Solidaritet #9, august 2016

Brasilien
Selv om partiet har ført en til tider
ganske ortodoks økonomisk politik,
kunne især den tidligere præsident
Luiz Inácio Lula da Silva sole sig i
resultater: Sult blandt de fattigste
befolkningslag blev elimineret, millioner
af borgere rykkede op i middelklassen,
og kredit blev frigivet til
en forbrugsfest, som landet aldrig
havde set magen til.
Men modellen for inklusion var
måske ikke en holdbar model for
et socialistisk parti. Middelklassen
har vendt sig mod Arbejderpartiet -
på grund af den stigende inflation,
gældsfælde, arbejdsløshed og måske
værst af alt: Korruptionsskandalerne.
Arbejderpartiet i Brasilien kom
til magten på løfter om at rydde op.
Statsanklagerens enhed og føderalpolitiet
blev givet langt større autonomi
i Lulas tid, og Dilma Rousseff
fyrede ministre i en lind strøm i sin
første præsidentperiode … allerede
når mistanken faldt på dem. Alligevel
kunne partiet ikke løbe fra den
klassiske politiske problemstilling
i Brasilien: At Kongressen altid vil
modarbejde præsidenten for at få
flere poster, puljer og taburetter.
I Lulas tid begyndte en hård kerne
i Arbejderpartiet at udbetale månedlige
ydelser til vrangvillige partier,
der på papiret var støttepartier,
men reelt strittede imod af ideologiske
eller pragmatiske grunde. Korruptionen
blev afsløret og kostede
hoveder i partitoppen. Sagen var
endda lige ved at koste Lula hans
genvalg som præsident.
Men selv efter afsløringen forfinedes
metoden, og Arbejderpartiets
støtter begyndte at få håndsret over
de statslige selskaber og kontraktstyringen.
Således stødte føderalpolitiet
i 2014 nærmest tilfældigt på
beviser, der ledte hele vejen op til
toppen af oliegiganten Petrobras
- det største selskab i Sydamerika,
hvis ejer er den brasilianske republik.
Elite fedtet ind i olie-skandale
Det har nu vist sig, at både Arbejderpartiet
og den midlertidige
præsident Temers parti PMDB har
udpeget ledere i Petrobras og andre
statsselskaber, og at lederne
»Smørelsen fra olie ­
selskabet har fedtet
hele det langsommelige
brasilianske politiske
maskineri«
har overfaktureret systematisk efter
aftale med leverandørkarteller.
Kontrakterne på mange hundrede
millioner er konsekvent blevet distribueret,
uden frit udbud, og dernæst
malket for nogle få procent
- fordelt mellem den udpegede ledelse,
underverdenens hvidvaskere
og de udpegende partier.
Smørelsen fra olieselskabet har
fedtet hele det langsommelige brasilianske
politiske maskineri. Men
politiets og statsanklagerens aktiviteter
har kastet
alvorligt grus i
maskinen. Eftersom
Arbejderpartiet
ikke
ville stoppe undersøgelserne,
og ikke længere
kunne trække
penge ud af
kontrakterne,
var konsekvensen
logisk for
de store midterpartier:
Et brat fald i bestikkelsespenge,
og måske endda fængsel!
Derfor smuldrede støtten under
Dilma Rousseff, og derfor måtte hun
fjernes fra regeringsmagten.
Fremtiden for Fremtidens Land
Brasilien er blevet kaldt fremtidens
land. Senest i 2010, da end ikke
en global økonomisk krise kunne
lægge en dæmper på en buldrende
økonomisk vækst. Men Kinas aftagende
sult på soya og jern samt olieprisernes
historiske fald har knækket
landets positive vækstrater i 10
kvartaler - den værste recession siden
militærdiktaturet gav op.
Midlertidige Michel, en præsident
uden folkeligt mandat og leder af et
korrupt parti, får nu indtil september
til at ændre på den brasilianske
stat. Petrobras-direktøren er udskiftet.
Og spørgsmålet er om også
statsanklageren må stikke piben
ind. Blandt Temers ministre er syv
navne knyttet til Petrobras-sagen.
Heldigvis for Temer er markedet
lykkelig for en ny præsident, og inflationen
mindre graverende end
sidste år. Formanden for Underhuset,
Temers tidligere rambuk i parlamentet,
er blevet fjernet af Højesteret,
og skæmmer ikke længere
åbenlyst Temers legitimitet. Og med
et OL om hjørnet i en sportsgal nation,
og fem gigantiske mediehuse
med minimalstats-ideologisk orientering,
har Temer et bedre sæt kort
på hånden end Dilma.
Den økonomiske klemme
Men hvor længe vil de kristne og
konservative parlamentsgrupper
holde hånden under en præsident,
som ikke har folkelig opbakning,
ikke kan gøre
noget ved Kinas
nedbremsning,
og som
får svært ved
at gøre noget
ved et dundrende
statsunderskud?
De spørgsmål
er afgørende
for Brasiliens
økonomi, og
dermed for politikernes
velvillighed til at lade Temer
bo i præsidentpaladset. Den ny
højreorienterede regeringslinje kan
vise sig ikke at indfri nok løfter, og
PMDB er et særdeles udsat parti i undersøgelser
og ved domstolene. Senest
blev økonomiministeren nødt
til at gå af 24. maj, efter at han i en
hemmeligt optaget samtale forklarede
grunden til at afsætte Dilma
Rousseff: »Det er for at stoppe blødningen
[i partitoppen, forårsaget af
korruptionsanklager] ... Vi må indsætte
Michel.«
I sidste ende kan det blive Dilma
Rousseff, der trækker tæppet under
Michel Temer. Bliver det bevist, at
der var sorte penge fra olieselskabet
i hendes valgkamp, er Temer - som
valgt på samme liste - principielt
også ugyldig som præsident. Efter et
par uger som præsident ved ingen
endnu, om Temer kan vise den fornødne
styrke til at blokere for den
konklusion i valgdomstolen.
Men hvis to præsidenter bliver
afsat med kort tids mellemrum, omdannes
den brasilianske politiske
scene til et uforudsigeligt magttomrum,
hvor alt fra overbeviste evangelikere
til militærnostalgikere kan
komme i spil. ■
30 | Solidaritet