Slægten Erichsen - Christensen, Erichsen, Thorsager, Villaume ...

Studenterrådgivningsklinikken 1964-68, og i 1968 grundlagde hun Institut for Klinisk Psykologi ved
Kbh.s Universitet. Samme år oplevede hun de studerendes talstærke og tidstypiske antiautoritære oprør
med krav om marxistisk og kritisk psykologi. Hun tog sig deres angreb nær, men bøjede sig ikke og
arbejdede støt videre, tro mod sin videnskabelige og humanistiske indstilling. Hun var medlem af
UNESCOs danske nationalkommission 1970-73. Fra 1973 var hun medlem af Akademiet for de Tekniske
Videnskaber og 1975-77 af Konsistorium ved Kbh.s Universitet. Hun udgav Testmetoden, 1975.
Fra 1968 deltog LØ i stigende grad i den offentlige debat. Hendes engagement og klare velfunderede tale
gjorde hende hurtigt efterspurgt i medierne. Især blev hun kendt, da hun i 1970 som ikke-troende
samtalepartner med den tidligere kirkeminister Bodil Koch deltog i radioserien Spørgsmål om livet og
døden tilrettelagt af Jørgen Thorgaard. Senere fortsatte hun i samme serie med teologen Karen Horsens.
LØ's internationale orientering og medmenneskelige holdning bragte hende ind i arbejdet i Dansk
Flygtningehjælp, hvor hun var formand 1974-77. Da socialminister Eva Gredal opnåede regeringens
tilslutning til nedsættelsen af Børnekommissionen, var LØ formand for den 1975-77. I overensstemmelse
med sit fag lagde hun vægt på den livsvarige betydning af førskolebarnets tilværelse og så kommissionens
opgave som et stort livredningsarbejde. Hun foreslog barselsorlov til fædrene og deltidsarbejde til begge
forældre, mens børnene var små og mente, at daginstitutionerne ikke burde være en erstatning for børnenes
liv sammen med forældrene, men et supplement.
LØ’s karriere tog en uventet drejning, da statsminister Anker Jørgensen i 1977 pludselig tilbød hende en
ministerpost i sit tredje ministerium. Hun fik en times betænkningstid og var derefter minister uden
portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål, bl.a. med ansvar for Danmarks bistand til
udviklingslandene. Hun stod helt uden partipolitisk erfaring, og det var en overraskelse for alle inklusive
statsministeren, at hun end ikke var medlem af Socialdemokratiet. Der var imidlertid ikke tvivl om hendes
idealistiske holdning, som hun fastholdt som minister, da hun fx ligeud kritiserede Vesten for at kæmpe for
sin status som verdens rige overklasse, der kunne give almisser til de fattige. Og det vakte opsigt, da hun i
1980 gik imod, at Danmark tilsluttede sig NATOs beslutning om en modernisering af Vesteuropas
raketforsvar. LØ skabte respekt ved med stor energi at tage de politiske opgaver alvorligt og altid vise
hæderlighed og omhu, men hun undgik ikke problemer med at finde det politiske fodslag, ikke mindst i det
nære samarbejde med udenrigsminister K.B. Andersen. Politiske kolleger udtalte, at hun kom til
Christiansborg uden det panser, som politikere ellers har lært at tage på, og hun blev kaldt ―en trane i
spurvedans‖. Mange værdsatte hende, og hun blev i 1979 valgt ind i Folketinget med et meget stort
personligt stemmetal i Gladsaxekredsen. Da kulturminister Niels Matthiasen døde i 1980, overtog hun
hans post og forblev kulturminister og minister for nordiske anliggender indtil den socialdemokratiske
regerings tilbagetræden i 1982. Hun nåede ikke at gennemføre en visionær bibliotekslov og flere andre
mærkesager. I 1980 var LØ præsident for FN's verdenskvindekonference i Kbh. og i 1982 vicepræsident
for UNESCO's verdenskulturkonference i Mexico. Hun var medlem af Folketinget indtil 1984, da hun ikke
genopstillede ved valget.
I 1984 vendte LØ tilbage til professoratet på Kbh.s Universitet, efter eget ønske med området
sammenlignende studier i udviklingslandene med særligt henblik på kvinders rolle i den internationale
udvikling. Her opdyrkede hun et perspektivrigt samspil mellem psykologi og politik. Hendes interesse for
kvindepolitik blev først vakt gennem det internationale politiske arbejde, og hun udtalte, at i alle
ulykkelige situationer er kvinder endnu værre stillet end mænd, fordi de næsten altid har et eller flere børn
at slæbe på. Derudover understregede hun kvindernes afgørende betydning for bæredygtigt
udviklingsarbejde og var redaktør af håndbogen Gender and Development, 1992. 1987-91 var hun
formand for udviklings- og bistandsorganisationen CARE Danmark og vicepræsident for CARE
International fra 1990. Hun påtog sig flere andre internationale opgaver og var konsulent for
EF-Kommissionen, WHO og DANIDA. I slutningen af karrieren koncentrerede hun sig atter om den
kliniske psykologi, og hun var redaktør af Undersøgelsesmetoder i klinisk psykologi, 1992. Efter
pensioneringen i 1994 arbejdede hun på en efterundersøgelse af sygdomsforløbene hos patienterne i
hendes disputatsmateriale, men arbejdet blev afbrudt ved hendes pludselige død i 1996.
______________________________________________________________________
Side 218