Slægten Erichsen - Christensen, Erichsen, Thorsager, Villaume ...

før hun blev gift havde strøget i mange forskellige hjem, begyndte på ‖fransk vask og strygning‖. –
forretningen gik strygende, og inden længe måtte hun have flere hjælpersker for at tilfredsstille de mange
kunder hun efterhånden fik. Det var et anstrengende arbejde, men Mille og Elias arbejdede godt sammen,
og når han kom hjemom aftenen og var fodret af, smøgede han ærmerne op og gik til vaskebaljerne og
vaskede tøjet og skyllede det, og sammen bragte de det kridhvide tøj op til tørring, så det var klar til
strygning næste dag. Det gik som sagt strygende, og de tjente helt godt. Efterhånden kom der jo børn. Den
første var jeres mormors broder Andreas, derefter kom mormor, men hun kom ikke alene men havde en
lille broder med sig. Den lille dreng, der var svag blev døbt og fik navnet Lars Christian efter jeres
tipoldefar,- døde som ganske lille. Som rosinen i pølseenden kom endelig jeres mors moster Lise.
Fra Wiedeweltsgade flyttede den lille familie til Havnegade, hvor oldefar Elias blev vicevært. Pladsen som
rorsbetjent tilfredsstillede ikke Elias, og han forsøgte at finde et andet job, og det lykkedes for ham.
Sammen med en anden sømand, Carstensen, fik han færgeruten mellem Langelinie og Frihavnen.
Langelinieturen var – og er – især om søndagen en yndet spadseretur for Københavnerne, og mange lod sig
fragte over til Frihavnen, så Elias og hans kompagnon havde travlt med, med deres to robåde, at fragte folk
frem og tilbage. Taksten var til at begynde med kun 5 øre (senere blev den op til 10 øre, og nu er den en del
højere) Det kunne blive til mange hundrede mennesker der blev fragtet over på en søndag, og når Elias
kom hjem om aftenen med alle sine lommer struttende af 5, 10, 25 og 50 ører (dengang havde vi nemlig 50
ører) var det en stor fornøjelse for Mille og børnene at sortere og tælle alle de mange mønter.
(Halvtredsørerne gemte Mille i en særlig æske og brugte dem senere til fødselsdagsgaver og julegaver til
børnene)
Færgeriet var kun en lille del af den nye forretning. Til København kommer en mængde skibe fra hele
verden, og når de skal lægge til kaj, skal de fortøjes, så de ligger fast, og når de igen skal på farten, skal der
kastes los. Til at begynde med roede Elias og hans kompagnon deres både langt ud i Sundet for at kapre
skibe, der var for indgående, og det kunne ofte – særlig om vinteren – være meget anstrengende.
Efterhånden blev der sluttet kontrakter med de forskellige rederier, så de fik en fast kundekreds og det blev
en helt fin forretning, der stadig voksede. For at klare færgeriet og betjeningen af skibene havde de et par
faste mand i arbejde, og det blev nødvendigt at anskaffe to motorbåde de fik navnene ‖Mille‖ og ‖Jenny‖
Efter jeres mors tante Jenny (gift med jeres mormors broder Andreas)
Det kunne ofte – særlig om vinteren - være et anstrengende og farefuldt arbejde at fortøje og kaste skibene
los Når skibene lagde til kaj, blev der kastet svære ståltrosser i land, som så færgefolkene skulle fastgøre
om granitpillerne på kajen, og vinterdage, når kajen kunne være isbelagt måtte de stor forsigtighed til, for
ikke at falde ned i havnen.
Den 11. november 1907 blev for den lille familie, der da var flyttet til Stockholmsgade, hvor oldefar var
vicevært, en dag, der så længe Elias og Mille levede blev en mindedag for dem og børnene, og stadig er det
for disse.
Elias skulle enten fortøje eller kaste et skib los, da ståltrossen sprang og slyngede ham op i luften, så han,
da han faldt ned, stødte hovedet mod kajkanten, og derefter faldt ned gennem isen, der dækkede vandet. Da
han kom til sig selv lå han på bunden af havnen. Det lykkedes ham at arbejde sig op gennem vandet, og han
blev reddet. Da han kom op viste det sig, at han, foruden de sår han havde fået i faldet, havde trossen
brækket hans højre ben, så foden var drejet en halv omgang. I ambulance blev Elias bragt ind på det gamle
Frederiks Hospital, og nu fulgte et langt hospitalsophold. Benet blev sat sammen og foden drejet på plads.
For resten fik Elias et varigt og synligt minde om dagen, idet benet blev lidt krumt, og det klædte ham
egentlig. Til juleaften kom oldefar Elias hjem til Mille og børnene, og tro mig, det blev en jul med glæde og
tak, fordi Gud havde gjort deres far rask igen.
Igen levede de et lykkeligt familieliv, og hver gang det blev 11. november mindedes de med tak, at
hjemmet ubeskåret blev bevaret.
______________________________________________________________________
Side 156