oppgaven finner man i sin helhet her

maade, at kirkemusikens almindelige karakter bliver sikret, for at ingen af en anden nation
skal faa et daarligt indtryk ved at høre den.”
Som vi ser, var pave Pius X åpen for også å inkludere i liturgien musikalske tradisjoner
fra ulike etniske grupper, og klargjorde at disse tradisjonene måtte være universelle for å
kunne virke “gode” for mennesker fra alle nasjoner.
Selv om den gregorianske sang regnes for å være den sjangeren som inkluderer alle disse
egenskapene på en mest vellykket måte, er også polyfon kormusikk, som melodisk sett er
beslektet med gregoriansk sang, blant de musikksjangre som egner seg liturgisk:
“3. Disse egenskaber møter vi i høieste grad ved den gregorianske sang, som ifølge deraf er
den romerske kirkes egentlige sang, den eneste sang, som den har arvet efter sine forfædre
og gjennem aarhundreder omhyggelig vogtet i sine liturgiske codices – bøger –, hvilken
den som sin eiendom direkte tilbyder de troende, som den i enkelte dele af liturgien
udelukkende foreskriver, og som de nyeste granskninger paa en saa heldig maade har
gjenoprettet i dens fuldstændighed og renhed.”
Han erklærer at all sakral musikk må måles etter standarden som gregoriansk sang
setter; en musikkform kan være passende for bruk i kirken i den grad den ligner på
gregoriansk sang:
“Af disse grunde blev den gregorianske sang altid betragtet som det høieste forbillede paa
kirkemusik, saaat man med fuld ret kan opstille følgende almindelige lov: En
kirkekomposition er desmere hellig og liturgisk, jo mere den med hensyn til stil,
inspiration og smag nærmer sig den gregorianske melodi; og den er desmindre templet
værdig, jo mere den afviger fra dette høieste forbillede.
Den gamle traditionelle gregorianske sang maa derfor paa bred basis gjenoprettes i
gudstjenestens handlinger, idet man maa holde fast ved, at en kirkelig handling intet taber
derved, at den ledsages af ingen anden musik end denne.
I særdeleshed bør man bestræbe sig for at gjenindføre den gregorianske sang hos
folketsaat de troende paany kan tage en virksommere del i gudstjenesten, saaledes som
dette tidligere var tilfældet.
4. De før nævnte egenskaber besidder ogsaa i høi grad den klassiske flerstemmige sang,
især af den romerske skole, der opnaaede sin høieste blomstringstid i det 16de
aarhundrede under Perluigi af Palestrina og derefter vedblev ogsaa siden at frembringe
kompositioner af udmerket liturgisk og musikalsk godhed.
Den klassiske flerstemmige sang nærmer sig meget godt det høieste forbillede paa
kirkemusik, den gregorianske sang, og derfor fortjente den samtidig med denne at blive
tilstedet ved kirkens høitideligste funktioner, saasom ved funktionerne i de pavelige
kapeller. Ogsaa den maa gjenoprettes paa bred basis i de kirkelige funktioner, i
særdeleshet i de mest fremragende basilikaer, i katedralkirkerne, i seminarierne og de
andre kirkelige instituter, hvor de fornødne midler i regelen ikke mangler.”
Pius X sier også at det finnes musikksjangre og instrumenter som i seg selv er upassende
14
14