Slægten Erichsen - Christensen, Erichsen, Thorsager, Villaume ...

Elias begyndte sit arbejde som skibsdreng – den mindste af hele besætningen. Hans arbejde var meget
forskelligt, - han skulle jo uddannes til at blive en rigtig sømand. Han skulle lave tovværksarbejder (alle
mulige forskellige slags knob) lære at ro en båd, klatre op i rigningen, bøde sejl, spule dæk og gå kokken til
hånde og meget meget mere. En skøn dag i forsommeren var ‖Jonas Risting‖ rigget færdig og klar til at
begynde sin færd. For en svag brise stod skibet ud gennem det dejlige Øresund med de smukke
sommerklædte kyster. Elias brugte sine øjne, og tog afsked med de kendte kyster. Nu nærmede de sig
Helsingør, og der lå det dejlige Kronborg med sine irgrønne tårne og Holger Danske i kassematterne, på
vagt for gamle Danmark – og der lå Hornbæk med sin lille hyggelige kirke – og på stranden stod sikkert
tipoldefar Lars Christiansen og tipoldemor Laura og skyggede med deres hænder for øjnene og stirrede ud
over det glitrende vand for at få øje på ‖Jonas Risting‖ når det dukkede frem – skibet, der havde deres
‖pog‖ ombord – og de bad en bøn for deres kære dreng, der nu skulle på den vovelige færd. Skibsdreng
Elias skuede på den kære, kendte kyst med de mange minder, og så han til den anden side, så han Kullen
med sine blånende bjerge i disen. Et par tårer pressede sig frem i øjnene og slørede hans blik, men hurtig
tørrede han dem bort, - for at ingen skulle se dem – man var vel nok en rask dreng. – Hurtig svandt de
hjemlige egne af sigte, - og snart var man ud i Kattegat, hvor en frisk vind fyldte sejlene så skibets fart
forøgedes og hurtig rundede man Skagen og var så i Nordsøen (Vesterhavet) og derfra ud i Atlanterhavet
og videre ud over de store have.
Det var vel nok et liv for en lille skibsdreng. Aldrig havde han tænkt sig de store verdenshave så store, som
han nu oplevede dem. I mange uger kunne de sejle uden at se land. Havet kunne til tider ligge ligesom et
spejl, og himlen være skyfri, og medens solen samtidig sendte sine varmende stråler ned over skib og
besætning, bevægede skibet sig for en svag brise frem over det uendelige hav. Sådanne dage var der ikke
maget at bestille ombord, og besætningen kunne til tider rigtig nyde livet og ligge og dase på dækket. I den
bælgmørke nat stod styrmanden eller kaptajnen ved roret og styrede skibets kurs efter stjernerne. Også lille
Elias måtte prøve at være udkigsmand om natten, og når han så op på stjernehimmelen og så stjernebilleder
som han kendte derhjemme fra Hornbæk, gik tankerne til de kære, og han længtes igen efter at se dem. –
Kunne havet således være smilende og venligt, kunne det også vise tænder når det trak op til blæst eller
storm, og så var det forbi med driverlivet. – Der blev travlt ombord. Sejlende skulle sættes eller tages ned,
alle løse ting på dækket forstuves og skibet skød en vældig fart. Når endelig stormen rigtig tog til, og
bølgerne var hushøje og slog ind over skibet, var dette en nøddeskal – snart oppe på bølgetoppen og snart
nede i bølgedalen, og rorgængeren havde et hårdt arbejde med at styre skibet.
Dette - i ugevis kun at se vand og atter vand kunne selvfølgelig være ensformigt, men oplivende momenter
var der også. Mødte man andre skibe, og det skete jo da også, blev der kippet med flaget. I stille morgener
så man flyvefiskene, der ofte havnede på dækket, delfiner og undertiden flere hajer, der fulgte skibets
kølvand for at sluge hvad der eventuelt blev kastet over bord. Var man i de nordlige have, kunne det ske at
man forude så en vandsøjle stige til vejrs, og så vidste man at der var en stor hval i nærheden og ofte så men
en hvals mange meter lange og brede ryg over vandskorpen.
Engang imellem måtte ‖Jonas Risting‖ søge havn for at losse varer man havde ombord og eventuelt få en
ny last af varer fra det land man besøgte. Det var dejligt for søfolkene efter måske mange ugers ophold på
havet at komme i land – på landlov og igen føle fast grund under fødderne. Oldefar Elias fik set mange
fremmede byer, og var det i troperne fik han set palmeskove, der var helt anderledes end bøgeskovene
derhjemme i Danmark, og også folk så anderledes ud end hjemme, der var både gule, brune og sorte og ofte
havde de endnu mindre tøj på end vi har når vi er i badedragt.
Engang lagde skibet til ved en af de danske Vestindiske øer (St. Croix, St. Thomas og St. Jan), som
Danmark dengang ejede. (vore sidste kolonier) men som vi desværre for snart mange år siden solgte til
U.S.A. Jeg tror for lusede 20 millioner dollars. På øerne var den en dansk guvernør, danske myndigheder
og en hel del danske gendarmer og Dannebrog vejede. Mange af gaderne havde danske navne, og mange
har det endnu. Befolkningen var negere og de fleste arbejdede på de store sukkerplantager, og det var netop
______________________________________________________________________
Side 152