Solidaritet #9, august 2016

Ukraine
munistparti. Begge strømninger fik stor tilslutning og
spillede en vigtig rolle. Desværre betød deres udgangspunkt
i det tidligere statsbærende og bureaukratiske
kommunistparti også, at disse partier var mere interesserede
i magten og de goder, den fører med sig end i at
forsvare folket.
Det første offer for sin egen magtbegærlighed blev
Socialistpartiet. Da de store politiske kampe mellem
»De blå« (prorussiske, baseret i øst), som støttede den
korrupte præsident Kutjma og »De orange« (provestlige
med hovedstyrken i det vestlige Ukraine) brød ud i 2002
, var socialisterne en aktiv del af den orange revolution.
De blev belønnet med næsten 6 % af stemmerne ved
valget i 2006. Alle forventede, at Socialistpartiet ville gå
ind i en ny orange regering – men forhandlingerne trak
ud i månedsvis og Socialistpartiet kunne ikke få den eftertragtede
formandspost for parlamentet. De skiftede
så hest – og støttede en regering bestående af det blå
»Regionernes Parti« og Kommunistpartiet. Denne status
som juniorpartner i regeringen førte lukrative poster
med sig.
Den orange præsident Jushenko opløste parlamentet
– og ved det næste valg i 2007 faldt Socialistpartiets
stemmeandel ned under spærregrænsen på 3 %. Partiet
røg ud af parlamentet, for aldrig at vende tilbage.
Sovjetnostalgi
Ukraines Kommunistparti er også udsprunget af det
gamle sovjetiske kommunistparti. Frem til 2004 var de
det største parti i det ukrainske parlament og de havde
en stabil vælgerbase. Desværre var deres politiske linje
snarere baseret på sovjetnostalgi end på noget forsøg
på at organisere folket til forsvar for dets interesser.
Dets vælgerskare var også særlig stærk i tilbagestående
landområder foruden i industrien.
Partiet har hele tiden været præget af sine statsbærende
traditioner. Da Janukovitj vandt præsidentvalget
i 2004 trådte Kommunistpartiet ind som juniorpartner
til regeringen, og fik lukrative poster. Kommunistpartiets
korruption var måske nok mindre end så mange andres
– men den officielle position som talsmand for de
fattige gjorde dem sårbare og i 2014, da Janukovitj blev
væltet, blev historien om, hvordan Kommunistpartiets
formand levede i et stort luksuriøst hus lige udenfor
Kiev, en stor, velpubliceret historie.
Kommunistpartiet forsøgte at lægge afstand til Janukovitj,
men uden større held – og dets forsøg på at
komme på banen med politiske initativer – bl.a. krav
om en folkeafstemning om, hvorvidt man skulle lave
handelsaftaler med EU eller Rusland – fik ingen effekt.
Kommunistpartiet er i dag forbudt – ligesom alle
kommunistiske symboler – og har ikke formået at mobilisere
større dele af befolkningen til sit forsvar.
Der har været et tredje forsøg på at opbygge et venstreorienteret
parti – Det Progressive Socialistparti, ledet
af Natalia Vitrenko. Partiet var stærkt kritisk over
for EU, NATO og den kapitalistiske samfundsmodel – og
havde til en start succes.
Men partiet blev mere og mere prorussisk, bekendte
6 | Solidaritet
»I dag er
der ingen
venstreorienterede
strømninger
i Ukraine
med masseopbakning«
sig til den ortodokse tro og har efterhånden fuldstændigt
tabt opbakning. Således har disse tre partier accepteret
at være juniorpartnere for den herskende klasse:
Socialistpartiet både i forhold til den orange blok og i
forhold til den blå blok.
Kommunistpartiet i forhold til Regionernes Parti, det
blå parti - mens de havde magten og Det Progressive Socialistparti
i forhold til den russiske herskende klasse.
Det har ødelagt disse partiers autoritet og opbakning:
fordi de blev set som junior-oligark-partier:
Partierne er udsprunget af det gamle sovjetiske Kommunistparti
og har aldrig kunnet frigøre sig fra den arv.
Det betyder, at de hele tiden stræber efter at være statsbærende
og at de ikke har været i stand til at formulere
en politik, der forsvarer den brede befolkning – eller organisere
denne.
Den ukrainske befolkning har i flere store mobiliseringer
vist, at den er klar til at gå på gaden – men venstrefløjen
har ikke formået at forbinde sig med disse.
På Maidanpladsen i 2013-14 var der venstreorienterede,
der forsøgte at deltage og havde progressive bannere
med – men de blev smidt ud af højreorienterede og fascistiske
strømninger. I dag er der ingen venstreorienterede
strømninger i Ukraine med masseopbakning – kun
spredte og indbyrdes uenige strømninger, der forsøger
at opbygge organisationer under umulige vilkår.
Rusland og Ukraine
Der er dem på venstrefløjen, som sætter lighedstegn
mellem en progressiv kamp mod Ukraines regering – og
så støtte til Rusland og til de russiske separatister i øst.
Det er helt forkert.
Lad mig være helt klar på dette spørgsmål: Der er
ikke noget progressivt i den separatistiske bevægelse
i Ukraine. Der er ikke noget progressivt i Ruslands anneksion
af Krim. I de separatistiske områder fik Kommunistpartiet
heller ikke lov til at stille op til valg – og der
er ikke noget frit folkeligt politisk liv. Den dominerende
politiske strømning er reaktionær russisk nationalisme,
der støtter den russiske zar og bruger hans symboler,
støtter Stalin og den russiske kirke samt er stærkt antisemitisk
og homofobisk. Samtidig støtter man den privatkapitalistiske
økonomi.
På Krim har den russiske anneksion medført en
stærk undertrykkelse af de nationale mindretal i området
– krimtatarerne og ukrainerne. Ruslands fremfærd
har været med til at styrke de reaktionære, nationalistiske
strømninger i Ukraine og at sætte det nationale
spørgsmål i centrum: Nationalismen skyder det sociale
og økonomiske spørgsmål i baggrunden, mobiliserer
ukrainerne mod Rusland og forhindrer kamp mod oligarkerne.
Den russiske nationalisme og den ukrainske nationalisme
forstærker hinanden – de er hinandens betingelser
og det vil være en stor fejl, hvis venstrefløjen lader
sig spænde for en af disse nationalismers vogn.
Den russiske nationalisme er på sin side et defensivt
skridt - Rusland føler sig klemt af Vesten, føler at man er
nødt til at reagere: Da Rusland annekterede Krim, så var