Slægten Erichsen - Christensen, Erichsen, Thorsager, Villaume ...

Først i 1915, da jeres mormor havde fået mig ind i sit liv, lærte jeg hjemmet rigtigt at kende. Man var da
flyttet til Ndr. Frihavnsgade 47. Oldefars kompagnon var død, og mormors bror, Andreas (Dres) var trådt
ind i firmaet. Oldefar blev nu aflastet for det værste slid og hans væsentligste arbejde blev nu at skrive
regninger og indkassere de rare penge, og det var jo ikke noget ubehageligt job. Nu fik han rigtig tid til at
være hjemme hos sin Mille, som han hjalp på så mange måder. Ingen kunne f.eks. som han pudse den
gamle messingpetroleumslampe, der hængte over spisestuebordet, så den skinnede som guld. Mormor og
jeg boede i Ndr. Frihavnsgade nr. 79. Der var ikke langt til nr. 47, og mormor, tante Jenny og moster Lise
var meget ofte frokostgæster der med deres børn og hyggede sig, fik gode råd af jeres kloge oldemor og
ofte et godt supplement til middagen i deres respektive hjem. Hvor var de rare, de to, og hvor forkælede de
os alle sammen, ikke mindst de fire børnebørn. Om det vil jeres mor kunne fortælle en hel del om de gaver
de fik, om uforglemmelige Tivoliture. (‖Ilovit‖ stammer fra tivoli) og m.m.
Raske og rørige var de begge to, så længe de levede. Dygtige og udholdende fodgængere var de. En
sommerdag præsterede de, til stor beundring og forbavselse for alle, at spadsere hele vejen fra København
til Hornbæk. Tror I, at I kunne gøre dem det efter?
Hvor var de elskelige de to, og hvor holdt de af og klædte de hinanden. Hyggeligt var det at besøge dem i
det gamle hjem. Det blev lykkelige mange år de fik lov at leve sammen. Om sommeren holdt de meget af at
gå i Tivoli, så i mange år forærede vi børn dem abonnementskort, og næsten hver dag ved 3 tiden om
eftermiddagen gik de fra Ndr. Frihavnsgade den lange vej ind til Tivoli og nød den smukke have, musikken
og det muntre folkeliv. De havde deres bestemte restauration og deres bestemte tjener, der så snart han så
dem, straks sørgede for at skaffe dem et godt bord, og så spiste de dejligt smørrebrød med øl og snaps. Når
de således var styrkede, begav de dem til den 1. koncert i koncertsalen, og nød den smukke musik, og når
det var forbi var det tid til at gå rundt i den festligt illuminerede have og se på de smukke
blomsterarrangementer og de illuminerede springvand. Efter at have hørt den sidste koncert i koncertsalen,
begav de dem på hjemturen, denne gang dog pr. sporvogn.
En gang om sommeren, var ungerne inviteret på Tivolitur sammen med oldefar og oldemor, og så havde
oldefar som næsten altid - spendérbukserne på, og så stod den enten på en fin middag eller på højt
smørrebrød, med hvad dertil hørte – og senere på aftenen kaffe med små fine kager i ‖den Runde‖. I kan
forstå, at jeres oldefar og oldemor rigtig nød deres otium efter et flittigt og arbejdsomt liv - og det bedste af
det hele – de tog det alt sammen som en gave fra den Gud, som de begge troede på, og som de takkede for
livet, han gav dem sammen. Jeg kan egentlig ikke erindre, at de i den tid jeg har kendt dem, har været rigtig
syge, men selvfølgelig, når man nærmer sig de 80 år, er hjertet slidt, og man går ikke så sikkert som i de
unge år.
Midt i september 1943 var oldefar Elias så uheldig, da han om morgenen stod op af sin seng for at hente
aviser, at falde på gulvet, hvorved han fik et lårbensbrud. Han blev kørt på militærhospitalet, men det
lykkedes ikke for lægerne at få benet helt, og den 29. september døde han 81 år gammel. Det gamle hjem
blev nu opløst, og oldemor Mille flyttede ud til moster Lise. – det var et stort savn for Mille at skulle
undvære sin Elias, - men hun fik dog lov til at få 3½ gode og lykkelige år, - selv om hendes hjerte det sidste
års tid engang imellem mindede om, at det var ved at være træt. Den 19. februar 1947 var det strengt
frostvejr og en tur hun gik om eftermiddagen kunne det svage hjerte ikke tåle. Hun måtte gå i seng, og der
blev sendt bud efter lægen, men han kunne intet udrette, og næste dag den 2. februar døde hun, knap 83 år
gammel.
Nu var begge jeres oldeforældre borte, og hjemme i himlen.
Det var et stort savn for os alle, - børn, svigerbørn og børnebørn, og vi vil altid mindes dem med tak for al
deres kærlighed mod os, og for det gode eksempel de var for os.
______________________________________________________________________
Side 157