Sakkyndig vurdering av søkere til professorat/førsteamanuensis i ...

på kroppen. De syn er grundlæggende dualistiske henholdsvis fænomenologiske, men ifølge
forfatteren er de ikke uforenelige (p. 37). Leseth formidler på en let og formidlende måde - til
en bog om krop, bevægelse og energi i den grundlæggende soldatuddannelse – om
komplicerede måder vi fortolker kroppen på, både i det hverdagslige men også stridighederne
indenfor filosofi og social-humanvidenskaben. I det hverdagslige lever og agerer vi både
dualistisk dvs. vi opdeler kroppen på måder som trækker på tænkninger tilbage fra Descartes,
men samtidig er vi også levede, sansende hvor krop-handlen og af og til tænkning er
sammenvævede. Det er også kroppen der stilles centralt, men som metodisk perspektiv, i
artiklen ”Kropper i bevegelse” som perspektiv i idrettsforskning’. Her trækkes på
erfaringerne med empirisk feltarbejde i Dar es Salamm i Tanzania. Leseth anvender Csordas,
som videreudvikler Merleau-Ponty’s antagelser, idet hun siger at kropslighed som
udgangspunkt for vor eksistens må bruges som et metodologisk paradigme i antropologi;
antropologi må skrives ikke bare om kroppen men også fra den. (p. 79). En interessant artikel
hvor en særlig type introspektion anvendes og det gøres eksplicit og tydeligt hvordan den
hvide rige kvinde fra Norge via egne kropsoplevelser sanser en Tanzaniansk bevægelseskultur
og hvordan dette implicerede en læreproces for forskeren i forhold til hvad fart, stil,
klædedragt, kønsidentitet mv. også er. På den måde bliver teksterne af Leseth spændende
fordi det komparative som er centralt i alt forskning – her helt åbenbart ekspliciteret og gøres
til genstand for refleksion. Der er tale om en mobil positionering, under inspiration af
Haraway, men det fremgår ikke helt hvordan disse kropsligt-metodiske principper konkret
udvirkede andre, nye eller udfordrende erkendelser. Til gengæld er en sådan artikel, men også
’Sport, Dance and Embodied Identities’ helt centrale for at forstå dybden af hvordan det
intetsigende ord ’kultur’ er indkorporeret i krop, sjæl, identitet og helt ned materialitet.
Med sådanne tekster bliver det tydeligt hvordan fx afrikanske kulturer ses og delvis selv
percipierer sig gennem en postkolonial tolkningsunivers. Leseth viser os i disse artikler en
dyb sensitivitet på at beskrive og analysere kropslighed og dybden af hvordan vi først og
fremmest ’gør’. Som det siges slutteligt i artiklen ”Kropper i bevegelse” som perspektiv i
idrettsforskning’ ; ”People do” (p. 91). I de to sidste artikler rettes også indirekte eller direkte
kritik mod konventionel vestlige tænkninger om evolutionstendenser indenfor sportsstudier.
Bestræbelsen er via egne empiriske eksempler og teori frembringe viden som først bliver
mulig når Leseth bevæger sig ud over og væk fra konventionelle defintioner/begreber og
klassifikationer i artiklen ’Sport, Dance and Embodied Identities’, er begrebet ’michezo’
nøglen til sådanne brud og anderledes konstruktioner af et forskningsobjekt. Leseth har fin
fornemmelse og viden om hvordan hverdagskonstruktioner, men også videnskabelige
konstruktioner selv sociale produkter som hjælper til at se og forstå/forklare – men de skal
også ryddes ud for at gøre nye indsigter mulige. Arven fra fransk sociologi, antropologi og
filosofi er tydelig i hendes tekster.
Der fremsendes et dokument som bidrag til at skitsere forslag til et tværfagligt parablyprojekt
med fokus på idræt kan indgå som virkemiddel i udviklingsprojekter. Skitsen til dette forslag
betegnes; ’Idrett som drivkraft i utviklingsprosesser. Et tverrfaglig parablyprosjekt om idrett
og fattigdomsbekjempelse’. Denne skitse til projekt præsenterer en slags review af studier der
relaterer sig til idræt fx ud fra overskrifter som ’idræt og helse’, idræt og ’uddannelse’ samt
’idræt og sociokulturelle forhold’. Skitsen opsummerer dernæst en problemstillinger, metoder
og rammer om projektet. Der vedlægges desuden tre kronikker/debatindlæg fra norske
medier/institutioner (Højskolen i Oslo; Bistandsaktuelt; og Dagbladet) omkring ’profession og
kulturmøder’, ’våre vakre idrettsbilder av Afrika’ om; ’Det normale er det autentiske skogen,
fjellet og den hvite snøen’.
Leseth trækker på centrale teorier indenfor sociologi, antropologi og socialantropologi, samt
filosofi primært ud fra en fransk kontinental tænkning. Hendes arbejde er empirisk med
17