yste vort velfærdssamfunds grundlag og gøre livet fattigere for os alle, men mest af alle for regeringens vælgere; så det er uforståeligt, at regeringen tilsyneladende uden betænkeligheder fortsætter den i de senere år accelererende katastrofekurs. Har man levet over evne, og har man hvert år stiftet større gæld og brugt denne til uproduktive formål uden at ville nedskære sin levestandard, endte man i gamle dage i gældsfængsel eller fattighuset og i dag på bistandskontoret; men da der ikke er noget bistandskontor for staten, vil den blive forvist til nationernes losseplads, hvor der ikke er noget at hente til at gøre livet bedre for borgerne. Der er kun én vej at gå: at stryge ideologiske synspunkter til vi igen får råd til at ride sådanne politiske kæpheste, og i stedet anlægge rent pragmatiske synspunkter. Stop for enhver statslig og kommunal udgiftsforøgelse, nedskæring af alle udgifter, der ikke berører det egentlige basale velfærd, som er støtte til gamle, syge arbejdsløse og handicappede, til uddannelse, forskning og videnskab; ikke flere sociale eksperimenter med det private erhvervsliv, der skræmmer kapitalen fra at investere, ikke flere eksperimenter med statsligt ledede erhvervsforetagender og så vidt muligt afvikling af de eksisterende. Ikke flere skatter, som hæmmer opsparingen; vi har ikke råd til at have dem. – Beløn rundhåndet dygtighed, initiativ og handlekraft. Kort sagt: vis en positiv indstilling til det private erhvervsliv, der alene er i stand til at skaffe arbejde og velfærd til os alle, hvis det kommer rigtig i gang igen. At etablere statslige eller kommunale beskæftigelsesarbejder over arbejdsløshed er som at lægge to stykker koks ad gangen i kakkelovnen, hvor der tiltrænges en ordentlig skovlfuld; den kan kun det private initiativ klare. Men det må have de rette vilkår og incitamenter dertil. Industrien har jo til og med i Industrirådets ”Industriplan-87” givet et realistisk udtryk for, hvorledes noget sådant kunne gennemføres. I stedet for ”Knus kapitalisterne” burde devisen nu være ”Afvis ideologerne”. Når man så ved realistiske indgreb har fået genoprettet opsparingen og den samfundsøkonomiske balance, kan man gå i gang med at etablere et virkeligt balanceret velfærdssystem i samfundet. For et velfærdssystem må vi have; vi kan ikke vende tilbage til forrige århundredes samfundsforhold. Lige så klart som det er, at det er afgørende nødvendigt for samfundsudviklingen og fremgangen i levevilkårene, at der føres en pragmatisk økonomisk politik, som kan få erhvervslivet til at blomstre, lige så vigtigt er det for et samfund, at alle dele af befolkningen trives, og at ingen del deraf proletariseres. Men det skulle med nutidens produktionsmuligheder heller ikke være nødvendigt at vende tilbage til en tid, da der fandtes proletariserede lag i befolkningen. Det er der ingen, der kan ønske – men det vil med sikkerhed blive resultatet, hvis den nuværende katastrofekurs med stadigt stigende underskud på statens budget og betalingsbalance fortsætter. Det kan nok siges, at det demokratisk styrede samfund ikke er noget idealt samfund, og at Churchill har ret i, at demokratiet i mange henseender er en dårlig regeringsform – men han har også ret i, at man ikke har nogen bedre. Som menneskets natur er, kan man da heller ikke vente, at der 30 | Nr. 45-46 kan skabes en ideal regeringsform. Men så vil jeg da gerne tilføje, at den demokratiske regeringsform da bestemt heller ikke behøver at være en dårlig regeringsform. Dens største fordel er, at regeringerne fra tid til anden skifter. Som en japaner engang sagde, da demokratiets fordele og mangler blev diskuteret: ”Stagnant water gets stale.” Det er et godt billede: stillestående vand rådner; det gør stillestående samfund også. Det vigtigste ved demokratiet er, at der ind imellem kommer nye koste til – forudsat at de ikke er bange for at feje, således som f.eks. trekantregeringen VKR var. Forudsætningerne for den demokratiske sundhed er, at de nye regeringer kan gennemføre en hovedrengøring: bryde med dårlig praksis, rense ud i bureaukratiseringen, tilføre en ny ånd og sætte nyt liv i maskineriet. – Det er ikke nok til et regeringsskifte, at befolkningen har følelsen af, at de regerende ikke magter at føre nyt liv frem, hvis befolkningen ikke samtidig har tillid til, at oppositionspolitikerne magter det. Har den ikke det, giver den ikke disse magten. Det er det, der desværre er situationen i øjeblikket: vel er befolkningen nok klar over, at den nuværende regering ikke magter at vende den dårlige udvikling, men den har heller ikke nogen tiltro til, at de personer, der repræsenterer alternativet, kan klare opgaven. Havde den det, ville man se et virkeligt stemmeskred som f.eks. i Norge, hvor man stolede på, at Kåre Willoch kunne gøre det, eller i USA og England, hvor man stolede på Reagan og Thatcher. Man må ikke glemme, at i demokratiet er det befolkningens tillid, det drejer sig om, og tillid knytter sig nu engang mere til personer end til ofte vanskeligt forståelige planer og mål. Det er denne fleksibilitet, som er karakteristisk for demokratiet, der gør det til den bedste regeringsform, som man – menneskenaturen taget i betragtning – kan finde. Til den eneste regeringsform, der kan bære en positiv og afbalanceret udvikling. Den bygger på, at der i de fleste – mere vil jeg ikke sige – mennesker findes en vis portion ”common sense” – et udtryk, der måske er bedre end ”sund fornuft”, fordi det ligesom antyder, at det er noget, vi har fælles – en fælles fornemmelse af, hvad der er godt for fællesskabet, og hvad der er dårligt. Ingen anden regeringsform har kunnet skabe et bedre samfund. Friheden til frit at kunne vælge en ny regering, når man finder den gamle for ineffektiv, er et grundelement i vort demokratiske samfund. Naturligvis har denne skiften mellem regeringer og deraf følgende hovedrengøringer sine bagsider, for der går vel altid noget godt med i købet, når kosten fejer, men hvor der handles, spildes der som bekendt også, så det må man tage med. Den første opgave, en ny regering af en ny observans ville have nu, var at løsne statens og bureaukratiets kvælertag om erhvervslivet, så skabere af nye aktiviteter igen kan ånde og handle frit i tillid til, at man ikke vil modarbejde dem. Vort demokratis fremtid afhænger af, om friheden for den enkelte til at handle og skabe på det økonomiske område, bevares som det grundlæggende element i vort næringsliv. Den afhænger af igangsætterens, den skabende kapitalists vilkår.
Nr. 45-46 Hvis igangsættere bindes på hænder og fødder og bastes af skatteskruens kvælertag, er demokratiet dødsdømt. Demokratiets frihed til at tænke, tro og tale – samt vælge – vil også gå under i et samfund, hvor ”staten” har taget kvælertag på det private erhvervsliv, på friheden til at nyskabe og udvikle inden for det økonomiske liv. Så vil de andre friheder før eller senere også blive bastet og bundet; de vil visne og få en helt teoretisk karakter, for samfundets økonomiske liv vil gå i stå, og bureaukratiseringen – med Soljesnitzyn: statens undertrykkende magt – vil kvæle også det åndelige liv. Det behøver man ikke at se ret lang uden for vort lands grænser for at se beviset på. Men lad os bekende os til troen på, at der i den danske befolkning er så store reserver af sund fornuft og af ideer og handlekraft, at vi ligesom efter tidligere katastrofer i vor historie kan rejse os igen og ryste statsgældens lænker af os uden samtidig at ødelægge de vigtige dele af vort velfærdssamfund: fremfor alt hjælpen til gamle, syge og dårligt stillede, støtten til videnskab, uddannelse og forskning. Det bør vi sætte al vor styrke ind på at gennemføre. Men så må regeringen forlade sin forældede og forkalkede ideologi og lade vore erhvervsledere, de aktive kapitalister, få vind i sejlene. Så skal de nok få fart i skuden. Får erhvervslivet de rette vilkår, skal det også nok klare landets økonomiske problemer. Oprindelig trykt af Børsens Forlag. | 31
Change language