer 

fik agenten 15 kr. 

Dengang svarede det til to 

ugers løn. Agenterne brugte 

alle midler til at lokke 

folk til at rejse. 


85

I 1872 hærgede en orkan i 

Danmark. Vandet brød 

igennem digerne på Lolland. 

Masser af husdyr 

druknede, gårde og marker 

blev ødelagte. Det fik 

også mange mennesker til 

at udvandre. 


kommunerne skaffede sig af 

med socialt belastede personer 

ved at sende dem til Amerika. 

Det var billigere end at 

give dem fattighjælp i mange 

år. Også kriminelle og andre 

uønskede blev eksporteret ud 

af landet på den måde. 

Amerika, Amerika 

De fleste udvandrere var fattige. 

De drømte om et bedre liv 

i USA. Kun folk, som det var 

gået godt for, havde råd til at 

rejse hjem for at besøge deres 

hjemlande. Nogle af dem var 

endda blevet styrtende rige. 

Mange fik derfor det indtryk, 

at Amerika var landet, 

hvor alle kunne gøre deres 

lykke, og at alt kunne lade sig 

gøre. 

Folk, der indvandrede til 

Amerika, var en blandet for- 

samling. Og det gav problemer. 

I slutningen af 1800-tallet 

besluttede USA’s regering 

derfor, at ikke alle og enhver 

skulle have lov til at blive indvandrer. 

Når skibene ankom 

til New York skulle udvandrerne 

gå fra borde på øen Ellis Island. 

Her blev deres sundhedstilstand 

og baggrund 

undersøgt. Gamle, svagelige, 

syge og kriminelle fik ikke tilladelse 

til at rejse ind i landet. 

I stedet blev de sendt retur til 

Europa. Ellis Island fik derfor 

navnet „Tårernes Ø“. 

Det var de færreste indvandrere, 

som blev rige. De fleste 

slog sig ned i byerne i den østlige 

del af landet, hvor de ankom 

til. Det betød, at byernes 

indbyggertal blev mangedoblet. 

Fx var der ca. 1 mio. mennesker 

i New York i 1870. 40 

år senere boede der 5 mio.

Bedre transport betød at flere 

udvandrede. Med sejlskib 

varede rejsen fra Danmark til 

Amerika 5-7 uger. I sidste halvdel 

af 1800-tallet begyndte man at 

bruge skibe, der var drevet af 

dampmaskiner. Det betød, at 

sejladsen kun varede to uger. 


87

Det var en myte, at alle 

kunne blive rige og lykkelige 

i USA. 

Den danske journalist 

Jacob Riis (1849-1914) 

fotograferede omkring år 

1900 mennesker, der levede 

under forfærdelige forhold 

i New York. 


Fra 1840 til 1914 udvandrede 

ca. 50 mio. mennesker fra 

Europa. De fleste rejste til 

USA. I forhold til landenes befolkningstal 

udvandrede flest 

fra Irland. Herefter fulgte Norge 

og Sverige. Ca. 800.000 

nordmænd og 1,2 mio. svenskere 

udvandrede. 

Fattigdommen på landet i 

Sverige og Norge var større 

end i Danmark. I 1869 var der 

ligefrem hungersnød i Sverige. 

Det er grunden til, at flere 

svenskere og nordmænd udvandrede. 

Billedet er fra filmen Udvandrerne 

fra 1971. Den handler 

om en familie, der forlader 

Småland for at rejse til USA.

Nybyggere på prærien 

Indvandrerne prøvede at få 

job som bygnings- eller fabriksarbejdere. 

Det var en katastrofe, 

hvis man blev arbejdsløs 

eller syg. I USA tog 

det offentlige sig nemlig ikke 

af de mennesker, som ikke 

kunne klare sig selv. 

De fleste, der udvandrede 

fra Danmark, kom fra landet. 

Mange rejste fra de amerikanske 

storbyer og længere mod 

vest, hvor de fik et stykke 

prærie at opdyrke. Det var et 

barsk liv at være nybygger. 

Ofte var der absolut intet udover 

prærien. Der skulle bygges 

huse, så mennesker og dyr 

kunne komme i husly. Og det 

varede år at få præriejorden 

omdannet til marker. Tørke 

og uvejr kunne ødelægge det, 

Flugten til Amerika 

I 1835 skrev Christian Winther et 

digt med næsten 100 strofer om 

Peter, som fortæller sin lillesøster, 

hvor godt der er i Amerika. Her er 

nogle vers. 

Med Sølv er Hestens Hov beskoet 

og Vognens Hjul beslaaet; 

guldet det ligger dig for din Fod, 

du bukker dig kun for at faa 'et. 

Konfektrosiner og Mandler der gro, 

i store Duske de hænge 

paa Træerne sammen, to og to, 

og koste slet ingen Penge. 

Brystsukre du som tvebakker ser, 

som rugbrød chokolade, 

med sukkerkugler det hagler og sner, 

og regner med limonade. 

Og frihed har man endnu dertil 

fra morgen til aftens ende, 

man spytter på gulvet, hvor man vil, 

og lader cigarerne brænde. 

Man gynger den hele udslagne dag 

i dejlige vuggestole, 

og der kommer an på hvers behag, 

om han gider gået i skole! 

Illustration fra bogen „Flugten til 

Amerika“. 


89

folk dyrkede, så familien måtte 

gå fra hus og hjem. Og det 

skete, at nybyggerne blev 

overfaldet af indianerne. 

Millioner af mennesker fra 

hele verden kom til USA. Det 

betød, at mange forskellige 

kulturer skulle leve sammen. I 

New York og andre større byer 

boede folk fra den samme kul- 


tur i de samme områder. Det 

betød, at der opstod irske, italienske 

og kinesiske kvarterer. 

De fleste indvandrere kom fra 

nordeuropæiske områder – 

især fra England og Irland. 

Nordeuropæerne ejede de fleste 

virksomheder, og det var 

dem, der havde magten i 

USA. 

I årevis måtte nybyggerne 

bo i primitive huse. Her er 

et gravet ud i en bakke, og 

facaden er lavet af tørv. 

Efter års slid fik nybyggerne 

måske råd til at bygge 

et træhus.

Svenskerne kommer 

I sidste del af 1800-tallet blev 

der bygget meget i Danmark 

fx fabrikker. I 1860’erne lavede 

man jernbaner i Jylland. 

Og man byggede dæmninger 

for at beskytte lavtliggende 

områder mod oversvømmelser 

og for at få mere landbrugsjord. 

Sidst i århundredet 

begyndte man at anlægge nye 

kloakker og et stort fæstningsværk 

omkring København. 

Det var hårdt at arbejde på 

disse byggerier. Og når man 

fx byggede jernbaner, måtte 

man rejse fra sted til sted. 

Desuden var der kun arbejde 

ved disse byggerier i sommerhalvåret. 

På den årstid var det 

let at få arbejde i landbruget. 

Derfor var det svært at få tilstrækkeligt 

mange danskere 

til at arbejde ved de store byggerier. 

Virksomhederne fik derfor 

lov til at ansætte sæsonarbejdere 

fra udlandet. De fleste 

var svenskere, og andre var 

polakker. I Danmark kunne de 

tjene mere end i deres hjemlande. 

Til gengæld måtte de 

tage det hårdeste og dårligst 

betalte arbejde. 

Mange svenskere valgte at 

blive i Danmark. Fra 1865 til 

1900 indvandrede mellem 

1.500 og 3.000 svenskere 

hvert år til Danmark. Mange 

rejste efter nogle år i Danmark 

videre til USA. 

Ved de store anlægsprojekter 

var en stor del af de 

ansatte svenskere. Fotoet 

er fra arbejdet med 

Lyngby Kanalen i 1887. 


91

Svenskere i Danmark 

Antallet af svenske indvandrere i Danmark 

Danskerne først 

I forbindelse med en arbejdskonflikt 

skrev avisen Social- 

Demokraten i 1888: 

„Det store flertal af arbejderne 

er svenskere … vi har personligt 

ikke noget imod disse. 

De står os lige så nær som vore 

danske brødre … (men) når 

der hersker arbejdsløshed herhjemme, 

var det dog rigtigere 

at beskæftige landets egne 

arbejdere først.“ 


15.388 24.150 33.802 35.555 

Fra 1870’erne begyndte 

danske arbejdere at organisere 

sig i fagforeninger. Ind imellem 

strejkede de for at få mere 

i løn og bedre arbejdsforhold. 

Nogle gange ansatte 

virksomhedsejeren bare svenskere 

i stedet. Det førte til, at 

danske arbejdere så skævt til 

de svenske. 

Omkring år 1900 rejste 

færre og færre svenskere til 

Danmark. Det skyldtes, at 

Sverige blev industrialiseret. 

Derfor blev det lettere for 

svenskerne at få arbejde i deres 

eget land. 

I 1875 vedtog Rigsdagen 

en fremmedlov (se side 81), 

der betød, at der var større 

kontrol med udlændige, der 

kom til landet. Den gav mulighed 

for at udvise folk. I løbet 

af 1880’erne blev ca. 4.000 

svenskere udvist. 

Roepolakker 

I 1870’erne begyndte man at 

dyrke sukkerroer i Danmark. 

Det foregik især på Lolland og 

Falster. Her blev der også bygget 

fabrikker, hvor man lave- 

de sukker af roerne. Selve 

dyrkningen af roerne krævede 

mange ansatte i sommerhalvåret. 

Roerne skulle udtyndes, 

ukrudtet luges væk, og roerne 

tages op. 

På Lolland og Falster var 

der mangel på arbejdere. I 

1872 havde en orkanagtig 

storm ført til, at vandet brød 

gennem digerne og oversvømmede 

store dele landområder. 

I de næste mange år forlod 

mange mennesker Lolland og 

Falster. En del rejste til København. 

Herfra udvandrede næsten 

13.500 til USA. 

I de første år ansatte de lolland-falsterske 

roeavlere unge 

piger fra det sydlige Sverige. 

Men så begyndte svenskerne 

selv at dyrke sukkerroer, og 

landet blev industrialiseret. 

Derfor ville færre svenskere rejse 

til Danmark for at arbejde. 

I Polen var der mangel på 

arbejde. I mange år havde polakker 

haft sæsonarbejde i 

Tyskland. De arbejdede i grupper 

på 10-20 mænd og 

kvinder under ledelse af en 

„Aufseher“ (opsynsmand). I 

1890’erne blev dette system 

overført til arbejdet i roemarkerne 

på Lolland-Falster. 

Systemet blev en succes. I 

1914 var der 14.000 polske 

sæsonarbejdere i Danmark. 

Den sommer begyndte Første 

Verdenskrig. Mere end halvdelen 

af polakkerne blev i Danmark, 

til der blev fred i 1918. 

På grund af krigen var det 

nemlig svært at rejse hjem. Og 

mange mandlige sæsonarbejdere 

var slet ikke interesseret i 

at komme til Polen. Så risikerede 

de at blive indkaldt som 

soldater i den russiske, tyske 

eller østrigske hær.

Efter krigen kom kun nogle 

få hundrede polske sæsonarbejdere 

hvert år til Danmark. I 

1929 begyndte arbejdsløsheden 

i Danmark at stige, og regeringen 

forbød indførelse af 

arbejdskraft fra andre lande. 

Hårdt arbejde 

Otte ud af ti af de polske sæsonarbejdere 

var kvinder. De 

fleste arbejdede i roemarkerne 

på Lolland og Falster. Nogle 

fik også job i Jylland og på 

Fyn, hvor de arbejdede i landbruget, 

ved teglværker og med 

at grave tørv. 

Arbejdsdagen i roemarkerne 

var lang. Som regel begyndte 

arbejdet kl. 5 om morgenen 

og fortsatte til ved 

19-tiden – kun afbrudt af kor- 

te pauser. Var vejret godt, 

kunne man fortsætte et par timer 

i de lyse sommeraftener. 

På større gårde blev der 

indrettet en lade eller bygget 

et hus, hvor sæsonarbejderne 

boede og lavede mad. Ofte bestod 

maden blot af kartofler 

og skummetmælk, dvs. det 

samme som grisene fik. Alene 

på Lolland blev opført otte 

såkaldte polakkaserner. Dengang 

var karle- og pigekamre 

de mest elendige rum på en 

gård. Forholdene på polakkasernerne 

var ofte endnu 

dårligere. 

Aufseherne udbetalte løn 

til polakkerne. Flere af dem 

drev også en slags butik, hvor 

polakkerne købte ind. På den 

måde var det let for Aufseherne 

at snyde polakkerne. 

Unge polske piger arbejder 

med at skære toppen af 

roerne. 


93

Slaver? 

Ikke alle var glade for de polske 

sæsonarbejdere. Fagforeningerne 

mente, at arbejdsgiverne 

brugte dem for at undgå, at 

danske arbejdere kunne kræve 

en højere løn. Tyendebladet, der 

blev udgivet af Tyendeforbundet, 

et fagforbundet for karle, piger 

og landarbejdere, bragte den 5. 

april 1908 en forsideartikel om 

emnet. Heri stod der bl.a.: 

„Polak-indvandringen syd 

fra, over Gedser og Vamdrup, 

er atter begyndt. Hver dag, der 

går, kommer der flere og flere af 

de stakkels uvidende trælle og 

slaver, som skal fordeles om- 


kring på vore herregårde landet 

over… 

Vi kender godt, hvorledes de 

lever, disse sølle slaver, som vore 

jordejere udbytter og misbruger. 

En ussel løn, en jammerlig 

føde, en brutal behandling og 

en svinesti som opholdsrum … 

Der er mangel på arbejdskraft, 

siger de (arbejdsgiverne 

og de borgerlige politikere). 

Sludder og vrøvl! Der er arbejdskraft 

nok, der vil arbejde. 

Bare de kan få en sådan løn derfor, 

at de kan leve uden at sulte. 

Og vil de give os det? Nej, de 

byder os 4-500 kr. om året på 

Roepigerne knokler, mens 

deres „aufseher“ (opsynsmand) 

holder øje med dem. 

egen kost til en hel familie, og 

kan de ikke få nok til den løn, 

betaler det sig at bruge polakker. 

Og de sidste er at foretrække. 

De stiller ikke krav. De nøjes 

med „det Herren vil give“ og 

finder sig i det hele taget i 

svineriet. 

Polakker er, som en jorddrot 

(gårdejer) kan ønske sig, en arbejder 

skal være: krybende som 

en hund, og tilfreds med alt! 

… Men den dag er ikke langt 

borte, da danske landarbejdere 

vil skamme sig ved at arbejde 

sammen med polske slaver …“

I 1908 blev der vedtaget en 

lov, som bestemte, at myndighederne 

skulle føre kontrol 

med boligforholdene og sørge 

for, at de polske sæsonarbejdere 

fik den løn, de havde 

krav på. 

Fra sæsonarbejdere til 

indvandrere 

I 1929 var det slut med polske 

sæsonarbejdere. 3-4.000 polakker 

valgte at blive i Danmark. 

Måske var de blevet gift 

eller havde fået et arbejde, 

som de ønskede at beholde. 

Polakkernes sprog, traditioner 

og katolske tro var meget 

forskellig fra danskernes. Det 

fik nogle danskere til at drille 

og håne dem. Fx blev ordet 

„po-lak“ – med tryk på første 

stavelse – et almindeligt 

skældsord. 

Men de polske indvandrere 

arbejdede hårdt og vandt respekt. 

I dag er indvandrernes 

efterkommere helt integreret 

(indpasset) i det danske samfund. 

Kun deres efternavne 

fortæller, at de er efterkommere 

efter polske indvandrere. 

De fleste er dog stadig katolikker. 

Mange er medlemmer 

af en polsk forening, og 

de har i hjemmene bevaret 

nogle af traditionerne fra Polen. 

Det kan fx være husalteret 

og billeder af skytshelgener, 

krucifikser, rosenkranse, 

figurer flettet af aks og blomster 

i papirklip. 

Polen 

I slutningen af 1700-tallet blev 

Polen delt af Preussen, Østrig 

og Rusland. Polen var ikke 

længere en stat. 

I de områder, russerne og 

preusserne havde taget, blev 

polakkerne behandlet dårligt. 

Desuden steg befolkningstallet 

på landet, så det var svært af få 

arbejde. Mange polakker valgte 

derfor at forlade landet. Nogle 

rejste til Vesteuropa og andre til 

USA. Fra 1870 og frem til genoprettelsen 

af Polen i 1918 

udvandrede ca. 3,5 mio. polakker, 

dvs. mere end 1/10 af 

befolkningen. 

Hundredetusinder af andre 

polakker rejste i sommerhalvåret 

til nabolandene som sæsonarbejdere 

i landbruget. 

Polen blev delt mellem Preussen, 

Østrig og Rusland. På 

kortet ses Polens nuværende 

grænser. 


95

De glade 60’ere 

„Nu bliver der først ballade.“ Faren langede 

ud efter endnu en frikadelle. Han havde 

fortalt om de otte udlændinge, der var startet 

på støberiet, hvor han arbejdede. „Man 

forstår ikke et kvæk af, hvad de siger.“ 

„I manglede jo folk,“ sagde moren. 

„Ingen af jer ville gøre ovnene rene.“ 

Faren mente, at ledelsen i stedet skulle 

tilbyde en højere løn for at udføre det hårde 

og kedelige arbejde, som ingen ønskede 

at have. „Eller man kunne have ansat 

nogle kvinder.“ Han så drillende på moren. 

„De er gode til den slags.“ 

„Ensformigt arbejde er jo det eneste, vi 

får lov til,“ kom det spidst fra moren. Hun 

havde et par år arbejdet på radiofabrikken. 


Her loddede hun transistorer på plader. 

240 ens plader skulle hun klare hver dag. 

Faren trak på skulderen. „De fremmede 

har selv valgt at komme herop. Og de er 

vist tilfredse. De er i hvert fald ved at tabe 

øjne, næse og mund, når en af pigerne fra 

kontoret har et ærinde i støberiet.“ 

„Hvor kommer de fra?“ spurgte Søren 

og løsrev sig fra det Anders And, han 

smugkiggede i. 

„Et eller andet – Langt-bortistan – Tyrkiet, 

tror jeg. De er i hvert fald mørke i 

huden, sorthårede og har overskæg.“ Faren 

fortalte også, at de alle boede sammen 

i et tidligere lagerrum. „Det er ikke større 

end stuen.“

„Det kan man da ikke tillade sig,“ sagde 

Camilla. 

„De er nok ikke bedre vant.“ Faren så 

på sit ur og lagde sin gaffel. „Tak for mad. 

Der er snart tv-avis. Camilla, du hjælper 

din mor med at vaske op.“ Faren rejste sig, 

tændte for fjernsynet og lagde sig på sofaen. 

Søren fandt sit Anders And frem, men 

moren tog det fra ham. „Du hjælper først 

med at tage af bordet,“ sagde hun. 

„Nu står verden da heller ikke længere!“ 

lød det fra faren. „Kom og se.“ 

Moren fortsatte med at vaske op, men 

Camilla gik ind i stuen. Faren havde rejst 

sig på albuerne og pegede på fjernsynsskærmen. 

På en trappe sad unge menne- 

sker iført farvet tøj og havde blomster i 

håret. En af dem spillede på guitar og 

sang. Kameraet zoomede ind på en pige, 

der ikke havde tøj på overkroppen. „Make 

love – Not war!“ havde hun skrevet på sine 

bryster. 

„At hun ikke skammer sig!“ sagde faren. 

„Hun og hele flokken skulle sættes til 

at arbejde. Så kunne de fremmede sendes 

hjem.“ 

Camilla ville have fortalt, at det var 

hippier, der lavede en sit-in som en protest 

mod krigen i Vietnam. Men hun ville bare 

komme op at skændes med faren om krigen 

og om unge mennesker. Hun sukkede 

og gik ud i køkkenet for at hjælpe moren. 


97

1965-1975 

I den periode skete der 

store forandringer i verden. 

Det påvirkede også 

livet i Danmark. Unge 

mennesker protesterede 

mod de voksnes værdier. 

Fx at det kun gjaldt om 

at købe mere og mere. 

De protesterede også 

mod krigen i Vietnam og 

forholdene på universiteterne. 

Også kvinderne 

var utilfredse. De krævede 

at få de samme rettigheder 

som mændene. 

I perioden kom 

mange udlændige til landet. 

De første ønskede at 

få arbejde på fabrikkerne, 

og senere kom der tusindvis 

af flygtninge. 

Takket være Marshall-planen 

fik mange landmænd råd til 

at købe en traktor. 


En stille tid 

I 1945 sluttede Anden 

Verdenskrig. Den havde været 

dyr for europæerne. Krigen 

var især udkæmpet i Europa, 

og mange fabrikker og byer 

var ødelagte. Europa var fattigt, 

og der blev kun fremstillet 

og solgt få varer. 

Det var ikke kun et problem 

for europæerne, men også 

for USA. Når europæerne 

var fattige, havde de nemlig 

ikke råd til at købe så mange 

amerikanske varer. Derfor tilbød 

USA de europæiske lande 

store beløb som gaver og lån. 

Tilbuddet blev kaldt Marshallplanen 

efter den amerikanske 

udenrigsminister, der havde 

fået ideen. 

I de fleste lande brugte 

man pengene til at købe nye 

maskiner til fabrikkerne. Det 

satte skub i den europæiske 

industri. På få år blev der produceret 

lige så meget som før 

krigen. 

Danmark var et landbrugsland. 

Selv om krigen ikke havde 

ødelagt Danmark, fik vi også 

penge fra Marshall-planen. 

De fleste penge blev brugt til at 

købe traktorer og andre landbrugsmaskiner.Landmændene 

kunne derfor dyrke jorden 

bedre og få mere ud af den. 

Det betød, at landbrugsproduktionen 

voksede. Men 

det var svært at sælge mere 

bacon, flæsk, smør, ost og andre 

produkter til udlandet. I 

de lande, som danske landmænd 

ville sælge varer til, gav 

staten landets egne bønder 

penge. Derfor var prisen på 

landets egne landbrugsvarer 

lavere end de danske. 

I det danske landbrug kunne 

de nye maskiner lave det 

arbejde, som landarbejderne 

før havde udført. I løbet af 

1950’erne mistede omkring 

100.000 landarbejdere deres 

job. Mange af dem rejste til 

byerne, hvor de håbede at få 

arbejde på fabrikkerne. 

Men dansk industri klarede 

sig dårligt i begyndelsen af 

1950’erne. Produktionen foregik 

på gamle maskiner, og industrien 

kunne ikke klare sig i 

konkurrencen med udlandet. 

Det betød, at mange fabrikker 

lukkede, og arbejdsløsheden 

steg, så hver 8. efterhånden 

var arbejdsløs.

Gang i hjulene 

Alt i alt så det ud til, at Danmark 

sakkede bagud i forhold 

til andre lande i Europa. Men 

fra 1957-58 skete der noget, 

som satte gang i dansk industri: 

• Prisen på jern og andre råvarer, 

som skulle bruges i den 

danske industri, faldt. Det 

betød, at det blev billigere 

for fabrikkerne at fremstille 

varer. 

• Udlandet begyndte at købe 

flere danske varer. 

• Det blev lettere for danske 

virksomheder at låne penge 

i udlandet til nye maskiner. 

• Folketinget vedtog love, 

som hjalp industrien. Fx 

skulle virksomheder, der 

købte nye maskiner og bygninger, 

ikke betale så meget 

i skat. 

Nu kom der gang i produktionen. 

Der blev bygget nye fabrikker, 

og gamle udvidede. 

Snart var der arbejde til alle. 

Ja, mange fabrikker manglede 

endda arbejdskraft. Hidtil 

havde de fleste gifte kvinder 

været hjemme og taget sig af 

husholdningen og børn. Flere 

og flere kvinder begyndte nu 

at arbejde ude. På den måde 

fik familien råd til et større 

forbrug, og mange købte både 

hus og bil. 

Mens kvinderne var på arbejde, 

måtte andre passe deres 

børn. Derfor blev der bygget 

vuggestuer, børnehaver og fritidshjem. 

Og der var brug for 

flere pædagoger til at passe 

børnene. 

Hvilket arbejde havde folk? 

Søjlerne viser, hvor mange for hver 100 i alderen 14-74 år, der 

arbejdede inde for forskellige erhverv i 1975. Tallene over søjlerne 

viser udviklingen siden 1950. 

1950 23,7 29,0 7,7 13,0 7,1 8,5 11,0 

1960 17,6 30,1 7,6 14,3 7,3 13,5 9,6 

1965 13,3 30,0 8,6 15,1 6,9 16,3 9,2 

1970 11,0 29,0 9,0 16,0 6,6 21,1 7,3 

1975 9,3 23,9 8,1 15,4 6,5 27,8 9,0 

Landbrug, fiskeri, 

gartneri 

Industri, håndværk 

(kilde: Statistiske Tiårsoversigter) 

Fra slutningen af 50’erne fik 

mange kvinder job. De fleste 

fik arbejde som ufaglærte – 

dvs. uden en uddannelse. 

Fotoet er fra en radiofabrik. 

Bygge- og anlægsvirksomhed 

Handel og 

omsætning 

Transport 

Administration – 

herunder 

offentlige ansatte 


99 

Øvrige

The Beatles var 1960’ernes 

mest berømte popgruppe. 

Den brød igennem 

i 1962 og blev udsat for 

en idoldyrkelse, som ikke 

var set før. Piger gik amok, 

besvimede eller brød sammen 

ved deres koncerter. 

Gruppen blev opløst i 

1970. Siden fortsatte de 

karrieren hver for sig. Fra 

venstre (i uniformerne): 

John Lennon (død 1980), 

Ringo Starr, Paul McCartney 

og George Harrison 

(død 2001). 


Uddannelse 

Dengang de fleste skulle arbejde 

i landbruget, var det nok at 

gå i skole i syv år. Det, man havde 

brug for at vide, lærte man 

nemlig, mens man arbejdede. 

Men i industrien var der 

brug for folk med mere uddannelse. 

Fx skulle nogle styre 

fremstillingen af varer og udvikle 

nye produkter. Også 

ansatte i det offentlige (skoler, 

hospitaler m.m.) måtte have 

en uddannelse. Flere og flere 

unge fortsatte i skolen. I 1950 

tog ca. 8.000 unge en studen- 

tereksamen. I 1975 var det 

næsten 60.000. Derfor var der 

brug for flere skoler og lærere. 

Det betød, at der kom mere 

arbejde. I løbet af 1960’erne 

steg antallet af mennesker, der 

fik arbejde, med over 20.000 

om året. 

Da verden kom til Danmark 

Omkring 1970 var de fleste 

danskere rigere, end de havde 

været 10-15 år tidligere. Børn 

og unge havde mere fritid og 

flere penge end deres forældre. 

Siden slutningen af

1950’erne havde man kaldt de 

13-19-årige for teenagere. Det 

var aldersgruppen, som ikke 

længere var børn, men endnu 

ikke voksne. Disse teenagere 

havde deres særlige måde at 

være på, og deres egen musikog 

filmsmag. Man siger, at 

ungdommen havde deres 

egen kultur. 

Denne ungdomskultur var 

ikke noget, unge i Danmark 

havde fundet på. De gjorde lige 

som amerikanske unge. For 

forbillederne var fra USA, 

hvad enten det drejede sig om 

rock'n roll eller film. 


blev de engelske popgrupper 

The Beatles og Rolling Stones 

de store idoler. Omkring 1970 

var flere grupper blevet berømte, 

men kun engelske og amerikanske 

rockmusikere var kendte 

ud over deres hjemlande. 

Det var almindeligt, at 

rockmusikere brugte narkotiske 

stoffer. Mange påstod, at 

de lavede bedre musik, når de 

var påvirkede. I perioden blev 

stofmisbrug blandt unge et 

stadigt større problem. 

Kærlighed – ikke krig? 

„Make love – Not war!“ var 

hippiernes eller blomsterbørnenes 

slogan. Hippie-bevæ- 

Hippierne tog afstand fra det 

travle forbrugersamfund. De 

ville have fred i verden, hvor 

mennesker skulle leve i harmoni 

med sig selv og hinanden. 

gelsen opstod i slutningen af 

1960’erne i San Francisco. 

Herfra bredte den sig til resten 

af Amerika og Europa. Hippierne 

var imod enhver form 

for vold. De syntes også, at 

det var forkert, at alt kun drejede 

sig om at tjene penge, så 

man fik råd til at købe mere 

og mere. 

For hippierne var et liv i 

naturen den bedste måde at 

leve på, og de gik meget op i 

at være venlige og kærlige 

mod hinanden og andre. Hippierne 

brugte hash og stærkere 

stoffer. De mente, at det ville 

hjælpe dem til at komme i 

harmoni med sig selv og andre. 

Hippierne var dog mest 

kendt for deres farverige tøj. 

Krigen, som blomsterbørnene 

tog afstand fra, foregik i 

Vietnam, hvor USA deltog. 


101

San Francisco 

Scott McKenzies popsang San Francisco fra 1967 fortalte om 

livet som hippie i den amerikanske by. Her er et par vers: 

„If you're going to San Francisco 

Be sure to wear some flowers in your hair 

You're gonna meet some gentle people there 

For those who come to San Francisco 

Summertime will be a love-in there 

In the streets of San Francisco 

Gentle people with flowers in their hair.“ 

Blomster var et symbol på kærlighed og ikke-vold. For hippierne 

gjaldt det også om at finde den indre fred og blive klogere 

på sig selv. Det kunne man fx gøre ved at bruge stoffer 

som LSD og hash. 


USA bombede Nordvietnam 

og områder i syd, som oprørsbevægelsenkontrollerede. 

Blandt andet brugte 

amerikanerne brandbomber 

med napalm. Det er en 

slags selvantændende benzin-gele, 

der klæber til huden, 

og som kan brænde 

helt ind til knoglerne. 

USA kunne have besejret 

modstandsbevægelsen og 

den nordvietnamesiske hær 

ved at bombe endnu kraftigere. 

Det gik ud over titusinder 

af vietnamesiske bønder. 

Tv og aviserne bragte historierne 

og billederne. Fotoet 

viser vietnamesiske børn, 

der flygter fra et napalmangreb. 

Billeder som disse 

øgede modstanden mod krigen. 

Man kan derfor sige, 

at USA tabte krigen på 

fjernsynsskærmen – og ikke 

på slagmarken.

Voksende modstand 

I USA og i Europa voksede 

modstanden mod krigen. Der 

blev samlet penge ind til vietnamesere, 

der kæmpede mod 

USA. Ikke alle protester mod 

Vietnamkrigen var fredelige. 

Ofte endte demonstrationer 

mod krigen i gadekampe med 

politiet. 

Enkelte mente, at man 

skulle hjælpe fattige og uretfærdigt 

behandlede folk i verden 

ved at starte en slags krig 

mod USA og Vesteuropa. Man 

mente nemlig, at amerikanske 

Vietnamkrigen 

I 1950’erne blev Vietnam 

delt. I Nordvietnam havde 

det kommunistiske parti 

magten. I det kommunistiske 

land måtte private ikke 

eje fabrikker. De blev overtaget 

af staten. Jorden blev taget 

fra godsejerne og fordelt 

til landarbejderne. Sydvietnams 

styre var et diktatur, 

dvs. at befolkningen ikke 

havde valgt dem, der bestemte, 

som vi gør i Danmark 

(et demokrati). 

I Sydvietnam blev folk 

mere og mere utilfredse 

med styret. Flere og flere 

sluttede sig til en oprørsbevægelse, 

som fik hjælp fra 

hæren i Nordvietnam. Det 

nordvietnamesiske styre ville 

gerne samle hele Vietnam 

og indføre kommunismen i 

hele landet. 

USA ville ikke have, at flere 

lande blev kommunistiske. 

Derfor støttede amerikanerne 

Sydvietnam med 

våben og penge. Men op- 

og europæiske virksomhedsejere 

var blevet rige ved at udnytte 

og undertrykke andre 

mennesker. Når undertrykkerne 

var væk, ville hele verden 

blive et lykkeligt kommunistisk 

samfund (se boks). 

Men de rige ville ikke frivilligt 

give slip på deres magt. 

Derfor var det nødvendigt at 

bruge vold. Den skulle foregå 

ved at angribe statens bygninger 

og ved at bortføre og 

måske dræbe fabriksejere og 

politikere. Fra slutningen af 

1960’erne opstod der flere 

terrorgrupper rundt om i 

rørsbevægelsen i Sydvietnam 

blev stærk. Efterhånden 

havde den magten i store 

landområder i syd. 

I 1964 gik USA ind i krigen 

på Sydvietnams side. 

Den amerikanske regering 

regnede med, at den hurtigt 

kunne nedkæmpe oprørsbevægelsen. 

Men sådan gik 

det ikke. USA måtte sende 

flere og flere soldater til Vietnam. 

I løbet af et par år var 

der over 1/2 mio. amerikanske 

soldater i Vietnam. 

I USA og Europa voksede 

modstanden mod krigen. I 

1973 trak USA sig ud af krigen. 

På det tidspunkt var ca. 

60.000 amerikanske soldater 

blevet dræbt. To år senere 

overgav det sydvietnamesiske 

styre sig, og Vietnam blev 

genforenet under navnet 

Den Socialistiske Republik 

Vietnam. Krigen havde kostet 

4-6 mio. vietnamesere 

livet. 

Europa, fx Rote Armé Fraktion 

i Vesttyskland og De Røde Brigader 

i Italien. 

Kommunisme 

I tidens løb har mennesker forestillet 

sig, hvordan et lykkeligt 

samfund skulle være. Ideen om 

kommunismen opstod i 1800tallet. 

Dens tilhængere, kommunisterne, 

syntes, at det var 

uretfærdig at det fx kun var 

nogle få, der ejede fabrikkerne, 

mens det store flertal, arbejderne, 

ikke ejede andet end deres 

arbejdskraft, og den var de 

tvunget til at sælge til kapitalisterne. 

Kommunisterne ville afskaffe 

dette. I stedet ville de lave et 

samfund, hvor man ejede fabrikker 

og andre virksomheder i 

fællesskab. I dette samfund 

skulle man yde den indsats, 

som man nu kunne eller havde 

evner til. Man fik ikke fast løn, 

men modtog det, som man 

havde behov for. 

I 1900-tallet tog kommunistiske 

partier magten i flere lande. 

Det skete først i Rusland efter 

en blodig revolution i 1917. 

Kommunisterne omdøbte 

Rusland til Sovjetunionen. Men 

det lykkedes dem ikke at skabe 

et samfund, hvor alle ydede 

efter evne og nød efter behov. I 

stedet regerede det kommunistiske 

parti landet med hård 

hånd. Andre partier blev forbudte, 

og hvis man kritiserede det 

kommunistiske styre, blev man 

straffet. 

Under Stalin, Sovjetunionens 

leder fra 1923 til 1953, mistede 

op mod 20 mio. livet. De blev 

henrettet eller døde i de utallige 

fangelejre. 


103

Studenternes og 

kvindernes oprør 

I USA og de europæiske lande 

læste en større del af de unge 

videre. Det betød, at mange 

skoler og universiteter var 

overfyldte. På universiteterne 

bestemte professorerne alt. 

Undervisningen var ofte gammeldags, 

og den handlede 

sjældent om aktuelle problemer. 

Studenterne blev mere og 

mere utilfredse med forholdene. 

I 1968 udbrød der „studenteroprør“ 

i flere universi- 

Danske psykologistuderende 

besatte noget af universitetet 

i København. Her 

har de spærret en indgang. 


tetsbyer. Mest voldsomt gik 

det til i Paris, hvor der var gadekampe 

og hærværk. 

På Københavns Universitet 

nøjedes de studerende med at 

besætte rektors kontor og ryge 

hans cigarer. De danske studerende 

fik dog gennemført flere 

forandringer. Professorerne 

mistede deres enevældige 

magt, og de studerende fik 

medbestemmelse. Det bredte 

sig i løbet af 1970’erne til folkeskolen. 

Fx blev der oprettet 

elevråd på skolerne. 

I løbet af 1960’erne var 

mange kvinder kommet ud på 

arbejdsmarkedet. Men der var 

ikke ligeløn. En kvinde tjente 

typisk 1/5 mindre end en 

mand – selv om hun lavede 

den samme slags arbejde. På 

virksomheden Glud & Marstrand 

var der ca. 150 ansatte, 

der udførte ens samlebåndsarbejde. 

En mand tjente 10,63 

kr. i timen i 1970, mens timelønnen 

for en kvinde kun var 

9,39 kr. 

Ofte ansatte virksomhederne 

mænd frem for kvinder i 

ledende stillinger – også selv 

om kvinderne var mest kvalificerede. 

Også i hjemmene levede 

kønsrollerne videre. Selv om 

både manden og konen havde 

et job, var det sjældent manden, 

der lavede mad og passede 

hus og børn. Det betød, at 

mange kvinder havde et dobbeltarbejde. 

Disse uretfærdigheder ville 

nogle amerikanske kvinder 

gøre noget ved. I 1969 dannede 

de en gruppe ved navn Red 

Stockings (Røde Strømper). 

Kvinderne lavede forskellige

farverige aktioner. På den måde 

ville de gøre opmærksom 

på, at kvinderne blev undertrykt 

i samfundet, på arbejdspladsen 

og i hjemmet. 

Ideen bredte sig til Europa. 

Rødstrømpe-bevægelsen opstod 

i Danmark i 1970. Under 

en aktion nægtede kvinderne 

at betale fuld pris for billetter 

til bybusserne, fordi kvinder 

tjente mindre end mænd. 

Kvindebevægelsens tegn. 

Rødstrømper i København i 

1970. Aktionen skulle vise 

det latterlige i, at mænd 

kun så på kvinder som 

nogle, de kunne bruge seksuelt. 

Rødstrømperne krævede 

ligeret på alle områder. 

I en anden aktion 

brugte rødstrømper byens 

pissoirer i protest mod, at 

der ikke var sådanne steder 

til kvinder. 


105

Det tavse flertal 

Du har bl.a. læst om blomsterbørn, 

protester mod Vietnamkrigen, 

studenter- og kvindeoprør. 

De er alle eksempler på 

kulturpåvirkninger. Dvs. ideer, 

der opstår et sted, og som så 

breder sig til andre steder. 

Der har altid foregået kulturpåvirkninger. 

Men forskellen 

var, at ideerne spredte sig 

meget hurtigere end 40-50 år 

tidligere. Det skete bl.a. gennem 

fjernsynet. Omkring 

1960 havde de fleste fået 

fjernsyn, og fx demonstrationer 

og aktioner var også dengang 

godt stof i tv. 

Det var de færreste, der tog 

stoffer, var blomsterbørn, rød- 


strømper, studenteroprører, 

eller som demonstrerede mod 

Vietnam-krigen. En undersøgelse 

fra 1968 viste, at kun 

hver 6. mellem 16 og 20 år 

havde prøvet at ryge hash. 

De fleste unge passede deres 

skole eller arbejde, deltog i 

forskellige fritidsaktiviteter og 

gik til fester. Men det var jo så 

almindeligt, så det fortalte tv 

og andre medier ikke så meget 

om. 

Gæstearbejderne 

Titusinder af kvinder var 

kommet ud på arbejdsmarkedet 

i 1960’erne. Men samtidig 

tog flere unge en uddannelse i 

stedet for straks at få arbejde. 

Gennem fjernsynet kunne 

man bl.a. følge med i, hvad 

der foregik både i Danmark og 

i den store verden. 

Det betød, at virksomhederne 

manglede folk. 

Også i andre europæiske 

lande var der mangel på arbejdskraft. 

I Vesttyskland, 

Schweiz og Sverige løste man 

problemet ved at lade folk fra 

fx Tyrkiet og Jugoslavien 

komme til landet og arbejde. 

I midten af 1960’erne foreslog 

politikere og arbejdsgivere, 

at der også kom fremmedarbejdere 

til Danmark. Det var 

fagforeningerne ikke glade for. 

De var bange for, at den fremmede 

arbejdskraft ville gøre 

det svært at få lønforhøjelser. 

Hvis fagforeningerne krævede 

mere i løn, kunne arbejdsgiverne 

jo bare ansætte udlændinge. 

Til sidst måtte fagforeningerne 

bøje sig. 

I 1967-68 begyndte Sverige 

og Tyskland at begrænse antallet 

af udlændinge, der fik 

lov til at få arbejde. I stedet 

kom de fremmede til Danmark. 

Her havde regeringen 

og Folketinget endnu ikke besluttet, 

hvordan de fremmede 

skulle modtages 

Man begyndte dog at omtale 

dem som gæstearbejdere. 

På den måde fortalte man, at 

det kun var en periode, de 

kunne være i landet. De fleste 

gæstearbejdere var mænd fra

Mellemøsten og landene omkring 

Middelhavet. 

Selv om der var få gæstearbejdere 

i Danmark, skabte 

de voldsom debat. Nogle 

mente, at manglen på lejligheder 

ville blive endnu større, 

når der også skulle skaffes boliger 

til gæstearbejderne. Andre 

var sikre på, at kriminaliteten 

ville vokse. Flere troede, at 

danske piger ville falde for de 

fremmede og deres „sydlandske“ 

udseende. Det var et problem, 

fordi gæstearbejderne 

kom fra kulturer, hvor kvinderne 

var undertrykte, sagde 

man. 

Det snavsede og kedelige 

arbejde 

Gæstearbejderne fik de jobs, 

som kun krævede kort tids 

oplæring, og som danskerne 

ikke selv var interesserede i. 

De fleste blev ansat i rengøringsfirmaer 

og inden for 

jern- og metalindustrien. Her 

blev de sat til at udføre det 

hårdeste, mest snavsede og ofte 

farlige arbejde. 

Det skete jævnligt, at arbejdsgiverne 

krævede, at gæstearbejderne 

skulle arbejde 

mere end de danske ansatte. 

Og ind imellem „glemte“ arbejdsgiverne 

at give gæstearbejderne 

overtidsbetaling. 

Sprogproblemer, og fordi gæstearbejderne 

som regel havde 

de farligste job, betød, de havde 

3-4 gange så stor risiko for 

at komme ud for arbejdsulykker 

som deres danske kollegaer. 

Der var også sammenstød 

mellem gæstearbejdere og 

danskere. Den tids rockere 

blev kaldt „læderjakker“ eller 

„vilde engle“. De var både 

imod gæstearbejderne og hippier. 

I 1969 overfaldt en gruppe 

„vilde engle“ to bofællesskaber 

i Glostrup, hvor der 

boede gæstearbejdere og studerende. 

Under politiforhøret 

gav læderjakkerne denne 

grund til overfaldet: „Tyrkerne 

tager arbejde fra danskerne, 

og da vi nu var i gang 

kunne vi ligeså godt tage de 

langhårede med.“ 

I 1970 mente regeringen, 

at der var behov for 50.000 

gæstearbejdere i Danmark. 

Men samme år steg arbejdsløsheden 

en smule. Derfor 

blev reglerne for at komme 

ind i landet strammet. For at 

få arbejdstilladelse skulle 

gæstearbejderen have et jobtilbud. 

Samtidig skulle arbejdsgiveren 

skrive under på, 

at han ikke havde kunnet 

skaffe dansk arbejdskraft til 

jobbet. 

Det var svært for gæstearbejderne 

at få et ordentligt 

sted at bo. Her er en sovesal 

på Ribe Jernstøberi fra 

slutningen af 1960’erne. 


107

Festen slutter 

Op gennem 1960’erne havde 

de fleste danskere fået råd til 

et større forbrug. Mange købte 

bil og hus og anskaffede sig 

nye møbler, fjernsyn, frysere, 

køleskabe osv. Mange troede, 

at denne udvikling bare ville 

fortsætte. Men i 1973-74 sluttede 

festen brat. Der blev krise, 

og arbejdsløsheden voksede. 

Det begyndte med, at de 

arabiske lande satte prisen på 

olien op. Indtil videre havde 

den været meget billig. Fx 

kunne en dansk gennemsnitsfamilie 

betale sit årlige varmeforbrug 

med en ugeløn. 

De højere oliepriser betød, 

at det blev dyrere for fabrikkerne 

at fremstille varer. Og 

når folk skulle bruge flere 

penge til olie til opvarmning 

og til benzin, havde de ikke 

længere råd til at købe så 

mange varer. 


Man taler derfor om oliekrisen. 

Men faktisk var prisstigningen 

på olie ikke den 

vigtigste årsag til, at den 

økonomiske vækst i Danmark 

og de øvrige vestlige lande 

standsede. 

I 1960’erne producerede 

fabrikkerne på livet løs. Men 

der er grænser for, hvor 

mange varer, der er brug for. 

På et tidspunkt har alle fx en 

ny fryser, og så kan man ikke 

sælge flere. Man siger, at markedet 

er mættet. 

Allerede i slutningen af 

1960’erne var markedet ved at 

være mættet for en række 

danske varer. Det betød, at 

mange virksomheder fik vanskeligere 

ved at sælge deres varer. 

Nogle lukkede, og andre 

fremstillede ikke så meget. 

Hvorfor kom arbejdsløsheden 

så ikke på dette tidspunkt? 

Forklaringen er, at det offentlige, 

dvs. staten, amterne 

og kommunerne ansatte flere 

og flere til at fx at undervise, 

og tage sig af børn, syge og 

gamle. Samtidig blev der bygget 

skoler, hospitaler og nye 

veje. Det betød, at bygningshåndværkere 

og firmaer, der 

lavede veje, havde nok at 

lave. 

Faldet i antallet af ansatte 

på fabrikkerne blev opvejet af, 

at det offentlige ansatte flere, 

og der blev bygget mere. 

Men det kostede det offentlige 

mange penge at ansætte 

flere og bygge mere. Staten, 

amterne og kommunerne 

brugte flere penge, end de fik 

ind gennem den skat, folk 

Med den nye bil kunne 

man tage på bilferie eller 

køre en søndagstur og nyde 

kaffen i vejkanten. Men 

det blev en dyr fornøjelse, 

da benzinpriserne steg i 

1970’erne.

etalte. Derfor havde de været 

nødt til at låne penge i udlandet. 

I 1973 var gælden til udlandet 

vokset til over 20 mia. kr. 

Danmark kunne kun betale 

sin gæld ved at sælge flere 

varer til udlandet, end der 

blev købt. Samtidig måtte det 

offentlige bruge færre penge. 

I 1973 bestemte regeringen, 

at den ville bruge færre 

penge på byggeri af boliger og 

veje. Til gengæld skulle fabrikker, 

der fremstillede varer, 

som kunne sælges i udlandet 

(eksportvarer), have støtte. 

Selvfølgelig ville det betyde, at 

mange murere, tømrere og 

andre bygningsarbejdere mistede 

deres job. Men de kunne 

jo få arbejde på fabrikker, der 

fremstillede varer til eksport. 

Sådan gik det ikke. I 1974 

var byggeriet 1/3 af året før. 

Tusindvis af bygningsarbejdere 

blev arbejdsløse. Kun få af 

dem fik arbejde på fabrikkerne. 

Danmark havde fået endnu 

sværere ved at sælge varer 

til udlandet. Forklaringen var, 

at de lande, vi handlede med, 

også var ramt af krise og ar- 

bejdsløshed. Resultatet blev 

en voldsom stigning i arbejdsløsheden. 

I begyndelsen af 

1970’erne var under 2 ud af 

hver 100 arbejdsløs. I 1975 

var det 11-12 ud af hver 100. 

Stop for indvandring 

I 1973 fik udenlandsk arbejdskraft 

ikke længere lov til at 

komme til Danmark. På det 

tidspunkt var antallet af gæstearbejdere 

knapt 20.000. De 

fleste var fra Tyrkiet, Jugoslavien 

og Pakistan. 

Gæstearbejderne, der var i 

landet, fik lov til at blive – også 

selv om de blev arbejdsløse. 

Det fleste valgte at blive. Uanset 

om man havde arbejde eller 

ej, var levevilkårene bedre i 

Danmark end i deres hjemlande. 

Gæstearbejderne blev indvandrere. 

De fik lov til at få 

deres kone og børn til Danmark. 

Hvis indvandrerne var 

ugifte, kunne de gifte sig med 

en person fra deres hjemland 

og få ham eller hende til Danmark. 

Det kaldes familiesam- 

Under oliekrisen blev der 

indført bilfrie søndage. 

menføring. Den betød, at antallet 

af indvandrere voksede 

hurtigt i de følgende år. I 1973 

var der ca. 7.000 tyrkiske indvandrere 

i Danmark. 30 år senere 

var der omkring 60.000. 

Fra midten af 1970’erne og 

til begyndelsen af 1990’erne 

var arbejdsløsheden høj i 

Danmark. Den var særlig høj 

blandt indvandrerne. På arbejdspladsen 

lærte indvandrerne 

efterhånden dansk. 

Men var de arbejdsløse, var 

det ikke nødvendigt at lære 

sproget. Og da mange indvandrere 

foretrak at bo i boligområder, 

hvor der boede andre 

fra deres hjemland, var det 

vanskeligt at blive integreret i 

det danske samfund. 

I 1970’erne rejste nogle få 

tusinde danskere til Sverige, 

hvor man manglede arbejdskraft. 

Men efter et par år blev 

Sverige også ramt af økonomisk 

krise. Så de fleste danskere 

rejste hjem igen. 


109

Register 

a 

Adam af Bremen 39 

afghaner 16 

Amager, Amagertorv 73-74 

Amerika 54-69, 82-83 

Andersen, H.C. 77 

Anden Verdenskrig 98 

arbejdsløs, arbejdsløshed 

14, 83, 93. 108-109 

Arminius 31 

Arusio 28 

asertro 38, 50 

Asgård 38 

Asien 54, 59 

asyl(ansøger) 16 

Atahualpa 65-67 

aufseher (opsynsmand) 92-94 

ayllu 57 

azteker, Aztekerriget 52-69 

b 

Bayeuxtapetet 49 

Beatles, The 100 

Bibelen 68, 76 

bonde 

24, 36, 55, 57-58, 70-71, 77 

bosnier 16 

c 

Cajamarca 65 

Chile 57 

chokolade 67 

Christian 2. 73-74 

Christian 3. 80 

Columbus, Christoffer 54, 58 

Cortés, Hernán 52-53, 60-64 

Cuba 59 

Cuzco 57, 65 

d 

dampskib 87 

danegæld 47 

Danelagen 46-47 

daner 32 

danskhed 9-10 

de las Casas, Bartolomé 69 

de Sepúlvedas, Juan Ginés 68 

110 Register 

e 

Elisabeth (dronning) 73-74 

Ellis Island 86 

embedsmand 72 

enevælde, enevældig 72 

England 46-50 

Erik den Røde 45 

EU (Den Europæiske Union) 15 

Europa 6-7 

f 

fabrik 84, 91-92, 96, 98, 109 

Falster 92 

fjernsyn 17, 97, 106 

flygtning 13, 15-16, 98 

Folketinget 15 

Frankrig 22, 29, 75-76 

Fredericia 74-75 

Frederik 3. 74-75 

Frederik 5. 70 

fremmedarbejder 96 

fæstning 75 

Første Verdenskrig 92 

g 

germaner, Germanien 22-23 

ghetto 13 

Grønland 39 

Gundestrupkarret 24, 30 

gælisk 23 

gæstearbejder 106-107 

h 

Harald Blåtand 36-37, 50 

Harald Hårfager 39 

Harold Godwinson 49 

hash 106 

Hastings, Slaget ved 49 

hede 77-79 

Hedeby 34, 41 

Helsingør 81 

heruler 32 

Himlingøje 31-32 

hippie (blomsterbarn) 101-102 

Holland, hollænder 73-74 

huguenot 75-76 

Huldremosekvinden 26 

høvding 20, 24, 26, 36, 55 

håndværker 108 

i 

indianer 54-69 

industri 8, 84, 98-99 

indvandrer, indvandring 

8, 11-15, 89, 95 

inka, Inkariget 57-69 

integration 11, 13, 50 

Irland 22, 42 

j 

jernalder 20-33 

jernbane 85, 91 

Jugoslavien 16, 106 

jætte 38 

jøde 75 

k 

kartoffel 57-58 

kartoffeltysker 77-79 

kejser 23 

kelter 22-23, 30 

kimbrer 24, 27-30 

Knud den Store 47-48 

kommunisme 103 

konge 31-32 

kosova-albaner 16 

kriger 26 

kriminalitet 14 

kristendom 50 

kultur 8-11, 13, 17, 106 

kulturarv 10-11 

kuraka 57 

kurder 15 

kvinde 96, 104 

København 73, 83, 105 

l 

landbrug 98 

landsby 24-26, 36, 55 

Leif den Lykkelige 45 

Lindisfarne 36, 43 

Lolland 82-83, 86, 92 

Luther, Martin 76

m 

Malintzin (Doña Marina) 61 

Marius, Gaius 29 

Marshall-planen 98 

McDonalds 17 

Mellemøsten 107 

Mexico 54-69 

Midgård 38 

Midgårdsormen 38 

Montezuma 52, 60-63 

Moritz, J.F. 70-71, 77 

moselig 26 

n 

napalm 102 

nazister 79 

New York 86, 88, 90 

Nordmandiet 46, 50 

Nordsøimperiet 47-48 

Norge 48, 50, 88 

o 

Odin 38, 50 

offer, ofring 26, 56 

oliekrise 108 

Orosius 28 

osmanner 58-59 

p 

Paris 104 

Peru 57 

piktogram 62 

Pizarro, Francisco 65 

polak, Polen 92-95 

Portugal 59 

Preussen 95 

protestant (evangeliskluthersk) 

76 

præst 56 

q 

Quetzalcoatl (aztekisk gud) 

52, 55, 66 

r 

RAF (Rote Armé Fraktion) 103 

roe, roedyrkning 92-93 

Rollo 46 

Rom, romer, Romerriget 

22-23, 26, 29, 36 

Rusland 41, 46, 78, 95, 103 

rødstrømpe 104-105 

s 

San Francisco 101-102 

schouten 73 

Schweiz 106 

sigøjner (roma) 79-81 

skole 8, 81 

Skotland 22 

somalier 15 

Sovjetunionen 17, 103 

Spanien 22, 29, 59-64 

Stamford Bridge 49 

statsborger 16 

Store Magleby 73 

Strabo 30 

student, studenteroprør 104 

Svend Tveskæg 39, 47 

svensker 88, 91-92 

Sverige 50, 75, 88, 106 

t 

Tacitus 22 

teenager 17-18, 101 

Tenochtitlán 

53, 55-56, 60-61, 63 

teutoner 27-30 

tlatoani (aztekisk hersker) 

54-55 

tobak 67 

Thor 38, 50 

træl 24, 35-36 

Tyrkiet 11, 106 

Tyskland 70-71, 77, 106 

u 

Udgård 38 

udvandring 82-90 

USA 17, 85-90, 98, 101-103 

v 

Valhal 38, 50 

Varus, Publius 30-31 

velfærdssamfund 9-10 

velfærdsstat 10 

Vercellae 28 

Vietnam, Vietnamkrigen 

97-98, 101-104, 106 

viking, vikingetiden 34-51 

vikingeskib 40-41 

Vilhelm Erobreren 49 

Vorbasse 36 

w 

Winther, Christian 89 

y 

Yggdrasil 38 

ø 

Ørsted, H.C. 18 

Østrig 95 

Register 

111

Grundbog HIT MED HISTORIEN 6 - Syntetisk tale

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?