Slægten Erichsen - Christensen, Erichsen, Thorsager, Villaume ...

ikke, og heller ikke hvad han oplevede på det – men han har sikkert oplevet mange interessante og
spændende ting.
Da Elias var blevet matros, længtes han igen efter af komme hjem til de hjemlige strande, og han fik hyre
på en af bjergningsselskabet Svitzers både, hvis opgave det var, at bjerge forliste skibe og også hæve
sunkne skibe op fra havbunden. Der var dykkere ombord, der blev sendt ned for at undersøge det sunkne
skib, og lægge trossen omkring det, så det igen kunne hales op til havoverfladen. – Elias var med til at
sende dykkerne ned og sørge for at der blev pumpet tilstrækkelig luft ned til dem, og få dem op igen, når de
ved at trække i tovet de havde med, gav tegn til at de ville op. – Det måtte jo være morsomt sådan at blive
sænket ned og gå omkring på havbunden og se hvordan der så ud, tænkte Elias, og en dag fik han også lov
at prøve. Han fik den tunge dykkerdragt på, med støvlerne med blylodder og dykkerhjelm på hovedet, og
så gik han overbord og sank ganske langsomt, til han nåede havbunden. – Hvor meget eller lidt han så ved
jeg ikke – men så havde han da prøvet det.
Nu var Elias imidlertid blevet så gammel at han skulle aftjene sin værnepligt, og han blev selvfølgelig
marinesoldat, og at han var en pligtopfyldende og dygtig soldat, kan I forstå, når I hører at han sammen
med en kammerat blev udpeget til at gøre tjeneste ved det danske hof – ikke som fører af Kongeskibet, men
som kgl. Bådfører på Esrom Sø.
Kongen dengang var Christian den IX, vor nuværende konges oldefar. Han blev kaldt Europas Svigerfar,
fordi en af hans døtre, Dagmar, var gift med Zar Alexander af Rusland, og en anden datter, Aleksandra, var
gift med Kong Edward af England og endelig en tredje datter med Hertugen af Cumberland. En søn,
Georg, var blevet valgt til konge af Grækenland.
Om sommeren residerede kong Christian og dronning Louise på det dejlige Fredensborg Slot – (når I
kommer herover til næste sommer, skal vi se at få far Frode til at køre os til Fredensborg, så I kan få set det
smukke slot med den store smukke park og den store, dejlige Esrom Sø) og så strømmede alle børn og
svigerbørn med deres børn fra hel Europa til, så I kan forstå de sammen med hele den hjemmeværende
kongelige familie udgjorde en stor familie.
Når dertil kommer, at alle de kongelige gæster havde deres følge bestående af hofmænd, tjenere og
opdagere, der skulle våge over deres sikkerhed, med, kan I forstå, at der var en mængde mennesker. – Her
til dette Europæiske Hof kom vores kære, rare oldefar Elias for at skulle gøre tjeneste. – Det er forståeligt,
at han engang imellem kunne blive lidt konfus. – Nede ved Esrom Sø ligger to kønne pavilloner (som I
også skal se når I kommer der) hvor Elias og hans kammerat – Anton, tror jeg han hed – blev installeret. I
mellem pavillonerne gik en bådebro ud i søen, og der lå en del både til rådighed for de kongelige herskaber
når de ønskede at få en tur for at fiske, eller blot for at nyde den smukke natur. Det var nu Elias og hans
kammerats opgave at holde bådene i orden og også fiskegrejerne, samt at sørge for orm og madding. ”Har
du orm, Elias?”var et almindeligt spørgsmål til oldefar når de skulle fiske.
Når de kongelige kom ned til søen og ville ud at sejle, skulle Elias sørge for at få dem placeret i båden. For
ham – der jo ikke var vant til at færdes i højere kredse – kunne det jo under tiden knibe med at vælge den
rigtige tiltale. Det skete engang i den første tid, at den gamle kong Christian kom ned til søen og ville ud at
sejle med nogle af sine gæster. Da Elias skulle anvise gæsterne plads i båden, sagde han til Kongen: ”Vil
Deres Excellence tage plads der” – han skulle have sagt: ”Vil Deres Majestæt tage plads der”, men han
syntes Excellence lød finere. Der blev munterhed i selskabet, og siden sagde kongen, når han hilste på
Elias: ”Goddag Deres Excellence”. – På en anden tur, på hvilken Elias havde Prins Carl (der senere blev
valgt til Norges konge og fik navnet Haakon) og hans senere forlovede, Prinsesse Maud ombord, skete det,
at prinsessen lænede sig for meget ud over bådens ræling og var lige ved at falde overbord – men oldefar
greb resolut prinsessen i hendes kongelige ‖nok sagt‖ og hev hende indenbords. Han frelste måske på den
måde den senere dronning af Norge – og burde jo egentlig senere have fået den kongelige Norske
fortjenstmedallie i guld – men det er ikke altid det går efter fortjeneste.
______________________________________________________________________
Side 154