Ayn Rands Hymne - Libertas

og dygtige ledere, der vil kunne overleve, hvis den nuværende
katastrofekurs fortsætter, og befolkningen gennem
inflationen forarmes. Og når samtidig en ideologisk-politisk
underminering af de grundlæggende værdinormer, der holder
vort samfund sammen, truer med at bringe de stabiliserende
faktorer (familie, hjem, opdragelse og kristentro) i opløsning,
må man stille det videregående spørgsmål, om det i det
hele tage er muligt at bevare vort demokrati – og dermed
vor frihed – i et i væsentlig grad afkristnet samfund? Er det
i et velfærdssamfund, der domineres af andre ideologier,
muligt for menneskene at bevare deres uafhængighed og den
pragmatiske indstilling, der har betinget deres overlevelse
gennem vor historie? Ingen må betvivle, at det er de kristne
værdinormer, der i forbindelse med en saglig indstilling til
de økonomiske realiteter, der er vort samfunds klippegrund.
Hvis ikke disse normer indgår som en væsentlig del af opdragelsen
i skole og hjem, vil de negative ideologiske normer,
der ad mange veje søges bibragt befolkningen, virke som en
kræftsvulst i samfundet, og så ender det før eller senere i et
voldssamfund, i diktaturet. Og dermed forsvinder alt, hvad
der hedder frihed og initiativ både i vort åndelige og vort
økonomiske liv, hvad enten det så bliver et kommunistisk, et
”fascistisk” eller et helt tredje slags diktatur. –
Er det allerede for sent? Er samfundet så inficeret af nedbrydende
ideologi, at det ikke kan lade sig gøre at rette det op
igen? Der er meget, der kan tyde herpå og tage modet fra
én. Den udbredte uvilje mod effektivt arbejde, uvilje over for
dem, der viser en naturlig arbejdsglæde, vrangvilje mod og
”mobning” af igangsættere, hensynsløshed over for andre,
osv., osv. Hvis disse som oftest ideologisk inspirerede,
forkalkende tendenser fortsætter med det mål at kvæle vort
demokratiske samfund og de idealer, det er bygget på, kan vi
skimte voldsstyret – diktaturet – og så har tusind års arbejde
på opbygning af et dansk demokratisk retssamfund været
forgæves.
Det forkalkede samfund
Er kvælertaget og forkalkningen kommet så langt, at vi ikke
kan reddes?
Vort samfund er gammelt, men derfor behøver det ikke at
være økonomisk forkalket. Men det bliver det, når staten i
socialistisk regi gør sit bedste for at hæmme opsparing (for
ikke at skabe kapitalister!) og industriel vækst. Derved forstærkes
tendensen til forkalkning. Skatteskruen og bureaukratiseringen
spærrer for de blodårer, der tilfører erhvervslivet
risikovillig kapital og initiativ. Og ved forkalkningen mister
det økonomiske liv den ungdommelige elasticitet og fleksibilitet,
som er nødvendig for et sundt erhvervsliv. Vi kan snart
ikke vende og dreje os uden, at det gør ondt. Enten det nu er
skattebestemmelser, vi rammes af, eller organisationsmagten,
vi støder sammen med. Og når vi så kommer ind i en
økonomisk depressionsbølge og nedadgående konjunkturer,
er det over for politiske pressionsgrupper og organisationer
næsten ikke muligt at foretage nødvendige omkostningsreduktioner.
Ej heller kan vi gennemføre teknologiske nydan-
28 |
Nr. 45-46
nelser; bladenes kamp med typograferne for overlevelse
gennem ny teknologi er et af de utallige eksempler herpå.
Derved sættes den naturlige automatik, der skulle regulere
samfundsøkonomien i en nedgangsperiode, ud af spillet.
Og så sætter den manglende evne til at tilpasse økonomien
sig fast i samfundsmaskineriet som forkalkende stagnation,
arbejdsløshed og inflation. Og den helseproces, man skal
igennem, inden man på ny får balance i samfundsøkonomien,
tager uendelig lang tid. Samtidig løber de samfund, der
ikke har en så stærk organisatorisk og politisk forkalkning,
og hvor økonomien har bevaret sin naturlige fleksibilitet, fra
de gamle samfund og tager en stadig større del af disses
produktion og dermed deres økonomiske grundlag fra dem.
Heldigvis finder menneskenes initiativ selv i vort samfund
stadig nye muligheder produktivt og kommercielt. Men
dansk erhvervsliv holdes i den grad nede af skattebyrder,
monopoltilsyn, miljøbestemmelser, overadministration og
organisationsobstruktion mod ny teknologi, at den næsten
eneste vej til udvikling herhjemme går over eksport til eller
etablering af dattervirksomheder i andre lande, hvor nyt
initiativ endnu har relativt frit slag.
Det i øjeblikket foreliggende forslag til en ændret monopollovgivning,
der udvider dens operationsområde fra monopolvirksomheder
til ikke-monopolistiske store virksomheder,
er et typisk eksempel på, at den socialdemokratiske regering
handler stik imod den ”erhvervsvenlige” indstilling, som den
foregiver at have. Det eneste hidtil virkelig erhvervsvenlige
skridt, regeringen har taget, er modificeringen i 1981 af den
initiativlammende kapitalvindingsskat; der åbnedes derved
for investering i nye virksomheder og kapitaludvidelse i
gamle, men så længe regeringen til stadighed modsiger sig
selv ved erhvervsfjendtlig lovgivning eller trusler om ØD e.l.,
er det ikke forbavsende, at risikovillige kapitalister forsat
holder sig tilbage – de kan jo få over 20 pct. i rente ved at
købe statens obligationer. I stedet for med højt forrentede
obligationer at konkurrere med erhvervslivet om tilførsel af
kapital skulle regeringen belønne opsparing og kapitaltilførsel
til erhvervslivet ved gunstigere afskrivningsregler, tilladelse
til bedre indtjening og nedsættelse af selskabs- og formueskatten.
Afskaffelse af skat på produktive aktiviteter er en velsignelse
– pålæggelse af skat på produktion en forbandelse.
Samtidig med afviklingen af skatterne på erhvervslivets
produktion må der, for at få det økonomiske samfunds
forkalkede årer til at genvinde deres elasticitet, ske en gennemgribende
rationalisering af det offentliges administration,
både statens og kommunernes, men ganske særlig statens.
Administrationen af love, bekendtgørelser, direktiver og cirkulærer
er vokset i et sådan omfang, at det ikke blot belaster
de offentlige budgetter helt urimeligt, men også besværliggør
og forsinker erhvervslivets produktion og omsætning ud
over alle grænser. Er man i en erhvervsvirksomhed kommet
til et punkt, hvor ledelsen skønner, at nu er organisationen
og ”papirgangen” ved at stoppe organismens elasticitet og
cirkulation, henvender man sig til et rationaliseringsfirma,