Slægten Erichsen - Christensen, Erichsen, Thorsager, Villaume ...

forfrysninger i Fødderne og af Mørket. Aarsagen (overstreget) andres Lig
findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 2 1/2 mil). Hagen døde 15.
november og Mylius 10 dage efter.
Brønlunds svanesang er på en gang lyrisk og virkelighedsnær, smuk og
faktuel, og er lige siden den blev fundet af undsætningsekspeditionerne det
følgende forår, blevet tolket med eksegetisk nidkærhed. Hele
Danmarks-Ekspeditionens mytologiske karakter har sit udspring her i disse
linier, og der er lagt alen til mytologien gennem årene. Hvad skete der? Lagde
Høeg Hagen og Mylius-Erichsen sig virkelig til at dø på isen, og er de siden
kværnet ned i sneen og ud i havet, eller ligger de et sted, man bare ikke har
fundet endnu? Og hvordan døde de? Gik der kannibalisme i de sidste
vanvidsøjeblikke, blændet af sult? Er der tale om et cover up fra
eftersøgningsholdenes side? Vidtløftighederne er mange, fordi
ekspeditionens romantiske og heroiske potentiale er så åbenbart. Man bliver
glad for kaptajn Ole Ventegodts nøgterne, kildenære beskrivelse i Den sidste
Brik (1997), der hælder til den ædruelige antagelse, at de to mænd døde af sult
og forfrysninger og blev begravet af sneen, inden de kunne findes i ødet.
NU er det 100-året for Danmarks-Ekspeditionens afrejse fra København, og
jubilæet fejres på forskellig vis, herunder en TV-båret mindeekspedition til
stederne med kronprins Frederik, deroppe ved Grønlands nordlige runding.
Forlaget Gyldendal tog allerede i efteråret forskud på begivenhederne ved at
genudgive maleren Achton Friis’ storværk Danmarks Ekspeditionen (1909,
2005), og i øjeblikket kan man på Nordatlantens Brygge i København se en
memoria-video af kunstneren og instruktøren Bynke Maibøll, der lægger
vægt på det heroiske og tragisk romantiske billede af Mylius-Erichsen.
Video-installationen »Mylius« består af en række sort-hvide
landskabsbilleder samt videoprojektioner på tre store lærreder, der følger
Mylius-Erichsens sidste færd over isen og ind i døden. Videoen er filmet i
super8mm, så den får karakter af kornet erindring og sløret historisk nærvær.
Kunstneren har koncentreret sine optagelser om én skikkelse i sælskindspels,
Høeg Hagen og Brønlund er skåret ud af historien, ligesom det faktum at
dødens sidste uværdige stilstand i et beskidt telt med lemlæstede beskidte
kroppe ikke længere er til stede.
Bynke Maibøll forvandler således det historiske stof til en eksistentiel allegori
om hin enkelte i elementernes rasen og kroppens sidste trækninger. Filmen,
der er optaget i Ittoqqortoormiit i Grønland i foråret 2005, har derfor ikke den
sært frugtesløse autenticitet, der er over eksempelvis billedkunstneren
Joachim Koesters visuelle vidnesbyrd om den svenske Andrés forliste
luftfærd, senest udstillet på Venedig Biennalen 2005; hos Maibøll udspiller
der sig en handling, hvor Mylius følges over isen. Beskueren ser ham spise en
fugl, notere i sin dagbog indtil skriften løber ud i ingenting. Vi følger ham
tillige ind i erindringer og hallucinationer, hvor isfjeldet forvandler sig til en
rød katedral og hvor erindringsbilleder fra hjemegnen ved Ringkøbing og af
hustruen Marie melder som sig som de sidste, inden han falder om. Det er en
mand, hvis ansigt er skjult af skyggen fra anorakken og som i en vis forstand
bliver offer for sin egen skygge.
Bynke Maibøll er ingenlunde en Akira Kurosawa, der i en af sine sidste film,
______________________________________________________________________
Side 101