Ayn Rands Hymne - Libertas

Den, der vil have kernen, må knække nødden. Med dette i
sammenhængen noget kryptiske ordsprog lukkede Sivert
Mortensen mødet.
Det trak op til konflikt. Tom Struve optrådte meget selvsikker,
nærmest udfordrende. Døgnets klicheer og slagord bed ikke
på ham. Politisk forekom han alt andet end progressiv. Men
ingen betvivlede hans dygtighed og indsigt; skolehistorien
og den pædagogiske filosofi beherskede han også. Af og til
skrev han i dagbladene. Det bekymrede dog ikke Bodil Martinsen
nævneværdigt. Dertil var Tom Struve for reaktionær,
og vigtigere, han samlede ikke på tilhængere. Han var nok
den sidste, der kunne finde på at anstifte et komplot. Det var
i det mindste et formildende træk ved hans væsen.
Rektor indledte drøftelsen om elevfællesskaber. Hun afveg
ikke meget fra Uddannelsesstyrelsens skrivelse. Vi må
indføre de unge i dansk samtalekultur, sagde hun, eleverne
må forstå sig selv som medlemmer af et fællesskab, som
medborgere i en demokratisk mikrokultur med rettigheder
og pligter. Til syvende og sidst bør gymnasiet alene være en
ramme om selvudvikling. Kundskaberne skal også fremme
den enkelte elevs socialisering og personlighedsdannelse.
Men det er ikke lærernes opgave at give eleverne viden.
Kundskaber må tilegnes af eleverne i samspil med lærerne.
Kernen i al undervisning er samspilsprocesser.
Tom Struve brød ind: Nej det er ej, kernen i undervisningen
er stoffet. Dannelse er en frugt af arbejdet med fagene.
Således skal gymnasieskolen i første række vurderes på sin
evne til at formidle lærdom. Den, der ved mere, skal meddele
noget til den, der ved mindre. Det er undervisning, og til den
bestilling er lærerne ansat.
Bodil Martinsen svarede en anelse irriteret: Kundskabsformidling
udgør ikke længere skolens centrale opgave, samarbejdsevne
og evne til selvudvikling synes nok så væsentligt.
Viden forudsætter, at viden ikke ændres over tid, og den
forudsætning holder ikke. Kundskaber ældes meget hurtigt.
Derfor må vi som lærere lægge vægt på udvikling af elevernes
sociale kompetence, fleksibilitet og omstillingsparathed.
Undskyld jeg siger det, hvis jeg må bruge en af dine egne
vendinger, men det er jo ikke andet end pædagogiske floskler
fra dagens rejsestald. Tom Struve lænede sig ind over bordet.
Litteratur er nedfældet, digte og poesi er skrevet, musik
komponeret, tanker er tænkt og historien gået sin gang. Om
det kan der lyves, men det er dog sket, og det skete står ikke
til at ændre. Just det uforanderlige må skolen give videre. Det
uforanderlige danner et værn mod totalitære kræfters stormløb
og løgne. Kender du ikke socialismens historie?
Lærerrådsformanden greb ind. Det er ikke noget politisk
møde, det her. Jeg foreslår, at de nedsatte arbejdsgrupper
går ud i klasserummene og drøfter de formulerede problemstillinger.
Om en time serveres der kaffe på lærerværelset.
Derefter diskuterer vi i plenum arbejdsgruppernes oplæg.
34 |
Nr. 45-46
“Standarder og profiler” skabte ikke så lidt røre på Marklund
Gymnasium. Stemningen over for ministeriets oplæg blandt
de menige lærere forekom ubetinget negativ. Evaluering og
institutionsbeskrivelse blev opfattet som embedsværkets
forsøg på yderligere dirigisme og et utilladelig indgreb i
metodefriheden.
Hvordan skal vi forholde os til Uddannelsesstyrelsens
udspil? Med dette punkt på dagsordenen åbnede rådsformanden
endnu et møde i rækken. Skal vi forholde os passive,
sylte ministeriets anmodninger, ja ligefrem udøve civil
ulydighed, som Tom har foreslået, eller skal vi formulere en
skriftlig protest og samtidig sende skrivelsen til redaktøren af
Gymnasieskolen?
Tom Struve understregede på ny modstandslinjen. Retten
til oprør er en menneskeret, ja en pligt når grundlæggende
frihedsrettigheder er truet. Vi kan ikke undervise i en atmosfære
af overvågning og mistillid, ligeså lidt som en næringsdrivende
kan leve med en flok kommissærer på ryggen.
Kreativitet forudsætter et mål af personlig uafhængighed. Jo
højere solen står på himlen, des mindre bliver skyggen.
Ledelsen protesterede. Inspektør Leif Jakobsen slog fast:
Vi må følge ministeriets pålæg og føre anvisningerne ud i
livet. Endvidere sagde Bodil Martinsen: Kvalitetsudvikling og
institutionsbeskrivelse er en trend i tiden, der er kommet for
at blive.
Lærernes tillidsmand, der i praksis fungerede som fagforeningens
repræsentant, placerede sig nærmest på ledelsens
side. Gymnasieskolernes Lærerforening er forholdsvis positiv
over for “Standarder og profiler”, meddelte Bøje Svendsen.
Det er et spørgsmål om ekstra ressourcer. Vi skal naturligvis
ikke gøre arbejdet gratis.
Flertallet af lærerne stemte for en skriftlig protest. Mikkel Engelund
fik i opdrag at udforme skrivelsen til Undervisningsministeriet
og GL. Desuden lykkedes det ham at få indlægget
optaget i Gymnasieskolen.
Tom Struve glædede sig over skolens soliditet og kollegernes
stilfærdige oprør. “Standarder og profiler” fusede ud i ingenting.
Relativt få skoler tog fat om arbejdet. Under indtryk
af uviljen blandt lærerne stillede Undervisningsministeriet
projektet i bero.
På sin vis fortsatte den solide undervisning på Marklund
Gymnasium. Én klasse, én lærer, ét fag, én time, på dette
centrale punkt skete der ingen ændringer. Bodil Martinsen
kom i så måde ingen vegne med sine visioner. Og dog,
tingene var i skred. Marklunds stabile mure formåede ikke at
dæmme op for tidens larm. Det var mærkeligt nok pengestrømmen
til skolerne, som undergravede arbejdets gedigenhed.