Ayn Rands Hymne - Libertas

Nr. 45-46
pressen som begrundelse for ønsket om en ændret struktur
i Statsanstalten: ”Det er ikke nemt at være Statsanstalten,
når f.eks. syv forskellige instanser skal spørges, før vi kan
ansætte nye medarbejdere, medens direktøren i et privat
selskab groft sagt blot kan gøre, som han mener, at situationen
byder…; det er ikke så meget Statsanstalten, der er
svær at styre, som der er hele statsapparatet, hvor tingene
er blevet stadig vanskeligere… Alt er blevet langsommere…
det dur simpelthen ikke.” Da jeg læste det, gik mine tanker
tilbage til en forhandling, hvori en minister udtrykte ønsket
om, at staten kunne blive deltager i Dansk Undergrunds
Consortium, og hvor jeg tænkte på den umulige situation,
der ville opstå, hvis statens repræsentanter pludselig inden
for få timer skulle tage stilling til køb af en olieboreplatform
til 500 millioner kroner. – Nej, staten ønsker sikkerhed og har
hverken risikomodet eller evnen til at gribe en chance her og
nu. Og det er heller slet ikke det, vi har staten til.
Det hårde arbejde, ”arbejdsnarkomanien”, vil ikke dominere
administratoren, fordi han ikke arbejder for sig selv, men for
en uhåndgribelig tredjemand og efter et cirkulæreskema, der
fastsætter arbejdstiden fra 9-17 – hvormed naturligvis ikke
være sagt, at ikke mange tjenestemænd arbejder betydeligt
længere og – bl.a. i skatteadministrationen – med stor
nidkærhed. – ”Fliden er heldets fader” var et af vore store
industrimand og igangsætter Alexander Foss’ ofte gentagne
udtryk. Og det er rigtigt, at fliden skaber forudsætningerne
for, at heldet indtræffer, nemlig i forbindelse med den flittiges
mange aktiviteter. Der er vel et mere moderne udtryk
for, hvad det oldnordiske kvad ”Havamal” mere dramatisk
udtrykte med ordene: ”Ej fanger liggende ulv lårben eller
sovende mand sejr”. Inden for økonomien er det ikke ”naturens
muntre søn”, der er ”lykken næst”, som Oehlenschläger
digtede i ”Aladdin”: det er i den flittige mands mangefoldede
turban, at appelsinen falder. – Men skal heldet udnyttes, er
sparsommelighed en lige så afgørende faktor som fliden, thi
uden opsparing kan man ikke udvikle de muligheder, som
heldet åbner for. Derfor er både flid og sparsommelighed
igangsætterens vigtigste værktøj.
Heller ikke det, som jeg har kaldt det perspektiviske økonomiske
langsyn, vil man finde i statsligt regi, for der vil ikke
være noget incitament til at fremkalde det. Den statslige
administrator ser ikke ind i fremtiden. Den er for ham afsked
ved pensionsalderens indtræden, og hvad der ligger derudover
ansporer ikke hans fantasi.
Af alle de nævnte grunde burde enhver form for statens
erhvervsvirksomhed afskaffes, og de subsidier, som staten af
den ene eller den anden grund vil yde til erhvervslivet, burde
enten afskaffes eller ydes direkte til befolkningen i form af
rabatkort o.l. og ikke til virksomhederne. For desværre er
forholdet nok det, at blot en virksomhed én gang har været
drevet som statsvirksomhed eller været understøttet af
staten, er den så inficeret af de giftstoffer, som på denne
måde er kommet inden for dens virksomhedsfunktion, at den
aldrig vil kunne komme op på skinnerne igen. Den har fået en
”stats-virus” i sig, som den aldrig kommer af med. Den må
afvikles og erstattes af en helt ny virksomhed, der begynder
fra bunden – privat og uden støtte.
De nævnte særlige kvalifikationer, der gør den private
økonomiske igangsætter til en central figur ved starten og
udviklingen af en ny virksomhed, er i øvrigt også afgørende i
de store, veletablerede og derfor mere hierarkiske og bureaukratiske
gigantvirksomheder, der ofte dominerer i en række
sektorer i erhvervslivet. Gennem et langt livs nære berøring
med erhvervslivet er det min erfaring, at det er nøjagtig de
samme egenskaber, der kan få store erhvervsvirksomheder
til at trives og videreudvikle sig: ledelsens sparsommelighed,
flid, initiativ, risikomod og perspektivisk fremsyn. Hvis disse
egenskaber ikke er til stede hos ledelsen af en gigantkoncern,
vil denne stagnere og gå i opløsning eller blive konkurreret
ud af nye små, effektive virksomheder med lavere omkostninger
og navnlig initiativrige ledere med de nævnte egenskaber.
Jeg har set store, velkonsoliderede virksomheder
bureaukratiseres og bukke under på forbavsende kort tid
over for nye små virksomheder, hvis ledere havde evnen til at
finde nye veje, nye produkter og nye produktions- og salgsområder
– som altid findes, når man blot kan se dem. Tænk
blot på en virksomhed som den japanske Sony-koncern, der
begyndte i slutningen af 1940erne med to mand i et enkelt
værelse og nu er en af verdens giganter. Og tænk så omvendt
på den amerikanske bilindustri, der for tyve år siden var så
dominerende, men ikke så fremtidsperspektiverne og derfor
nu ikke kan klare konkurrencen med de japanske og i nogen
grad de europæiske biler, men hvert år viser milliardtab.
Men jeg har lige så vel set gamle store virksomheder blive
ledet ind i helt nye, imponerende udviklingsfaser af unge
initiativrige ledere, som før andre så mulighederne i en ny
teknologi, ny produktion og ny markedsføring. At vi nu, som
det af mange påstås, skulle være kommet ind i en ”postindustriel”
eller en ”postkapitalistisk” epoke, er for mig en
helt urealistisk tanke. Industrien har blot – som så ofte før
– skiftet spor: fra den tunge industri til mikroindustrien, fra
den mekaniske teknik ind i den elektroniske højteknologi, i
hvilken unge forskere og industrielle leder kan øse af ny ideer
uudtømmelige hav.
Erhvervslivets pragmatiske grundlag
Den grundlæggende forskel mellem statsvirksomhed og privat
erhvervsvirksomhed har sikkert været kendt fra tidernes
morgen. I hvert fald har den været kendt siden Adam Smith
skrev sin Wealth of Nations, hvori han brød med merkantilismens
tanker om staten som erhvervsdrivende. Og der er jo
heller ikke noget mærkeligt i, at det erhvervsliv, der som vort
er baseret på den trang til selv at skabe noget, som ligger i
de mennesker, der ejer foretagsomhedens og energiens glød,
har en langt større dynamik end det erhvervsliv, der drives
af embedsmænd, der fra deres overordnede får de ordre, de
skal udføre, og som oftest ikke selv får noget udbytte af at
vise initiativ.
| 21