Ayn Rands Hymne - Libertas

Nr. 45-46
Om Ayn Rands Hymne
Nicolai Heering har oversat Ayn Rand bogen Hymne. Han giver her en introduktion til bogen og fortæller
om sin egen fascination af Rand. Bogen er udgivet i oversættelse i sin helhed af tænketanken Copenhagen
Institute i 2006.
Af Nicolai Heering
I modsætning til Atlas Shrugged, som er manges første
bekendtskab med Ayn Rand, var min egen introduktion til
hende anderledes kort og kontant, idet jeg som den første
Ayn Rand-bog læste Hymne. Hvor Atlas Shrugged har mange
og tætskrevne sider, var Anthem med sine få sider ganske
hurtigt læst. Hymne er uden tvivl den korteste men velsagtens
også den mindst kendte af hendes fire ”store” romaner.
Ikke mindst i Danmark, hvor We The Living (Vi der lever,
1943), The Fountainhead (Kun den stærke er fri, 1950) og
Atlas Shrugged (Og verden skælvede, 1959) alle er blevet
udgivet på dansk, men hvor ingen forlægger før nu har turdet
binde an med Hymne. Dette uagtet at en dansk oversættelse
faktisk allerede eksisterer, og at bogen for længst er udgivet
på både norsk (Høysang, 1984) og svensk (Hymn, 1983).
Anthem var den ene af to bøger, der gav skubbet til, at jeg
selv blev libertarianer. Den anden var David Friedmans The
Machinery of Freedom – Guide to a Radical Capitalism. Hvor
Friedmans bog er et logisk, økonomisk argument for den
renlivede liberalisme (på trods af bogens uortodokse skrivestil),
appellerer Hymne næsten udelukkende til læserens
moralske værdier. Den søger populært sagt at vinde læserens
hjerte, hvor Friedmans bog søger at vinde læserens hjerne.
Erfaringsmæssigt er det dog næsten umuligt at overbevise
folk om liberalismens fortræffeligheder ved hjælp af Friedmans
bog, idet bogen oftest strider mod læserens prostatslige
moralske værdier, som vedkommende har fået ind
med skeer gennem sin opvækst. Hvis man derimod formår
at rokke ved læserens moralske værdier forud for fremførelsen
af strengt logiske argumenter, er folk straks anderledes
lydhør. Og her er Hymne ideel, idet denne hurtigt læste bog
er både kort, koncis og stærk.
Hymne blev skrevet i 1937 og er en futuristisk roman i stil
med Orwells 1984 (1948). 1930erne var som bekendt ikke
en tid, hvor ideer om individualisme og frihed var i højsædet,
men ikke desto mindre havde Ayn Rand altså både mod
og mental styrke til at gå imod strømmen og argumentere
for enkeltmenneskets ukrænkelighed. Det gjorde hun vel at
mærke ved anvendelse af moralske frem for økonomiske
argumenter. Eller – med andre ord – ved anvendelse af
moralske argumenter for det frie markeds økonomiske logik.
Det må siges at være fremsynet, idet fortalerne for en større
grad af kapitalisme - ikke mindst i de socialdemokratiske
samfund i Skandinavien – den dag i dag har ganske svært
ved at opvise et moralsk forsvar for kapitalismen, og de har
derfor indskrænket sig til at begrunde kapitalismens nødvendighed
med hensynet til den nationaløkonomiske velfærd.
Kapitalister har, hvad angår moral, argumenteret på modstandernes
præmisser, og har af denne grund ofte fundet
sig presset til at sige ting som “Naturligvis må det offentlige
i et vist omfang hjælpe de svageste i vores samfund” og
“Selvfølgelig skal vi have en vis udjævning af de økonomiske
uligheder”. Mange af de kapitalistiske iværksættere og
virksomhedsejere er naturligvis bange for at miste det, som
de på trods af de eksisterende vilkår for private initiativer er
lykkedes dem at skabe og/eller at holde i drift. Derfor tør de
ikke provokere omgivelserne ved at udtrykke ønsker om et
radikalt mere frit samfund. Hvis de ikke udøver lobbyisme eller
på anden måde ”spiller med”, risikerer de at miste diverse
statslige favoriseringer såsom egne særtilladelser og/eller
offentlige tilskud, samt restriktioner og påbud, der som en
“tjeneste” fra statens side pålægges konkurrenter fra ind- og
udland. At de fleste erhvervsfolk ikke tør tage et opgør med
dette samfundssystem skader i sidste ende dem selv, men
det er ikke desto mindre de færreste, der kan indse, at en
udskiftning af samfundets kollektivistiske normer med individualistiske
er en indsats værd. Det er netop denne mangel
på erhvervsfolks fremsynethed, som Ayn Rand kritiserer
sønderlemmende i Atlas Shrugged.
Men verden har jo ikke udviklet sig, som Ayn Rand spåede,
vil nogen måske indvende. På trods af at staternes magt ikke
er blevet svækket, har verden alligevel oplevet stor fremgang
i teknologi og levestandard. Dog bør man her nok spørge sig
selv, hvor langt vi kunne være kommet, hvis vi havde fået lov
at udfolde os i en verden med en langt højere grad af frihed.
Sagt på økonom-sprog har offeromkostningen ved staternes
eksistens og intervention siden 1930erne sandsynligvis
været enorm.
Hymne beskriver et futuristisk samfund, hvor kollektivismen
har endegyldigt ”sejret”: Ordet ”jeg” er blevet forbudt, elektrisk
lys er blevet afskaffet fordi det giver flere arbejdspladser
at tvinge folk til at producere tællelys, og såvel folks beskæftigelse
som deres parringsmønster er fastlagt af staten.
Bogens helt, der bærer navnet ”Lighed 7-2521”, opdager
dog langsomt, at der er noget grundlæggende forkert ved
dette system, og man følger således hans udvikling frem til
erkendelsen af, at enkeltindividet er suverænt og altid bør stå
over fællesskabet.
| 11