Ayn Rands Hymne - Libertas

Nr. 45-46
den mentalitet rådede. Forældrekredsen lod sig ikke dupere
af pædagogiske fraser. Vidtløftigheder i undervisningen og
ødslen med skatteydernes penge gjorde sig ikke.
Bodil Martinsen havde således mange odds imod sig. Men
visselig, den nye rektor virkede udholdende. Lokale forhold
og forældrekredsen interesserede hende ikke synderligt. Hun
lod sig i højere grad inspirere af forsøg og forskning og den
pædagogiske debat i radio og tv, ligesom hun ivrigt dyrkede
kontakten med politikere og betydningsfulde embedsmænd.
Utrættelig gentog hun vigtigheden af uddannelse. Lærernes
pædagogiske og faglige forudsætninger lå hende på sinde.
Livslang uddannelse, efteruddannelse, dygtiggørelse, det var
ord, som faldt hende let på tungen. Med betydelig snarrådighed
fik hun skrabet offentlige midler til sig, ekstrabevillinger
til snart det ene og snart det andet. Lærerne blev nærmest
presset til at tage på kursus. Eleverne havde nok en vis
forståelse for værdien af videreuddannelse, men de hyppige
aflysninger af timer behagede dem ikke.
Det lykkedes rektor at få stablet en del pædagogiske dage på
benene. Undervisningen måtte naturligvis indstilles. Hvordan
udvikler vi os selv? Bodil Martinsen yndede temaer af den
karakter. Hvorledes udnytter vi hinandens ressourcer? På
hvilken måde får vi integreret fagene og bragt sammenhæng
i tingene? Et af emnerne bar overskriften: Intervision som
samskabende og genforfattende samtale. Til dagen blev der
indkaldt instruktører med fingeren på pulsen, veltalende
pædagoger, som havde tilkæmpet sig en karriere uden for
undervisningen. Det kom unægtelig skatteyderne dyrt at
stå, men det kerede den nye rektor sig ikke om. Samfundet
kan ikke investere for meget i uddannelse, bedyrede hun,
veluddannede mennesker er landets eneste råstof. Det måtte
enhver kunne begribe.
Anstrengelserne førte som antydet ikke rigtigt til noget.
Rektor Martinsens fornyelsesiver stødte på stenet grund. Lærerne
lod hende snakke, ingen sagde hende afgørende imod;
som tilforn blev der undervist i fag, solidt og sagligt og jævnt
hen med eksamen for øje.
Der gik en tid. Da kom regeringen hende til hjælp. Uddannelsesstyrelsen
under Undervisningsministeriet udsendte
en skrivelse i bogform, “Standarder og profiler”, et oplæg til
kvalitetsudvikling og institutionsbeskrivelse for gymnasiet
og hf. De politiske myndigheder, borgerne og de kommende
elever, hed det i oplægget, har krav på at få kvalificeret information
om den enkelte skole.
Det kunne Bodil Martinsen bruge til noget. Hun fik vitterligt
sat gang i mødevirksomheden, og der blev nedsat arbejdsgrupper.
Hvad gør vi, hvad vil vi, hvordan kommer skolen
videre, og hvorledes styrker vi lærernes faglige og pædagogiske
udvikling?
Tillidsmanden Bøje Svendsen sagde under en lærersamling:
Ministeriet lægger op til en omfattende selvevaluering på
skolerne. Desuden rumler embedsmændene med planer om
at udsende evalueringsgrupper, der for en periode kan følge
og bedømme undervisningen og give råd om forbedringer.
Elevernes vurdering af mål og midler skal efter det udsendte
materiale ikke mangle i de løbende evalueringer. Det er tidens
krav om mere servicedeklarering og kontrol.
Lærerne forholdt sig kategorisk afvisende. For første gang
kom protester åbenlyst til orde. Det er pjat, sagde de fleste af
underviserne, spild af tid og ressourcer.
Jamen, det er noget, vi skal, sagde Bodil Martinsen, det
kommer ovenfra. Vi kan lige så godt først som sidst indstille
os på nye tider. Skolen udgør et mikrosamfund, der må
tilpasse sig ændrede vilkår og rette sig ind efter dominerende
politiske signaler. Ja, undskyld jeg siger det, alt andet er
bagstræb.
Læreren i fransk og historie tog ordet. Jeg vil hverken tilpasses,
evalueres, overvåges, befamles eller gøres til en maskindel.
Glem alt om socialisering og fælles holdning. Metodefriheden,
fortsatte Tom Struve, danner det hængsel, hvorom al
beåndet undervisning kredser. Der kommer ikke evalueringsgrupper
ind i min klasse, hverken nu eller i fremtiden.
Et øjeblik var der tavshed i rummet. Den noget bastante udmelding
skærpede unægtelig opmærksomheden. Alle rettede
blikket mod Bodil Martinsen. Tilsyneladende var hun forberedt
på angrebet. I hvert fald bevarede hun fatningen. I dag
må lærerstaben løfte i flok, sagde hun, kravene fra samfundet
er store. Vi kommer længst i et gensidigt samarbejde. Som
lærer har man også et behov for at være fælles om noget.
Lærerens første behov er uafhængighed. Tom Struve så
fast på hende. Kvalitet i arbejdet forudsætter en ubetinget
individuel frihed. Undervisningen tåler ingen former for
tvang. Lærergerningen er så personlig, at den ikke kan deles.
Kollektivisme har aldrig avlet andet end undertrykkelse og
frustration.
Jeg er helt uenig. Ja, undskyld mine ord, du lyder som en
røst fra fortiden. Du ved, Tom Struve, hun smilede afvæbnende,
at selv dinosaurerne i sin tid kæmpede forgæves mod
udviklingen.
Tom Struve trak tillige på smilebåndet. Bemærkningen om
dinosaurerne faldt i hans smag, om end den ret beset var en
fornærmelse. Bodil Martinsen henvendte sig til lærerrådsformanden.
Jeg foreslår, at vi holder her, og at vi næste gang
efter køreplanen diskuterer elevfællesskaber, altså det sociale
i klassen og de studerendes medansvar for planlægning og
evaluering. Vi må huske på, sagde hun og lod blikket vandre
rundt om bordet, at elevernes indbyrdes relationer er af stor
væsentlighed for en skole. Almendannelse har også noget at
gøre med den socialisering, som skolegangen medfører.
| 33