Ayn Rands Hymne - Libertas

Nr. 45-46
Hvordan indretter man en skole, hvor lærerne indbyrdes ikke
behøver at være enige om noget som helst?
Svaret bør ikke volde os besvær. Markedskulturen må ubetinget
og med det samme overføres til skolemiljøet. Skolen
kan uden videre bygges op som et butikscenter. I et kompleks
med mange forretninger findes en overordnet, usynlig
ledelse, der holder øje med de fælles faciliteter og udgifter.
De synlige elementer beløber sig til de individuelt styrede
butikker. Forretningsindehaverne konkurrerer til alle sider og
klarer selv omgangen med kunderne. Enhed og ensartethed
forekommer direkte uhensigtsmæssig. Det er forskelligheden
og originaliteten, der befordrer centrets samlede driftighed.
På tilsvarende facon bør lærerne i skolen optræde som
selvstændige næringsdrivende. De behøver ikke at være
enige om noget. Hver lærer skilter med sin egen holdning og
underviser på sin egen måde. Den pågældende må selv finde
sig til rette med kunderne i butikken. Jo mere lærerne i centret
afviger fra hinanden, des mere givende og spændende er
det for eleverne.
Undervisningens frihed er det vigtigste. Men just den udsættes
ustandseligt for angreb i tiden. Navnlig har indgrebene
i metodefriheden en ødelæggende effekt. Lad mig sige det,
så det kan fattes. Alt det kollektive skal rykkes op med rode.
Gruppetyranniet virker som en galge. Det drejer sig om én
klasse, én lærer, ét fag, én time, alt sammen fulgt til dørs af
hyppige frikvarterer.
Hørt, hørt, lød det fra studenternes rækker.
Tom Struve smilede og kvitterede med en let hovedbøjning,
idet han fortsatte på samme ligevægtige vis. En skole i fælles
fodslag tager sig effektivt ud. Den er det ikke. Økonomisk
planlægning i produktionslivet syner på lignende vis virkningsfuld.
Den er det ikke. Markedets brogede vrimmel skitserer
et billede af rod og forvirring. Det er ikke tilfældet. Hver
handling afstemmes efter den højeste gevinst. Skolen med
lærere, der kun lader sig lede af deres egen dømmekraft,
giver indtryk af formløshed og virvar. Det er ikke situationen.
Summen af de enkelte underviseres mærkværdigheder, selvopfundne
metoder og særegne indfald leverer det optimale
udbytte. En fribåren lærer profitmaksimerer sine evner og
yder det mulige.
Den gode skole forsvarer selvstændighedskulturen. På selvejergårde
og fiskerkuttere spirer det bedste i dansk tradition.
I bagerbutikker og slagterforretninger er inspirationen lige til
at samle op. Lærerne bør uafladeligt have blikket rettet mod
det civile samfund. I den gode skoles bygninger optræder
underviseren som næringsdrivende. Landets selvejere og
skolens undervisere har væsentlige ting til fælles. Familiebrugene
er lærernes naturlige allierede. Selvejet føder enere,
skolen har brug for enere.
Med denne slutreplik forlod han podiet og gik roligt og værdigt
ud af salen, fulgt af bragende klapsalver.
| 41