Ayn Rands Hymne - Libertas

yste vort velfærdssamfunds grundlag og gøre livet fattigere
for os alle, men mest af alle for regeringens vælgere;
så det er uforståeligt, at regeringen tilsyneladende uden
betænkeligheder fortsætter den i de senere år accelererende
katastrofekurs. Har man levet over evne, og har man hvert år
stiftet større gæld og brugt denne til uproduktive formål uden
at ville nedskære sin levestandard, endte man i gamle dage i
gældsfængsel eller fattighuset og i dag på bistandskontoret;
men da der ikke er noget bistandskontor for staten, vil den
blive forvist til nationernes losseplads, hvor der ikke er noget
at hente til at gøre livet bedre for borgerne. Der er kun én vej
at gå: at stryge ideologiske synspunkter til vi igen får råd til
at ride sådanne politiske kæpheste, og i stedet anlægge rent
pragmatiske synspunkter. Stop for enhver statslig og kommunal
udgiftsforøgelse, nedskæring af alle udgifter, der ikke
berører det egentlige basale velfærd, som er støtte til gamle,
syge arbejdsløse og handicappede, til uddannelse, forskning
og videnskab; ikke flere sociale eksperimenter med det private
erhvervsliv, der skræmmer kapitalen fra at investere, ikke
flere eksperimenter med statsligt ledede erhvervsforetagender
og så vidt muligt afvikling af de eksisterende. Ikke flere
skatter, som hæmmer opsparingen; vi har ikke råd til at have
dem. – Beløn rundhåndet dygtighed, initiativ og handlekraft.
Kort sagt: vis en positiv indstilling til det private erhvervsliv,
der alene er i stand til at skaffe arbejde og velfærd til os alle,
hvis det kommer rigtig i gang igen. At etablere statslige eller
kommunale beskæftigelsesarbejder over arbejdsløshed er
som at lægge to stykker koks ad gangen i kakkelovnen, hvor
der tiltrænges en ordentlig skovlfuld; den kan kun det private
initiativ klare. Men det må have de rette vilkår og incitamenter
dertil. Industrien har jo til og med i Industrirådets ”Industriplan-87”
givet et realistisk udtryk for, hvorledes noget
sådant kunne gennemføres. I stedet for ”Knus kapitalisterne”
burde devisen nu være ”Afvis ideologerne”.
Når man så ved realistiske indgreb har fået genoprettet
opsparingen og den samfundsøkonomiske balance, kan man
gå i gang med at etablere et virkeligt balanceret velfærdssystem
i samfundet. For et velfærdssystem må vi have; vi kan
ikke vende tilbage til forrige århundredes samfundsforhold.
Lige så klart som det er, at det er afgørende nødvendigt for
samfundsudviklingen og fremgangen i levevilkårene, at der
føres en pragmatisk økonomisk politik, som kan få erhvervslivet
til at blomstre, lige så vigtigt er det for et samfund, at
alle dele af befolkningen trives, og at ingen del deraf proletariseres.
Men det skulle med nutidens produktionsmuligheder
heller ikke være nødvendigt at vende tilbage til en tid, da der
fandtes proletariserede lag i befolkningen. Det er der ingen,
der kan ønske – men det vil med sikkerhed blive resultatet,
hvis den nuværende katastrofekurs med stadigt stigende
underskud på statens budget og betalingsbalance fortsætter.
Det kan nok siges, at det demokratisk styrede samfund
ikke er noget idealt samfund, og at Churchill har ret i, at
demokratiet i mange henseender er en dårlig regeringsform
– men han har også ret i, at man ikke har nogen bedre. Som
menneskets natur er, kan man da heller ikke vente, at der
30 |
Nr. 45-46
kan skabes en ideal regeringsform. Men så vil jeg da gerne
tilføje, at den demokratiske regeringsform da bestemt heller
ikke behøver at være en dårlig regeringsform. Dens største
fordel er, at regeringerne fra tid til anden skifter. Som en
japaner engang sagde, da demokratiets fordele og mangler
blev diskuteret: ”Stagnant water gets stale.” Det er et godt
billede: stillestående vand rådner; det gør stillestående
samfund også. Det vigtigste ved demokratiet er, at der ind
imellem kommer nye koste til – forudsat at de ikke er bange
for at feje, således som f.eks. trekantregeringen VKR var.
Forudsætningerne for den demokratiske sundhed er, at de
nye regeringer kan gennemføre en hovedrengøring: bryde
med dårlig praksis, rense ud i bureaukratiseringen, tilføre en
ny ånd og sætte nyt liv i maskineriet. – Det er ikke nok til et
regeringsskifte, at befolkningen har følelsen af, at de regerende
ikke magter at føre nyt liv frem, hvis befolkningen ikke
samtidig har tillid til, at oppositionspolitikerne magter det.
Har den ikke det, giver den ikke disse magten. Det er det, der
desværre er situationen i øjeblikket: vel er befolkningen nok
klar over, at den nuværende regering ikke magter at vende
den dårlige udvikling, men den har heller ikke nogen tiltro til,
at de personer, der repræsenterer alternativet, kan klare opgaven.
Havde den det, ville man se et virkeligt stemmeskred
som f.eks. i Norge, hvor man stolede på, at Kåre Willoch
kunne gøre det, eller i USA og England, hvor man stolede på
Reagan og Thatcher. Man må ikke glemme, at i demokratiet
er det befolkningens tillid, det drejer sig om, og tillid knytter
sig nu engang mere til personer end til ofte vanskeligt forståelige
planer og mål.
Det er denne fleksibilitet, som er karakteristisk for demokratiet,
der gør det til den bedste regeringsform, som man
– menneskenaturen taget i betragtning – kan finde. Til den
eneste regeringsform, der kan bære en positiv og afbalanceret
udvikling. Den bygger på, at der i de fleste – mere vil
jeg ikke sige – mennesker findes en vis portion ”common
sense” – et udtryk, der måske er bedre end ”sund fornuft”,
fordi det ligesom antyder, at det er noget, vi har fælles – en
fælles fornemmelse af, hvad der er godt for fællesskabet, og
hvad der er dårligt. Ingen anden regeringsform har kunnet
skabe et bedre samfund. Friheden til frit at kunne vælge en
ny regering, når man finder den gamle for ineffektiv, er et
grundelement i vort demokratiske samfund.
Naturligvis har denne skiften mellem regeringer og deraf
følgende hovedrengøringer sine bagsider, for der går vel altid
noget godt med i købet, når kosten fejer, men hvor der handles,
spildes der som bekendt også, så det må man tage med.
Den første opgave, en ny regering af en ny observans ville
have nu, var at løsne statens og bureaukratiets kvælertag om
erhvervslivet, så skabere af nye aktiviteter igen kan ånde og
handle frit i tillid til, at man ikke vil modarbejde dem.
Vort demokratis fremtid afhænger af, om friheden for den
enkelte til at handle og skabe på det økonomiske område, bevares
som det grundlæggende element i vort næringsliv. Den
afhænger af igangsætterens, den skabende kapitalists vilkår.