Slægten Erichsen - Christensen, Erichsen, Thorsager, Villaume ...

for at få sukker med hjem, at ‖Jonas Risting‖ besøgte øerne. På en af disse tropeøer – et lille stk. Danmark
– gik også skibsdreng Elias, da det var hans tur til at få landlov. Han trissede rundt og så på huse og
mennesker – danskere klædt i hvidt og med tropehjelm – og de sorte klædt i næsten igen ting- men
smukkest af alt var naturligvis at se vort dejlige Dannebrog vaje mod tropehimmelen. Det var hjemligt.
Han var ved at blive træt og sulten, og da der stod store banantræer fik han fat på en dejlig klase gyldne
frugter som han pakkede ind i et rødt tørklæde han havde med sig. Nu skal det blive rart at hvile, tænkte
han, og satte sig på en bænk der stod, som var den bestilt. Ah, sagde han og lagde sig til rette, Bananerne i
det røde tørklæde lagde han ved siden afsig, og når han nu havde døset skulle de smages. Den stærke varme
og trætheden overvældede ham, så han et øjeblik faldt i søvn. Da han vågende så han sine bananer, der lå
nok så nydeligt, men det røde tørklæde var borte. Han så sig omkring, og et stykke borte så han en næsten
nøgen neger spæne af sted så hurtig han kunne, og i hånden havde han oldefars røde tørklæde. Negere
holder meget af stærke farver, og da denne neger så det dejlige røde tørklæde kunne han ikke modstå
fristelsen til at hugge det fra den sovende dreng på bænken.
Forliset og krokodillejagten
Mange storme havde skibet været udsat for, men hver gang havde det klaret sig, men i den Mexikanske
Havbugt skulle det møde sin skæbne som så mange andre skibe før det.
Det begyndte med en ret kraftig storm, men ‖Jonas Risting‖ kunne dog stadig holde en kurs. Mørke skyer
trak op på himmelen, og stormen tog stadig til i styrke, og udviklede sig efterhånden til en mægtig orkan.
Himmel og hav stod i et. Sejl der ikke i tide var reddet, blev flået i laser. Alt hvad der stod på dækket blev
af orkanen revet løs og kastet i havet. Tårnhøje bølger slog ind over dækket, så skibet blev fyldt med vand.
Mandskabet måtte skiftes til at pumpe vandet ud for at skibet ikke skulle synke. Orkanen tudede og
sammen med de vældige bølger der styrtede ned over skibet lavede den sådan en støj at søfolkene kun ved
at råbe af deres lungers kraft kunne gøre sig forståelig for hinanden. Hvorledes gik det for vores oldefar
Elias medens alt dette frygtelige foregik? Han var jo den mindste ombord, og man var bange for at han
skulle blive skyllet over bord, og derfor stillede man ham op af stormasten og surrede ham med reb fast til
denne. – Alle sejl var ødelagt og roret også, så nu blev skibet viljeløst kastet hid og did på det vældige hav.
Nærmere og nærmere kom man den frygtede kyst, hvor så mange skibe før havde fundet deres grav. Nu var
skibet næsten helt inde ved kysten, og alt håb om redning syntes ude - - og dog, Gud ville det anderledes.
Pludselig kom en mægtig, tårnhøj bølge, der løftede skibet op og kastede det ned med en vældig kraft i
land, hvor det havnede i en mahogni skov, der gik helt ned til stranden. – Lille Elias stod stadig bundet til
stormasten, men var bevidstløs. Han blev løst og da han igen kom til bevidsthed – orkanen havde nu lagt
sig – var det første han så en indianerkone, der nok så rolig sad og røg på sin pibe. ‖Jonas Risting‖ kom
aldrig til mere at pløje de store verdenshave. Mandskabet og lille Elias kom efterhånden til kræfter igen
efter den frygtelige sidste sejlads med deres kære skib, og de havde nu ikke andet at gøre, end at vente på,
at der skulle anløbe et stort skib, hvormed de kunne komme på vej hjem til Danmark. – Det blev en ret lang
ventetid, som de jo måtte se at fordrive på bedste måde bl.a. ved at gå på krokodillejagt, og det var meget
spændende. – Så vidt jeg ved, lever krokodillen ikke i havvand men i floder. Der må altså have været en
flod i nærheden, og på én af deres ture havde de forliste søfolk opdaget, at krokodillerne engang imellem
gik op på land. De blev snart enige om, at det kunne de få megen fornøjelse ag tidsfordriv ud af. De
forsynede sig hver med to stk. bræddestumper og gemte sig bag en skrænt og lå og lurede på, når
krokodillerne foretog deres landgang, og når nogle stykker af dem – nogle vældige krabater var mange af
dem – var kommet et godt stykke op på landjorden – rejste alle mand sig op, hujede og skreg og klappede
med deres brædder. Dyrene blev forskrækkede, og vendte næserne mod floden, for at komme i deres rette
element. Er krokodillerne levende og hurtige i vandet, så går det ikke så hurtig på landjorden, hvor de med
deres korte ben kun kommer langsomt frem, og længe før de var i vandet igen var søfolkene over dem og
bankede af alle kræfter løs på dem, ligetil de var i vandet.
Hvor længe oldefar Elias ophold på det øde sted varede, ved jeg ikke, men hjem kom han da. Og da han jo
endnu ikke var udlært sømand, måtte han på ny søge hyre på et andet skib. Hvad dette skib hed ved jeg
______________________________________________________________________
Side 153