Solidaritet #9, august 2016

More documents

Recommendations

Info

Tema: Boligpolitik ment boligbyggeri. Det er den lov, som har gjort det muligt at sætte gang i byggeri af almene boligbyggere i de større byer, hvor der er stor mangel på boliger, især til folk med små og mellemstore indkomster. Det gælder ikke mindst i Københavns Kommune, som i foråret 2015 besluttede at bruge 552 millioner kroner til at bygge 650 familieboliger og 450 ungdomsboliger. De nye regler i planloven er et af de værktøjer, der har muliggjort dette. Den revision af planloven, som blev forhandlet i juni 2016, fastholdt heldigvis princippet om muligheden for at kræve 25 procent almene boliger. Et angreb blev afværget. De meget ulige vilkår på boligmarkedet giver nogle paradoksale problemer. Mens de store byer er præget af mangel på billige boliger, ser situationen meget anderledes ud ude i landet. Hvor priserne på ejerboliger i nogle byer presses i vejret, falder de i andre dele af landet. Samtidigt er der ikke den store forskel på huslejerne i de almene boliger i forskellige byer. I nogle landsdele med lave boligpriser kan ellers gode boliger ikke udlejes. På Lolland, hvor man relativt billigt kan skaffe sig en ejerbolig, må boligselskaberne rive boliger ned. Økonomi og byggeskader I årene efter 2. verdenskrig boomede det almene byggeri. Staten ønskede at sætte gang i byggeriet af små, gode billige boliger. Der blev givet statslån til både små parcelhuse og til almene boliger. Staten gjorde det nemt at starte nye boligselskaber, købe grunde og gå i gang med byggeri. Der blev bygget en del boliger – små, men gode lejligheder. Selvom disse boliger også i dag opfylder et stort behov, lever de ikke helt op til tidens standard. Og de er ved at være nedslidte. Der er brug for større renoveringsarbejder og opdatering af den tekniske standard. »Man kan pege på, at boligproblemet ikke endegyldigt kan løses under de nuværende økonomiske betingelser« Byggerier fra 70'erne og frem trænger også til renovering. Det skyldes bl.a. nogle store byggetekniske problemer. Der var dengang et ønske om at bygge bedre og større boliger. Der skulle bygges familieboliger, der kunne konkurrere med de mange parcelshuse, der skød op (og som var støttet massivt af staten). Men økonomien var ikke nær så gunstig som i de foregående årtier. Der var to svar på dette. For det første industrialisering og rationalisering: Mursten blev erstattet af betonelementer. For det andet økonomiske stramninger - det såkaldte »kakkelovnscirkulære«, hvor prisen på bygningerne skulle holde sig inden for et maksimalt rammebeløb. Resultatet blev, at nogle af de store prestigefyldte boligprojekter efter få år var præget af byggeskader. Da huslejerne samtidigt steg langt over det forventede, iværksatte beboerne i 70'erne store boligaktioner med huslejeboykot. Landsbyggefonden I disse år bliver der investeret i en række meget store byggeprojekter. Boligerne, både de lidt ældre og de nyere fra 70'erne gennemgår omfattende renoveringer. Beboerne, som er dem, der i sidste ende skal beslutte om projekterne skal igangsættes, står over for et dilemma: Siger de nej, skal de leve i stærkt forringede boliger med højt energiforbrug og skader som skimmelsvamp. Siger de ja (som sagkundskaben anbefaler), får de – ofte meget store – huslejestigninger. En konsekvens af det sidste vil være at der kommer til at mangle billige boliger og at nogle af de fattigste bliver tvunget væk for boligerne. De store investeringer skal – på den ene eller anden måde – betales af beboerne. Her spiller Landsbyggefonden en vigtig rolle. Pengene i fonden er gennem årene betalt af beboerne i de almene boliger. Princippet er, at beboerne, efterhånden som de oprindelige kreditforeningslån betales ud, går over til at betale bidrag til Landsbyggefonden. Det betyder, at ældre boligafdelinger stadig beholder en relativt høj husleje. Til gengæld kan de trække på Landsbyggefonden og boligselskabernes lokale dispositionsfonde, når de står overfor større renoveringsarbejder. Landsbyggefonden er i den forstand en privat fond. Men i praksis er det staten, der bestemmer, hvordan fondens penge skal bruges. Så når man hører, at nu har folketinget »bevilget« penge til flere ældreboliger, plejehjem, boligsocialt arbejde, nedrivninger af almene boliger og meget andet, så er der ofte tale om penge fra Landsbyggefonden. Staten har faktisk i flere år brugt flere penge end der er i kassen. Der er brugt af de penge, som beboerne forventes at indbetale til Landsbyggefonden i flere år frem. Det medfører at Landsbyggefondens skylder statskassen penge. Uretfærdigt, tja man kunne godt argumentere for at de mange gode formål burde være finansieret over finansloven, i stedet for at beboerne i de almene boliger skal betale en særlig »boligskat«. Omvendt, når nu beboerne betaler, burde de også gennem deres organisationer kunne bestemme, hvordan pengene skal bruges. Selvforvaltning burde være målet. ■ 10 | Solidaritet
Tema: Boligpolitik Stigmatisering eller solidaritet? De taler om »ghettoer« og »parallelsamfund«. I stedet for at løse sociale problemer, taler magthaverne problemerne op. Af Svend Vestergaard Jensen og Ebbe Rand Jørgensen Debatten om almene boliger har en tendens til at blive voldsom skæv. Det bliver ofte overset, at størstedelen af de ca. 560.000 almene boliger i Danmark ligger i relativt velfungerende boligområder. Disse boliger opfylder på rimelig vis vidt forskellige menneskers boligbehov. Med dette vigtige forbehold, så kan man ikke se bort fra, at der i et mindretal af områderne er en alt for stor koncentration af sociale og andre problemer. Der må gøres noget, det er der enighed om på stort set hele det politiske spektrum. Men ser vi på de løsninger, der foreslås, bliver det hele meget konfliktfyldt. Løkkes liste Det var VK-regeringen, der i 2010 officielt gav nogle boligområder stemplet »ghettoer«. De lavede den såkaldte Ghettoliste, hvor de efter bestemte kriterier udpegede en række almene boligområder. Denne liste blev fulgt af række meget radikale forslag, der skulle rette op på nogle af problemerne i disse bebyggelser. Regeringen foreslog fx at nedrive 500 boliger. Denne linje er ukritisk videreført af den socialdemokratisk ledede regering 2011 til 2015. Venstre-regeringen fortsætter linjen. Ghettolisten eksisterer fortsat og bliver jævnligt revideret. Og i hele landet svinger det op og ned, hvor disse områder er. Listerne er en selvopfyldende profeti. Hvem har lyst til at bo i et sådant område, når de får at vide, at de bor i en ghetto uanset stilling, livssituation med videre? Ved sidste revision af listen i 2016 var resultatet: 25 boligområder på ghettolisten. Antallet er faldet fra 31 boligområder i 2015. Det er naturligvis stærkt stigmatiserende at få at vide at man bor i en »ghetto«. Alene det at kalde et boligområde for en ghetto betyder, at mange fravælger at bo i et område med lav status, fordi det giver dem selv en lav social status. Hvis beboeren står uden for arbejdsmarkedet, betyder det ikke, at boligen er årsag til ledighed, kriminalitet, fattigdom, m.v. »Ghetto-kriterierne« fremtræder som sådan. Begrebet er stærkt politisk ladet, et eksempel på politisk »nysprog«, hvor et kendt begreb bliver vendt og drejet, så det får et helt nyt indhold. Begrebet ghetto opstod oprindeligt i forhold til de jødiske byområder, der var afspærret, og hvor jøderne var tvunget til at bo. Modsat de såkaldte ghettoer i Danmark, der består af mange nationaliteter - også danskere. Tegning: Svend Vestergaard Jensen Mindre kriminalitet Ghettodebatten har været brugt til at skabe en fortælling, der indgyder frygt i befolkningen. Højreorienterede spreder om sig med snak om »muslimske områder«. Og statsministeren taler om »parallelsamfund«. Et af kriterierne på regeringernes »ghetto-lister« er kriminalitet. Det er især relevant at se på ungdomskriminaliteten, og den har været faldende over de seneste år. I en ny rapport fra Justitsministeriets forskningskontor (april 2016) undersøges udviklingen i børne- og ungdomskriminaliteten 2006-2015 med separate opgørelser for kommuner og politikredse. Den siger bl.a.: »Den registrerede børne- og ungdomskriminalitet er for 9. år i træk mindsket. Fra 2006 til 2015 er antallet af mistanker eller sigtelser mod 10-17 årige mere end halveret - fra 25.125 sager vedrørende straffeloven i 2006 til 11.556 i 2015. Faldet er størst blandt de yngste aldersgrupper, idet det er på 70 pct. for aldersgrupperne under 15 år, mens det er på 46 pct. for dem over den kriminelle lavalder. For de 15-årige er faldet på 52 pct., på 48 pct. for de 16-årige og på 39 pct. for de 17-årige«. Dette fald gælder også i de ud- Solidaritet | 11
Page 1 and 2: Uafhængigt socialistisk magasin Nr
Page 3 and 4: Leder Alle har ret til et fedt køk
Page 5 and 6: Ukraine På Maidan-pladsen i Kiev f
Page 7 and 8: Ukraine Ruslands fremfærd har vær
Page 9: Tema: Boligpolitik alle? Almene bol
Page 13 and 14: Tema: Boligpolitik satte boligområ
Page 15 and 16: Tema: Boligpolitik under krigen. Le
Page 17 and 18: Tema: Boligpolitik ter 1981-kongres
Page 19 and 20: Tema: Boligpolitik den ville bekæm
Page 21 and 22: Demokrati demokratisk medlemskontro
Page 23 and 24: Atomkraft Fem år efter Fukushima F
Page 25 and 26: Atomkraft solidaritet med demonstra
Page 27 and 28: Fagligt Fakta UNI Global En paraply
Page 29 and 30: Brasilien parti giver op udsagn i P
Page 31 and 32: Brasilien Krise og opbrud i Rio de
Page 33 and 34: Brasilien Den olympiske fakkel til
Page 35 and 36: Miljø i den liberale blindgyde må
Page 37 and 38: Miljø Spirer til et andet samfund
Page 39 and 40: Miljø Fakta Hvem stod bag Det Fæl
Page 41 and 42: Verden i streg Verden i streg: Danm
Page 43 and 44: Skattely skatte-ålen ubemærket ov
Page 45 and 46: Skattely De rige placerer deres for
Page 47 and 48: Fremad uden at glemme venstrefløje

Solidaritet #9, august 2016

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?