Ayn Rands Hymne - Libertas

Nr. 45-46
Gymnasielærernes egen fagforening førte an. Flere penge til
uddannelse! Sådan lød kampråbet. Den pædagogiske ekspertise,
undervisningsministeriets embedsmænd og konsulenter
og de fleste skolepolitikere var med på ideen. Lønnen kunne
der ikke så let røres ved, eftersom en lønforhøjelse til lærerne
straks udløste tilsvarende krav fra ligesindede grupper. Derimod
var det forholdsvis nemt at få tilført økonomiske midler
til aktiviteter og funktioner, som lå uden for den egentlige
undervisning.
Fagforeningen satsede på en reduktion af medlemmernes
undervisningsmæssige timetal, en indsats, der i det skjulte
blev påskønnet af lærerne. En underviser kunne eksempelvis
slippe for timer ved tavlen, hvis den pågældende i stedet for
brugte noget af arbejdstiden i udvalg, tog del i møder, kurser,
studierejser og teateropførelser, såmænd fik lærerne også
godskrevet timer for tilstedeværelse ved skolens fester. Der
blev efterhånden sat timer på alt.
Politikerne syntes friske med det hele. Penge til skolerne gav
point i pressen. Undervisningsministeriet fik på den facon
mulighed for at udsende en strøm af cirkulærer, der igen
fordrede flere administratorer på skolerne. Nævnte trafik fjernede
yderligere dygtige lærere fra katedret. Gode undervisere
kastede sig over studievejledning, boginspektion, datatilsyn,
tillidsposter og hærskaren af møder og konferencer. Der
blev med den tendens åbnet op for flere ansættelser, hvilket
fagforeningen tillagde stor værdi.
Undervisningen dalede naturligvis i anseelse. Når der var
mere profit og prestige i aktiviteter af anden art end tavle og
kridt og samtidig mindre stressende arbejde at udføre, så
måtte skolens egentlige bestilling falde i agtelse. Tom Struve
forsømte ikke at ironisere over fænomenet. Kun dumme
lærere underviser i dag, bemærkede han med en slet skjult
sarkasme, de intelligente nøjes med at tale om eleverne. Han
forlod dog ikke podiet til fordel for kontoret og, som han sagde,
til fordel for den dræbende og åndløse mødevirksomhed.
Firedagsugen var indført på Marklund Gymnasium. Lærerne
brugte mere tid på øvrige opgaver end på undervisning. Ved
et pædagogisk rådsmøde meddelte Leif Jakobsen, at 42.8
procent af lærerne endog befandt sig på tredagesugens trin.
Det er blevet et problem for os i ledelsen at komme i kontakt
med jer, sagde han, kig efter meddelelser fra administrationen
i mailboksen hver dag!
Skemalæggeren oplevede et pres fra kollegerne. Jeg vil gerne
have den skemafri dag lagt på en fredag, hvis det er muligt.
Joh, Bøje Svendsen var med på melodien og strengte sig an.
For længst havde han udskiftet det pædagogiske skema med
et bekvemmelighedsskema.
Amtsrådsforeningen var bekymret. Udgifterne til gymnasierne
vokser helt uacceptabelt. Amternes repræsentanter
offentliggjorde den besked under forhandlingerne om den
nye overenskomst. Lærerne skal undervise noget mere. Vi
må have en anden aflønningsform på banen og skære i den
afsatte tid til forberedelse. Amtsrådsforeningen rumsterede
endvidere med begreber som funktionsløn, kvalifikationsløn
og resultatløn.
Bøje Svendsen holdt kollegerne tæt informeret om forhandlingernes
forløb. Tanken om mere undervisning i klasserne
huede ikke lærerforsamlingen. Imidlertid kunne fagforeningsmanden
berolige vennerne: Vore forhandlere har fået en passus
ind i overenskomsten, som rigtigt udnyttet kan modvirke
fordringen om flere timer bag katedret. Amtsrådsforeningen
ser nemlig positivt på begreberne udvikling og fornyelse. Vi
må finde på pædagogiske nyskabelser, hvis ikke vi vil have
vores vilkår forringet. I den forbindelse sagde han rent ud:
Den traditionelle klasseundervisning vil påføre den enkelte
lærer 150 ekstra timer ved tavlen om året.
Denne oplysning satte liv i lærerstaben. Forsamlingen undergik
en forbløffende forvandling. En sand metamorfose som
Tom Struve ytrede ved en senere lejlighed. Lærerne samledes
i grupper og skrev emner ned om veje til udvikling og
fornyelse. Inden for en halv time var et righoldig idékatalog
udarbejdet. Bevares, det meste hidrørte fra tresserpædagogikken,
men hvad kunne man ellers i skyndingen gribe til.
Projektundervisning bragtes i forslag og lærerteams, fælles
forberedelse og planlægning, tværfaglighed, edb-integration
og blokdage. Pædagogiske slagvarer passerede revy som
tallene på et lykkehjul i spin. Bodil Martinsens pædagogiske
visioner blev med et slag taget alvorligt.
Projekt, lød det rundt om bordet under plenum, det er vel
bare temaer, som vi jævnt hen arbejder med i forvejen, selvsagt
nu formuleret skriftligt med angivelse af problemfelter
og timetal. Og gruppearbejde naturligvis. Jo vist, det lyder
acceptabelt, sagde Bøje, idet han dog havde svært ved at
holde masken. Bodil Martinsen føjede til: Det er vigtigt, at så
mange som muligt laver projekt. Der er rigeligt med penge
i puljen. Den fiffige matematiklærer Brink Petersen spurgte
ironisk: Jeg kan forstå, at det fra nu af gælder om at albue
sig frem. Hvad giver et projekt på en blokdag med to lærere
og edb-integration?
I skolens tusindårige historie havde lektionslængden ligget
nogenlunde fast. En længde på 45 minutter blev almindeligvis
anset for at være passende, selv om en del gymnasielærere
mente, at eleverne ikke formåede holde sig koncentreret
i mere end 35 minutter ad gangen. I situationen forekom
den tale alt andet end gangbar. Det forlød nemlig, at der var
penge i justeringer på lektionens varighed. Fagforeningsmanden
undersøgte sagen.
Ved det efterfølgende møde fremlagde han nogle højst
mærkelige tal. Den traditionelle lektion på 45 minutter giver
ingenting, meddelte Bøje Svendsen, men jeg har lavet en
opstilling for sparede timer i årsnormen, hvis vi lægger os
fast på en lektionslængde på henholdsvis
| 35