Ayn Rands Hymne - Libertas

livet og på staten som erhvervsdrivende, som i de sidste
generationer har behersket de socialdemokratisk dominerede
regeringer bl.a. i Norden, og som nu synes også at ville
dominere den nye franske Mitterand-regering med dens
omfattende nationaliseringsprogram. Reaktionen er naturlig:
den er et led i den evige kamp mellem ideologi og pragmatisme
(saglighed) som grundlæggende synspunkt i statens
forhold til erhvervslivet. Den pragmatiske indstilling ledes
af og holder sig til, hvad der erfaringsmæssigt og sagligt
giver det bedste resultat og derved beviser sin realistiske
hensigtsmæssighed, medens den ideologiske indstilling bygger
på idémæssige forestillinger, som politiske tænkere har
fundet frem til ad tankemæssig vej (”aus dem Inneren ihres
Bewustseins”) som den ideale løsning af samfundsmæssige
problemer. Det ideologiske ræsonnement er da den betragtning,
at staten, dvs. alle samfundets borgere, derved skulle
kunne opnå og til os alle fordele den fortjeneste, som den
private erhvervsdrivende ellers ”stikker i sin egen lomme”
– og derved ”tjener” på sine medborgeres fornødenheder
- medens en saglig vurdering viser, at den ineffektivitet og
bureaukratisering, som statsdrift altid medfører, forringer
produktionens resultat med langt mere end den avance, som
en privat ejer ville kunne indtjene, med andre ord at det altid
bliver borgerne, der kommer til at betale for den manglende
effektivitet ved højere priser på statens produkter. Det kan
også udtrykkes således, at alle borgere taber ved at lade
staten producere eller forhandle deres fornødenheder. I de
sidste generationer har i vor hjemlige politik det ideologiske
syn på samfundsøkonomien været rådende, udsprunget af
de herskende politiske partiers, navnlig Socialdemokratiets
samfundsøkonomiske ideologi, der vil tillægge staten den altovervejende
magt over for de enkelte borgere, herunder det
private erhvervsliv, og derfor vil lade staten drive mest mulig
erhvervsvirksomhed. For hundrede år siden var det anderledes,
og de vestlige landes historie viser os en stadig kamp
mellem statsmagten og borgerne om, hvor grænserne går
for det område, hvor staten kan disponere, og det område,
hvor de private borgere kan disponere.
Højdepunktet for statens magt over for borgerne er diktaturet,
den totalitære stat, enevælden. Da magt som bekendt
korrumperer, og korruption undergraver den moralske
faktor, som er forudsætning for ethvert regimes stabilitet,
bryder et diktatur efter en vis tid sammen og afløses enten
af andre former for diktatur eller af en demokratisk samfundsform,
hvori borgerne efter visse kriterier vælger deres
repræsentanter i statens styrelse. Flertalsvalg er det normale
i vor tids demokratiske stat og er som bekendt af Churchill
karakteriseret som en dårlig regeringsform, men dog den
bedste, som findes. Det er nok rigtigt og afspejler derved den
menneskelige skrøbelighed.
Den demokratiske stat anerkender som bekendt i modsætning
til den marxistiske diktaturstat, at de private borgere kan
have ejendomsret over produktionsmidler og anden kapital,
og at de kan sætte nye produktioner i værk og disponere over
de derved skabte midler. Men også i den demokratiske stat
16 |
Nr. 45-46
har der været og er der stadig meget forskellige meninger
om, hvor grænsen for statens magt – åndeligt og økonomisk
- over for den private borger bør drages. Man har udsondret
en række ”åndelige frihedsrettigheder” for borgerne, som
er den demokratiske stats særlige kendemærker og derfor
sikret i grundloven, nemlig retten til frit at tænke, tro og tale.
Det er den åndelige frihed, der danner kernen i den demokratiske
stat. Det er den menneskenes iboende frihedstrang,
der skaber og bærer demokratiet. Men ingen bør hengive sig
til den illusion, at åndelig frihed kan bestå uden økonomisk
frihed. Det er to sider af samme sag; undertrykkes menneskenes
frihed til at disponere økonomisk, forsvinder også
den åndelige frihed.
Det er den grundlæggende forskel mellem den demokratiske
stat og den totalitære stats krav om, at alle skal bøje sig for
de dogmer, staten bygger sin magt på, og at man kun må
tænke, tro og tale på den måde, staten kræver. Jo længere til
venstre man kommer i vore demokratiske partier, jo klarere
ser man imidlertid en tendens til autoritær tilsidesættelse af
de demokratiske frihedsrettigheder (organisationsdiktatur
o.l.). Solsjenitzyn har sagt: ”Ideologien bag enhver form for
kommunisme er baseret på statens undertrykkende magt.”
At han også herved (”bag enhver form”) indbefatter socialisme,
ja, i virkeligheden mener ”socialisme”, fremgår
yderligere af hans næste sætning: ”Tag ikke fejl: Solidaritet
lod sig ikke inspirere af socialisme, men af kristendom.”
Ja, det er værd at bemærke, at hvor kristendom forsvinder,
slukkes også frihed: men så længe kristendom lever i et folk,
lever også frihedstrangen. – Og ingen bør tage fejl af, at den
grundlæggende filosofi bag socialismen er ”statens undertrykkende
magt”. Men det kan vel i øvrigt generelt siges, at
der i enhver ideologi er indbygget et krav om undertrykkelse
af andre. Ideologer er autoritære; de repræsenterer den
eneste sandhed, som andre skal tvinges til at underkaste
sig. Demokrati derimod bygger på frihed og på de forskellige
synspunkters balance.
Den demokratiske stats oprindelige økonomiske frihedsbegreb,
bl.a. udtrykt i grundlovens smukke ord om ejendomsrettens
ukrænkelighed, er undermineret under de stadige
angreb derpå fra ideologisk ”fordelingspolitisk” hold, som
kræver, at den private ejendomsret skal vige for hensynet til
den demokratiskes stats store velfærdsadministration. Dette
fører til, at den enkelte borger må aflevere en så stor del af
sin ejendom, som af regeringen skønnes nødvendig for at
opretholde en vis levestandard for den mindre velstillede del
af befolkningen. Da denne sidste del af befolkningen jo nu
engang er den talmæssigt største, er det klart, at den almindelige
valgret – ”one man, one vote” systemet – uvægerligt
må føre til, at de partier, hvis devise er at ”tage fra de rige
og give til de fattige” – uden hensyn til om dette er nationaløkonomisk
hensigtsmæssigt – må få den største vælgertilslutning
og derfor blive de dominerende. Når dette ikke har
ført til, at staten har konfiskeret al ejendom og delt den ud til
borgerne med lige store dele til hver enkelt, hænger det vel