Slægten Erichsen - Christensen, Erichsen, Thorsager, Villaume ...

(1904), hvor han udover portrætterne af sine rejsekammerater Knud
Rasmussen, Jørgen Brønlund, Gabriel Olsen og Moltke også skrev en række
digte om mødet med den arktiske natur og dens isnende greb om mennesket.
Mylius-Erichsen var - som også hans jævnaldrende Johannes V. Jensen - i
tiden efter år 1900 ude i et opgør med sin egen fortid som 1890er-dekadent og
digterisk boheme, og anskuede i den forbindelse mødet med den arktiske
kulde som en hærdende omstændighed. En opøvelse af vilje, simpelthen.
I Isblink er der et digt med titlen »Snestorm«, hvor Mylius-Erichsen malende
beskriver, hvordan han selv bliver fanget af uvejret og er ved at give op og
efter for døden; dette bare at lægge sig ned og glide ind i den store hvide søvn:
Dér laa jeg en Stund næsten uden Begreb,
saa vaagned jeg, aa, saa livstræt og kold.
Jeg tænkte: Nu gaar jeg Pokker i Vold!
Da fik jeg en latterlig Ynk med mig selv,
at jeg skulde ligge forkommen og dø
i den fygende Storm paa vor Fjældhule-Ø.
Men netop som han er ved at glide ind i den evige søvn, mobiliserer han sin
sidste vilje, der blomster som en gnist i hans indre, og når frem til sin slæde og
sit depot. Digtet slutter med linjerne:
Det er svært at dø, naar man ikke vil!
Digtet varsler med ejendommelig præcision, hvad der kom til at ske med
Mylius-Erichsen, da han var leder af Danmarks-Ekspeditionen til
Nordøstgrønland i 1906. Her blev det på en måde let at dø for
Mylius-Erichsen, fordi han øjensynlig ville det. Mylius-Erichsen kom i
konflikt med sit eget sind undervejs, og hans vilje og ambition kunne ikke
længere matche hans labile, lunefulde og ærekære væsen, der endte med at
tage livet af ham, sammen med kartografen Høeg Hagen og den eskimoiske
kateket og slædefører Jørgen Brønlund. De gik en fjord for langt, så at sige, og
de gjorde det alt for sent.
Den fatale bevægelse skabte et resultat, da de tre mænd stik mod al fornuft og
alt for sent på året gik ind i Independence Fjord helt oppe ved Peary Land.
Den amerikanske polarforsker havde hævdet, at fjorden var en kanal og det
land, der bar hans navn, en ø. Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund
nåede bunden af Independence Fjord og konstaterede at det vitterlig var en
fjord.
Opdagelsen blev lagt i en varde på stedet og blev væsentlig for hele
kortlægningen af Nordøstgrønland, men kom til at koste de tre livet på vejen
tilbage i et opslidende kapløb med tiden og ressourcerne. Høeg Hagen og
Mylius-Erichsen døde i november 1907 af sult, udmattelse og forfrysninger
ved 79 Fjorden, mens Brønlund fik kæmpet sig til et depot i land. Her fandt
han døden i en lille klippehule, hvor han som testamentarisk udgang, skrev de
berømte linier:
Omkom 79 Fjorden efter forsøg (på) hjemrejse over Indlandsisen i November
Maaned. Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af
______________________________________________________________________
Side 100